7. januar

Vær så hjertens velkommen, kære 2008.

Blev helt overgearet, men samtidig nærmest lammet af genkomstglæde i gåraftens, da jeg gik den (irriterende) tunge vej fra bussen til herlige Cassiopeia. Blev egentlig ret overrasket over, hvor få der kom tidligt, men da var faktisk ekstremt hyggeligt at have tid og ro til lige at falde på plads igen, inden bomben af tasker og larm invaderede Rantz lidt i ni. Og hvilken invasion!
Man kunne (jeg kunne) jo ligesom have sagt mig selv, at folk ville komme slæbende med halvmaste skuldre og ømme rygge, for selv jeg min egen vægt gange fem med i kufferten. Det føltes i hvert fald sådan. Men sådan går det vel, når man både vil være praktisk (snedig, hæhæ) med gratis tøjvask og strygning, og samtidig mener, at man bestemt ikke kan undvære NOGET i de to uger, man er hjemme på juleferie. Så kan du sørme lære det, Malou. (!)
Hvor kom jeg fra? Nåja. Det punkt, hvor jeg hoppede lettere sinssygt op og ned i luften af bare glæde. Der skulle åbenbart ikke mere end to uger til, før man glemte hvor fantastisk skønt det er, at være omgivet at summende stemmer (og de lidt mere fyldige stemmer) døgnets samtlige fireogtyve timer (med tryk på samtlige).
De første to timer sad vi bare og snakkede, mens vi flyttede os fra værelse til værelse, så alle fik pakket ud, tømt de glemte chokoladekalendere og fyldt lageret af diverse overlevelsesmidler til livet på efterskolelivet op (Her er der så tale om alt fra boullionterninger til fyldte chokolader). Snakkede siger jeg. Jaaah. Det gør jeg skam. Om hvad? Se, der kommer det nok til at knibe en smule. Jeg ved det virkelig ikke.
Nå, men i hvert fald gik de to fredelige 'aah, vi er hjemme' timer ret stærkt, og man nåede helt at få stress af alle de mennesker, man skulle nå at kramme da bussen nåede Rantzausminde. Jesus, hvor har jeg savnet alle!
- Egentlig ret heldigt, at den der følelse af, hvor voldsomt meget man faktisk mangler folk i ferierne, først kommer, når man ser dem igen. Ellers ville det jo næsten være helt trist.

Klokken blev alt for hurtigt sengetid, hvilket jo i praksis aldrig betyder sovetid. Michelle var stadig i fuld gang med at pakke ud, og jeg personligt var i fuld gang med at holde en sygt mærkelig samtale igang om alt muligt mystisk, jeg ikke er i stand til at definere. Og med at spise al hende chokolade. Julerester og Quality Street er nemlig nice (:

.. Men, men, men. Da man så endelig, langt om længe lagde hovedet på puden og havde besluttet sig for, at nu skulle man altså lige nu syv timers søvn, så kunne man selvfølgelig ikke sove. Som i overhovedet ikke. Som i at ligge vågen til klokken tre. Hvor usmart. At vi oveni allesammen var vågne, i den overbevisning at de tre andre sov, er lidt trist og tænke på næste morgen. Vi aftalte, at fra nu af ligger ingen vågne aaaalt for længe, uden at give en lyd fra sig ind imellem. Så kan vi jo bruge tiden til noget fornuftigt. Som femhunderede eller håbløs tågesnak.

Årets frste radioavis var da også tydeligt præget af, at vi ikke var de eneste, der havde besvær med at at sove denne herrens søndag efter en meget lang ferie (og lange ferier kræver altså overdrevent B-døgnrytme til den helt store guldmedalje).

- Brugte desuden Kommunikativ Dannelse på at træne prof. lyvning. Sehr Sjååw.

Men det gik da i sidste ende: Jeg er da stadig vågen, trods de uhyggeligt mørke rande under det, der skulle have været friske øjne.

- Malou