27. juni

Det her bliver uden tvivl det allersværeste blogindlæg, jeg i mit liv kommer til at skrive.

Ved slet ikke hvor jeg skal begynde. Kommer på ingen måde til at finde ud af, hvor jeg skal slutte. Selvom det jo egentlig burde være indlysende: for slut, det er det. Det er så slut som det sekund der lige før blev erstattet med nu. Det nu, der om lidt er historie til fordel for et nyt nu.
Det er i nuet, man skal leve. Nogle gange har man bare mere lyst til at leve i før. I den tid, der er gået, den tid, som gik alt for hurtigt.
Det sidste punktum er lige sat. Det sidste punktum i den historie, som udgør de sidste ti måneder: de bedste måneder i mit liv!
Man kommer lidt til at frygte en rutinepræget dagligdag, alt for lang tid, hvor alting ligesom kører i ring: hverken koldt eller varmt, bare lunkent. Kedeligt. Lidt ligesom en historie, en novelle uden ordentligt handling. Ting kan sagtens være godt skrevet, men uden at fange én rigtigt: til det er der brug for en god historie.
Mit efterskoleår har været en fantastisk nuanceret novelle, som har indeholdt alt, hvad en første klasses bestseller indeholder: den gode historie, den fantastisk gode historie om mennesket og om mennesker i mellem. Historien om at skabe et fællesskab, om at finde meningen med sig selv, om at finde meningen med andre. Om at lære af og til hinanden. At nedsable fordomme, at erkende, at forskellighed er en kvalitet.
Den forbandede interne, sorte humor, de svære tider, både personligt og som et fællesskab, unikke, små detaljer, som kan gøre en kop te uden sukker til noget helt særligt. Som kan gøre et enkelt, ligegyldigt ord til noget så betydningsfuldt, at det kun kan beskrives med det ene ord. (eller et tal.. høm, 23, høm)
Mit efterskoleår har på ingen måde fulgt den almene berettermodel. Den har sprunget op og ned i et turbulent tempo - noget, der i den sidste ende har gjort alting en smule stærkere. Vi har været igennem alting sammen. Med tyk streg under alting. Alt fra ubeskriveligt dårligt vejr på Skarø, som gjorde, at vi lige fra starten fik skrællet de første lag af hinanden, siddende side om side iført grimt regntøj, gennemblødt hår og trætte øjne, videre hen til hektiske emneuger, hvor vi alle sammen næsten har faldet over hinanden ned af de kreative tankegange i bare travlhed. At sidde klods op og ned af hinanden, at se gamle disneyfilm og skråle med på sangene, tredive elever i kor. At spille Mega Twister Advanced, at gå aaalt for lange ture i frygteligt terræn og dårlige sko, at spise alt for meget kage, lege sumobrydere og synge umådeligt forfærdelige sange i SingStar (og rent faktisk indtage rekorden som hardcore rapper.. for det er jo lige mig). At dovne hundrede søndage væk sammen, at have så travlt med at lave ingenting, at man ender med at stå forbavset tilbage, overrasket over, at det hele gik så hurtigt. Man kan måske ærgre sig over, at man ikke lige fik lavet den der skægge film, man snakkede om, eller fik skudt det der geniale arrangement af sted, men når man så tænker på alle de gange, hvor man har grint så hjerteligt, at man nærmest ikke kunne være mere lykkelig, alle de gange, hvor man febrilsk er hoppet over ordene, fordi man havde så meget, man gerne ville sige. De gange, hvor man har været helt stille, stille fordi der ikke har været så meget at sige, eller måske fordi bare det, at man var sammen med hinanden var nok til at fylde alting i det øjeblik.

Det er alt sammen slut nu - et efterskoleår er syv menneskeår, her vil jeg ikke protestere. Men det går samtidig syv gange så hurtigt som et almindeligt år.
Det kan på ingen måde passe, at det er ti måneder siden, at vi sad og var bange for at prikke til hinanden. Og så alligevel føles det som om, at vi har kendt hinanden i mindst syv år. De her ti måneder har fæstnet et uerstatteligt bånd mellem os, både hver især og som fællesskab. Et fællesskab, der gjorde så ondt at give slip på, at det fik selv wowdrengene til at flæbe som tolv grædekoner.

