1. november

Malou, det er så mig. Min efterskoleblog kommer nok hovedsageligt til at bestå af en sær blanding af meningsløst vrøvl og hvad jeg så ellers kan finde på. Og som navnet nok rigtig smukt røber for mig, så er det efterskolelivet der er i fokus.
Mit efterskoleliv!

Idag er det den 1. november, og vi skriver 2007. Jeg befinder mig på min efterskole, hvor jeg efterhånden har boet i mere end to måneder. Det føles faktisk en smule mærkeligt, hvis man beslutter sig for at sætte tid af til at tænke over det. På den ene side føles det som om tiden bare flyver afsted som om den havde et eller andet meget vigtigt, den skulle nå engang til næste sommer. Synes stadig det hele emmer af en smule 'startsstemning'. Det er en meget lille smule, men den er der!
På den anden side, så kan jeg knapt nok huske hvordan en helt almindelig folkeskoledag foregik (Okay, det kan jeg godt. Men det ligger altså langt tilbage, sindsmæssigt). Man vænner sig ufattelig hurtigt til livet på efterskolen, og det er være sammen med rigtig mange mennesker 24/7. 24/5. Whatever.
Noget andet, som er alt for ubehageligt at tænke på er, at vi allerede har været her 1/5 af tiden. 10 måneder minus 2 måneder er lige med 8 måneder tilbage. Åh gud. Det går stærkt. Konklussion: Tiden går både langsomt og hurtigt. Ja, sådan må det forholde sig. Der sidder en eller anden skummel gut med halvmånebriller i toppen af skyerne og skiftevis puster på og stopper viserne på et koloenormt ur, mens han griner skævt for sig selv, når alle os stakler på landjorden bliver forvirrede.
Okay, der fik jeg mig da vist lige stemplet som halvskør allerede inden afslutningen af første indlæg. Flot Malou, meget flot.

Har lige fået fri fra feltfag. Fået fri er måske ikke ligefrem den rigtige betegnelse. Synes ikke rigtig den passer ind i efterskolelivet. Selvfølgelig er det hårdt at have timer helt til klokken fem, men den der lumre folkeskolestemning hvor man sidder med et halvdøsigt blik skiftende fra vindue til krussedulletegning til et grimt vægur, som tydeligvis tikker tredive gange så langsomt som sædvaneligt, er ligesom forsvundet. Selvom jeg generelt elsker skolen havde jeg da også sådan nogle dage engang imellem, det har alle vel. Efterskolen er anderledes. Her er det bare dejligt at have timer.
(Undtaget tysk. Undskyld, men det bliver jeg altså nødt til at indrømme. Godt nok er det bedre end i folkeskolen, men jeg tror altså aldrig nogensinde jeg kommer til at nyde tysk, sådan som jeg nyder alle andre fag. Jeg kan ikke forklare det. Tysk er bare... et grimt sprog. For det første skal man have litervis af klamt spyt i munden for så meget som have en chance for at udtale ordene rigtigt, for det andet lyder man virkelig, virkelig sur. På 'jeg er sur på alle og har lyst til at springe trommehinderne på en eller anden'- måden.

Årh gud, hvor jeg vrøvler. Det var dog helt frygteligt. Må hellere stoppe nu, inden jeg kommer til at fremstå som helt skør i hovedet.
At starte er altid svært. Første skridt er svært, første ord er svært, første skoledag er svær. Og derfor må jeg også have en godkendt undskyldning for at synes første blogindlæg er svært, og derfor også vil stinke langt væk af dårlig kvalitet.

Kan ikke vente med at komme igang. Men noget siger mig, at jeg hellere må sætte en grænse: Ikke flere indlæg idag. Vi skulle jo nødigt have mig klistert foran skærmen uden stop. Så løber jeg nok også tør for noget at skrive om.

Vi ses i hullet

- Malou