Ak ja. så så man lige malou sidde på dejlig cafe med en latte på sin ene side og mac under fingrene, og skrible en klumme med deadline på mandag. Jeg føler mig lidt som carrie og ville vel egentlig også være en smule fab, hvis ikke det var for det alt andet end stiletomhandlende emne, mine ord omfavner.
Mængden af seje mennesker med forkærlighed for latte art og specialøl har ellers været noget over gennemsnittet i denne uge. I går underviste undertegnede og et skønt slæng bestående af andreas, gustav og mathilz en masse smarte mennesker til en temadag med overskriftet Kreativitet og Innovation. Hele herligheden foregik i noget nær det mest geniale lokale nogensinde, Politikens Hus kælder-something med himmelalike højt til loftet og rustik kunst på væggene. Hele dagen var trods Bertel Haarders (som ventet) uinteressante åbningstale, som indeholdt flere øhm'er end fremmedord (hvilket i en dansk eksamen ville svare til dumpning ifølge kragehaarder), faktisk helt vildt spændende. Der var hjerneforskere, legomænd (gnæk), ledere og lærere. Selvom vi måske burde føle os underlegen i deres selskab, var vi jo egentlig forbandet seje - det var for fanden os, der lærte DEM noget! HA!
Fantastisk dag. Specielt da en sej legogut fik os alle sammen til at bygge en and med seks små klodser på kun et enkelt minut. Hvis ikke det var for mine egen dybe koncentration ville jeg have nydt vært sekund af de mange alvorlige voksne menneskers jonglering med klodserne i lange drag. Åha, jakkesætsdyr der leger med lego, med dryppende pane linet op på fine rækker foran en scene. Hæhæ. Desværre havde jeg jo selv en fugl at kreere, og jeg vil her fastslå, til trods for Mathildes mistro, at en and GODT KAN HAVE TOFARVET HALEFJER! Nå.
29.5.09
25.5.09
hov
Apropros Musikfestival, så holdt herlige Rantz jo deres helt egen i tirsdags.
Dagen var trods stress og bannermaling, der synes, det havde lov til at gå igennem og tagge gulvet i gul og lilla, super great. Både grundet dejlig musik og dejlige mennesker, men i den grad også grundet TWISTER, som jeg ENDELIG, langt og meget længe havde fået skolen overtalt til at invisterer i. YAY!
Og selvom Mathilde skvattede et par gange (hvad STADIG ikke slår mig dobbeltfald mit i indre Berlin foran mange, mange tyske mennesker), så skal man jo danse, når Morgan og Martin synger "Worlds Greatest". Det burde næsten vedtages ved lov.
Dagen var trods stress og bannermaling, der synes, det havde lov til at gå igennem og tagge gulvet i gul og lilla, super great. Både grundet dejlig musik og dejlige mennesker, men i den grad også grundet TWISTER, som jeg ENDELIG, langt og meget længe havde fået skolen overtalt til at invisterer i. YAY!
Og selvom Mathilde skvattede et par gange (hvad STADIG ikke slår mig dobbeltfald mit i indre Berlin foran mange, mange tyske mennesker), så skal man jo danse, når Morgan og Martin synger "Worlds Greatest". Det burde næsten vedtages ved lov.
spot på balstyrisk lykkerus
Så skete det: Jeg døede i en ekstase af lykke og kom i himlen. Efter en times begejtret venten i p3telten på Spot i lørdags, lykkedes det mig at komme så tæt på Blæs Bukki, at jeg kunne have rørt ham, hvis jeg havde lyst (og jeg havde lyst, men frygten for, at jeg ved et uheld skulle komme til at hive ham ned fra scenen og brække hans hals for derved at forhindre al mulig fortsættelse af Balstyrkos fabelagtigt fantastiske koncert, fik mine kildrende fingre til at holde sig for dem selv. måske ville det også en smule for.. besat. det ville jeg ikke bryde mig om, selvom det på flere måder måske lidt er sandheden).
