Og så mødte man lige en vaskeægte Klaus Handsome. Som i Hansen.
Ja, den kræver vist en lidt mere detaljeret forklaring.
Søren meddelte - igen, at der om aftenen ville være et obligatorisk fællesarrangement. Og denne gang ville det være et rigtigt fællesarrangement, med et levende væsen udefra vor elskede osteklokke. Altså ikke Søren iklædt en mystisk blanding af firserparyk og matrosbukser. Eller fuld skitøjsmundering indoor.
Okay, må ærligt indrømme, at jeg ikke troede på ham. Undskyld, men erfaring siger altså (eller råber mig ind i hovedet for fuld styrke), at man ikke skal tage alt hvad Søren siger helt alvorligt.
Men denne gang var det dog helt troværdig. Klaus Handsome var hverken en platinblond plastikblond eller en slidt jakke. Han var levede, af kød og blod. Og så var han superunderholdende. Fantastisk skønt menneske, halvhippie med langt nyredt hår i hestehale og livserfarne rynker om øjnene. Han lagde ud med at fortælle om sin barndom, som derefter blev fulgt at livlige røverhistorier om at tommelrejse og løbe ind i de mest specielle typer.
- Og så spillede han musik, live-flipper musik med guitar og os selv som kor (må dog indrømme, at koret godt kunne have været bedre.. af en eller anden grund har visse personer det med at have fuldstændig skæve fordomme om folk, der er lidt flippet og ikke synger 'I love you Baby' til elektroniske technobeats. Virkelig ærgeligt, efter min mening. Man skulle da netop tro, at det er på en efterskole som denne, at man lærer at komme af med sådan nogle fordomme. Men nok om det).
I hvert fald var det en rigtig hyggelig aften, med et rigtig hyggeligt menneske. Klaus Handsome. Ja, en kende spøjst navn. Stammer, ifølge han selv, fra en gang, hvor han mødte en kvinde i en elevator, som senere blev hans elskerinde. Da han sagde hans navn 'Klaus Hansen', hørte hun det som 'Handsome', og så var Klaus Handsome født.
Havde egentlig slet ikke hørt om ham før, men det viste sig, at han havde udgivet en hel del musik, og har endnu mere på vej. Faktisk købte både Bjarke og Maria et eksemplar. Må vist lige snige mig til at lytte..
Og som jeg vist fik udtrykt før, så var det efter min mening fuldt fortjent, at der blev uddelt skideballer til de urolige hovedet til Snak idag. Jeg håber bare - mest for deres egen skyld, at de snart lærer ordet respekt at kende. Ordentligt. Og ikke som i 'totally respect og the street', fordi man slår en proper næve eller har en skarp mund.
Det handler om respekt for sine medmennesker, ligegyldigt hvem de er, hvordan de ser ud og hvor de kommer fra.
- Malou
23.1.08
15.1.08
15. januar
Giraffer er nizzle & skaldede isser er yderst frastødende.
- Og jeg er forresten den, der er bøsset af
- Og jeg er forresten den, der er bøsset af
11.1.08
11. januar
Ja, så blev det søreme også fredag. Første uge af Rantz 07/08 part two er allerede ved at være gået.
Oh, hvilken herlig fryd at være på skolen igen. (Nævnte jeg ikke det sidst? Jo, det gjorde jeg vist. Hmm..)
Har netop idag gennemgået en af de ting, som nok stod sådan cirka øverst på ting, jeg helst vil undgå. Terminsprøver. Både fordi jeg hader prøver, pres og præstationsangst, men også fordi jeg ikke orker at tænke på, at eksamerne er på vej, og med dem også enden på skoleåret. Som i no, no, no, no!
Blev til gengæld positivt overrasket, for det var slet ikke så slemt, som jeg havde forventet. (Frygtet?)
