22.2 part 2 (:

Nej, nej, nej! Glemte at fortælle om fastelavns festen.

Jeg er jo lidt arrangement-oman, så for mig er det en selvfølge, at jeg er med i stort set alle udvalg på skolen (Hvilket så har resulteret i, at folk går med skumle planer om at oprette et udvalg, som kun har til formål at holde mig udenfor. De har tænkt sig til hvert møde at diskutere, hvor lidt jeg må deltage. Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg skal tage det som en kompliment...).
I hvert fald var jeg også supermeget med i fastelavnsfestudvalget, og selvom det nærmest gav mig grå hår ikke at vide, gik det jo alligevel.
Beordrede flere gange ALLE til at tage kostumer på. De havde simpelthen intet valg. Ingen kom ind uden udklædning, og alle skulle være der, for det var et fællesarrangement. Muhaha, minus smuthuller.

Vi bagte forresten over 130 fastelavnsboller, med både fyld, top og glasur.
Og de smagte virkelig godt (Ikke Laura..?) Alt for godt, hvis jeg skulle dømme efter min maves brokkeri resten af aftenen...
BONUSINFO: Dem med creme smagte bedst

Nå, men i hvert fald var det en superhyggelig aften. Det er herligt at klæde sig ud. Selvom nogle var skeptiske: "Eeeeej, det er for BARNLIGT at holde fastelavn. Tsk. tsk" - ikke Walid?!
Alle så dog i sidste ende ud til at have det sjovt, selvom halvdelen var klædt ud som EMO'er.
Poster lige et par billeder...
(Nåja, endte som kvindelig selvmordsbomber. Der ligger en skjult drømt dybt i mit sande jeg om at få muligheden for at bombe en ordentlig stak mennesker. Hvis bare jeg selv kunne slippe.. Well, det forklarer hvorfor jeg undlod at trykke på den batteriløse fjernbetjening, jeg havde i bæltet. Det havde ellers været ret smart, hvis jeg havde ramt tidspunktet rigtigt... Kattekongekrone til Malou! - kloge bagtanker. Kunne være, at man skulle huske det til næste år. Slapsvanse med spagettiarme må jo finde alternative løsninger)


Først lige Laura og jeg, som aldrig nogensinde tåger, men altid er super yndefulde og elegante...


Til dem med yderst dårligt syn, er Sabrina kylling. Men på den anden side, hvis der er nogen, der ikke kan se det, er det meget usandsynligt, at de kan læse hvad jeg skriver heller. Læse noget overhovedet.


Xenia bider til bolle. Hun var dog ikke ligeså hardcore som Yde. Den dreng har seriøst en enorm mund. Har ærligt talt aldrig set noget lignende. Syv æbleskiver. SYV! Men well, vi vandt jo.. Kontaktgruppe power (;

22. februar

Vinterferie. Aaaaah. Det er rart.
Glæder mig da til at komme ned på skolen (selvom jeg er halvstresset over forestående projektuge) og se de andre igen. Men det er nu også meget dejligt at lave ingenting. Rigtig dejligt, faktisk.

Må dog lige fortælle om i fredags, før vi fik ferie. Et eller andet havde givet Bo den idé, at en udflugt til en såkaldt kreativ uddannelsesmesse ville være lige sagen op til en ferie. Det er egentlig også svært at være uenig. Vi fik jo tidligt fri (;

Nej, spøg til side (goddag Egon, det er længe siden du sidst har forsøgt og med din hårdtslående, gammeldags humor og talemåde). Det var da ganske skægt - er nu stadig skuffet over, at jeg ikke nåede at se Stig Rossen. Glippede også Jon! For hulan da også.
- Det er forresten et lidt spøjst forhold de fleste har til PopstarJon. Det øjeblik han kommer frem og vinder dommernes anerkendelse og derfor mega stjernestatus i vort kære lille land, bliver to ud af tre stakkels teenagepiger fuldstændig tryllebundet af hans store næse og snotklathår (okay, det skal ikke være nogen hemmelighed, at mit værelse i en god periode var tapeseret med Jon-plakater... jeg stakkels tiårige pige). Han sælger godt. Han sælger bedre end godt. Så begynder folk at lave sjov med ham. Det er jo også fint nok, det hører ligesom med i jeg-vil-have-mine-femten-minutters-berømmelse-og-der-skal-være-knald-på pakken. Man skriver automatisk under på, at andre har ret til at lave groteske parodier på én. Det er så smartest, hvis man selv er i stand til at grine med...
Nå, jeg vrøvler gør jeg. Sidespor i mit sidespor.
Og nu kan jeg ikke huske min pointe. Smart, Malou, rigtig smart.

