a soccer for sunshine

Pigefodbold er virkelig en undervurderet sportsgren. Specielt den slags, der bliver udøvet af en overvægtig procentdel boldspassere, hvis reaktion på en hård bold er sammenkrympning og et udbrud ala ”aaaaaaaarh, nejnejnejnej” er.. livsbekræftende.
Jeg begriber faktisk ikke, hvorfor drengene har så meget imod at skulle holde sig væk fra græs og mål (som vi selvfølgelig var nødsaget til at flytte tættere på hinanden) i den lille times tid, vi indtog den med slatne benløft i snegletempo. Christ, hvor må det have set sjovt ud. Specielt når man tager i betragtning, at de gennemsnitligt spiller cirka hele tiden og derfor uden besvær ville kunne tackle os på stribe med det ene .. ben, på nakken.

Efter første hæsblæsende spil valgte en del piger at gå i bad og få pludseligt fødte svedpletter skrubbet af kroppen for på ny at kunne agere lækre efterskolebabes. Den slags er trods alt mere flatterende end ildkinder og neonveste. For at undgå tom bane inviterede vi selvfølgelig drengene til at spille med og.. tja, fik det hele til at virke lidt mere ynkeligt. I hvert fald for undertegnede. Men for fanden, hvor var det hyggeligt. Har pludselig fundet (og nej, ikke genfundet) en glæde i fodbold, jeg aldrig troede, jeg skulle erkende.

Alt det, selvom jeg præsterede at halse forpustet frem og tilbage efter bolden fra den ene ende af banen til den anden i en næsten uendelig ring, der kun blev afbrudt af få fesne skud, hvoraf størstedelen endte midt ude i ingenting eller hos de forkerte trøjer.. ja, jeg er en fremragende spiller. Jeg scorede faktisk. Og jeg aner ikke hvordan: mine øjne var lukkede af frygt for at sparke nogen (hvilken logisk sammenhæng). Det var held. Virkelig. Jeg er SÅ dårlig til fodbold. Faktisk er det næsten ufatteligt, hvordan jeg præsterer at løbe forbi bolde, hoppe over dem og slå forbi dem så ofte, når jeg rent faktisk koncentrerer mig om at spille godt. Kan godt mærke, at jeg bliver nødt til spille noget mere fodbold så mit selvværd kan overleve en eventuel fodboldkamp mod nye mennesker i en (lidt for nær) fremtid. Hurra for selvironi. Jeg ville ikke fungere uden. Fuck, hvor ville jeg egentlig være et trist og sørgeligt menneske uden.
Det tror jeg SLET ikke vi skal snakke om.

Mine trætte lægmuskler har nu brug for hvile, inden de drager til Kolding i morgen. Kolding, Kolding, Kolding, hvor jeg skal besøge skønne Lavra slot og befri prinsessen fra den onde, grumme drage.