nu med teltpløkker og myreliggeunderlag

Hvis ikke det var for de utallige (som i ordets allermest bogstaveligt forstand) myggestik der marinerer mine stakkels ben i kløe og ophævelse, ville jeg sikkert ikke kunne få armene ned at bare begejstring. Sidder lige pt. i foruroligende stille stue mutters alene og tæller timer til søndag aften. Selvom det både var ustyrligt rart og tiltrængt at få sovet mine opsigtsvækkende jegerenugebagudmedsøvnen-rander væk, så synes to døgn alligevel ret laaangt for en weekend.
Må gentage: Kan ikke få armene ned! (kun for at kradse)

Er efterhånden ved at vænne med til ægteskabstanken. Det er ufatteligt, så langt en skinnende hvis MacBook kan ændre ens syn på livet. Det er ægte kærlighed. (selvom indbygget webcam fremtryller en knapt så flatterede hage, ved at fotografere nedefra. Treogtyve gange æv!)

Det har været en fantastisk uge! Alt fra kluddermor til spildt kakao henover photostory (selv stress og faretruende deadlines har ikke kunne vælte mit konstante glædes-energiboost), cafeaften m. høj musik og dertilhørende smådansning til fællessang i hullet. Alting foregik med imponerende poser under øjnene (tror jeg ville være i stand til at huse en mindre dværghamster uden problemer), og alligevel endte man med at sniksnakke på værelset den halve nat.. Ikke specielt fornuftigt, men den kroniske udmattelse blev for mit vedkommende glemt efter torsdag morgens cykeltur til Thurø. Dejlige, privatvejs-befængte, turistThurø. Det går virkelig barndom i den, når Mac og mobil bliver skiftet ud med vippe og forvoksede legoklodser. Og en kreativ efterskoleudgave af orienteringsløbet.

Og nu!.. Synes jeg ligesom det er ved at være tid til (endnu) et jubelskrig: VI VAAAAAAANDT! Og hvorfor? Fordi Katrines kontaktgruppe både er helt balstyrisk uimodståelige og hardcore!
Indrømmet, det var nok lidt i overkantet at tilføre glædesråb og omfavnelser som til et andet VM i curling, men for helgulan hvor var det fantastisk. Specielt taget i betragtning af, hvor imponerende dårlige vi var til at spise snørebånd på tid (undertegnede dansede efter flere grineanfald med den, for at gøre den mere medgørlig).
Har på fornemmeren at vores ukuelige charme også gjorde en del, ligesom vi med alexanders mestermakrelkast blev hjulpet godt deropad. Og no offense – men vores skulptur var simpelthen intet mindre end genial. Og avantgarde.



^Memento Mori. Oh yæs. Og det er med E-numre, sukkerskum og andet guf som belønning.

By the way..
Har efter egen mening ofret mig ret meget for både fællesskab og medansvarlighed. Ikke nok med, at jeg kastede en slimet, esbjergsdunstende makrel med hud så tynd, at næsten samtlige indvolde blev registreret af mine fingerspidser, tyve meter henad Thurøs kyst. Jeg cyklede også gudvedhvormangekilometer indsvøbt i gule korn i øjenkrogene, sved og blæst, for at fange et flok stærke drenge, som ikke kan kende forskel på venstre og ligeud. Undskyld mig, men venstre-højre komplikationer kan lige gå i en alder af de seksten. Men ligeud? Jeg sagde VENSTRE!
Damn kæder, der springer af på de helt forkerte tidspunkter. Damn modvind, specielt dem, der holder af at parre sig med diverse stejle bjerge. Damn drengestolper, der kan hjule fyrre gange hurtigere end semislap teenagetøs, som trods løbeture og mavebøjninger på ingen måde kan indhente før omtalte fyre på vildspor i løbet af de første tyve minutters spurt.
(og forband også fynske landskaber en lille smule. vi vil have kvadratmeter store metalplade-neonskilte, der indikerer nøjagtigt hvor langt fra rantzausminde vi befinder os. For selv som indfødt finder jeg det ret så ensformigt, så snart jeg ikke har vandkanten som følgesvend. Hvad blev der er her står du? Det fungerede da upåklageligt. Specielt steder som grønne-sevoresfinemarker fyn, som tror de tiltrækker urealistisk mange vandretursentusiaster ved at hamre noget skilt med ’her ser du de lokale bondemands sortbrogede korthornskvæg.. blablaallegodegangetrebla!’)
Og nej, jeg er skam ikke muggen. Tværtimod er jeg i skrivende stund ganske tilfreds med min ekstra cykeltur. Tror tilmed jeg vil forsøge at fremskaffe fersk laks til noget konkurrence næste gang jeg bliver plumpet ned i naturtro spejderomgivelser (inklusiv diverse mangler – f.eks borde).

