22. februar

Vinterferie. Aaaaah. Det er rart.
Glæder mig da til at komme ned på skolen (selvom jeg er halvstresset over forestående projektuge) og se de andre igen. Men det er nu også meget dejligt at lave ingenting. Rigtig dejligt, faktisk.

Må dog lige fortælle om i fredags, før vi fik ferie. Et eller andet havde givet Bo den idé, at en udflugt til en såkaldt kreativ uddannelsesmesse ville være lige sagen op til en ferie. Det er egentlig også svært at være uenig. Vi fik jo tidligt fri (;

Nej, spøg til side (goddag Egon, det er længe siden du sidst har forsøgt og med din hårdtslående, gammeldags humor og talemåde). Det var da ganske skægt - er nu stadig skuffet over, at jeg ikke nåede at se Stig Rossen. Glippede også Jon! For hulan da også.
- Det er forresten et lidt spøjst forhold de fleste har til PopstarJon. Det øjeblik han kommer frem og vinder dommernes anerkendelse og derfor mega stjernestatus i vort kære lille land, bliver to ud af tre stakkels teenagepiger fuldstændig tryllebundet af hans store næse og snotklathår (okay, det skal ikke være nogen hemmelighed, at mit værelse i en god periode var tapeseret med Jon-plakater... jeg stakkels tiårige pige). Han sælger godt. Han sælger bedre end godt. Så begynder folk at lave sjov med ham. Det er jo også fint nok, det hører ligesom med i jeg-vil-have-mine-femten-minutters-berømmelse-og-der-skal-være-knald-på pakken. Man skriver automatisk under på, at andre har ret til at lave groteske parodier på én. Det er så smartest, hvis man selv er i stand til at grine med...
Nå, jeg vrøvler gør jeg. Sidespor i mit sidespor.
Og nu kan jeg ikke huske min pointe. Smart, Malou, rigtig smart.

Det var jo heller ikke meningen, at det her skulle handle om Jon. Nej.
Uddannelsesmesse (jeg gentager for at slå det fast i både fingre og korttidshukommelse: uddannelsesmesse). Hal fyldt med stande og foldere: tag VORES uddannelse. Den er bedst. De burde snart indse, at det ikke virker at være god til at tale for sig. Man skal tilbyde noget andet, for at få vores opmærksomhed idag. Fanta, for eksempel. Dem, der havde gratis Fanta i flasker formet som håndgranater (?!) havde laaaangt flest besøgende. For vi vil have noget for at bruge vores yderst kostbare tid ved en messe om noget så ligegyldigt som vores fremtid. Nemlig.

Okay. Må hellere komme til sagen.
En lille episode fra den 1½ time jeg brugte på at gå i endeløs ring i hallen (og foredrang med Carsten Bang).
Amalie stod med hovedet nede i noget papir. Nå, tænkte jeg med det samme. Hvad laver hun mon? Det nåede hun knapt nok at svare på selv, før en mand i jakkesæt sprang op og præsenterede sig selv. Jeg kan selvfølgelig ikke huske hvad han hed (tsk), men han var i hvert fald fra et eller andet skuespillerhalløj. Skulle jeg ikke skrives op i deres statistarkiv, ganske gratis. Jo, det kunne jeg vel godt. Altså, endte jeg også med at begrave mig selv i papir med basale oplysningsspørgsmål. Da jeg kiggede op igen, var hun væk! (altså Amalie). Jeg befandt mig mutters alene. Okay, det passer ikke. Men jeg var i hvert fald den eneste Rantz'er blandt en enorm gruppe.. *trommehvirvel* Teaterefterskoleelever! Wehu. Super. Var allerede midt i at flygte, da en anden mand i samme slags jakkesæt hev fat i mig og spurgte mig, om jeg ikke også skulle prøvefilmes.
Prøvefilmes? Lige der? Blandt en halv trilliard proffe skuespilelever, som ikke laver andet end at spille teater? Tjo, hvorfor ikke. Det lyder slet ikke pinligt.
Op foran kameraet med mig. Hurtig instruktion i min scene. Spil!
Okay, det var faktisk meget rart, at jeg ikke havde så lang tid til at blive nervøs i. Og det var jo egentlig meget sjovt.

det skal tilføjes, at jeg fik en god bunke ros af begge mænd i jakkesæt. Selvtillid, i like (:

- Malou