nu med titel

UNDSKYLD! (Bo)
Okay. Nu kan jeg simpelthen ikke holde det ud længere. Må vel erkende, at bloggen efterhånden er blevet en del af mit liv. Det føles lidt som om, at jeg snyder nogle (hvem disse nogle er, er mig stadig en gåde.. sikkert bare mig selv og mit hig efter at nedskrive livets gang i yderst tåget og intern stil. Hvad pokker), når jeg ikke poster mine dagligdagsanekdoter herinde. De får én til at tænke en ekstra gang over, hvor vigtigt det er at værdsætte de små ting i livet – hvor dejlig en helt almindelig mandag morgen kan være. Tænk, hvis jeg ikke havde skrevet noget som helst ned. Det ville betyde, at jeg heller ikke ville være i stand til at læse det igen, hvilket uden tvivl ville resultere i, at femoghalvfjerds procent af ALT ville være glemt om to år, og alt hvad jeg ville have tilbage, ville være en sølle rest i mindeposen, lidt for uklar til at kunne genkalde den der rigtig, fuldendte følelse af lykke og lidt for slidt til overhovedet at kunne genbruges som alternativ lykkepille en regnfuld septembereftermiddag (-morgen= indbegrebet af slidtage).
Man skal investere i fremtiden.

Så derfor. Derfor vil jeg med dette lettere famøse indlæg genindvie min efterskoleblog. Grundet en alvorligt flabet skrivebloklade (som sammen med mine ellers ret så originale intentioner om banebrydende bestseller garantrisse sidder og skraldgriner selvhøjtideligt ad mig i dette sekund.. magen til frækhed burde forbydes ved lov) og mangel på sukker (sommerferien er snart slut og jeg orker ikke at være afhængig længere.. kan man få koncentreret ben&jerry’s i flydende form? Jeg tænker drop) har jeg kastet mig ud i noget farveladechok. Derfor har det været nødvendigt med en omfattende ombygning af dette til tider ret deprimerende sorte og lidt for triste kollektiv for skøre tanker. Det har resulteret i noget herligt kontrasthalløj, toppet med et noget nyere billede uden gallakjole og kindrødt (man bliver jo ikke ligefrem yngre. seksten år er et for meget, når man er afhængig af samtlige offentlige transportmidler der overhovedet er at finde i dette griske land).

..Samtidig er det nok meget sundt at starte på en frisk, hvilket nok var et emne, jeg burde hive lidt mere ud af. Det kræver dog lige, at jeg personligt siger guten tag til en gruppe realiteter, som jeg hellere vil modtage med åbne arme, end med bidenilæben og noget ’najnaj, det er mit værelse’.
Og det tager tid. Sådan er det bare.
(forhåbentlig ikke mere end fjorten dage.. arh! stress)

I løbet af de næste par dage vil der derfor sandsynligvis dumpe en lille håndfuld indlæg ind, fuldstændig uvilkårligt og as hulter to bulter as possible.
Well.. jeg må vist indrømme at jeg i panisk tilstand af overfyldt(og overkogt) sommerhjerne har snydt lidt og taget et par stikord i diverse notesbøger (som jeg i øvrigt har et alvorligt misbrug af)

Malou