Må forresten lige tilføje, a vi fik uddelt trøjer for skræmmende mange penge i tirsdags. Efterskoletrøjer, med navn, logo og blødt for til at putte sig i. Ganske praktisk, hvis man tilfældigvis glemmer et navn. Så står det lige dér, midt på brystet! Vi har jo trods alt kun været her i fire en halv månede, det er jo begrænset hvad man kan forvente af os stakkels teenagehukommelse, som tilsyneladende kun har kapacilitet til MTV's top 50 fra bund til top og andet gøgl i den dur.
Nå, men i hvert fald er det smart. Virkelig smart. Indtil kæresterne begynder at bytte trøjer selvfølgelig. (Laura?... Nej, det kan da vist ikke passe, kan det?)
Nok tomhjernet sludder. Jeg burde snart indse, at tågetilstanden ikke er den allermest effektive at blogge i.
(Yeah. Som om jeg nogensinde fatter dét)
-
.. Er folk egentlig ikke ved at være ret trætte af at høre om global opvarmning? Personligt finder jeg det brandspændende (hæhæ), men så vidt jeg kan forstå, foresager det nærmest automatisk lykning af lytlapperne, hvis bare man sniger sig til at hviske 'CO2'. Lidt et problem, når det nu er CO2, man har valgt at studere i fysik. Men på den anden side, så kan de edderspændhakkende lære det! (Altså at huske at fortælle de stakler, som knokler deres KROPSDELE ud af normal funktion for at lave mad til dem en hel uge i træk, at de tilfældigvis liiiige gik i gang med et stort projekt, som kommer til at udgøre det meste af vores standpunktskarakterer. Men næhnej, disse mindre detaljer får jeg først en lille uge før deadline - som i fremlæggelse. Som i ARH! - med efterfølgende stress og 6 timers grublen for bare at finde et emne. Øv)
Blev også tvunget til at se Se7en i går aftens. En del af engelsk pensum. (Okay, tvunget er nok et forkert ord. Havde seriøst glædet mig til at se den siden vi fik bogen!) Faktisk var det overdrevet hyggeligt at sidde i hullet og se film allesammen sammen, med alt for mange dyner og derfor også en ubehagelig, trykkende hede. Bekymrende klam fortælling. Har aldrig i mit liv set noget så klamt, som det menneske, der havde været bundet til sengen i et år. Et helt år! Han - det- lignede virkelig bare en bunke knogler med madfilm trukket rundt om. Ieew. Fy for pyfan. Det var jo ren tortur bare at se på.
Forresten smuttede Bo til London i den her uge. For at mængde sig med it-nørderne, som han åbenbart selv er ved at blive en af. Ja, de ender jo nok med at overtage verden. Okay, nok ikke lige Bo. Men I ved hvad jeg mener.
Han nåede dog lige at snakke om skituren, som efterhånden ligger lige om hjørnet. Jeg gik faktisk fra at være ultra rædselsslagen, til at glæde mig helt! - Selvom jeg godt nok stadig er overbevist om, at jeg ender med tre brækkede ben. Ttro mig, med en klodsmajor som mig er selv de umulige uheld mulige. Har aldrig brækket noget før. Jeg vil vædde med, at min krop har sparret op i ubehagelige knogleskader og rystelser af den ene og den anden art, til den dag, jeg ville beslutte mig for at begå den enorme fejl at sætte min lid og liv i to brædder og et par wannabe stavgangspinde. (Nej, det er vel omvendt?)
Men glæder mig, det gør jeg. Også i den grad. Ikke så meget til kulden. Lider desværre af seriøst frossenpindssyndrom. R
En lille pipfugl eller to har dog fortalt mig, at man sveder mere end man fryser. Og det lyder jo egentlig meget rart. Jeg har jo også købt skiundertøj. Det var helt trist at tage det af i prøverummet igen. Så fantastisk behageligt at det burde indføres med lov. Som mandagspåklædning for eksempel. Oveni er der jo super hyggebonus i form af ottemandshytter med sauna og sofaer.
Skulle man mon overveje at lave en finner?
Som sagt, så er det fredag aften. Vi har weekend, 33 mennesker er blevet og jeg har en god bunke seriøs socialisering at se til.
Er der noget, så bare se efter en af de mange pingvintrøjer. I farven burgundy. Der står Malou på brystet.