I stedet er jeg godt gammeldags skuffet over, at jeg ikke engang var i nærheden af at vinde salsaaften med Troels. Føler mig meget lidt tilfreds med mængden af mennesker, der vil have fat i mig. Hmpf.

-Malou

..Da jeg åbenbart er lidt af en pippe langstrømpe, så er det altså kun på sin plads at jeg nynner hele tiden. Basta.
(Havde jeg ikke haft så frygtelig en sangstemme, burde jeg overveje installation af jukobox i min rygrad)

”Hedder du OGSÅ Sofie?”

Har aldrig i mit liv været så hyper og overgearet uden kunstig hjælp i form af overtræthed og tomme kulhydrater.
Burde i skrivende stund, efter socialisering på fulde drøn i rigtig mange timer, være så træt at man kunne ligge mig midt på orange scene uden at jeg ville have nogle som helst problemer med falde-i-søvn fasen. Det er jeg.. ikke. Nein. Nix. På absolut ingen måde.

Hvis man blander lige dele spænding og gensynsglæde, en teskefuld milde nerver, et god håndfuld forvirring og en knivspids forventning, bager det lidt for længe i noget varmluftsovn og derefter skærer det i ud i cirkler, så har man sådan cirka mig i går eftermiddags. Det er, nøjagtigt som jeg havde regnet med, noget af det underligste jeg nogensinde har prøvet. En generøs dommer ville nok skyde den til det allermest akavede og mærkværdige i kvindes minde (yeah right, vent du bare til gammelelevdag du gamle!).
Seriously, forestil dig lige et styks malou rende rundt som en anden piccoline og forklare hvordan man aflæser skabsnummer foran mennesker, som man udmærket ved er pissenervøse, man ved nøjagtigt hvordan de har det og vil jo egentlig gerne snakke med dem, fortælle dem at alting nok skal gå, at det hele handler om fordomsfri åbenhed og en god bunke chancer til mennesker man ikke bryder sig om i første omgang, men det eneste man siger er: ”Ja, det er så dit værelse. Du er sørsme heldig, du får lov til at vælge seng først” JAMEN JAMEN, hvilken kreativ måde at starte en samtale på! Godt klaret Malou. Ti point til dig for opfindsom mingling.
Til gengæld kom jeg lidt igen da jeg selv begyndte at glide ind i mere normal efterskoleelevrolle. Hvor er det fantastisk at være tilbage! (også selvom det ikke er ’tilbage’ på den måde) Har konstant lyst til at lave spirit fingers mens jeg hviner af fryd. Men det gør jeg ikke. Tror måske liiiige jeg skal vente til vi er kommet over de værste lorteemner ”Seriøst? Min Moster bor i Herning!” ”Nå, kender du så nogle kendte?” og ”Hader du også når det øser ned og man ingen sko har?” (ih nej).
Ellers yderst interessant præsentationsrunde i går aftes. Ned i hullet kontaktgruppevis og præsenter hinanden to og to. Sådan du, lige på og hårdt. Kan tydeligt huske for panikken jeg blev sidste år. Det eneste der kørte rundt i min arme hjerne var ”Det mener de ikke. Det er en joke. Jeg GØR det simpelthen ikke!”. Det gjorde man selvfølgelig, og det endte også i går med at alle var ved at dø af grin over diverse spøjse spørgsmål – og svar, for den sags skyld. Havde personligt ingen anelse om, at Hauge elskede Mælkesnitter. Troede drengen udelukkende spiste ting med en kødprocent på minimum firs. Der kan man bare se.
Der er generelt en vidunderlig måde at tage hul på bylden på – at grine er det ultimativt bedste, man overhovedet kan gøre. Det er som om hele det der lag af akavet holdentilbage-hed bare går i stykker efter en omgang mælkekasse-klæddigvirkeliggrimt (og drej alt for mange gange rundt om dej selv med kost som flagstang for efterfølgende at skulle holde fokus) – stafet. Det virker upåklageligt, og kan personligt ikke huske hvornår jeg sidst har grint så meget. Og det slet ikke med (forholdsvist) ’fremmede’ mennesker. Før man ved af det snakker man om alt – uden egentlig at tænke over, hvad man siger. Det er et godt tegn. Det er et rigtig godt tegn.

