6. februar

Og vupti, så var hun tilbage.
For hvad dog? Det er vel begrænset, hvor meget der kan ske i ens efterskoleliv, når man ikke er der. På skolen, altså.
Tja, det er det jo egentlig også. Meeen. Der er nemlig altid et men.
Da jeg igår brokkede mig over sygdom på det helt forkerte tidspunkt, glemte jeg jo helt at fortælle om selve skituren, den skitur, jeg led i umenneskelige mange timer for at komme med på.
Man kan jo starte et enkelt sted. Som for eksempel med at spørge, om det var det værd. Svaret er skam ligeså simpelt : NEJ!

*Jeg vil i dette indlæg med garanti såre en følelse eller to, men det er der simpelthen ikke noget at gøre ved. Taget antallet af mine læsere i betragtning går det jo nok*

Jeg lagde stærkt ud - efter den alt for lange bustur (hvor jeg dog for en gangs skyld var i stand til at sove. Det må uden tvivl have noget med før omtalte virus at gøre), ankom vi til Branäs. Jaja, goddag Sverige. Goddag smukke, smukke landskab. Goddag kulde. Goddag hel dag med hoste mutters alene i hjørnet af sofa ved siden af afterskibaren. Tror helt seriøst, at jeg gloede på den samme fantasiløse reklame for Branäs en halv trilliard gange. Og det var ikke nær så underholdende, som det umiddelbart lyder. (!)
Kan knapt forklare, hvor ydmygende og pinligt det er at sidde fuldstændig smadret med feber og ondt og en hoste, der meget ihærdigt forsøgte at skubbe mine lunger op gennem halsen, ene menneske i et hjørne. Men det var jo min egen skyld. Jeg kan vel bare lære at acceptere, når jeg er for syg til at tage på skitur.
(Men for at være helt ærlig, så finder jeg det ufattelig usmart og ikke særlig godt gennemtænkt, at man lejer en bunke hytter fra klokken fire om eftermiddagen, og så vælger at ankomme allerede ved en otte-ni tiden om morgenen. Det samme gentog sig endda på vej hjem, hvor vi blev smidt ud i sneen klokken ni om morgenen, men altså først tog afsted efter aftensmaden. Hmmpf. Men nok om det)

I hvert fald var det superskønt endelig at få tildelt en seng med tilhørende dyne og hovedpude. Må dog have lov til at ytre min knapt så voldsomme begejstring over de konstante gangSTAR-rytmer, der gav genlyd så jeg blev helt bange for, om de nu udløste en lavine.
.. Okay, jeg kan mærke, at jeg bliver lidt småsur nu. Dyyyyyb indånding Malou.

Haaaaam:
Jeg finder det fuldstændig uacceptabelt, at man som fællesansvarlig for en god uge, med en nogenlunde behagelig base i sin lille træhytte, ikke viser nogen som helst form for medansvarlighed, men i stedet vælger at sove, når andre er vågne, og i stedet står op og begynder at larme når undertegnede, som enddatil var syg, samt stort set resten af de otte mennesker, der boede i hytten, gerne vil sove. Ikke bare larem: sætte afskyelig rap efter afskyelig rap på for fulde drøn, så væggene rystede og samtidig rippede køleskabet for næste dags morgenmadsration.
At man ovenikøbet vælger at lade opvasken stå til næste morgen, så tallerkener og bestik er indsmurt i indtørret kødsovs og en herlig duft af kvalme og doven dreng fylder hytten helt op til loften, ja, så er min grænse altså nået.
Og NEJ; aldrig i mit liv, om jeg gider rydde din gamle pasta, som du har valgt at smide udover hele gulvet og 'glemme' at vaske op, væk. NEJ siger jeg.

Okay, jeg syder nu. Vil gerne have lov til at understrege, hvor lettet jeg egentlig på et eller andet punkt er over, at min sygdom svækkede min energi og gjorde mit overskud pænt sparsomt. Ellers var jeg virkelig futtet af som en anden bombe.


Gear ned, Malou.
Dit hjerte har ikke godt af det.