I dag har været den hårdeste dag i mit liv. Hvis det stod til mig, stod jeg stadig og græd, hægtet fast i et enormt gruppekram. Jeg har aldrig nogensinde prøvet noget, der gjorde så ondt. har personligt grædt siden i går aftes, da Mette, Frida og Rasmus nok så ledt spillede That's what friends are for mellem hovedret og dessert til vores afslutningsfest, som i øvrigt, som resultat af en laaang dags stress og anstrengelser blev det allerbedste nogensinde! - vi burde næsten være sådan nogle udlejningsarrangører 'fest om otte timer? ring til os!'. Uh, vi kunne få sådan en varevogn med logo!.. okay, meget tydeligt, påtaget munterhed.
Men hvor var det fantastisk, da vi hver og én stod i en sammenslynget klump og sang Smuk og Dejlig. Dér følte jeg med helt igennem lykkelig, og alligevel græd jeg for fjerde gang. Stemningen på skolen har aldrig været mere sammentømret og god. Selv dem, man næsten ikke har snakket med, og dem, man egentlig burde være en smule sur på, dansede man med, man sang med dem, græd med dem. Alle krammede alle, for intet
ville være det samme, uden hver og en af os.

Idag ikke har stået på andet end omfavnelse og mascara ned af kinderne. Er utallige gange nået til det punkt, hvor jeg UMULIGT kan have mere vand i kroppen, men så er der en eller anden der siger noget, eller en eller anden man får øjenkontakt med, og så tuder man bare. Selvom vi blev ved og ved og ved med at sige på gensyn i stedet for farvel, så er det jo ingen hemmelighed, at på gensyn til hinanden aldrig vil være det samme som på gensyn til efterskoleåret.

Året har været ubeskriveligt. Det har været uerstatteligt, og den dag jeg glemmer det, hænger jeg mig selv i Gunnar. Det vil altid gøre ondt at sige farvel til noget, man holder rigtig meget af. Men så handler det om at huske på alt det, man siger farvel til. Det er det værd, og tusinde gange mere til. Lige gyldigt hvor mange forbandede tårer man fælder, så er det kun på sin plads. For det, de bliver fældet for er så vidunderligt, at andet ville være åndssvagt.

Malou

25. juni

Mine biblioteksbøger (som er lånt for skolen, og har stået i et random rum i jeg ved ikke hvor lang tid) skal afleveres idag. Det er lidt noget fuck.

Det er altså også besværligt at holde på datoer, når man hellere vil bruge sin tid på at rende rundt som Søren Ryge, med skovmandsskjorte og gummistøvler, bevæbnet til op over tænderne med 'blomsterbestøver' (aka vandpistol). At jagte feer og hulemænd og tiendeklasser er SÅ meget sjovere, end at cykle ind til byen med en bunke bøger så tunge som syv (efterskole)år.

Desuden er jeg så voldsomt udmattet efter to en halv times hardcore gåtur mod havnen i Ballen, hvis navn er monster mange gange sjovere end selve locationen (må ærligt indrømme, at jeg synes det er ubegribeligt molbodumt at give dyre domme for en - ellers rigtig herlig bus, der kører os ti kilometer for langt, fordi det jo 'er socialt og hyggeligt at gå tur'. Det er det rigtignok også, men at gå tur er maksimum tre kilometer, og for guds skyld på flad landjord uden sten og mudder og brændenælder! Det ville have været kortere, hvis vi bare var gået hjemmefra. Og billigere. Så havde der eventuelt været råd til en hoppeborg. Årh, eller menneskebordfodbold!)
Men, men, men. Det betyder dog ikke, at dagen ikke var god. For den var fantastisk. Specielt set i lyset af, at vi måtte igennem en halv robinson og tre nærdødsoplevelser (sten!) før der endelig var grill og rød saftevand. Næsten samtlige piger sad med hovedet i diverse mindebøger, og dem der ikke gjorde tog enten billeder som japanere på speed eller legede zumobrydere (!), hvilket for mig helt personligt nok var det allersjoveste nogensinde. Forestil dig at skulle have en dragt på, som ikke kun fyldte fem gange så meget som dig selv, men som også vejede nok til at kunne lave menneskedomino på ti halvstore teenagedrenge. Christ for en voldsom udklædning! Til gengæld gjorde det ikke ondt at falde, hvilket nok er ret belejligt i brydning, ikke Laura? (at man så er fuldkommen hjælpeløs, når man skal op igen, er en anden snak)
Uh, og så må jeg nok også hellere præsentere dette års vinder af 'brætspilsudvidelsernes guldpris': Mega Twister Advanced!(!) Denne gang med sammenbundne par og ekstra giga plade. Udover et par fejl i form af aaaalt for skarp snor (til der gnaver halt indtil marven er på inge måde rart i twister) og diskrete gule striber på bunden (ahøm, sengebetræk.. you know, lavt budget) kunne det næsten forveksles med noget fra BR

Nå, men jeg vil ud og true de sidste til at tagge i min mindebog

- Malou

21.juni

Når man kan begynde at sige 'dette er den sidste lørdag', så er det ved at være en smule sørgeligt.
Men det er det altså. Og det er der jo ikke rigtig noget at gøre ved - andet end at nyde hvert sekund, hvert minut, så man er helt udmattet og smadret i smilehullerne om aftenen.
Og det er så det, jeg forsøger.