Alle fordomme om, hvorvidt Jylland er dødt og kedeligt blev for evig tid gjort til skamme, da der blev sat spot på Balstyrko og Jagten På Noget blev hurtigt til jagten på de forbudte ekstranumre. For fanden, hvor var det fantastisk. Jeg vil leve af Rønnebær fra nu af og til jeg dør, hvis bare jeg får lov til at opleve det igeeeeeeeeeen!
Og lige der, der i lørdags, midt i eftermiddagssolen og de medbragte riskiks, troede jeg ikke, at det kunne blive meget bedre. Jeg tog fejl. Måtte næsten tude af fryd, da Jannis og Choir of Young Believers indtog Musikhusets Store Sal og fik samtlige hår på min krop til at sitre og kilde mine sanser.(Og Mathilde, han lagde ud med Hollow Talk. Og jeg græd en smule. Men det må du ikke sige til nogen)
Til de uvidende stakler, der enten ikke var der eller bare ikke kender til det, så er Spot Festival navnet på to helt geniale musikdøgn i Århus. Så geniale, at det tiltrækker ellers jydeallergiske københavnere, der ved normale omstændigheder nyser ved tanken om kornmarker og misbruget af det ellers så uskyldige ord "én".
I løbet af to hæsblæsende døgn iført røde plastikarmbånd og udødelig begejstring, blev det til ti koncerter plus det løse. Det løse var blandt andet en dejlig Tim C, der trods en uappetitlig mængde gele på toppen af hovedet formåede at tryllebinde og få mig til at glæde mig endnu mere til Roskilde. Og ellers nævner jeg i flæng: Oh no Ono, Magtens Korridorer, Ufo Yepha (hæhæhæhæhæhæ, det var sjåvt! For det første fordi det trods mange ihærdige forsøg er umuligt for mig at tage dem sådan helt seriøst, men også fordi jeg delte en halv kvadratmeter gulvplads med skaldet kastetdude som lignede én, der var gået i hak i det beat, han lavede med sin pumpede overarm), ogogogogogogog. Aaaaaah. Musik.
Så ja, Spot og jeg kunne vel sagtens gå hen og udgøre et mægtig fint lorteparforhold. Hvis jeg da ikke bliver gift med Jannis eller Blæs Bukki inden næste sommer. Ak.
ps: jeg hader officielt Morten Messerschmidt. Respekløse fjols.
Alle fordomme om, hvorvidt Jylland er dødt og kedeligt blev for evig tid gjort til skamme, da der blev sat spot på Balstyrko og Jagten På Noget blev hurtigt til jagten på de forbudte ekstranumre. For fanden, hvor var det fantastisk. Jeg vil leve af Rønnebær fra nu af og til jeg dør, hvis bare jeg får lov til at opleve det igeeeeeeeeeen!
Og lige der, der i lørdags, midt i eftermiddagssolen og de medbragte riskiks, troede jeg ikke, at det kunne blive meget bedre. Jeg tog fejl. Måtte næsten tude af fryd, da Jannis og Choir of Young Believers indtog Musikhusets Store Sal og fik samtlige hår på min krop til at sitre og kilde mine sanser.(Og Mathilde, han lagde ud med Hollow Talk. Og jeg græd en smule. Men det må du ikke sige til nogen)
Til de uvidende stakler, der enten ikke var der eller bare ikke kender til det, så er Spot Festival navnet på to helt geniale musikdøgn i Århus. Så geniale, at det tiltrækker ellers jydeallergiske københavnere, der ved normale omstændigheder nyser ved tanken om kornmarker og misbruget af det ellers så uskyldige ord "én".
I løbet af to hæsblæsende døgn iført røde plastikarmbånd og udødelig begejstring, blev det til ti koncerter plus det løse. Det løse var blandt andet en dejlig Tim C, der trods en uappetitlig mængde gele på toppen af hovedet formåede at tryllebinde og få mig til at glæde mig endnu mere til Roskilde. Og ellers nævner jeg i flæng: Oh no Ono, Magtens Korridorer, Ufo Yepha (hæhæhæhæhæhæ, det var sjåvt! For det første fordi det trods mange ihærdige forsøg er umuligt for mig at tage dem sådan helt seriøst, men også fordi jeg delte en halv kvadratmeter gulvplads med skaldet kastetdude som lignede én, der var gået i hak i det beat, han lavede med sin pumpede overarm), ogogogogogogog. Aaaaaah. Musik.