..For resten burde man advare om stress i forbindelse med skolestart. Havde helt glemt den dyne af præstationsangst der lægger sig over én, når man skal lære 90 nye navne at kende. Specielt når der er mere end én. Ville det være meget flabet kun at tillade én elev med hvert kalde-fornavn whatever per skoleår? FIRE SOF(ph)IER?!

En rigtig glad Malou
… hvis jeg fanges i at nynne Pokemonsangen vil jeg gerne donere skylden til Sirius. Burde dog tilføje, at vores farvelsang klart var den bedste. Nemlig! Desuden havde jeg en udråbstegnsprik på næsen. Det burde da under alle omstændigheder give bonus, burde det ikke?
Poster selvfølgelig ørehængeren så snart, det er muligt! (med tilladelse fra kunstnerne.. nu skal den jo lige indspilles først)

Første indlæg skrevet på splinterny MacBook med Maloumærkat i hjørnet. Må fremskaffe koffein i pilleform hvis det her skal fungere. Kommer aldrig til at sove igen.

"Why so serious?"

Åh gud. Lider pt. af sydende påklædningskompleks.

Calm down Malou. Calm down.

hit med noget efterskoleliv. nu!

Så er det i overmorgen. I overmorgen.
- Er der nogen, der har set mit skjold?

Den er efterhånden sivet godt ind. Den der med, at det splinternye år begynder lige om snart. Den der med, at jeg skal lægge sidste år forholdsvist langt tilbage i skuffen for en tid, så jeg kan nyde starten på 08.09. Det skylder jeg både mig selv og mine kommende buddies. (for mine buddies, det bliver I – bare kom an!)
Tror desværre ikke, at jeg kan få proppet minderne særlig langt ned i bunken foreløbigt, men det har jeg også efterhånden accepteret. Burde nok alligevel lade være med at bringe de mest latterfrembringende og betydningsfulde billeder med mig til mit nye rantzliv. Man må ikke friste en svag sjæl – det er unfair. Jo, det er det Malou. (!)

Efter tre dage som ekstrapedel med speciale i frottelagner og sværvægtsservice (samt koste, ingenting fungerer uden koste) er jeg så klar, som jeg overhovedet kan blive.
Jeg kunne mærke det, så snart jeg steg på 202’eren – følelsen af, at jeg var på vej hjem. Selvom jeg egentlig gik meget pænt og forsigtigt, der op af Efterskolevej, så blev jeg alligevel kørt over af en boblende gensynsglæde. Kun en skruetrækker og ti behårede fugleedderkopper ville kunne tvinge smilet af mine læber. Undlod dog at gøre forsøget – det var ret rart. Følte mig næsten som min egen farmor, som jeg stod der og blev rørt af se en flok mennesker efter to små måneder. (folkeskoleveteraner vil nu med spøjst ansigtsudtryk udbryde: dine lærere?! ja, mine lærere)
Forbaskede afsavnsgen. Jeg overlever aldrig det virkelige liv.

Nu sidder jeg så igen på min pind foran fremtiden, og lur mig, om jeg ikke efterhånden kan skimte den i horisonten. Selvom det har været en fabelagtig sommer, er det på ingen måde svært at vinke farvel (ville dog ikke have noget imod at slagte vækkeuret permanent). Sidder lige nu og tripper lidt – overvejer, hvornår det er legalt at påbegynde pakning uden at ligne en forvirret gås uden tidsfornemmelse.