- Malou
Oh, hvilken herlig fryd at være på skolen igen. (Nævnte jeg ikke det sidst? Jo, det gjorde jeg vist. Hmm..)
Har netop idag gennemgået en af de ting, som nok stod sådan cirka øverst på ting, jeg helst vil undgå. Terminsprøver. Både fordi jeg hader prøver, pres og præstationsangst, men også fordi jeg ikke orker at tænke på, at eksamerne er på vej, og med dem også enden på skoleåret. Som i no, no, no, no!
Blev til gengæld positivt overrasket, for det var slet ikke så slemt, som jeg havde forventet. (Frygtet?)
Må forresten lige tilføje, a vi fik uddelt trøjer for skræmmende mange penge i tirsdags. Efterskoletrøjer, med navn, logo og blødt for til at putte sig i. Ganske praktisk, hvis man tilfældigvis glemmer et navn. Så står det lige dér, midt på brystet! Vi har jo trods alt kun været her i fire en halv månede, det er jo begrænset hvad man kan forvente af os stakkels teenagehukommelse, som tilsyneladende kun har kapacilitet til MTV's top 50 fra bund til top og andet gøgl i den dur.
Nå, men i hvert fald er det smart. Virkelig smart. Indtil kæresterne begynder at bytte trøjer selvfølgelig. (Laura?... Nej, det kan da vist ikke passe, kan det?)
Nok tomhjernet sludder. Jeg burde snart indse, at tågetilstanden ikke er den allermest effektive at blogge i.
(Yeah. Som om jeg nogensinde fatter dét)
-
.. Er folk egentlig ikke ved at være ret trætte af at høre om global opvarmning? Personligt finder jeg det brandspændende (hæhæ), men så vidt jeg kan forstå, foresager det nærmest automatisk lykning af lytlapperne, hvis bare man sniger sig til at hviske 'CO2'. Lidt et problem, når det nu er CO2, man har valgt at studere i fysik. Men på den anden side, så kan de edderspændhakkende lære det! (Altså at huske at fortælle de stakler, som knokler deres KROPSDELE ud af normal funktion for at lave mad til dem en hel uge i træk, at de tilfældigvis liiiige gik i gang med et stort projekt, som kommer til at udgøre det meste af vores standpunktskarakterer. Men næhnej, disse mindre detaljer får jeg først en lille uge før deadline - som i fremlæggelse. Som i ARH! - med efterfølgende stress og 6 timers grublen for bare at finde et emne. Øv)
Blev også tvunget til at se Se7en i går aftens. En del af engelsk pensum. (Okay, tvunget er nok et forkert ord. Havde seriøst glædet mig til at se den siden vi fik bogen!) Faktisk var det overdrevet hyggeligt at sidde i hullet og se film allesammen sammen, med alt for mange dyner og derfor også en ubehagelig, trykkende hede. Bekymrende klam fortælling. Har aldrig i mit liv set noget så klamt, som det menneske, der havde været bundet til sengen i et år. Et helt år! Han - det- lignede virkelig bare en bunke knogler med madfilm trukket rundt om. Ieew. Fy for pyfan. Det var jo ren tortur bare at se på.
Forresten smuttede Bo til London i den her uge. For at mængde sig med it-nørderne, som han åbenbart selv er ved at blive en af. Ja, de ender jo nok med at overtage verden. Okay, nok ikke lige Bo. Men I ved hvad jeg mener.
Han nåede dog lige at snakke om skituren, som efterhånden ligger lige om hjørnet. Jeg gik faktisk fra at være ultra rædselsslagen, til at glæde mig helt! - Selvom jeg godt nok stadig er overbevist om, at jeg ender med tre brækkede ben. Ttro mig, med en klodsmajor som mig er selv de umulige uheld mulige. Har aldrig brækket noget før. Jeg vil vædde med, at min krop har sparret op i ubehagelige knogleskader og rystelser af den ene og den anden art, til den dag, jeg ville beslutte mig for at begå den enorme fejl at sætte min lid og liv i to brædder og et par wannabe stavgangspinde. (Nej, det er vel omvendt?)
