hit med noget efterskoleliv. nu!

Så er det i overmorgen. I overmorgen.
- Er der nogen, der har set mit skjold?

Den er efterhånden sivet godt ind. Den der med, at det splinternye år begynder lige om snart. Den der med, at jeg skal lægge sidste år forholdsvist langt tilbage i skuffen for en tid, så jeg kan nyde starten på 08.09. Det skylder jeg både mig selv og mine kommende buddies. (for mine buddies, det bliver I – bare kom an!)
Tror desværre ikke, at jeg kan få proppet minderne særlig langt ned i bunken foreløbigt, men det har jeg også efterhånden accepteret. Burde nok alligevel lade være med at bringe de mest latterfrembringende og betydningsfulde billeder med mig til mit nye rantzliv. Man må ikke friste en svag sjæl – det er unfair. Jo, det er det Malou. (!)

Efter tre dage som ekstrapedel med speciale i frottelagner og sværvægtsservice (samt koste, ingenting fungerer uden koste) er jeg så klar, som jeg overhovedet kan blive.
Jeg kunne mærke det, så snart jeg steg på 202’eren – følelsen af, at jeg var på vej hjem. Selvom jeg egentlig gik meget pænt og forsigtigt, der op af Efterskolevej, så blev jeg alligevel kørt over af en boblende gensynsglæde. Kun en skruetrækker og ti behårede fugleedderkopper ville kunne tvinge smilet af mine læber. Undlod dog at gøre forsøget – det var ret rart. Følte mig næsten som min egen farmor, som jeg stod der og blev rørt af se en flok mennesker efter to små måneder. (folkeskoleveteraner vil nu med spøjst ansigtsudtryk udbryde: dine lærere?! ja, mine lærere)
Forbaskede afsavnsgen. Jeg overlever aldrig det virkelige liv.

Nu sidder jeg så igen på min pind foran fremtiden, og lur mig, om jeg ikke efterhånden kan skimte den i horisonten. Selvom det har været en fabelagtig sommer, er det på ingen måde svært at vinke farvel (ville dog ikke have noget imod at slagte vækkeuret permanent). Sidder lige nu og tripper lidt – overvejer, hvornår det er legalt at påbegynde pakning uden at ligne en forvirret gås uden tidsfornemmelse.

Havde længe været bange for, at jeg ville miste lidt af glæden ved at starte – at det simpelthen ville være for underligt og svært at forholde sig til. Havde sådan cirka delvist ret. Kan godt mærke, at jeg efterhånden kan stable ’den mærkeligste dag i mit liv’ til en pænt høj bunke. På søndag har allerede lagt billet på de dyre rækker. Men glæden, den er intakt. Mindst. Det føles bogstaveligt talt som om et par humlebier har ynglet i min mavesæk. De vil have blomster – de vil lave honning. De vil ud!

Nu må det altså gerne tage at blive søndag. Hvor er sommertiden, når man har brug for den. Tsk. Slambert, det er den altså, den tid.

(Jøsses. Det er rent faktisk i overmorgen!)