Det var jo heller ikke meningen, at det her skulle handle om Jon. Nej.
Uddannelsesmesse (jeg gentager for at slå det fast i både fingre og korttidshukommelse: uddannelsesmesse). Hal fyldt med stande og foldere: tag VORES uddannelse. Den er bedst. De burde snart indse, at det ikke virker at være god til at tale for sig. Man skal tilbyde noget andet, for at få vores opmærksomhed idag. Fanta, for eksempel. Dem, der havde gratis Fanta i flasker formet som håndgranater (?!) havde laaaangt flest besøgende. For vi vil have noget for at bruge vores yderst kostbare tid ved en messe om noget så ligegyldigt som vores fremtid. Nemlig.

Okay. Må hellere komme til sagen.
En lille episode fra den 1½ time jeg brugte på at gå i endeløs ring i hallen (og foredrang med Carsten Bang).
Amalie stod med hovedet nede i noget papir. Nå, tænkte jeg med det samme. Hvad laver hun mon? Det nåede hun knapt nok at svare på selv, før en mand i jakkesæt sprang op og præsenterede sig selv. Jeg kan selvfølgelig ikke huske hvad han hed (tsk), men han var i hvert fald fra et eller andet skuespillerhalløj. Skulle jeg ikke skrives op i deres statistarkiv, ganske gratis. Jo, det kunne jeg vel godt. Altså, endte jeg også med at begrave mig selv i papir med basale oplysningsspørgsmål. Da jeg kiggede op igen, var hun væk! (altså Amalie). Jeg befandt mig mutters alene. Okay, det passer ikke. Men jeg var i hvert fald den eneste Rantz'er blandt en enorm gruppe.. *trommehvirvel* Teaterefterskoleelever! Wehu. Super. Var allerede midt i at flygte, da en anden mand i samme slags jakkesæt hev fat i mig og spurgte mig, om jeg ikke også skulle prøvefilmes.
Prøvefilmes? Lige der? Blandt en halv trilliard proffe skuespilelever, som ikke laver andet end at spille teater? Tjo, hvorfor ikke. Det lyder slet ikke pinligt.
Op foran kameraet med mig. Hurtig instruktion i min scene. Spil!
Okay, det var faktisk meget rart, at jeg ikke havde så lang tid til at blive nervøs i. Og det var jo egentlig meget sjovt.

det skal tilføjes, at jeg fik en god bunke ros af begge mænd i jakkesæt. Selvtillid, i like (:

- Malou

12. februar

Så kom man endelig tilbage til skolen, efter mere end to uger væk fra radioavis og Gunnar.
.. Eller. Gunnar er jo så væk. Som i 'væk'.
En triangle på 3 tons forsvinder ikke bare sådan lige. Den bliver taget - og det er enten af nogle herfra, eller nogle udefra (logik for de der burhøns). Lad os nu gå ud fra, at det ikke er nogen udefra, for det ville virkelig være skidt humor.
HVORFOR (?!) er det sjovt at tage Gunnar? Det giver simpelthen minus mening i mine ører. Det var sådan noget, som var sjovt første gang, og som man måske også grinte lidt af gang nummer to og tre. Men så er grænsen fanme også nået.

*Derfor er det ufattelig dårlig humor at stjæle Gunnar*

1. Den er brugt før, faktisk er selv det allersidste, krampetrækkende 'haha' for længst grint.
2. Det går ud over undervisninge, da mindst dobbelt så mange som normalt kommer for sent - hvilket er rigtig, rigtig mange. At der ikke er nogen Gunnar, synes åbenbart at give den en helt fantastisk uovervindelig undskyldning. Eller sådan noget.
3. Den ER brugt før.
4. Vi bliver tvunget til at pines med hylende brandalarm om morgenen, fordi Gunnar åbenbart er skolens fælles vækkeur og derfor efterlader en voldsom stor del af eleverne irriterende hjælpeløse.
5. 'Sidste gang' burde have været for tyve gange siden.
6. Når det er meningen, at vi skal sidde og spise dejlig varm mad, bliver vi nødt til at sidde og vente umenneskelig lang tid på de sidste, som åbenbart ikke kender klokken. Maden bliver kold. Hurra.
7. Den er brugt før.
8. Det er virkelig ekstremt dårlig humor. Eller mangel på samme.