Sidste lørdag. Sidste weekend. Sidste uge. Christ, hvor bliver man da uoverskueligt trist af at tænke på den slags. Positive tanker malou. Dyyyyb indånding. Og så positive tanker.

Man kunne jo prøve med Mummitroldene. Eller SingStar. Eller Grease. Eller Limbo. (Eller Kenge Kenge, ikke Anna?)
Alt, så længe det er med jer!

- Malou
(man må ikke køre får over på Færøerne. Så er der nemlig beef!)

19. juni

Hvis ord kunne beskrive hvor lykkelig jeg er lige nu, ville jeg gentage det så mange gange, at folk ville få fip af mig: JEG ER FÆRDIG MED MINE EKSAMENER! For dælen hvor er det skønt. Har så meget energi i kroppen, at jeg uden besvær ville være i stand til at løbe rundt om skolen mindst tredive gange i træk. Hvor er det helt fantastisk utroligt, at det er overstået. (Lad mig lige understrege, bare for at være sikker på, at I fik den med: er ualmindelig glad lige nu)

Og hvordan fejrer man så det (mens man samtidig fejre Annas gårdagsfødselsdag.. slet slet ikke tillykke til DIG!)? Tjo, man går - med tryk på går, en tur en til Svendborg sammen med Anna, spiser kæmpeis og går på genbrugsrov efter onsdagshatte. og hold da op for en grim daimkasket. har aldrig set noget lignende.

However, nu kan man finally, langt om længe, endelig og alt lignende, nyde den sidste tid uden hele tiden at have dårlig samvittighed over ike at sidde med næsetip begravet i bog og krampeagtige smerte i håndleddene grundet aaaalt for mange notater. (tror ærligt talt aldrig, at jeg har haft så meget ubrugelig viden ophobet in meine hoved på én gang. well, jo, det har jeg nok. Men det overrasket nok ikke ligefrem så mange. Whatever)

Har forresten absurd svært ved at tolerere, at der kun er en uge tilbage. Hver eneste gang man sidder og hygger sig med de andre, i det allergo'este fællesskabshyggehumør flyver den der irriterende bombetanke henover hovedet på én og ødelægger det hele. 'Tænk nu, hvis det her er sidste gang jeg ligger med hovedet nedad på fodboldbanebakken sammen med Jane'. Magen til stemningsknuser. Det er kraftpetervæltende ikke fair! ARH!!

Må dulme smerterne med kanelboller.

-Malou

17. juni

Hvis det at kalde en flødebolle en negerbolle er grænseoverskridende burde jeg begrave mig selv i skam. Har seriøst stået og heilet næsten nonstop i fire timer. Frivilligt. Og med dertilhørende, voldsomt racistiske tilråd. Forhelvede hvor havde jeg det dårligt bagefter.
For lige at komme med lidt baggrundshistorie, inden I flegner fuldstændig af forbløffelse og skuffelse og andet bævl: jeg er ikke sprunget ud i skabet som glubende nynazist. Jeg har bare haft en ret skummel debut som statist på ægte spillefilm. (Og helt ærligt: hvem siger nej til at være med i ægte Zentropa film med krummefar på rollelisten? Nej, det sagde jeg jo. Og slet ikke når det inkluderer gratis Digestivekiks ad libitum).
Nu får jeg jo sikkert tredive tatoverede skineads på nakken (i den allermest bogstavelige forstand), hvis jeg røber for meget. Så det vil jeg lade være med.
Men i hvert fald kom jeg i fuld nazi mundering: gul, borgerligt og med tyske fletninger som en anden Heidi – ikke at jeg kan se ideen i det. Ved ikke helt hvad de havde tænkt sig med de fletninger. I hvert fald ikke overvældende skræmmende og hardcore. Lignede mest af alt en yderst højreorienteret bondepige, hvis forældre havde fået den ide, at hun skulle deltage i de der nazi møder mellem synkronsvømning og blokfløjte.
I hvert fald kom jeg helt op på forreste række fordi ”dig der med de lyse fletninger: dig kan vi godt bruge”, ved siden af ligeså tysk skoledrengs udklædte Mads, hvor vi så skulle gå bananas og give den hele armen som papegøjer. Bvdr. Kunne næsten ikke få mig selv til at råbe sådan nogle ting. Ufattelig ubehageligt, også selvom jeg havde sat ’det er bare for sjov’ på voldsom høj repeat i min hjerne. Håber et eller andet sted ikke, at nogle af de adskillige gange, hvor jeg havde kamera direkte oppe i fjæset, kommer med. Ikke kun fordi det ville være ualmindelig pinligt at se sig selv som skrigende, heilende, kampråbshujende og racistisk nynazist på skærmen, men også fordi jeg stadig ikke ser ideen med lillepigefletninger i midten af tatoveringer og sved og øl.
Og så alligevel. Jeg har været med i en film med krummefar. Det kan nok alligevel give en god bunke streetcredit.