Men glæder mig, det gør jeg. Også i den grad. Ikke så meget til kulden. Lider desværre af seriøst frossenpindssyndrom. R
En lille pipfugl eller to har dog fortalt mig, at man sveder mere end man fryser. Og det lyder jo egentlig meget rart. Jeg har jo også købt skiundertøj. Det var helt trist at tage det af i prøverummet igen. Så fantastisk behageligt at det burde indføres med lov. Som mandagspåklædning for eksempel. Oveni er der jo super hyggebonus i form af ottemandshytter med sauna og sofaer.
Skulle man mon overveje at lave en finner?
Som sagt, så er det fredag aften. Vi har weekend, 33 mennesker er blevet og jeg har en god bunke seriøs socialisering at se til.
Er der noget, så bare se efter en af de mange pingvintrøjer. I farven burgundy. Der står Malou på brystet.
- Malou
7.1.08
7. januar
Vær så hjertens velkommen, kære 2008.
Blev helt overgearet, men samtidig nærmest lammet af genkomstglæde i gåraftens, da jeg gik den (irriterende) tunge vej fra bussen til herlige Cassiopeia. Blev egentlig ret overrasket over, hvor få der kom tidligt, men da var faktisk ekstremt hyggeligt at have tid og ro til lige at falde på plads igen, inden bomben af tasker og larm invaderede Rantz lidt i ni. Og hvilken invasion!
Man kunne (jeg kunne) jo ligesom have sagt mig selv, at folk ville komme slæbende med halvmaste skuldre og ømme rygge, for selv jeg min egen vægt gange fem med i kufferten. Det føltes i hvert fald sådan. Men sådan går det vel, når man både vil være praktisk (snedig, hæhæ) med gratis tøjvask og strygning, og samtidig mener, at man bestemt ikke kan undvære NOGET i de to uger, man er hjemme på juleferie. Så kan du sørme lære det, Malou. (!)
Hvor kom jeg fra? Nåja. Det punkt, hvor jeg hoppede lettere sinssygt op og ned i luften af bare glæde. Der skulle åbenbart ikke mere end to uger til, før man glemte hvor fantastisk skønt det er, at være omgivet at summende stemmer (og de lidt mere fyldige stemmer) døgnets samtlige fireogtyve timer (med tryk på samtlige).
De første to timer sad vi bare og snakkede, mens vi flyttede os fra værelse til værelse, så alle fik pakket ud, tømt de glemte chokoladekalendere og fyldt lageret af diverse overlevelsesmidler til livet på efterskolelivet op (Her er der så tale om alt fra boullionterninger til fyldte chokolader). Snakkede siger jeg. Jaaah. Det gør jeg skam. Om hvad? Se, der kommer det nok til at knibe en smule. Jeg ved det virkelig ikke.
Nå, men i hvert fald gik de to fredelige 'aah, vi er hjemme' timer ret stærkt, og man nåede helt at få stress af alle de mennesker, man skulle nå at kramme da bussen nåede Rantzausminde. Jesus, hvor har jeg savnet alle!
- Egentlig ret heldigt, at den der følelse af, hvor voldsomt meget man faktisk mangler folk i ferierne, først kommer, når man ser dem igen. Ellers ville det jo næsten være helt trist.
Klokken blev alt for hurtigt sengetid, hvilket jo i praksis aldrig betyder sovetid. Michelle var stadig i fuld gang med at pakke ud, og jeg personligt var i fuld gang med at holde en sygt mærkelig samtale igang om alt muligt mystisk, jeg ikke er i stand til at definere. Og med at spise al hende chokolade. Julerester og Quality Street er nemlig nice (:
.. Men, men, men. Da man så endelig, langt om længe lagde hovedet på puden og havde besluttet sig for, at nu skulle man altså lige nu syv timers søvn, så kunne man selvfølgelig ikke sove. Som i overhovedet ikke. Som i at ligge vågen til klokken tre. Hvor usmart. At vi oveni allesammen var vågne, i den overbevisning at de tre andre sov, er lidt trist og tænke på næste morgen. Vi aftalte, at fra nu af ligger ingen vågne aaaalt for længe, uden at give en lyd fra sig ind imellem. Så kan vi jo bruge tiden til noget fornuftigt. Som femhunderede eller håbløs tågesnak.