Havde længe været bange for, at jeg ville miste lidt af glæden ved at starte – at det simpelthen ville være for underligt og svært at forholde sig til. Havde sådan cirka delvist ret. Kan godt mærke, at jeg efterhånden kan stable ’den mærkeligste dag i mit liv’ til en pænt høj bunke. På søndag har allerede lagt billet på de dyre rækker. Men glæden, den er intakt. Mindst. Det føles bogstaveligt talt som om et par humlebier har ynglet i min mavesæk. De vil have blomster – de vil lave honning. De vil ud!

Nu må det altså gerne tage at blive søndag. Hvor er sommertiden, når man har brug for den. Tsk. Slambert, det er den altså, den tid.

(Jøsses. Det er rent faktisk i overmorgen!)

at jeg kæmper uden kaffe er et under

Velkommen til virkeligheden Malou. Velkommen til den morgendug, som du nok så snedigt har undgået de sidste to måneder. Velkommen til, at klokken godt kan være halv syv, uden at de sender kedelige genudsendelser af lokalnyhederne. Velkommen til, at du rent faktisk ikke har tid til at se fjernsyn.
Velkommen til 90 madrasser. 90 madrasser som først skal af-lagnes, derefter sorteres for altforhulletlidtforbrændtoglidtfortisgul, som erstattes af splinternye med marineblå matrosstriber. Dette årlige ritual skal selvfølgelig afsluttes med rene frottelagner, som kræver at den enkelte seng først skal spytte sin madras ud (dette sker ikke frivilligt, kræver tålmodig magtkamp og relativt muskuløse overarme - læs: malou har smerter), en madras, som efter svingtur og lagenglatning igen skal på plads og se pæn ud i håndklædeagtig udklædning. Holy mariehøne, flyv op til vor herre og be' til, at jeg aldrig nogensinde skal ligge lagner på igen. Heller ikke mit eget. På forhånd tak.

Malou
nu med fornyet og stødt voksende respekt for Pedel-Thomas!

sluk barbermaskinen og spar strøm

Nogle gange virker det ikke efter hensigten at være overskudsagtig og smile til alle. For nogle gange, er selv de mest uskyldige typer, som for eksempel dem, der ligner folk fra diverse menneskerettighedsorganisationer, greenpeacefonder, bloddonorselskaber og hjælpbørneneisvendborgmedatfåennylegeplads – grupper i virkelighed en flok tarvelige bæster, der griner af dig. Det er simpelthen ikke okay at misbruge jegkæmperforenbedreverdenstatus overfor naive, lille jeg som bare spankulere intetanende ned af strøget med bare ben.
Hvis ikke pjecemanden hører til noget af ovenstående, skal han have et neonskilt over hovedet, der kan fortælle mig det, og advare mig om at sende mit ’jegvedhvordårligtdetstårtiliverdenogselvfølgeligviljeghjælpe’ blik, som desuden er håndsyet og indøvet udelukkende til formålet, så jeg i travle stunder hurtigt kan snuppe en folder og glide videre uden at ligne en kold, højrøvet skid.

For her kommer jeg med mine ubarberede sommerben (det er forhelvede ikke en forbrydelse – forstå det dog, jeg kan ikke både have overskud til at smile og barbere ben dagligt. De vokser forbandet hurtigt) med kuffert på slæb og en meget, meget tørstig gane, som skal have noget vand (nu!).

Men jeg står desværre overfor et par forhindringer.
1. rød mand i lyskurven
2. anden mand med pjecer i hånden, som alle syntes at gå i stor bue udenom.

Stakkel, tænker jeg jo, beslutter mig for at udskyde min vandflaske et par sekunder og begiver mig smilende hen mod ham. Han smiler også til mig, hvad der i første omgang bare minder om et almindeligt ’hjælposnu’- sympatisk smil, der skal få den mængde mennesker, der bare ville gå forbi ham, til at stoppe op og tænke ’han har squ ret, det kan ikke være rigtigt at den tipetanske munke-bille er ved at uddø’. I virkeligheden var det blot et medlidende smil, som i øvrigt kom med dertilhørende øjne, der var tilregnet mig og kun mig. Hvordan i ALVERDEN kan det være muligt at spotte så korte hår på ben på så lang afstand?