(Og så tilspørger jeg Dem, kære læser: Var det ikke en anelse anstrengende, at jeg havde skrevet samme punkt 4 gange? Gang Deres, sansynligvis minimale, irritation op med 30.000, så har du sådan cirka mit nuværende stadie)

Lad mig slutte med at citere Annalou: I har intet liv. Hæng Gunnar på plads! For filan da (okay, det sidste sagde hun ikke. Det er bare mig, der er yderst besyndelig i ordvalg. Jeg undskylder)

-Malou

6. februar

Valgte lige at læse mit indlæg, og opdagede, at jeg vist havde skruet ret så højt op for bissen. Well, nogen gange er et raseriudbrud vel bare lige, hvad man har brug for.

Men, men, men (For det er nemlig altid et men, og gentagelse af dette vil med tiden fremme din forståelse for min yderst kulsorte humor)
Sne har jo en opmuntrende farve, den får lysere tanker til at poppe op i sindet, samtidid med, at den gør noget så smukt som at minde én om barndommens sneboldkampe og kælketuren på byens store bakke, som efter en tur i Sverige godt nok ikke er meget mere end en.. flade.
Det er egentlig sjovt, det der med barndomsminder. Jeg er endnu ikke fyldt seksten (gudsketak og lov for det, så kører man nemmerlig stadig på børnebillet. Hehe), og alligevel har jeg allerede fået den der 'da JEG var barn, var der masser af sne.. og det var ikke engang koldt!'- mentalitet naglet så frygtindgydende godt fast, at der skal ren hypnose til at få mig på andre tanker.
Men jo, det var nøjagtig følelsen af: jeg er barn, sne er herligt, og jeg kommer aldrig til at fryse, selvom det er -10 grader.
- Da man så først kom på ski, blev det lidt anderledes. Blev overmandet af voldsom rædselsslagenhed iblandet et indre råb om HJÆLP, som jeg dog holdt for mig selv. Det ville være lidt for pinligt at melde sig som århundredets bangebuks, tre dage efter alle andre var kommet på ski, og så oven i købet for øjnene af en ordentlig gruppe toårige rollinger, da allesammen var meget bedre end mig.
Hvad gør man i sådan en situation, hvor man på den ene side er hunderæd for at vælte og brække samtlige knogler (muskler, hvor internt, haha), men på den anden side virkelig, virkelig gerne vil op på toppi af bakki, hvor alle de andre fræser lystigt rundt, som om de var født med bræt på fødderne.
(.. hvilket egentlig burde gøre det en hel del nemmere, for en BigFoot som mig. Hmm)
I hvert fald gav jeg den hele armen, og hvis jeg selv skal sige det (og lige lidt blær - de proffe sagde det også), så gik der ikke så lang tid, før jeg ownede Børnebakken.
Endte min første skidag med at tænke 'hvad pokker - det kan jeg da sagtens, det her' og sprang direkte ud i en af de blå bakker - den stejle blå bakke!
Jeg siger dig, har aldrig i mit liv prøvet noget så vildt. Er virkelig glad for, at jeg ikke kørte ind i nogen. Ser du, ligeså snart jeg forlod Børnebakken og slalomfrugterne, forlod jeg samtidig alt, hvad der hedder kontrol og styreevne. Forsøgte ihærdigt at plove hele vejen ned, men det mislykkedes på det groveste, og ned fór jeg, i fuld fart - dog uden at falde, med stavene stikkende ud i luften og benene i den mest mystiske krydsstilling, som jeg virkelig ikke tør gengive.
.. Så hvis du var i Sverige i sidste uge, og pludselig bed mærke i en lillaoghvidklædt skikkelse som fløj storskrigende (HJÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆLPPPPPPP!) ned af den blå bakke, omringet af grinende småbørn, som lige var færdige med gennemtræningen af den sorte, tja, så var det nok mig, du hørte. Men jeg tog selvfølgelig ikke ved lære. Nænej, jeg gjorde det igen. To gange. Typisk.