For lige at begrunde mine skummelt fraværende blogindlæg: Jeg har ret travlt med at nyde den sidste tid OG gå til eksamen. Kompliceret kombi som ikke efterlader meget fritid.

Malou

9. juni

ARH! Køkkentjans. Vidunderlig start på ugen. Herligt at rende rundt iført sved og stegeos i gud ved hvor mange graders varme. Kommer til at stinke langt væk af karry den næste måned! Det skal nok charmere mine kommende sensorer.
Hvorfor kan vi ikke bare få is resten af året? Der er da masser af muligheder for en varieret kost. Sodavandsis, flødeis, mælkeis, yogurtis, sorbetis.. og koldskål i alle afskygninger. Hvad er problemet? Ris, pasta og kartofler er da heller ikke voldsomt forskellige.
Har forresten hørt, at vejret skulle vende, hvilket jeg finder ualmindelig tarveligt. Lad lige være med det!

- Malou

7. juni

Da jeg i sidste indlæg kaldte gammel elev dag for den mærkeligste dag i mit liv, tog jeg fejl. Grueligt fejl. En ny dag har overhalet, spurtet forbi og i glinsende triumf indtaget førstepladsen som værende den absolut mest underlige dag i mit seksten år lange (!) liv. Formødet for næste års elever. Som man jo siden for nylig selv er en del af. Og som man uden tvivl ser frem til. Men, og jeg gentager med tykke overstregningstusser og sorte streger under: Men ikke blandet sammen med i år! ARH ! (!!) Man kan ikke -og her er det altså ikke bare mig, der er dårlig til den slags: Man KAN simpelthen på ingen måde være snart gammel elev og samtidig koncentrere sig om at indtage rollen som ny elev - med alt hvad det indebære: nervøse elevatorijordskælvs blikke, absolut ingen snak, voldsom frygt for nærkontakt og andet bævl, der med garanti forsvinder i løbet af tre dage næste år. Men altså ikke i år. Og slet ikke, når vennerne samtidig render rundt og reklamerer for feltfag iført voldsomt tiltrækkende magneter der tigger og beder én om at gå derover og grine og snakke, ganske som man plejer det. For man ved jo godt, at det er nu, man som kommende andenårselev skal være det gode eksempel og i stedet for at klistre sig fast til ens aller bedste venner, må tage initiativet til at snakke med nogle at de nye (som jeg ikke bryder mig om at kalde dem. det virker lidt underligt, når det nu og engang er dem, jeg skal tilbringe endnu et dette-er-det-bedste-år-i-mit-liv med. men af mangel på andre betegnelser, må det jo blive det). De virkede forresten rigtig søde, dem jeg snakkede med. Selvfølgelig lidt usikre, men det ville også være helt skræmmende mærkeligt, hvis de ikke var det.
Men nok om det. I den sidste ende var det jo et udemærket arrangement (selv jeg ærligt må indrømme, at det var ekstremt underligt at være til feltfagsrundvisning og velkommentilhuslivet - møde. Ikke ligefrem de mest fængende oplevelser i mit liv)

Eksamerne er forresten skudt igang. Det er alt andet end rart (som i neglebidning, gråthår-proces og overdrevet meget sved, selv i dette uivertrufne solskinsvejr).
Men så er det jo godt, at det er weekend nu. Så kan man i stedet for magnetisme og ioner koncentrerer sig om at bruge sin tid fornuftigt. Som for eksempel at skrue højt op for musikken i gymnastiksalen og gå fuldstændig i selvsving, som var man en del at Dirty Dancing, at tage på genbrugscruise i bagende hede - og tvinge antigenbrugs hippiehader Asger med ind med magt!, at starte en krig midt om natten, klæde sig ud som terrorister og djævlehorn og så ellers forsøge at overtage magten ved hjælp af kosteskaft og snedighed. (det er forresten et møgbeskidt trick at låse os inde på værelset. Også selvom i fandt det ih så åh så smart at bygge et bjerg af sofaer foran døren. Do you know a thing called vindue? Det fungerer faktisk helt ubeklageligt. Og i kan sige hvad I vil - VI VANDT! Røvbananer. - I kunne jo også bare lade være med at efterlade M! på vores bord ikke?)

- Malou vil udenfor igen (uden solcreme. Fyha)