dig & mig

Danmark har – uden folkeafstemning, fået en ny statsminister. Hurra for demokrati, retfærdighed og folkets stemme. Vi glæder os simpelthen så meget til at se ligestillingen hænge fra bagbundte Løkker sammen med den fælles velstand, vi stadig venter på. Jesus Kristus. Hvis jeg var fyldt atten (hvad det også er unfair, at jeg ikke er – hvad fuck skal jeg bruge de sytten, der ankommer om en måneds tid, til? Absolutely ingenting! Tåbeligt tal), ville jeg skrige om et valg.

Ak ja, som vi unge mennesker dog kan brokke os over samfundet. Ak ja, hvor er vi dog dumme og naive: vi FORSTÅR jo slet ikke, hvordan virkeligheden hænger sammen. Ak ja, det indser vi nok, når vi bliver voksne og fornuftige og dermed kvalificerede vælgere.

De sidste par dage (hvor nej, vi ikke har haft ferie. Sådan noget bruger man ikke i det sydfynske) har vi taget sagen i egen hånd: Væltet den nuværende regering (læs: forstander Clemmer og viceforstander Bo. Det var relativt nemt, da så vigtige mennesker åbenbart HAR ferie) og blæst et brag af en valgkamp i gang!

Stiftede sammen med et par skabsrøde verdensborgere partiet ’Dig & Mig’, hvor jeg som formand prædikede fællesskab og ligestilling til Morgan næsten brækkede sig. Vi fik hurtigt gaflet os en masse skønne medlemmer, som bagte kage, bandt blomster, skrev sange og lavede valgplakater. Har ærligt ikke set folk så energiske siden teaterugen. Taget i betragtning af den mængde søvn, vi får/ikke får, var vi voldsomt hardcore, og stemningen var fantastisk.

Skolen blev forvandlet til mindre krigszoner, hvor pressechefer og spioner lurede overalt, stjal ideer og gravede i mistænksomme udtalelser.
EU (tidligere lærerværelset) smed løbende lovforslag ud til os, som vi så diskuterede og stemte om i hullet. Det var en ubeskrivelig fryd af kværne Liberalistisk Centrum (som by the way er vores største konkurrenter) verbalt under dødsstraf debatten. En ligeså fantastisk overlegen fornemmelse af ro flyder gennem kroppen hver gang de desperat forsøger at få os ned med nakken ved at hænge løbesedler med falske udsagn rundt omkring, stjæle vores videobånd under falske anklager eller kalde mig en skæv hejre i deres kampsang. Der skal ikke andet end et roligt blik og et ’vi koncentrerer os om vores politik og ikke om at træde de andre over fødderne’ og de var på nippet til at kidnappe mig (sikkert af magtesløshed, muhaha!).

Lige nu er klokken lidt i to, det er tirsdag og Liberalistisk Centrum har lige marcheret skolen rundt med trommespil og kampråb. De gjorde holdt midt i vores hovedkvarter, hvor formanden Travle Jes iført armbånd forsøgte at holde en tale, der sikkert skulle overbevise os om, at deres ’hejhej, vi går ind for dødsstraf og flere fladskærme’-politik er bedre end vores. Det ville også have været et klogt træk, hvis ikke kære Jes havde lagt ud af en talefejl af den grumme slags: ”Liberalismen er et umuligt utopi, som aldrig nogensinde kommer til at fungere”.

Jamen yes Jes! Endelig så du lyset. Vi er i forvejen beærede over, at du bliver inspireret af vores valgkamp ved at låne ideerne. Men det her – det er jo næsten for galt!

Vi kan lugte sejren komme snigende. Og vi kan lide det!