Af en eller anden grund havde jeg næste morgen glemt alt om ski og balance. Jaja, nu griner du sikkert, men balance havde jeg altså. Faldt kun tre gange i løbet af ugen, hvoraf kun den ene var mens jeg stod på ski. Og pinligt nok var de andre henholdsvist i køen til Børnebakkeliften og - okaj, dyb indånding: Der var den her rigtig lange, blå bakke, som jeg efter at have fået genopfrisket mine evner (!)på andendagen i mit lille skieventyr, følte mig tough nok til at prøve. Og det var SÅ SJOVT! Gik overhovedet ikke i panik (...). Men i hvert fald: Man skal jo op igen. Og denne gang gik tallerkenliften (læs: små plader, som kører hurtigt opad, og som du skal placere som et sædde, men for GUDS SKYLD ikke på sætte dig på.. så falder du) altså en hel del stærkere, end dem jeg hidtil havde kørt med. Så jeg faldt af, men ikke til sidst og heller ikke først, nej, midt på den kilometerlange bakke. Hvad gør man så? Jeg syntes af en eller anden grund ikke, at jeg kunne lade mig falde hele vejen, så i stedet hægtede jeg mig desperat fast til pladen, mens jeg i armene lod mig trække opad i en smertefuld plovstilling og med bagdelen skrabende i små rytmiske bumb henover sneen. Jaa... Det har set specielt ud. Sikkert underholdende. I hvert fald grinte bde Amalie og Weileby af mig, horimod Mads kiggede medlidende på med: Stakkel. Det lignede virkelig et rent smertehelvede (hvorefter han så brød ud i latterbrøl). Hmm. Torsk, Malou.

Som plaster på såret gav jeg mig selv turens nr. 40.000 kop varm O'boy til 23 svenske kroner, hvilket på ingen måde er i overkanten.

- Malou
(som heldigvis ikke kom alvorligt til skade)

6. februar

Og vupti, så var hun tilbage.
For hvad dog? Det er vel begrænset, hvor meget der kan ske i ens efterskoleliv, når man ikke er der. På skolen, altså.
Tja, det er det jo egentlig også. Meeen. Der er nemlig altid et men.
Da jeg igår brokkede mig over sygdom på det helt forkerte tidspunkt, glemte jeg jo helt at fortælle om selve skituren, den skitur, jeg led i umenneskelige mange timer for at komme med på.
Man kan jo starte et enkelt sted. Som for eksempel med at spørge, om det var det værd. Svaret er skam ligeså simpelt : NEJ!

*Jeg vil i dette indlæg med garanti såre en følelse eller to, men det er der simpelthen ikke noget at gøre ved. Taget antallet af mine læsere i betragtning går det jo nok*

Jeg lagde stærkt ud - efter den alt for lange bustur (hvor jeg dog for en gangs skyld var i stand til at sove. Det må uden tvivl have noget med før omtalte virus at gøre), ankom vi til Branäs. Jaja, goddag Sverige. Goddag smukke, smukke landskab. Goddag kulde. Goddag hel dag med hoste mutters alene i hjørnet af sofa ved siden af afterskibaren. Tror helt seriøst, at jeg gloede på den samme fantasiløse reklame for Branäs en halv trilliard gange. Og det var ikke nær så underholdende, som det umiddelbart lyder. (!)
Kan knapt forklare, hvor ydmygende og pinligt det er at sidde fuldstændig smadret med feber og ondt og en hoste, der meget ihærdigt forsøgte at skubbe mine lunger op gennem halsen, ene menneske i et hjørne. Men det var jo min egen skyld. Jeg kan vel bare lære at acceptere, når jeg er for syg til at tage på skitur.
(Men for at være helt ærlig, så finder jeg det ufattelig usmart og ikke særlig godt gennemtænkt, at man lejer en bunke hytter fra klokken fire om eftermiddagen, og så vælger at ankomme allerede ved en otte-ni tiden om morgenen. Det samme gentog sig endda på vej hjem, hvor vi blev smidt ud i sneen klokken ni om morgenen, men altså først tog afsted efter aftensmaden. Hmmpf. Men nok om det)

I hvert fald var det superskønt endelig at få tildelt en seng med tilhørende dyne og hovedpude. Må dog have lov til at ytre min knapt så voldsomme begejstring over de konstante gangSTAR-rytmer, der gav genlyd så jeg blev helt bange for, om de nu udløste en lavine.
.. Okay, jeg kan mærke, at jeg bliver lidt småsur nu. Dyyyyyb indånding Malou.