Godtroende griber jeg den folder, han giver mig, regner vel med at jeg skal hjem og melde mig ind i Sluk Lyset del. 486 el. lign, for at skynde mig videre mod nærmeste seven eleven imens jeg råber ’MANGE TAK!”.
Og gæt, hvad der så står på min nyerhvervede brochure?
Nej, gæt igen.

”Drømmer du også om en hårfri tilværelse? – Hos os kan drømmen om glatte ben blive til virkelighed”

Jesus Christ.

Kvinder, der formår altid at have velbarberede og supersmooth ben, burde belønnes med diplomer til væggen og medaljer til halsen, samt alle de skrabere, de lyster.
Kvinder, der ikke aaaltid lige når det, burde druknes i nylonstrømper og et kompas, der kan fortælle dem, hvornår de skal dreje udenom di hersens ondsindede falkeblikke, der kan se et hår i miles omkreds.

Basta!

free hugs & grønne fingre

Så så man lige Malou kramme en sommerfuglebusk.
Hvis nogen spørger, så hedder jeg TigerLilly.

hjælp, der ligger to mænd på min vhs'er

Citat fra notesbog med nuttede, enøjede monstre på (yæs).

”Haha. Anna har lige sagt, at Brødrene Grimm ligger på VHS maskinen. Haha.”

Citat fra notesbog slut.

Jamen, jamen. Så vil jeg da uden indvendinger gå op og prikke til dem med noget skriveredskab, for jeg har lidt på fornemmeren, at de sover. De er i hvert fald foruroligende stille, af to fuldvoksne (og efter sigende ret svindleriske) mænd at være.

Spøg til side. Det var selvfølgelig bogen, hun mente.

Malou
(som vil genlæse Rumleskaft. Nu!)

brandmænd med lommeregnere i kedeldragten

Jeg blev ramt af en mindre åbenbaring i går nat, da jeg burde sove, men ikke gjorde det, fordi alting, selv neglefilning, er hyggeligere om natten. Ikke at jeg filede negle (selvom de trænger), jeg læste, og når man læser, tænker man tit over betydningen af en hel del ord, man normalt ikke helt lægger mærker til. Som for eksempel brandmand. Bliver altid helt overrasket, når jeg ser det udenfor sommer-strand-av sammenhænge, for i mit hoved kan et menneskes profession altså ikke være ’brandmand’. Da slet ikke, hvis vedkommende er en anden hverdagshelt. ’Brandmand’ er et alt for finurligt ord, som enten hører hjemme sammen med vandmændene eller i skolebibliotekets pixibøger. En rigtig brandmand burde hedde noget faretruende, noget som fik flammerne til at tisse.. på sig selv, eller i det mindste noget, der bare lyder lidt vigtigt. ’redningsmand-i-tilfælde-af-brandulykker-med-speciale-i-slukning-af-bygninger-og/eller-mennesker’ er en mulighed. Men brandmand? Kristus, der er sørme da en, der har været kreativ, hvar?

.. og sådan gik det tit, at Malou døde, fordi hun svingede for langt tid siden, da hun burde være kørt ligeud, og endte i hegnet. Der var knogler og hjernemasse, der var rødt over det hele.

Altså! Jeg lå og læste. Og kom pludselig til ’autist’. Hmm. Måske er det i virkeligheden det, jeg er! Det er egentlig ret bemærkelsesværdigt, at jeg aldrig i mit liv har siddet og svedt voldsomt meget over mine matematiklektier, fordi jeg på en eller anden tricky måde har luret reglerne af, inden jeg lærte dem. Okay, okay. Jeg er nok ikke autist. Men alligevel. Føler mig ret malplaceret i kategorien ’matematiknørd’, hvilket man åbenbart automatisk er, når man kan finde ud af pjattet. For jeg finder faktisk matematik temmelig uinteressant. Jeg har en lommeregner OG en computer, som tilsammen altid vil være waaaaay bedre end mig til matematik, lige gyldigt hvor længe jeg øver mig (vi opfandt jo heller ikke vaskemaskinen for at blive ved med at slæbe kilotunge vasketøjskurve ned til en beskidt sø for at gøre det i hånden, vel?).

