fredag den trettende. LIVE!

Selvom jeg aldrig har drejet spyttende rundt om mig selv når jeg så en sort kat krydse vejen (før jeg mødte Signe), og selvom jeg faktisk synes det er hyggeligere at sidde under en stige, end det er at gå på den, så har jeg altid været rimelig nem at skræmme (bemærk at der med ’nem’ er tale om en underdrivelse på størrelse med mine fødder). Jeg er typen, der har traumer i to uger efter ’Kollegiet’, som løber skrigende ud af børnetivolis spøgelseshus efter mødet med en paphånd og som derudover har præsteret at klemme livet ud af flere hænder under diverse lejrskolenatløb. Og som af ukendt årsag gang på gang udfordrer mig selv til at gøre ting, jeg udmærket godt ved, vil freake mig ud og gøre mine nerver rundtossede.

Fredag morgen – den fucking trettende, for christ sake!, var tim, andreas, mathilde og jeg hyret til at være filmhold på en radioudsendelse (ja, det lyder umiddelbart lidt spøjst, men ideen var, at vi skulle producere en lille film om dagen til at krydre deres hjemmeside med). Da Jakob præsenterede huset, som engang var en døgninstitution men nu, grundet spøgelser og andet uhygge, er en daginstitution, virkede det hele lidt ’hehe, det mener de jo ikke alvorligt’-agtigt. Men klokken seks om morgenen, lagt ude på landet og i en mørke sortere end kul, så begynder den rædselsslagne baby i mig så småt at overtage mig. Og det er specielt nemt på den tid af døgnet, hvor den mere sindsbevidste sekstenårige malou ikke er helt vågen. Altså endte jeg med at springe ind og ud mellem skaldede tim og den (farlige) frie luft, da vi af Egebjerghus’ leder (dame med skummelt djævleagtige øjenbryn og et foruroligende smil på læben under fortællingen af spøgelseshistorierne) blev vist rundt på de halvmørke gange, hvor små åbne rum på rad og række gav fint udsyn til tomme hospitalssenge og linoleumsgulv.
Og som om alting i forvejen ikke mindede uhyggeligt meget om en semidårlig amerikanergyser, så havde huset selvfølgelig den også den obligatorisk spindelvævsbefængte kælder, der med ødelagte lyskilder og bulrende maskiner udgjorde en spændingskurve der var for meget for selv Jakob, en voksen mand med ben i næsen, som altså med ordene ’Nå, men jeg skulle også videre’ forlod sine stakkels elever til tanken om en tragisk død i en dyster kringelkrog. Christ. Og selv om vi overlevede synes i hvert fald min selvrespekt at blive overfaldet af smertefuld nærdødsoplevelse, da vi nogle timer senere inviterede fire sjetteklasses unger på besøg i samme kælder til noget interview. Intet som hardcore børn, der med koldt vand i blodet og minus frygt at all fortæller om, hvordan de synes spøgelser er noget pjat, og at de desuden SLET ikke er bange for gyserfilm, kan få mig til at føle mig unævnbar lille og ynkelig. Christ. Det skulle da lige være børn, der uden at tøve fare ned af sorte bakker uden hjelm på. Dobbelt christ. IH! Hvorfor er børn så fandes seje?

Til mit eget bævrende selvforsvar vil jeg dog dele en retmæssigt skræmmende oplevelse med jer derude. For overdramatisering eller ej, så er det en fact, at William, gutten der byggede huset for en tres års tid siden, kvalte sine to sønner, Gunnar og Poul, i værelset, der i dag bliver brugt som kontor. Og ifølge de clairvoyanter er tidligere har forsøgt at rense huset for åndelig energi, er Gunnar og Poul altså de eneste afdøde (ifølge clairvoyant-reglementet giver det dødsdom at kalde dem ånder), der er for stædige til at se lyset, og som stadig bor sammen med resten af egebjerghuscrewet. Men hvis de minder ret meget om dem, der besøgte huset sammen med os, vil jeg dog tøve med at vædde alt for meget på deres troværdighed.
ANYWAYS! For i det værelse, det værelse, hvor man altså aldrig er alene, tog vi, som i alle andre værelse, blitzbilleder for at forsøge at opfange noget åndelig energi (og ja, det er sådan, man gør). Over en dør indtil noget isolationshalløj dukkede der pludselig to skygger op. På alle billeder. I forskellig udformning, hvilket gør, at det ikke bare kan være uregelmæssigt tapetseret. Og KUN på billederne. I det rum, hvor en syg far kvalte sine sønner. Og IKKE runde, så ifølge clairvoyantriserne ’ikke GOD åndelig energi’. Så så man pludselig malou farer halvvejs op i det hjemsøgte loft og igen blive panisk bange for nogensinde at besøge mørklagt kælder alene.

Gruuuh. Har opnået fornyet respekt for det shit (dog stadig ikke for kvinder, der stiller sig i rundkreds under hjemsøgt lampe og kysser hinanden på hænderne. Det er simpelthen for mærkeligt. Selv for mig).