Årets frste radioavis var da også tydeligt præget af, at vi ikke var de eneste, der havde besvær med at at sove denne herrens søndag efter en meget lang ferie (og lange ferier kræver altså overdrevent B-døgnrytme til den helt store guldmedalje).
- Brugte desuden Kommunikativ Dannelse på at træne prof. lyvning. Sehr Sjååw.
Men det gik da i sidste ende: Jeg er da stadig vågen, trods de uhyggeligt mørke rande under det, der skulle have været friske øjne.
- Malou
Blev helt overgearet, men samtidig nærmest lammet af genkomstglæde i gåraftens, da jeg gik den (irriterende) tunge vej fra bussen til herlige Cassiopeia. Blev egentlig ret overrasket over, hvor få der kom tidligt, men da var faktisk ekstremt hyggeligt at have tid og ro til lige at falde på plads igen, inden bomben af tasker og larm invaderede Rantz lidt i ni. Og hvilken invasion!
Man kunne (jeg kunne) jo ligesom have sagt mig selv, at folk ville komme slæbende med halvmaste skuldre og ømme rygge, for selv jeg min egen vægt gange fem med i kufferten. Det føltes i hvert fald sådan. Men sådan går det vel, når man både vil være praktisk (snedig, hæhæ) med gratis tøjvask og strygning, og samtidig mener, at man bestemt ikke kan undvære NOGET i de to uger, man er hjemme på juleferie. Så kan du sørme lære det, Malou. (!)
Hvor kom jeg fra? Nåja. Det punkt, hvor jeg hoppede lettere sinssygt op og ned i luften af bare glæde. Der skulle åbenbart ikke mere end to uger til, før man glemte hvor fantastisk skønt det er, at være omgivet at summende stemmer (og de lidt mere fyldige stemmer) døgnets samtlige fireogtyve timer (med tryk på samtlige).
De første to timer sad vi bare og snakkede, mens vi flyttede os fra værelse til værelse, så alle fik pakket ud, tømt de glemte chokoladekalendere og fyldt lageret af diverse overlevelsesmidler til livet på efterskolelivet op (Her er der så tale om alt fra boullionterninger til fyldte chokolader). Snakkede siger jeg. Jaaah. Det gør jeg skam. Om hvad? Se, der kommer det nok til at knibe en smule. Jeg ved det virkelig ikke.
Nå, men i hvert fald gik de to fredelige 'aah, vi er hjemme' timer ret stærkt, og man nåede helt at få stress af alle de mennesker, man skulle nå at kramme da bussen nåede Rantzausminde. Jesus, hvor har jeg savnet alle!
- Egentlig ret heldigt, at den der følelse af, hvor voldsomt meget man faktisk mangler folk i ferierne, først kommer, når man ser dem igen. Ellers ville det jo næsten være helt trist.
Klokken blev alt for hurtigt sengetid, hvilket jo i praksis aldrig betyder sovetid. Michelle var stadig i fuld gang med at pakke ud, og jeg personligt var i fuld gang med at holde en sygt mærkelig samtale igang om alt muligt mystisk, jeg ikke er i stand til at definere. Og med at spise al hende chokolade. Julerester og Quality Street er nemlig nice (:
.. Men, men, men. Da man så endelig, langt om længe lagde hovedet på puden og havde besluttet sig for, at nu skulle man altså lige nu syv timers søvn, så kunne man selvfølgelig ikke sove. Som i overhovedet ikke. Som i at ligge vågen til klokken tre. Hvor usmart. At vi oveni allesammen var vågne, i den overbevisning at de tre andre sov, er lidt trist og tænke på næste morgen. Vi aftalte, at fra nu af ligger ingen vågne aaaalt for længe, uden at give en lyd fra sig ind imellem. Så kan vi jo bruge tiden til noget fornuftigt. Som femhunderede eller håbløs tågesnak.