Og ja, jeg ved udmærket godt, at jeg om få nanosekunder bliver skambidt af en betydelig mængde mennesker, der mener, det er forkert af mig ikke at påskønne min evne indenfor matematikken (som her kommer til at lyde noget mere fantastisk, end den er). Hvis jeg må være så fri at gætte, så har DE aldrig siddet i selskab med en mindre gruppe virkelige matematikentusiaster, som er gode, fordi de interesserer sig for det, og ikke fordi de finder det simpelt at forstå (det gør de sikkert også, but you get my point). Ikke at jeg har noget imod matematik som sådan, det er rigtignok et nødvendigt onde i denne verden, moderne som gammeldags, og det er da også meget hyggeligt lige at koble fra med et par ligninger. Men det er nu alligevel ret akavet pludselig at finde sig selv midt i en diskussion om, hvorvidt det muligt at dele en vinkel i tre med en passer som eneste hjælpemiddel, og derved vinde Nobels matematik-something pris.

.. blablabla what so ever! Jeg HAR jo en vinkelmåler. Der er squ da ingen grund til at gøre tingene vanskeligere Får spat af folk, der ophøjer diverse tallege som noget halvt helligt, og tilmed overtager begrebet intelligens, fordi det åbenbart kun er matematisk logisk tænkning, der viser, hvor klog man er. IQ min bare.

Fysikere, jeg forstår dem, kemikere, jeg forstår dem, matematikere, huh? Ja, gu kan jeg se, hvad x bliver på den anden side af din kilomeeeter lange ligning, som jo i virkeligheden bare er en bunke sjove tegn og parenteser, som du har sat ind hist og pist for at forvirre. Når man først når dertil, hvor man synes ens overflødige fritid er bedst prioteret ved at sidde og løse talgåder på et SÅ advanced Oxford niveau, så burde man ærligt talt finde sig en anden hobby. Hvis nu alle matematikgenierne verden over samlede sig om et rundt bord (et kantet ville bare få dem til at måle vinklerne i stedet) og fandt en revolutionerende kræftkur eller sådan noget. Er det ikke noget med, at matematiske hoveder som regel også er pænt skarpe til kemi og den slags? Ville det i så fald ikke være lidt smartere, at udnytte sine evner i den retning, i stedet for at blive verdensmester i Mensa?

Hvad ved jeg. (?)
(Hvis jeg har fornærmet en matematiker eller to, så beklager jeg dybt. Det kom måske til at lyde en tand mere bittert, end det skulle..)

Malou

min afdøde superhelt

Tillad mig at bidrage til denne regnfulde gråvejrsdag med at mindre rasserianfald: Jeg føler mig kraftpetervæltende snydt! Bare fordi jeg ikke selv bruger min fritid på at stikke næsen i diverse anatomibøger og hvilkentarmbetyderhvad-opslagsværker, så synes jeg nu alligevel, at jeg burde have ret til at blive informeret om, hvad de egentlig piller ud og smider i skraldespanden (hvad gør de med massakrerede kropsdele og organer i blodig bakteriekrig efter en operation?)

I adskillige år, hvilket hurtigt føles som mange, når man ikke er så gammel, har jeg troet, at den blindtarm, bare var en selvhøjtidelig lille spirrevip, som bare sad og legede vigtig during nothing at all. Den blindtarm, som blev ramt af en ækel betændelse, der fik den til at springe og sprede baktusserne i hele min mavse. Da jeg er lidt af en dagdrømmer, så forestiller jeg mig tit ting billedligt og bogstaveligt. Og tanken om en betændt tarm der eksploderer i sygdom (og små stumper tarm?) frembringer med det samme en kvalmende stopmotionfilm med diverse tarme og mavesække omringet af en overflod snotlignende stads bevæbnet med køller. Irdk – og ikke specielt gennemtænkt taget i betragtning af, at betændelse i maven er voldsomt dødeligt. Fyrre dummeslag til blindtarmen for at have været ekstremt ego ved konstruering af betændelsestackling. Man må ligesom finde en måde at skåne andre. Jeg foreslår et hvidt flag og en derefter forholdstvist diskret bortgang. Når man i forvejen er fuldstændig overflødig og undværlig for kroppen så..

