1. januar

Holy Christ. Vi er i 2008 nu. totusindogotte.

Det er egentlig en rigtig mærkelig fornemmelse, at sidde med i maven (og nej, det er ikke tømmermænd. Baaah). 2007 er væk nu, overstået. Det kommer aldrig nogensinde tilbage. For at se på den lyse side, er det da yderst dejligt at sidde og tænke tilbage på et helt år, specielt når året, som 2007 i hvert fald har været for mig. I den grad. Men på den anden side, for lige at være lidt negativ også, så er det ret skræmmende, at det er gået så overdrevent stærkt. Og man kan (jeg kan) hurtigt blive rædselsslagen for, at jeg om nogle år (okay, mange år) ikke kan huske forskel på det, der skete i skønherlige 2007, det, der skete for et par år siden, og for den sags skyld det, der sker imorgen.
Og så er jeg jo den type, som bare tænker: NEEEEJ!
- Ja, jeg tænker det faktisk ikke engang. Jeg stiller mig op på en høj, nøgen bakketop og skriger det af mine lungers fulde kraft udover en halvdød, eller i hvert fald bedøvet by, hvor 90 % af befolkningen ligger og æder mcd. mad og drikker treo-cola, indtil kulden river mit stemmebånd i stykker.

NEEEJ! Der er bare nogle ting, man ikke vil glemme. Tider, man helst vil have bliver, om man så skal leve evigt med daglig rengøring og faste sengetider. Hvorfor, og jeg spørger igen: HVORFOR skal tiden gå så ekstremt stærkt? Hvad er det helt præcist, den skal nå.

Jeg tror bare, vi må konkludere, at Malou er lidt (haha!) bange for et liv uden Rantz.

Rigtig godt nytår
-Malou