min afdøde superhelt

Tillad mig at bidrage til denne regnfulde gråvejrsdag med at mindre rasserianfald: Jeg føler mig kraftpetervæltende snydt! Bare fordi jeg ikke selv bruger min fritid på at stikke næsen i diverse anatomibøger og hvilkentarmbetyderhvad-opslagsværker, så synes jeg nu alligevel, at jeg burde have ret til at blive informeret om, hvad de egentlig piller ud og smider i skraldespanden (hvad gør de med massakrerede kropsdele og organer i blodig bakteriekrig efter en operation?)

I adskillige år, hvilket hurtigt føles som mange, når man ikke er så gammel, har jeg troet, at den blindtarm, bare var en selvhøjtidelig lille spirrevip, som bare sad og legede vigtig during nothing at all. Den blindtarm, som blev ramt af en ækel betændelse, der fik den til at springe og sprede baktusserne i hele min mavse. Da jeg er lidt af en dagdrømmer, så forestiller jeg mig tit ting billedligt og bogstaveligt. Og tanken om en betændt tarm der eksploderer i sygdom (og små stumper tarm?) frembringer med det samme en kvalmende stopmotionfilm med diverse tarme og mavesække omringet af en overflod snotlignende stads bevæbnet med køller. Irdk – og ikke specielt gennemtænkt taget i betragtning af, at betændelse i maven er voldsomt dødeligt. Fyrre dummeslag til blindtarmen for at have været ekstremt ego ved konstruering af betændelsestackling. Man må ligesom finde en måde at skåne andre. Jeg foreslår et hvidt flag og en derefter forholdstvist diskret bortgang. Når man i forvejen er fuldstændig overflødig og undværlig for kroppen så..

Men hov!
Kan I huske den der med, at man ikke må gå i vandet fyrre timer efter, man har spist? (for ellers synker man jo, det er klart). Det var ikke rigtigt.
Kan I så også huske den der med, at blindtarmen bare var fyld og ikke gjorde godt for noget overhovedet? Det var sørsme heller ikke rigtigt.
Efter at have læst samme tekst i Illustreret Videnskab seks gange, fes den endelig ind (ting, der har siddet fast i mange år kræver tålmodighed at nedbryde). Blindtarmen er åbenbart superhelten efter en maveinfektion, madforgiftning el. lign., som genopretter bakteriebalancen i vores kære krop. Overvej lige, hvor trist det må være at skulle rydde op efter den slags – og så oven i købet ikke få sin velfortjente credit for det, fordi hele menneskeligheden regner med, at den bare er en dovenkrop (tarm?) der fylder og ikke betaler husleje. Det er da ret sørgeligt, og jeg ville personligt også blive ret pissed og overveje noget oprør eller strejke af en slags. Så er det lige før, at man føler sympati med den lille stakkel. For i hvert fald ny forståelse for al den springeniluften. Sådan lidt ”HA! Nu kan i edderspændhakkende SELV rydde op! Utaknemmelige skarn”.
Okay, det moderne menneske har så ikke så meget brug for den, for vi er squ efterhånden så bakterieafskrækkede at vi udvikler allergi overfor alt, hvad vi kommer i nærheden af. Men alligevel. Jeg ville gerne lige ha’ vidst det. Bryder mig ikke helt om, at mennesker, som har tænkt sig at skære mig op med alverdens skalpeller og elektriske minirundsave for derefter at klippe mig i stykker, lyver for mig. Heller ikke selvom det bare er ’nej, man kan slet ikke se på dig, at du har været indlagt på intensiv i tre døgn’. Den slags kræver altså en bemærkelsesværdig portion tillid, at lade fremmede kittelgutter rumstere i min krop.
(Men I er tilgivet, for I redder jo liv, hvilket altid er et holdbart forsvarsargument, selv i dette groteske tilfælde – husk dog lige at fortæl os andre, når I finder ud af den slags en anden gang. Benyt eventuelt denne spændingsforladte agurketid til at booke et par minutter i 21 nyhederne. På forhånd tak)

Malou