Haaaaam:
Jeg finder det fuldstændig uacceptabelt, at man som fællesansvarlig for en god uge, med en nogenlunde behagelig base i sin lille træhytte, ikke viser nogen som helst form for medansvarlighed, men i stedet vælger at sove, når andre er vågne, og i stedet står op og begynder at larme når undertegnede, som enddatil var syg, samt stort set resten af de otte mennesker, der boede i hytten, gerne vil sove. Ikke bare larem: sætte afskyelig rap efter afskyelig rap på for fulde drøn, så væggene rystede og samtidig rippede køleskabet for næste dags morgenmadsration.
At man ovenikøbet vælger at lade opvasken stå til næste morgen, så tallerkener og bestik er indsmurt i indtørret kødsovs og en herlig duft af kvalme og doven dreng fylder hytten helt op til loften, ja, så er min grænse altså nået.
Og NEJ; aldrig i mit liv, om jeg gider rydde din gamle pasta, som du har valgt at smide udover hele gulvet og 'glemme' at vaske op, væk. NEJ siger jeg.

Okay, jeg syder nu. Vil gerne have lov til at understrege, hvor lettet jeg egentlig på et eller andet punkt er over, at min sygdom svækkede min energi og gjorde mit overskud pænt sparsomt. Ellers var jeg virkelig futtet af som en anden bombe.


Gear ned, Malou.
Dit hjerte har ikke godt af det.

5. februar

Jeg vil gerne have lov til at brokke mig. Big time.
SYGDOM SUCKS!(!)

Hvis jeg skal tale helt ærligt og rent ud fra posen, så findes der faktisk ikke noget meget værre. For min skyld kunne de klippe mig skaldet og bede mig tanse stepdance på bordene iført hulla-hulla blomster og bastskørt, hvis bare, jeg kunne slippe for at være syg.

Lad mig fortælle dig om min de foregående snart to uger. Pinefulde har de været - og dog har stædige Malou forsøgt at ignorerer hoste og smerter, fordi en eller anden idé om, at det kunne være skiiideskægt at stå på ski med tilhørende influenca havde poppet op i mit hoved.. Hvor typisk.

Men altså, det hele begyndte i torsdags. Eller, det vil så sige sidste torsdag, hvilket jo snart er hele to uger siden (Shit det går stærkt. Ud over evnen til at stå på benene uden angreb af svimmelhed mister man åbenbart også tidsfornemmelsen)

Pludselig, næsten in the middle of nowhere, bliver jeg bombaderet af en sær kvalmende fornemmelse samt en så bankende hovedpine, at jeg helt seriøst troede, at Bush havde smidt en atombombe i min hjerne. Plus den der følelse af frygtelig hede blandet med kuldegysninger og konstant 'jeg fryser - stik mig ti edderdunsdyner og et tæppe'- mentalitet. Ikke særlig rart.
.. Og selvom jeg normalt er sådan et menneske, der gør alt hvad der står i min magt for at nægte mig syg og lagre hosten til jeg får ferie, så blev jeg simpelthen nødt til at ligge mig. Klogt, klogt. I hvert fald kan jeg ikke mindes, hvornår jeg sidst har haft det så gennemsyret frygteligt. Råbte desperat efter hjælp fra Bjarke, som trofast kom og indtog rollen som min sygeplejer, og det er inklusiv kodimagnyler, ørepropper og opmuntrende samtaler. Som du dog spildte din tid, kære Bjarke. Og med fare for smitte og det hele! Men det er nu alligevel dejligt at blive opvartet lidt, når man nu selv kun har energi og overskud til at trække vejret. Hvilket i sig selv til tider syntes ret så vanskeligt.

I hvert fald var jeg så dum at blæse på alarmerende hovedpine og sætte min lid til den falske 'bedring' (ahøm, kodimagnyler, ahøm), og tog - stik imod al fornuft i mit hoved, men well, det gjorde jo også så ondt, at jeg ikke rigtig kunne høre hvad det sagde, at tage med på skitur. Det er jo en oneinalifetime efterskoleskitur, hvilket jeg under absolut minus omstændigheder ville finde mig i at gå glip af.

Helt ærligt, så fortrød jeg allerede inden vi sejlede over Øresund. En bustur på over et halvt døgn er ikke vildt behageligt at se frem til, når man helst ser sig selv liggende fuldstændig dopet af diverse smertestillende piller i en seng.
Men nuvel, dumhed kræver jo altid, at man får sig en ordentlig lærestreg. Og ja, det vil jeg mene, at jeg fik.
For ikke at pine læseren med mere af min yderst irriterende ynkelighed, ser jeg det bedst at slutte af, inden jeg selv synker ned i et alt for dybt hul af selvmedlidenhed.

- Malou