Så ja, Spot og jeg kunne vel sagtens gå hen og udgøre et mægtig fint lorteparforhold. Hvis jeg da ikke bliver gift med Jannis eller Blæs Bukki inden næste sommer. Ak.
ps: jeg hader officielt Morten Messerschmidt. Respekløse fjols.
19.5.09
havet er skønt
Ordet optimistjolle har vist altid været rimelig relativt. Dog vil jeg vove at påstå, at optimismen var et par knob over det gennemsnitlige, da Søren og Jakob i går morges lokkede 90 søvnhungrende, dvaske efterskoleelever med til den lokale havn for at lære lidt om råbåndsknob og vindhastighed, og måske få lov til at ro sig en tur ud for at fange krabber. For hvor det almene billede af en optimistjolle nok er noget i retningen af muggens træ møder én enkelt ensom åre og en betydelig risiko for at kæntre, hvis man vejer over fyrre kilo, så var virkeligheden en helt, helt anden. For nej – chancen for at falde igennem bunden var nok ret minimal i de to enorme sørøverskibe, der lå til ved siden af hr. og fru jensens søndagsspeedbåd. Med sejl på størrelse med halve fodboldbaner råbte de jo nærmest på kanoner og bind for øjet. Hurtigt blev to besætninger skabt, to besætninger, der med én iver, som I landkrabber derhjemme nok ikke kan begribe, satte sig for at blive de bedste sørøvere endnu set (og frygtet) i det sydfynske øhav. Af mangel på rigtig krudt blev der hevet fat i rå pølser og hjemmelavede vandballoner, og selvom det måske lyder en kende usselt, så er der intet som et par kradse AY’er til at sætte gang i kampånden. Konkurrencen var dog ikke mere hårdkogt, end at vi på halvvejen fejrede forårssolen med varme pølser og brød ved Skarøs kyst.
Splitte mine bramsejl, hvor der blev hevet i alt fra torve til harmonikaer. Fra sømandsviser over the doors og videre til et lettere saltet version af ”Vi har lejr(båd) her”. Der var raske matroser ved rælingen, ægte pirater i masten og kvindelige krystere i solen.
Ligeså glade som sømænd er for piger, lige så glade er Rantzausminde for hygge. Om ikke andet blev det i hvert fald klart for alle, at rød saftevand sagtens kan erstatte piratrommen, når det handler om at have en fantastisk mandag.
Splitte mine bramsejl, hvor der blev hevet i alt fra torve til harmonikaer. Fra sømandsviser over the doors og videre til et lettere saltet version af ”Vi har lejr(båd) her”. Der var raske matroser ved rælingen, ægte pirater i masten og kvindelige krystere i solen.
Ligeså glade som sømænd er for piger, lige så glade er Rantzausminde for hygge. Om ikke andet blev det i hvert fald klart for alle, at rød saftevand sagtens kan erstatte piratrommen, når det handler om at have en fantastisk mandag.
18.5.09
BERLINBABY!
Så er Malou tilbage efter lidt koma. Har kun få gange oplevet abstinenser i forbindelse med manglende blog (deriblandt kløende fingerspidser), så alt tyder jo på, at jeg nok skal overleve engang ikke at være indehaver af en efterskoleblog mere (hahahahahHA!).
I hvert fald er jeg hjemvendt. Et helt år ældre, en del kroner fattigere og en absolut wunderschön tur til Berlin rigere. For når man er verdensborger, så skal man opleve verden. For kun ved at opleve og erfare, kan man forstå – og på den måde kan vi alle sammen blive klogere og redde en lille del af verden (jaja, i ved: hvis det failer, kan vi altid plante et træ og købe lidt geder).
