15. april

Jesus Christ. Jeg er så træt, at jeg kunne stå op og sove.

FRAME var superfantalastisk. Virkelig en oplevelse for livet, selvom jeg ikke vandt (hvilket selvfølgelig bare er dårlig smag fra dommernes side af.. men det skal jeg jo sige). Ej, okay. Må indrømme at det er knapt så flyvende en fornemmelse man har i maven, når man absolut ingen ting får ud af at arbejde nonstop i fem dage som hvis man havde fået et 'skiiiidegodt' og en grå t-shirt. Rent pædagoisk set burde alle have fået en t-shirt. I hvert fald alle dem, der har lavet film. For hvis ret skal være ret, så var niveauet så himmelhøjt næsten alle film igennem, at det nok nærmere var en smagssag end en direkte 'i var bedst' fra dommernes side af. Er fanma glad for, at det ikke var mig, der dømte. Ville nok have anskaffet mig grå hår og begyndende måne inden jeg var færdig med at uddele priser. Samt meget nedbidte negle (rød neglelak på tænderne er forresten alt andet end flatterende).
Nå, men det var det jo gudsketakoglov ikke.
Tilbage til morskab og film og hummus.

Dagen begyndte med stress. Ligesom aftenen før var et rent kaos - grundet mit meget iærdige og intense filmprojekt (sad klistret foran the skærm fra 9 morgen til 22 aften. gaaaaaal, træthed) havde jeg endnu ikke fundet noget tøj. Jeg farede derfor rundt rød i hovedet, med elektrisk hår og på tårnhøje lånte hæle et par størrelse for små (man må lide for skjønheden - av alligevel) for at bestemme mig. Jeg er en ren tumpe til beslutninger. Jeg er sådan et menneske der ikke engang kan vælge morgenmad: müsli eller brød? Eller cornflakes? Jeg ender så med at tage lidt af det hele. Det er nok også derfor jeg lider af ronisk mæthed... sidehop. entschuldigung.
I hvert fald følte jeg mig presset af ret meget travlhed og forvirring. Havde virkelig lyst til at bide negle - hvilket jeg selvfølgelig ikke gjorde.rød neglelak på tænderne er som sagt ikke specielt yndigt. Det endte så med, at jeg rev mig i håret i stedet for. Men det har jeg jo også så hulens meget af.
Nå, summasummarum: Jeg endte da med at få sovet en lille smule. Indtil jeg så vågnede op til endnu mere stress og "NEJ, hvem har taget min mosgrønne eyeliner?!". Værelset lignede noget nær 3. verdenskrig i flere dage derefter. Men smukke, det blev vi (hvilket jeg ikke engang kan bevise: fotografen syntes åbenbart ikke at det var interessant at tage billeder med mig på. tsk. dårlig smag igen, det må være det eneste mulige svar.)

FILM. FILM! Der var 23 af slagsen. 23! Jeg gentager: treogtyve! Og ved du hvad? Det var ikke engang kedeligt. For min skyld kunne der sagtens have været 50. Eller 100. Jeg havde gladeligt set med. Og slugt. Og nydt.
Min egen kom først efter begge pauser. Nåede at blive så nervøs at jeg rent faktisk ENDTE med rød lak på tænderne. Var ret bange for, at den ikke nåede at komme med. Eller at Walid havde glemt af brænde den over. (Må lige tilføje noget: Walid er det mest hjælpsomme mennske jeg kender. Han farede rundt som en duracel kanin hele ugen for at hjælpe alle. jeg bøjer mig i støvet og kysser dine fødder Walid. Uden dig havde jeg nok aldrig kommet så langt som til at importere).
Da den så endelig kom på sagde de gudhjælpemig titlen forkert! HVAD SKER DER?! "Endnu en film fra Rantzausminde Efterskole.. som hedder *yderst langtrukket kunstpause* Dybfrost". Nej for helvede. Den hedder DybfrostFILM! ARH!
Nåede dog først at blive rigtig sur bagefter - min hjerte bankede så hurtigt og så højt da filmen kørte, at jeg knapt nok kunne koncentrere mig om at følge med. Men hvad, jeg kunne den jo også udenad i forvejen. Men det var alligevel noget at en oplevelse at se den blæst op på så kæmpekollosat enormt lærred. Ret skræmmende, også. Specielt fordi lyden var ret dårlig. Skrattede helt vildt. Men det skal vi ikke snakke om nu.
Vi skal snakke om mit bifald. MIT bifald. Mit helt eget bifald. Over tre efterskoler der allesammen klappede af min film. Det var noget nær det fedeste jeg har prøvet. Selv klappede jeg selvfølgelig ikke - jeg brugte al min energi på at blive tomatfarvet i krydderen.

For at springe lidt i tiden (skal til cafeudvalgsmøde om 7 minutter - prøv forresten lige at sige det tyve gange i træk):
Vi vandt ret meget. Må lige fortælle hvor gudeagtig Fie var, da hun skulle holde takketale (lidt kendt har man vel lov til at være). Hun rappede! Jeg siger dig, vi grinte. Det var virkelig dagens klimaks. (Okay, "Når grise kan flyve" var gennemsyret genial. Der grinede jeg nok lidt mere.. YOU SHALL NOT PASS - Ej, helt ærligt, lad mig lige komme forbi, jeg har travlt. Og jeg sad ved siden af dem og klippede. Har aldrig i mit liv opdaget nok så distraherende - på den gode måde: James Bond, du må desværre forlade Robinsonøen. Sort humor er det bedste krydderi til et efterskoleår. Og til træthed. Det er en vigtig ting at skrive sig bag ørerne.)
Men altså: Tilbage til Fie. Der er ingen der kan rappe som Fie. Hun er bedre en Anders And og...

NEJ! Jeg kommer snart for sent til mit møde. Jeg vender stærkt tilbage med FrameFortællingen senere (:
Untill then: Sig cafeudvalgsmøde så mange gange du kan uden af slå krøller på tungen.

- Malou