27. juni

Det her bliver uden tvivl det allersværeste blogindlæg, jeg i mit liv kommer til at skrive.

Ved slet ikke hvor jeg skal begynde. Kommer på ingen måde til at finde ud af, hvor jeg skal slutte. Selvom det jo egentlig burde være indlysende: for slut, det er det. Det er så slut som det sekund der lige før blev erstattet med nu. Det nu, der om lidt er historie til fordel for et nyt nu.
Det er i nuet, man skal leve. Nogle gange har man bare mere lyst til at leve i før. I den tid, der er gået, den tid, som gik alt for hurtigt.
Det sidste punktum er lige sat. Det sidste punktum i den historie, som udgør de sidste ti måneder: de bedste måneder i mit liv!
Man kommer lidt til at frygte en rutinepræget dagligdag, alt for lang tid, hvor alting ligesom kører i ring: hverken koldt eller varmt, bare lunkent. Kedeligt. Lidt ligesom en historie, en novelle uden ordentligt handling. Ting kan sagtens være godt skrevet, men uden at fange én rigtigt: til det er der brug for en god historie.
Mit efterskoleår har været en fantastisk nuanceret novelle, som har indeholdt alt, hvad en første klasses bestseller indeholder: den gode historie, den fantastisk gode historie om mennesket og om mennesker i mellem. Historien om at skabe et fællesskab, om at finde meningen med sig selv, om at finde meningen med andre. Om at lære af og til hinanden. At nedsable fordomme, at erkende, at forskellighed er en kvalitet.
Den forbandede interne, sorte humor, de svære tider, både personligt og som et fællesskab, unikke, små detaljer, som kan gøre en kop te uden sukker til noget helt særligt. Som kan gøre et enkelt, ligegyldigt ord til noget så betydningsfuldt, at det kun kan beskrives med det ene ord. (eller et tal.. høm, 23, høm)
Mit efterskoleår har på ingen måde fulgt den almene berettermodel. Den har sprunget op og ned i et turbulent tempo - noget, der i den sidste ende har gjort alting en smule stærkere. Vi har været igennem alting sammen. Med tyk streg under alting. Alt fra ubeskriveligt dårligt vejr på Skarø, som gjorde, at vi lige fra starten fik skrællet de første lag af hinanden, siddende side om side iført grimt regntøj, gennemblødt hår og trætte øjne, videre hen til hektiske emneuger, hvor vi alle sammen næsten har faldet over hinanden ned af de kreative tankegange i bare travlhed. At sidde klods op og ned af hinanden, at se gamle disneyfilm og skråle med på sangene, tredive elever i kor. At spille Mega Twister Advanced, at gå aaalt for lange ture i frygteligt terræn og dårlige sko, at spise alt for meget kage, lege sumobrydere og synge umådeligt forfærdelige sange i SingStar (og rent faktisk indtage rekorden som hardcore rapper.. for det er jo lige mig). At dovne hundrede søndage væk sammen, at have så travlt med at lave ingenting, at man ender med at stå forbavset tilbage, overrasket over, at det hele gik så hurtigt. Man kan måske ærgre sig over, at man ikke lige fik lavet den der skægge film, man snakkede om, eller fik skudt det der geniale arrangement af sted, men når man så tænker på alle de gange, hvor man har grint så hjerteligt, at man nærmest ikke kunne være mere lykkelig, alle de gange, hvor man febrilsk er hoppet over ordene, fordi man havde så meget, man gerne ville sige. De gange, hvor man har været helt stille, stille fordi der ikke har været så meget at sige, eller måske fordi bare det, at man var sammen med hinanden var nok til at fylde alting i det øjeblik.

Det er alt sammen slut nu - et efterskoleår er syv menneskeår, her vil jeg ikke protestere. Men det går samtidig syv gange så hurtigt som et almindeligt år.
Det kan på ingen måde passe, at det er ti måneder siden, at vi sad og var bange for at prikke til hinanden. Og så alligevel føles det som om, at vi har kendt hinanden i mindst syv år. De her ti måneder har fæstnet et uerstatteligt bånd mellem os, både hver især og som fællesskab. Et fællesskab, der gjorde så ondt at give slip på, at det fik selv wowdrengene til at flæbe som tolv grædekoner.

I dag har været den hårdeste dag i mit liv. Hvis det stod til mig, stod jeg stadig og græd, hægtet fast i et enormt gruppekram. Jeg har aldrig nogensinde prøvet noget, der gjorde så ondt. har personligt grædt siden i går aftes, da Mette, Frida og Rasmus nok så ledt spillede That's what friends are for mellem hovedret og dessert til vores afslutningsfest, som i øvrigt, som resultat af en laaang dags stress og anstrengelser blev det allerbedste nogensinde! - vi burde næsten være sådan nogle udlejningsarrangører 'fest om otte timer? ring til os!'. Uh, vi kunne få sådan en varevogn med logo!.. okay, meget tydeligt, påtaget munterhed.
Men hvor var det fantastisk, da vi hver og én stod i en sammenslynget klump og sang Smuk og Dejlig. Dér følte jeg med helt igennem lykkelig, og alligevel græd jeg for fjerde gang. Stemningen på skolen har aldrig været mere sammentømret og god. Selv dem, man næsten ikke har snakket med, og dem, man egentlig burde være en smule sur på, dansede man med, man sang med dem, græd med dem. Alle krammede alle, for intet
ville være det samme, uden hver og en af os.

Idag ikke har stået på andet end omfavnelse og mascara ned af kinderne. Er utallige gange nået til det punkt, hvor jeg UMULIGT kan have mere vand i kroppen, men så er der en eller anden der siger noget, eller en eller anden man får øjenkontakt med, og så tuder man bare. Selvom vi blev ved og ved og ved med at sige på gensyn i stedet for farvel, så er det jo ingen hemmelighed, at på gensyn til hinanden aldrig vil være det samme som på gensyn til efterskoleåret.

Året har været ubeskriveligt. Det har været uerstatteligt, og den dag jeg glemmer det, hænger jeg mig selv i Gunnar. Det vil altid gøre ondt at sige farvel til noget, man holder rigtig meget af. Men så handler det om at huske på alt det, man siger farvel til. Det er det værd, og tusinde gange mere til. Lige gyldigt hvor mange forbandede tårer man fælder, så er det kun på sin plads. For det, de bliver fældet for er så vidunderligt, at andet ville være åndssvagt.

Malou