Men hov!
Kan I huske den der med, at man ikke må gå i vandet fyrre timer efter, man har spist? (for ellers synker man jo, det er klart). Det var ikke rigtigt.
Kan I så også huske den der med, at blindtarmen bare var fyld og ikke gjorde godt for noget overhovedet? Det var sørsme heller ikke rigtigt.
Efter at have læst samme tekst i Illustreret Videnskab seks gange, fes den endelig ind (ting, der har siddet fast i mange år kræver tålmodighed at nedbryde). Blindtarmen er åbenbart superhelten efter en maveinfektion, madforgiftning el. lign., som genopretter bakteriebalancen i vores kære krop. Overvej lige, hvor trist det må være at skulle rydde op efter den slags – og så oven i købet ikke få sin velfortjente credit for det, fordi hele menneskeligheden regner med, at den bare er en dovenkrop (tarm?) der fylder og ikke betaler husleje. Det er da ret sørgeligt, og jeg ville personligt også blive ret pissed og overveje noget oprør eller strejke af en slags. Så er det lige før, at man føler sympati med den lille stakkel. For i hvert fald ny forståelse for al den springeniluften. Sådan lidt ”HA! Nu kan i edderspændhakkende SELV rydde op! Utaknemmelige skarn”.
Okay, det moderne menneske har så ikke så meget brug for den, for vi er squ efterhånden så bakterieafskrækkede at vi udvikler allergi overfor alt, hvad vi kommer i nærheden af. Men alligevel. Jeg ville gerne lige ha’ vidst det. Bryder mig ikke helt om, at mennesker, som har tænkt sig at skære mig op med alverdens skalpeller og elektriske minirundsave for derefter at klippe mig i stykker, lyver for mig. Heller ikke selvom det bare er ’nej, man kan slet ikke se på dig, at du har været indlagt på intensiv i tre døgn’. Den slags kræver altså en bemærkelsesværdig portion tillid, at lade fremmede kittelgutter rumstere i min krop.
(Men I er tilgivet, for I redder jo liv, hvilket altid er et holdbart forsvarsargument, selv i dette groteske tilfælde – husk dog lige at fortæl os andre, når I finder ud af den slags en anden gang. Benyt eventuelt denne spændingsforladte agurketid til at booke et par minutter i 21 nyhederne. På forhånd tak)

Malou

my skin just passed away

Nu med død hud over hele badeværelset – satans til skalleri!

Selvom om jeg brugte samtlige solrige timer på både Roskilde og Nakke til panisk (kan kogte reger være paniske?) at jagte skygge, så tabte jeg i sidste ende, og utallige ultraviolette solstråler slap både igennem ozonlaget og diverse pavilloner – direkte ned på mit kronisk svedhaglende legeme. Når man er så brun, at solen er gået igennem ens tøj og har farvet ens maveskind, kan man ligeså sætte sig ned i nærmeste lænestol og vente på hudkræftens ankomst.
Det er hermed kvalificeret som værende det største mirakel, jeg har været vidne til i levende live. For mit maveskind kan ikke tåle frisk luft – det skal lukkes inde bag jersey eller bomuld eller anden form for beskyttelse i minimum døgnets fireogtyve timer. Ellers dør det. (!)

Fair ’n square tænkte jeg, hvis jeg kan blive brun uden at skulle agere badetøjsmodella, så vil jeg bare sige tak og bukke pænt.
Men nej! Næppe er jeg kommet indenfor, før farven gradvist forsvinder. Lige lovlig hurtigt, solbrændt hud burde da sidde fast i mindst 6 måneder, ellers er det da helt umuligt at undgå den der skræmmende ’duhardainfluenca’-hvide vinterhud, der nærmest reflekterer mere sol end et halvt ton alpesne. Og ikke nok med at den forsvinder: den skaller af! Det virker ikke gennemtænkt at død hud skal skrælles af i fjollet viskelæder konsistens, bare fordi den har fået lidt farve. Øv!

