my skin just passed away

Nu med død hud over hele badeværelset – satans til skalleri!

Selvom om jeg brugte samtlige solrige timer på både Roskilde og Nakke til panisk (kan kogte reger være paniske?) at jagte skygge, så tabte jeg i sidste ende, og utallige ultraviolette solstråler slap både igennem ozonlaget og diverse pavilloner – direkte ned på mit kronisk svedhaglende legeme. Når man er så brun, at solen er gået igennem ens tøj og har farvet ens maveskind, kan man ligeså sætte sig ned i nærmeste lænestol og vente på hudkræftens ankomst.
Det er hermed kvalificeret som værende det største mirakel, jeg har været vidne til i levende live. For mit maveskind kan ikke tåle frisk luft – det skal lukkes inde bag jersey eller bomuld eller anden form for beskyttelse i minimum døgnets fireogtyve timer. Ellers dør det. (!)

Fair ’n square tænkte jeg, hvis jeg kan blive brun uden at skulle agere badetøjsmodella, så vil jeg bare sige tak og bukke pænt.
Men nej! Næppe er jeg kommet indenfor, før farven gradvist forsvinder. Lige lovlig hurtigt, solbrændt hud burde da sidde fast i mindst 6 måneder, ellers er det da helt umuligt at undgå den der skræmmende ’duhardainfluenca’-hvide vinterhud, der nærmest reflekterer mere sol end et halvt ton alpesne. Og ikke nok med at den forsvinder: den skaller af! Det virker ikke gennemtænkt at død hud skal skrælles af i fjollet viskelæder konsistens, bare fordi den har fået lidt farve. Øv!

(Og jeg mindes da bestemt skalleri som små bobler på huden, lidt ligesom de der plastikdutter, som beskytter elektronik og den slags, og som er overraskende underholdende at mase luften ud af, for så siger det jo *puff*, og det er en ganske tilfredsstillende lyd, specielt hvis man er en smule destruktivt anlagt. Selvfølgelig siger huden ikke *puff*, men den ligner. En lille smule)

Nå, men selv den mest snedige udenom snak kan ikke få føromtalte døde hud til at kravle væk fra hverken håndvask eller flise.

Malou