Tror aldrig nogensinde, at jeg så frivilligt har sat vækkeuret til klokken 03.45, som jeg gjorde det onsdag aften. Knapperne ordnede det næsten af sig selv, og selvom det antal af timer, jeg fik sovet den nat (en betydelig del af den foregik på en lurvet færgesofa i det sydfynske farvand mellem langeland og lolland) om muligt er lavere end det beløb, jeg nu har stående på min konto, så formåede busturen til los berlinos alligevel at virke kortere end rejsen mellem københavn og rantzausminde en dvask søndag eftermiddag. Lige pludselig vrimlede det med sch’er og grimme mennesker: vi var i Tyskland. Berlin. Uh, yay!
Den tyske hovedstad er trods et sprog, der kræver umenneskeligt meget mundvand og en pølseproduktion, der får indvoldene til at vride sig (har personligt været en del af et sådant håndværk for længe siden, og min erfaring skal vi ikke komme nærmere ind på: jeg bryder mig bare ikke om pølser), noget nær det dejligste sted, jeg nogensinde har sat mine blege forårsben. Med solen i nakken og søvn til en kilopris på en halv euro i øjnene drog vi i samlet turistflok mod fire dages kulturel tagfat. Og der var om ikke andet nok at vælge imellem. Med et metro (nej undskyld, U-bahn. Hvor jeg dog elsker, at Berlin som nok den eneste by i verden stædigt holder fast at boykotte internationale begreber for noget så elementært som en metro) UBAHNKORT, der indeholdt stationer som Ruhleben (rullesten, hæhæ) og Onkel Toms Hütte (endnu mere hæhæ) var faren for at kede sig sådan cirka nul.
Som dagene gik blev pusselankerne selvfølgelig også ømmere og ømmere, hvilket oven i hatten resulterede i et stødt voksende forbrug af alt for sporvogn til ubahn, og i en hæsblæsende jagt på de helt rigtige genbrugsbutikker nåede vi ud i kanter, hvor vi næppe ville være kommet med Sterlings altinklusiv guided pengekatbøllehatogtennissokkerisandalerne-tur.
Jeg elsker officielt Berlin. Har i det tidsrum, det normalt tager at tage sig sammen til at lave en engelsk synopsis (BENJAMIN!), har jeg blandt meget andet sunget Joanna for sej, alternativ kunstner, danset engelsk vals med Martin midt på Alexanderplatz, købt vejselv-tøj (ja, ligesom når man køber labre larver i biografen. genialt siger jeg jer, GENIALT koncept!), udøvet den vildeste parkour i de tyske gader og invaderet den samme stakkel fotoboks alt for mange gange rent økonomisk set.
At være sytten er forresten ret absurd. Er i skrivende stund under et år fra grænsen mellem barn og voksen: grænsen mellem . Et år fra den grænse, der endnu giver mig lov til at se mumitroldene uden enten at blive stemplet som barnlig og umoden, eller melde mig til De Unge Mødre. Er ikke helt sikker på, at det er noget, jeg kan kapere lige nu. Heldigvis blev jeg hjulpet af nogle af de dejligste efterskolemennekser, der med sang, smil og sushi gjorde dagen dejlig og værd at blive gammel for. Og til de danskere, der synes det er lidt påfaldende, at det regnede i lørdags: SOLEN SKINNEDE I BERLIN!
PS: jeg høre fakkertalt 99 luftballons i skrivende stund. Og jeg forstår, hvad Nenapigen synger. Det er skræmmende, som fire små dage i græsset bag Alexander Platz kan hanke op i ens skoleengelsk. Vil desuden udnytte muligheden for at brokke med højlydt over, hvor ufatteligt skodede den tyske befolkning er til engelsk. Hvad er det for noget, først at opbygge en genial storby, dernæst at lokke halvdelen af verden på besøg for at se en lidt for fesen rest af en mur, som lige så godt kunne være lavet i en lusket baglokale bag sonycenteret/sonybyen/sonywhateverhøjhuset (postdamer platz my ass, nu troede jeg lige, at jeg skulle tude over noget uretfærdig historie), for til sidst, når stakkels Malou gerne vil have en kop kaffe uden sukker, så klapper deres skumle fælde: MUHAHA, vi er for GODE til at tale engelsk. Vi eeeeeelkser bare udtryk som bumsen mit filipenzen, og vi nægter pure at sige andet nogensinde. Skik følge eller lang fly. Hvad hulan er det for noget nationalistisk pis. Jeg står da heller ikke i Kastrup lufthavn og tvinger alle til at tegne fyrre bolleå’er før jeg lukker dem ind i landet. Vi lever i en globaliseret verden. Nu må I holde op!