Årets frste radioavis var da også tydeligt præget af, at vi ikke var de eneste, der havde besvær med at at sove denne herrens søndag efter en meget lang ferie (og lange ferier kræver altså overdrevent B-døgnrytme til den helt store guldmedalje).
- Brugte desuden Kommunikativ Dannelse på at træne prof. lyvning. Sehr Sjååw.
Men det gik da i sidste ende: Jeg er da stadig vågen, trods de uhyggeligt mørke rande under det, der skulle have været friske øjne.
- Malou
1.1.08
1. januar
Holy Christ. Vi er i 2008 nu. totusindogotte.
Det er egentlig en rigtig mærkelig fornemmelse, at sidde med i maven (og nej, det er ikke tømmermænd. Baaah). 2007 er væk nu, overstået. Det kommer aldrig nogensinde tilbage. For at se på den lyse side, er det da yderst dejligt at sidde og tænke tilbage på et helt år, specielt når året, som 2007 i hvert fald har været for mig. I den grad. Men på den anden side, for lige at være lidt negativ også, så er det ret skræmmende, at det er gået så overdrevent stærkt. Og man kan (jeg kan) hurtigt blive rædselsslagen for, at jeg om nogle år (okay, mange år) ikke kan huske forskel på det, der skete i skønherlige 2007, det, der skete for et par år siden, og for den sags skyld det, der sker imorgen.
Og så er jeg jo den type, som bare tænker: NEEEEJ!
- Ja, jeg tænker det faktisk ikke engang. Jeg stiller mig op på en høj, nøgen bakketop og skriger det af mine lungers fulde kraft udover en halvdød, eller i hvert fald bedøvet by, hvor 90 % af befolkningen ligger og æder mcd. mad og drikker treo-cola, indtil kulden river mit stemmebånd i stykker.
NEEEJ! Der er bare nogle ting, man ikke vil glemme. Tider, man helst vil have bliver, om man så skal leve evigt med daglig rengøring og faste sengetider. Hvorfor, og jeg spørger igen: HVORFOR skal tiden gå så ekstremt stærkt? Hvad er det helt præcist, den skal nå.
Jeg tror bare, vi må konkludere, at Malou er lidt (haha!) bange for et liv uden Rantz.
Rigtig godt nytår
-Malou
Det er egentlig en rigtig mærkelig fornemmelse, at sidde med i maven (og nej, det er ikke tømmermænd. Baaah). 2007 er væk nu, overstået. Det kommer aldrig nogensinde tilbage. For at se på den lyse side, er det da yderst dejligt at sidde og tænke tilbage på et helt år, specielt når året, som 2007 i hvert fald har været for mig. I den grad. Men på den anden side, for lige at være lidt negativ også, så er det ret skræmmende, at det er gået så overdrevent stærkt. Og man kan (jeg kan) hurtigt blive rædselsslagen for, at jeg om nogle år (okay, mange år) ikke kan huske forskel på det, der skete i skønherlige 2007, det, der skete for et par år siden, og for den sags skyld det, der sker imorgen.
Og så er jeg jo den type, som bare tænker: NEEEEJ!
- Ja, jeg tænker det faktisk ikke engang. Jeg stiller mig op på en høj, nøgen bakketop og skriger det af mine lungers fulde kraft udover en halvdød, eller i hvert fald bedøvet by, hvor 90 % af befolkningen ligger og æder mcd. mad og drikker treo-cola, indtil kulden river mit stemmebånd i stykker.
NEEEJ! Der er bare nogle ting, man ikke vil glemme. Tider, man helst vil have bliver, om man så skal leve evigt med daglig rengøring og faste sengetider. Hvorfor, og jeg spørger igen: HVORFOR skal tiden gå så ekstremt stærkt? Hvad er det helt præcist, den skal nå.
Jeg tror bare, vi må konkludere, at Malou er lidt (haha!) bange for et liv uden Rantz.
Rigtig godt nytår
-Malou
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
