a soccer for sunshine

Pigefodbold er virkelig en undervurderet sportsgren. Specielt den slags, der bliver udøvet af en overvægtig procentdel boldspassere, hvis reaktion på en hård bold er sammenkrympning og et udbrud ala ”aaaaaaaarh, nejnejnejnej” er.. livsbekræftende.
Jeg begriber faktisk ikke, hvorfor drengene har så meget imod at skulle holde sig væk fra græs og mål (som vi selvfølgelig var nødsaget til at flytte tættere på hinanden) i den lille times tid, vi indtog den med slatne benløft i snegletempo. Christ, hvor må det have set sjovt ud. Specielt når man tager i betragtning, at de gennemsnitligt spiller cirka hele tiden og derfor uden besvær ville kunne tackle os på stribe med det ene .. ben, på nakken.

Efter første hæsblæsende spil valgte en del piger at gå i bad og få pludseligt fødte svedpletter skrubbet af kroppen for på ny at kunne agere lækre efterskolebabes. Den slags er trods alt mere flatterende end ildkinder og neonveste. For at undgå tom bane inviterede vi selvfølgelig drengene til at spille med og.. tja, fik det hele til at virke lidt mere ynkeligt. I hvert fald for undertegnede. Men for fanden, hvor var det hyggeligt. Har pludselig fundet (og nej, ikke genfundet) en glæde i fodbold, jeg aldrig troede, jeg skulle erkende.

Alt det, selvom jeg præsterede at halse forpustet frem og tilbage efter bolden fra den ene ende af banen til den anden i en næsten uendelig ring, der kun blev afbrudt af få fesne skud, hvoraf størstedelen endte midt ude i ingenting eller hos de forkerte trøjer.. ja, jeg er en fremragende spiller. Jeg scorede faktisk. Og jeg aner ikke hvordan: mine øjne var lukkede af frygt for at sparke nogen (hvilken logisk sammenhæng). Det var held. Virkelig. Jeg er SÅ dårlig til fodbold. Faktisk er det næsten ufatteligt, hvordan jeg præsterer at løbe forbi bolde, hoppe over dem og slå forbi dem så ofte, når jeg rent faktisk koncentrerer mig om at spille godt. Kan godt mærke, at jeg bliver nødt til spille noget mere fodbold så mit selvværd kan overleve en eventuel fodboldkamp mod nye mennesker i en (lidt for nær) fremtid. Hurra for selvironi. Jeg ville ikke fungere uden. Fuck, hvor ville jeg egentlig være et trist og sørgeligt menneske uden.
Det tror jeg SLET ikke vi skal snakke om.

Mine trætte lægmuskler har nu brug for hvile, inden de drager til Kolding i morgen. Kolding, Kolding, Kolding, hvor jeg skal besøge skønne Lavra slot og befri prinsessen fra den onde, grumme drage.

vær beredt .. og SPÆNDSTIG!!

Jeg har tidligere skrevet lidt om visse efterskoleelevers (blandt andet ahøm.. mig) forkærlighed for gøglede børneaktiviteter som hinkning, klippeklister ala sfo og twister (det sidste er hovedsageligt mig, men min plan er snart at få hele verden til at forstå, hvor genialt det er). I dag skal det handle om et stigende problem i det danske samfund: fedme. Vi kan ikke løbe udenom det (faktisk kan vi overhovedet ikke løbe, så allerede der er det jo udelukket): vi drikker simpelthen for meget cola til også at spille wow.
Men det gode ved problemer er jo, at der altid er løsninger! Hos os kalder vi dem idræt.

Idræt.. jeg kan forestille mig de billeder, det giver jer i hovedet. Atletiske nederlag, mugne omklædningsrum tapetseret med fugt og svamp, lunkne bilkaposer med aflagte, gennemsvedte shorts, halsende flugt fra drengenes hårdhændede stikbold.. AAAAAH, hvilke minder. Åh, hvor vi dog alle sammen elsker den ydmygelse, der er forbundet med alle sider af folkeskoleidræt. Vi elsker det bare. Ih ha.

