5. februar

Jeg vil gerne have lov til at brokke mig. Big time.
SYGDOM SUCKS!(!)

Hvis jeg skal tale helt ærligt og rent ud fra posen, så findes der faktisk ikke noget meget værre. For min skyld kunne de klippe mig skaldet og bede mig tanse stepdance på bordene iført hulla-hulla blomster og bastskørt, hvis bare, jeg kunne slippe for at være syg.

Lad mig fortælle dig om min de foregående snart to uger. Pinefulde har de været - og dog har stædige Malou forsøgt at ignorerer hoste og smerter, fordi en eller anden idé om, at det kunne være skiiideskægt at stå på ski med tilhørende influenca havde poppet op i mit hoved.. Hvor typisk.

Men altså, det hele begyndte i torsdags. Eller, det vil så sige sidste torsdag, hvilket jo snart er hele to uger siden (Shit det går stærkt. Ud over evnen til at stå på benene uden angreb af svimmelhed mister man åbenbart også tidsfornemmelsen)

Pludselig, næsten in the middle of nowhere, bliver jeg bombaderet af en sær kvalmende fornemmelse samt en så bankende hovedpine, at jeg helt seriøst troede, at Bush havde smidt en atombombe i min hjerne. Plus den der følelse af frygtelig hede blandet med kuldegysninger og konstant 'jeg fryser - stik mig ti edderdunsdyner og et tæppe'- mentalitet. Ikke særlig rart.
.. Og selvom jeg normalt er sådan et menneske, der gør alt hvad der står i min magt for at nægte mig syg og lagre hosten til jeg får ferie, så blev jeg simpelthen nødt til at ligge mig. Klogt, klogt. I hvert fald kan jeg ikke mindes, hvornår jeg sidst har haft det så gennemsyret frygteligt. Råbte desperat efter hjælp fra Bjarke, som trofast kom og indtog rollen som min sygeplejer, og det er inklusiv kodimagnyler, ørepropper og opmuntrende samtaler. Som du dog spildte din tid, kære Bjarke. Og med fare for smitte og det hele! Men det er nu alligevel dejligt at blive opvartet lidt, når man nu selv kun har energi og overskud til at trække vejret. Hvilket i sig selv til tider syntes ret så vanskeligt.

I hvert fald var jeg så dum at blæse på alarmerende hovedpine og sætte min lid til den falske 'bedring' (ahøm, kodimagnyler, ahøm), og tog - stik imod al fornuft i mit hoved, men well, det gjorde jo også så ondt, at jeg ikke rigtig kunne høre hvad det sagde, at tage med på skitur. Det er jo en oneinalifetime efterskoleskitur, hvilket jeg under absolut minus omstændigheder ville finde mig i at gå glip af.

Helt ærligt, så fortrød jeg allerede inden vi sejlede over Øresund. En bustur på over et halvt døgn er ikke vildt behageligt at se frem til, når man helst ser sig selv liggende fuldstændig dopet af diverse smertestillende piller i en seng.
Men nuvel, dumhed kræver jo altid, at man får sig en ordentlig lærestreg. Og ja, det vil jeg mene, at jeg fik.
For ikke at pine læseren med mere af min yderst irriterende ynkelighed, ser jeg det bedst at slutte af, inden jeg selv synker ned i et alt for dybt hul af selvmedlidenhed.

- Malou