(Og jeg mindes da bestemt skalleri som små bobler på huden, lidt ligesom de der plastikdutter, som beskytter elektronik og den slags, og som er overraskende underholdende at mase luften ud af, for så siger det jo *puff*, og det er en ganske tilfredsstillende lyd, specielt hvis man er en smule destruktivt anlagt. Selvfølgelig siger huden ikke *puff*, men den ligner. En lille smule)

Nå, men selv den mest snedige udenom snak kan ikke få føromtalte døde hud til at kravle væk fra hverken håndvask eller flise.

Malou

koffein i blodet

En hyldest til mit vidunderlige medforfattercrew: må vi aldrig løbe tør for kaffe og uforklarlig, intern humor!



(efter lange overvejelser har jeg valgt at lade denne yderst velfungerende billede stå alene, med undtagelse af et godt råd: bid mærke i disse ansigter. Det vil kunne indbringe dig tonsvis af streetcredit i fremtiden - hvis du vel om mærke husker at læse vores kommende bøger! - for kommende, det er de. Ellers bestikker vi bare et random forlag! Nemlig)

nu med titel

UNDSKYLD! (Bo)
Okay. Nu kan jeg simpelthen ikke holde det ud længere. Må vel erkende, at bloggen efterhånden er blevet en del af mit liv. Det føles lidt som om, at jeg snyder nogle (hvem disse nogle er, er mig stadig en gåde.. sikkert bare mig selv og mit hig efter at nedskrive livets gang i yderst tåget og intern stil. Hvad pokker), når jeg ikke poster mine dagligdagsanekdoter herinde. De får én til at tænke en ekstra gang over, hvor vigtigt det er at værdsætte de små ting i livet – hvor dejlig en helt almindelig mandag morgen kan være. Tænk, hvis jeg ikke havde skrevet noget som helst ned. Det ville betyde, at jeg heller ikke ville være i stand til at læse det igen, hvilket uden tvivl ville resultere i, at femoghalvfjerds procent af ALT ville være glemt om to år, og alt hvad jeg ville have tilbage, ville være en sølle rest i mindeposen, lidt for uklar til at kunne genkalde den der rigtig, fuldendte følelse af lykke og lidt for slidt til overhovedet at kunne genbruges som alternativ lykkepille en regnfuld septembereftermiddag (-morgen= indbegrebet af slidtage).
Man skal investere i fremtiden.

Så derfor. Derfor vil jeg med dette lettere famøse indlæg genindvie min efterskoleblog. Grundet en alvorligt flabet skrivebloklade (som sammen med mine ellers ret så originale intentioner om banebrydende bestseller garantrisse sidder og skraldgriner selvhøjtideligt ad mig i dette sekund.. magen til frækhed burde forbydes ved lov) og mangel på sukker (sommerferien er snart slut og jeg orker ikke at være afhængig længere.. kan man få koncentreret ben&jerry’s i flydende form? Jeg tænker drop) har jeg kastet mig ud i noget farveladechok. Derfor har det været nødvendigt med en omfattende ombygning af dette til tider ret deprimerende sorte og lidt for triste kollektiv for skøre tanker. Det har resulteret i noget herligt kontrasthalløj, toppet med et noget nyere billede uden gallakjole og kindrødt (man bliver jo ikke ligefrem yngre. seksten år er et for meget, når man er afhængig af samtlige offentlige transportmidler der overhovedet er at finde i dette griske land).

..Samtidig er det nok meget sundt at starte på en frisk, hvilket nok var et emne, jeg burde hive lidt mere ud af. Det kræver dog lige, at jeg personligt siger guten tag til en gruppe realiteter, som jeg hellere vil modtage med åbne arme, end med bidenilæben og noget ’najnaj, det er mit værelse’.
Og det tager tid. Sådan er det bare.
(forhåbentlig ikke mere end fjorten dage.. arh! stress)

I løbet af de næste par dage vil der derfor sandsynligvis dumpe en lille håndfuld indlæg ind, fuldstændig uvilkårligt og as hulter to bulter as possible.
Well.. jeg må vist indrømme at jeg i panisk tilstand af overfyldt(og overkogt) sommerhjerne har snydt lidt og taget et par stikord i diverse notesbøger (som jeg i øvrigt har et alvorligt misbrug af)

Malou