For nej, der er da næsten ikke noget mere røvsygt end fyrre slatne slatne sjetteklasse, der med pisk og kommando bliver guidet gennem en omgang ondsindet høvdingebold.
OGSÅ DET har vi løsningen på, på den evigt vidunderlige efterskole: VALGFRI IDRÆT!
At kunne vælge selv har altid været en fantastisk igangskubber for engagementet. At kunne vælge JONGLERING er som at få tyve skud druesukker direkte ind i blodbanerne: for helvede, hvor er det herligt. Og for helvede, hvor kan jeg bare ikke finde ud af det.



Øver mig efter ret meget træning stadig på at håndtere tre bolde. Jeg havde ellers regnet med minimum fem og gerne krydret med noget fancy kryds og skrue. Jeg tog fejl. Når jeg jonglerer ligner det mere en meteorregn end et egentligt cirkustrick. Det ser altså desværre ud til, at min ellers ret så geniale plan om at starte i gymnasiet som ’hende gøgleren med de mange bolde i luften’, bliver skyllet ud sammen med de jeans, jeg kunne passe før jeg tog på efterskole.
(det gør det så ekstra komisk, at min krop allerede ved første kast indser, at det er dømt til at gå galt, og derfor i panik kaster de sidste højt op i luften hvorefter den med et ikke særlig yndefuldt spjæt farer sammen og danner et skjold med ryggen for at undgå at blive slået ned)

Når alt kommer til alt, så synes jeg jonglering er det bedste idrætsmæssige initiativ siden teatersport. Og Fie – vi skal nok lære det en dag. Det handler bare om, at vores fesne, slatne muskler skal strammes op og blive SPÆNDSTIGE!!

I DAG:

.. er jeg faldet for Signe (dumme dørramme).
.. er jeg blevet stenet af Jonas, Fie & Laura, som åbenbart mener, at jeg fortjener dødsstraf for udefinerbar forbrydelse, som ingen kender til.
.. har jeg hinket i koder.
.. er jeg blevet marineret i forårsfrisk græs.
.. har jeg nydt foråret i græsset iført nye efterskoleuniformer, alt imens drengene fik deres fornødne motion med noget fodbold (mig? nej, jeg bor jo i overkøje. stiger er godt for lårene!).



ENDELIG! Så kom efterskoletrøjerne. Nu er påklædningen for 70 projekt af de næste to måneder på plads i form af noget flaskegrøn sweatshirt i størrelse meget meget stor. Jeg tror hele skolen er uformelt enige om, at vi flytter ud af vores skabe og ned i det bløde uniformsfoer. Desuden er det jo uvurderligt for dem med dårlig hukommelse (sådan kan det gå, når man fylder pladsen med paradise hotel med wow i colasauce), der ikke liiiiige kan huske hvad hende der på atlantis to med det lange hår hedder. Det bliver så lettere kompliceret når kæresteparrene bytter og Victor pludselig har langt, lyst hår og mærkværdigt store fortrin. Men hvad, man kan jo aldrig vide sig sikker på noget i denne moderne og eksperimenterende verden.
.. apropro eksperimenter, så er det vist på tide, at vi får udviklet endnu flere nye, spicy hinkefelter. Jeg tænker noget med baglæns skrue.

lortelammeskyer

HVORFOR SKAL VEJRET PARTOU BLIVE SKOOOOOOD, SÅ SNART FRAME ER OVERSTÅET OG JEG ENDELIG HAR TID TIL AT TRÆKKE MIT BLEGFEDE LEGEME UD I SOLEN IGEN?

det er ikke fair. virkelig ikke fair.

jeg klager. til dmi.
christ.

YAYYAYAYYAYAAYAYAYAYAY!

VI VAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAANDT!
VI VANDT PRISEN FOR BEDSTE ANIMATIONSFILM!!

må dele denne begejstring med omverdenen. HELE verden skal vide, at rantzausminde efterskole for evigt at de sejeste filmskabere.

det er seriøst fantastisk. fake your beauty vandt fandeme en frame statuette. en vaskeægte røgfarvet (en ganske charmerende nuance der let kunne forveksles med musegrå) oscargohome figur i plexiglas.

selvom det er vidunderligt at flyve på en sky af begejstring, så er det næsten lige før, at jeg foretrækker lyserødt stress og præstationsangst. følelsen af, at frame bare er slut og overstået er nok det mærkeligste overhovedet. efter ni døgn i lettere social isolation, hvor vi kun trak vores udmattede, men altid still standing legemer ud i fællesskabet til energirefill i form af mad. vi har praktisk talt boet i Studio West, et kaotisk altmuligtrum hvor man døgnet rundt kunne finde os liggende tværs over hinanden i yderst akavede stillinger, omgivet af nøgne barbiedukker i bunker, gørdetselv-stativer, en enkelt matematikhåndbog, canyennepeber og kommen i oversizebøtter og rigtig mange sko i en størrelse, der får selv linneas fødder til at ligne vikingeskibe, og som sjovt nok også er beregnet til de barbiedukker, vores liv i de dage udelukkende handlede om.


og nu er det så.. slut. altsammen. fem minutter og enogtredive sekunder blev det til. efter klamme mængder håndfladesved og et hjerte, der efter at have lægger sig godt til rette i halsen pludselig truede med at lave en trampolinsalto ud af munden på mig, rullede de sidste tekster med tak til opfinderen af elefantsnok, austin carpenter.
men well, jeg vil faktisk betale en hel del fysiske ubehageligheder for den følelse, der suser gennem kroppen på én, når folk klapper helt balstyrisk voldsomt af ens hjertebarn. man er ikke alene i stand til at flyve på såkaldte mentale skyer, man FLYVER faktisk i en blanding af lettelse og lykke. når man så efterfølgende bliver hyldet med blomster på scenen.. christ, det har været en dejlig dag!
har altså virkelig opdaget, hvorfor det er så fedt at klappe. har ellers altid fundet det åndssvagt overvurderet: men for real - klap! altid. klap af fede ting. det er skønt!

men her i de sidste af mine vågne sekunder give fyrre trillioner tillykker til alle framevinderne. også de andre, men selvfølgelig mest.. os. for for helgulan for er vi fucking seje! fire ud af seks statuetter og derudover en masse andre lækre film, der bare gør mig evigt stolt af at være rantzer.

tak for en god dag
imorgen begynder verden at eksisterer igen.
det kræver søvn: godnat :)

stress.stress.stress

okay, har virkelig ikke skrevet i hundrede år.
det er der en grund til.
et: det har været ferie. jeg skal have skrevet om ferien!
to: jeg har stress!
tre: .. jeg har stress! seriøst, alle de gange jeg før i tiden har klaget over travlhed, svedeture og trang til umanerligt voldsomme mængder kaffe (som jeg i øvrigt forsøger at holde mig fra), bliver i disse dage gjort til samme af min nye stress.
framestress.
det er frame om fucking ingen dage (læs: på torsdag)! det betyder, at laura, mathilde og jeg har så mange stillbilleder der skal tages, før vores brag af en genial stopmotionfilm bliver, som vi vil have den, at jeg er ved at dø over at tilbringe weekenden i ullerslev grundet min søde søsters konfirmation. perfektionisme er den nye koffein. den virker langt bedre og giver ikke gule tænder. i like.

hele mit liv drejer sig om barbiedukker og krampe i håndleddene. har brugt mere tid på, hvordan man bedst får et stykke sølvpapir til at ligne en kuglepen, og hvordan man udvikler den bedste catwalkteknik med ikke særlig sammenarbejdsvillige barbieben, end jeg har brugt på at overveje danmarks nuværende politiske situation. i disse dage er det jo det samme som at overveje frisureskift midt i et terrorangreb.

alting er jo lyserødt. også for mine øjne. bedre indlæg to come imorgen!

dig & mig for ALTID!

Og med 58 procent af stemmerne er vindere af rantzausmindevalget 2009:
(imaginær trommehvirvel)

DIG & MIG!!

Jubel over skype fra undertegnede, der i skrivende stund sidder i harmonisk morten korch landskab på vestfyn sammen med mine herlige forfatterskoleguys.
Ligeledes jubel i hullet i det sydlige fyn, hvor de føromtale 58 procent synger vores kampsang ”dig og mig og alle de andre” med så mange forskellige stemmer og toner (nogle af dem endnu ukendte), at vi vidst én gang for alle fik understreget, at vi går ind for ligestilling uanset hvem du er, hvor du kommer fra, hvordan du ser ud og … hvordan du synger.

Så kære Travle Jes: Hejren er et yndefuldt dyr og fællesskabet vil altid vinde over egoismen.

YAY! Hvor er vi fucking seje.

dig & mig

Danmark har – uden folkeafstemning, fået en ny statsminister. Hurra for demokrati, retfærdighed og folkets stemme. Vi glæder os simpelthen så meget til at se ligestillingen hænge fra bagbundte Løkker sammen med den fælles velstand, vi stadig venter på. Jesus Kristus. Hvis jeg var fyldt atten (hvad det også er unfair, at jeg ikke er – hvad fuck skal jeg bruge de sytten, der ankommer om en måneds tid, til? Absolutely ingenting! Tåbeligt tal), ville jeg skrige om et valg.

Ak ja, som vi unge mennesker dog kan brokke os over samfundet. Ak ja, hvor er vi dog dumme og naive: vi FORSTÅR jo slet ikke, hvordan virkeligheden hænger sammen. Ak ja, det indser vi nok, når vi bliver voksne og fornuftige og dermed kvalificerede vælgere.

De sidste par dage (hvor nej, vi ikke har haft ferie. Sådan noget bruger man ikke i det sydfynske) har vi taget sagen i egen hånd: Væltet den nuværende regering (læs: forstander Clemmer og viceforstander Bo. Det var relativt nemt, da så vigtige mennesker åbenbart HAR ferie) og blæst et brag af en valgkamp i gang!

Stiftede sammen med et par skabsrøde verdensborgere partiet ’Dig & Mig’, hvor jeg som formand prædikede fællesskab og ligestilling til Morgan næsten brækkede sig. Vi fik hurtigt gaflet os en masse skønne medlemmer, som bagte kage, bandt blomster, skrev sange og lavede valgplakater. Har ærligt ikke set folk så energiske siden teaterugen. Taget i betragtning af den mængde søvn, vi får/ikke får, var vi voldsomt hardcore, og stemningen var fantastisk.

Skolen blev forvandlet til mindre krigszoner, hvor pressechefer og spioner lurede overalt, stjal ideer og gravede i mistænksomme udtalelser.
EU (tidligere lærerværelset) smed løbende lovforslag ud til os, som vi så diskuterede og stemte om i hullet. Det var en ubeskrivelig fryd af kværne Liberalistisk Centrum (som by the way er vores største konkurrenter) verbalt under dødsstraf debatten. En ligeså fantastisk overlegen fornemmelse af ro flyder gennem kroppen hver gang de desperat forsøger at få os ned med nakken ved at hænge løbesedler med falske udsagn rundt omkring, stjæle vores videobånd under falske anklager eller kalde mig en skæv hejre i deres kampsang. Der skal ikke andet end et roligt blik og et ’vi koncentrerer os om vores politik og ikke om at træde de andre over fødderne’ og de var på nippet til at kidnappe mig (sikkert af magtesløshed, muhaha!).

Lige nu er klokken lidt i to, det er tirsdag og Liberalistisk Centrum har lige marcheret skolen rundt med trommespil og kampråb. De gjorde holdt midt i vores hovedkvarter, hvor formanden Travle Jes iført armbånd forsøgte at holde en tale, der sikkert skulle overbevise os om, at deres ’hejhej, vi går ind for dødsstraf og flere fladskærme’-politik er bedre end vores. Det ville også have været et klogt træk, hvis ikke kære Jes havde lagt ud af en talefejl af den grumme slags: ”Liberalismen er et umuligt utopi, som aldrig nogensinde kommer til at fungere”.

Jamen yes Jes! Endelig så du lyset. Vi er i forvejen beærede over, at du bliver inspireret af vores valgkamp ved at låne ideerne. Men det her – det er jo næsten for galt!

Vi kan lugte sejren komme snigende. Og vi kan lide det!

livet er nu herligt

Livet er så dejligt. Og kaffe drikkes bedst sort (når man drikker ti kopper er det nok heller ikke sundt med mælk i – det er vidst noget med, at man kun må få en halv liter om dagen, right?)

Har aldrig helt været fan af søndag aften – mest fordi det altid virker håbløst at falde i søvn, og endnu mere håbløst nogensinde at vågne igen, men i de fleste tilfælde også fordi, at der er noget magisk ved weekenden, som ikke engang harry potter (og nej, heller ikke tom felton) kan trylle frem igen. Og det er sgu ikke altid rart at sige farvel til et par dage, man egentlig bare ville trykke pause på og nyde synet af resten af.. tja, hvis ikke livet så i hvert fald måneden.

Der er noget specielt ved at tilbringe noget så værdifuldt som fridage på sin skole. Friheden i weekend er på mange måder med til at holde én i hånden, når man skal lave andengradsligninger og løse uhåndterbare folkeskolestinkende . Hvis man er folkeskoleelev (hvilket sådan i det hele taget er lidt øv) kan man sikkert ikke begribe, hvordan normalt fungerende individer frivilligt indlægger sig til køkkentjans og søndagsrengøring for at få lov til at tilbringe deres fredaglørdagsøndag i de lokaler, de til daglig har tysk i (uuuuuhm).
Men i stedet for at forestille dig klokkenerotte-pisk med efterfølgende glohed havregrød og algebra til morgenmad, så prøv at forestille dig 48 timers doven frihed med over tredive mennesker, du godt kan lide. Forestil dig pigeaften for all the single ladies der på femten kvadratmeter huser østrogen nok til at pms’e et helt cirkus i sænk. Forestil dig en dundrende march af unge, der iført årets første bare ben indtager den lokale havn og æder en mængde is, der ellers snildt ville kunne have sat en stopper for den globale opvarmning. Forestil dig utålmodig snobrødsfægtekamp over spejderflammer efterfulgt af Lavra og undertegnede, som efter sodafskrabning med saks udvekslede nogenlunde disse ord:
”Tror du man kan spise dejen?”
”Hmm. Den er ret flydende. Man kan måske drikke den.”
”Pjat, så genbruger vi den bare. Hvordan smager skallen?”
”Sort”
”Keeeeeetchuuuuup!”

Aber! For der er altid et aber!
I denne happyhappyweekend-forbindelse ville det nok også være passende at komme med en advarsel: Er du efterskoleelev og kan du lide socialt eksploderende weekender med pandekager der sparker rasmus klump til nordpolen og, vigtigst af alt, lejrskolestemning med madrasser, sved og grimme tæer i hovedet, så kan du ligeså godt allerede nu halshugge dine nerver, rive dine negle op med roden i en brutalitet, der er ægte ondskab værdig og slutte af med at flænse din stemmebånd med en sløv brødkniv. For er der noget der kan ødelægge en god nats søvn, så er det en flok computerdrenge, der er vant til så meget action, at de umuligt at kan se en gyser uden bagefter at skulle lave practical jokes indtil den lyse morgen. Og selvom plottet på den pågældende gyser er noget nær ligegyldigt, så er det ALDRIG sjovt at skræmme kvinder med maskeklædte mordere. ”Så kan I jo bare lade være med at se den slags film”
Nej vi kan ej, drengene havde musen og som efterskolehippier gør man alting sammen. OGSÅ når det koster mosning af Lavras hænders knogler.
Jagter nu deres svageste punkt. De må ikke slippe godt af sted med den slags.

