Endelig. Efter et helt døgn, hvor LEM har været reduceret til et meget sørgeligt M og atlas fire derfor har været lukket og slukket og kontaktinødstilfældeviadårligmobilforbindelse, er alting endelig begyndt at ligne sig selv igen.
Følte mig for alvor som en virkelighedsfjern landsbyfynbo, da jeg søndag eftermiddag via kringlede kroge fandt ud af, at mine tre bedste buddies ikke kom tilbage på skolen før i dag. De satans slyngler åbenbart planlagt en uddannelsesrundfart på københavns gymnasier, hvilket i sig selv er ganske klogt og fornuftigt i denne hektiske dinfremtideridineogkundinehænder-tid. Det kloge og fornuftige forsvinder dog lidt i skyggen af den forråelse der har foregået i manglen af info til arme jeg, som godt nok både ligner og bor ved siden af en ko, men som altså har andet end græs på hjernen. Grrrr. Jeg vil vide alt, ALT. Og helst på forhånd!
Min roomieløshed resulterede i plejning på cassiopeia to, som, hvis man ser bort fra grusom spøgogskæmt (babyskrål og døre, der ikke knirker, men snakker i små, pludselige hvin) midt om natten, var et rent skoleeksempel på, hvorfor ordet hygge findes.
Og selvom jeg snart indføre et træketnummer-system, så kærester, der har savnet hinanden, ikke er alt for kærestede på samme tid, så HAR JEG SAVNET JER PIGER! Forlad mig aldrig sådan igen.
Og Laura, har virkelig fået fornyet respekt for, at du klarede den alene i en uge. I don’t get it.
ps: flere sneboldsanekdoter to come :)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar