16 marts

Kender du det der med, at man pludselig bliver overvældet af en ufattelig ægte virkelighedsfølelse?

Tja, det er (i hvert fald for mig) sådan noget der sker en gang imellem. Et efterskoleår svinger meget - sådan lidt i bølger. Det skal man være klar over, når man vælger det til sit liv. Nogle gange kan man, i midten af hundrede andre mennesker, føle sig ufattelig alene og ensom. Jeg tror alle kommer i en af de dersens 'jeg kan ikke klare det mere' faser. Men det er vel også meget naturligt,er det ikke? Jeg mener, livet derhjemme kører jo heller ikke ligefrem altid på stearinindsmurte skinner. Jeg tror bare det virker mere markant og voldsomt hernede, fordi man bor i et kæmpe fællesskab, hvor muligheden for at være alene og have ondt af sig selv (EMOOOOOO!) ikke er så frygtligt stor. Så for hulan da: Lad for himlens skyld VÆRE med at lade de melankolske og klynkende øjeblikke ødelægge jeres år. De fleste af disse faser kommer nok i starten af året og her vil jeg gerne gentage mig selv: LAD VÆRE med at bukke under.
Det er virkelig det hele værd at kæmpe. Efterskoleåret er det allerbedste år i mit liv, og jeg ville ikke for alt i verden have gået glip af det. Efter min mening burde det være gratis, sådan at alle, der havde lyst (= bare alle, okay) til det kunne komme af sted, uafhængigt af økonomi og samfundsklasse. Det er nemlig noget af det fedeste overhovedet: at møde så mange forskellige mennesker og på den måde lære, at man sagtens kan være ekstraclose på trods af forskelle. Det er fanma da vigtigt at indse sådan noget!
.. sidespor. crap også
Pointe: selvom der er hårde perioder, at der altså også den der lyst til at springe og hoppe og danse og spurte fra værelse til værelse, hele skolen igennem, bare for at kramme alle og fortælle dem hvor fantastiske de er.
(all you need is love bambam bam bam bam. all you need is love. love.. arh, sikken typisk pladderromantik)

Lad mig gå tilbage til start.
Det var igår, lørdag aften. Skolen var fuldstændig mørklagt og stille, da jeg slentrede henad atlas/sirius (alibi: skulle bringe blå tandbørste fra cassiopeia til sirius.. bare for en sikkerheds skyld). Det var ret koldt, i hvert fald satte jeg tempoet op, da det lige pludselig ramte mig:
Det er snart slut. Om treenhalv månede er det hele slut, og jeg skal aldrig ligge i hullet og se film mere. Jeg skal aldrig brokke mig over opvask og køkkentjanser, jeg skal aldrig gå amok på Benjamins provokerende meninger, jeg skal aldrig diskutere morgenradioavisen med søvn i begge øjne. Jeg skal aldrig slå på gunnar mere. Jeg skal aldrig...
NEJ! NEJ NEJ NEJ!
Skolen er forhelvada.. arh. Alle de mennesker, som ikke længere kommer til at være en del af min hverdag (damn de herlige københavnere, som alle sammen bor tæt på hinanden.. dumme ullerslev. grr). Roomies, hussies (?), kontaktgruppe buddies, lærere, RANTZERE! Jeg kan altså ikke undvære dem.
Åh gud. Jeg gider ikke græde igen.

- Er der nogen der kan fortælle mig, hvorfor en roskildebillet skal koste så grotesk mange penge?