Når det er sagt så har det været den ubetinget bedste weekend i kvindes minde. Jeg skal ikke kunne benægte, at en del af min absurd irriterende lallelykke skyldes foråret, påskeliljerne og lysten til at lufte nybarberede ben. Men jeg kan heller ikke løbe fra, at de absolut herlige efterskolemennesker er med til at skabe en illusion om så varm en sol, at jeg går på bare tæer.

Så på forhånd unskyld til alle jer partyguys der vælger bacardi frem for rundbold om gunnar: Hvis jeg ved et uheld kommer til at sige, at i egentlig gerne måtte være blevet væk noget længere end til søndag aften, så er det (trods alt) ikke ment personligt. Jeg ville bare ønske, at man kunne være fyrre mennesker i bållugtende spejderstemning noget længere.

Tjikalikkatjikalikkatjavtjavtjav!

april, april din dumme sild, dig kan man narre som man vil

Så så man lige malou forspilde årets chance for at gøre andre end sig selv til grin, ved at blive ufrivilligt scoret af en flabet udefinerbar sygdom, der afskar hende fra glæden ved første april.

Har ellers altid været en trofast første april-entusiast. Synes hele konceptet er genialt og burde indføres som et månedligt ”i dag er det den første” – ritual. Jeg ville elske det. Også selvom de fleste efterskoleelevforældre med garanti hurtigt ville finde ”hej mor, jeg er blevet smidt ud, man må åbenbart ikke ryge hash på toilettet” en smule anstrengende . Til gengæld ville det med garanti hjælpe undertegnedes indre kalender med at finde rundt i de forskellige måneder. Jeg tror for eksempel stadig, at vi er i slutningen af februar, og kan hverken forholde mig til eksamen eller fremtidig sidste skoledag (som hvis du skulle spørge for nogen er IKKEEKSISTERENDE!)

Desværre er der ikke meget sjov at lave, når man ligger svimmel i sengen med havudsigt og sved som eneste selskab. Kunne selvfølgelig have proppet farve i hovedet og sprunget ned af trapperne i fuld firspring for at kaste mig ind på lærerværelset i en jubeldans efterfulgt af ”jeg er rask! … aprilsnar”. Men det havde ikke kun været dårlig humor, det havde også kostet mig et massivt lån i den energi, min overskudspension havde reserveret til de næste par dage. Håbede altså blot en smule naivt på, at det var mit immunforsvar, der legede aprilsnar med mig, og at svimmelhed og stanken af sygdom snart ville forsvinde til fordel for et helbred, der grinende pegede fingre af mig, fordi jeg så nemt havde hoppet på dens lille virus-joke. Men ak nej, jeg måtte hentes af moderlig privatchauffør, som førte min slatne legeme til Ullerslev og et stille rum med en stille seng. Der har aldrig været noget, der har gjort sygdom mere magtesløs end stilhed, og i dag går alting da også så tåleligt, at jeg i skrivende stund er på vej tilbage til Rantzausminde (skrivende stund er i øvrigt ikke klokken elleve, som det kære internet prøver at bilde jer ind: klokken er lige nu halv ni)

Apropros første april, så er det ikke en joke, at Kasper har fødselsdag. Den stakkels dreng har i sit sytten år lange liv haft svært ved at få folk til at tro på det, så gør mig lige en tjeneste og sig.. forsinket tillykke. Udover det ikke kun må, men SKAL I drille ham. Også selvom det ikke er den første.