PPS: nu forholder det sig jo sådan, at der skete en hulens masse på de forgangne fire dage. Skulle jeg nævne alt det nævneværdige i et enkelt indlæg, ville jeg sandsynligvis blive fyret af efterskoleforeningen for tortur. Derfor vil der i løbet af den næste uges tid blandt de mindre tyske indlæg snige sig lidt hyggeligt snusk fra diverse tyske oplevelser. Incl. dem, der er en smule pinlige. Tjys!
I hvert fald er jeg hjemvendt. Et helt år ældre, en del kroner fattigere og en absolut wunderschön tur til Berlin rigere. For når man er verdensborger, så skal man opleve verden. For kun ved at opleve og erfare, kan man forstå – og på den måde kan vi alle sammen blive klogere og redde en lille del af verden (jaja, i ved: hvis det failer, kan vi altid plante et træ og købe lidt geder).
Tror aldrig nogensinde, at jeg så frivilligt har sat vækkeuret til klokken 03.45, som jeg gjorde det onsdag aften. Knapperne ordnede det næsten af sig selv, og selvom det antal af timer, jeg fik sovet den nat (en betydelig del af den foregik på en lurvet færgesofa i det sydfynske farvand mellem langeland og lolland) om muligt er lavere end det beløb, jeg nu har stående på min konto, så formåede busturen til los berlinos alligevel at virke kortere end rejsen mellem københavn og rantzausminde en dvask søndag eftermiddag. Lige pludselig vrimlede det med sch’er og grimme mennesker: vi var i Tyskland. Berlin. Uh, yay!
Den tyske hovedstad er trods et sprog, der kræver umenneskeligt meget mundvand og en pølseproduktion, der får indvoldene til at vride sig (har personligt været en del af et sådant håndværk for længe siden, og min erfaring skal vi ikke komme nærmere ind på: jeg bryder mig bare ikke om pølser), noget nær det dejligste sted, jeg nogensinde har sat mine blege forårsben. Med solen i nakken og søvn til en kilopris på en halv euro i øjnene drog vi i samlet turistflok mod fire dages kulturel tagfat. Og der var om ikke andet nok at vælge imellem. Med et metro (nej undskyld, U-bahn. Hvor jeg dog elsker, at Berlin som nok den eneste by i verden stædigt holder fast at boykotte internationale begreber for noget så elementært som en metro) UBAHNKORT, der indeholdt stationer som Ruhleben (rullesten, hæhæ) og Onkel Toms Hütte (endnu mere hæhæ) var faren for at kede sig sådan cirka nul.
Som dagene gik blev pusselankerne selvfølgelig også ømmere og ømmere, hvilket oven i hatten resulterede i et stødt voksende forbrug af alt for sporvogn til ubahn, og i en hæsblæsende jagt på de helt rigtige genbrugsbutikker nåede vi ud i kanter, hvor vi næppe ville være kommet med Sterlings altinklusiv guided pengekatbøllehatogtennissokkerisandalerne-tur.
Jeg elsker officielt Berlin. Har i det tidsrum, det normalt tager at tage sig sammen til at lave en engelsk synopsis (BENJAMIN!), har jeg blandt meget andet sunget Joanna for sej, alternativ kunstner, danset engelsk vals med Martin midt på Alexanderplatz, købt vejselv-tøj (ja, ligesom når man køber labre larver i biografen. genialt siger jeg jer, GENIALT koncept!), udøvet den vildeste parkour i de tyske gader og invaderet den samme stakkel fotoboks alt for mange gange rent økonomisk set.
At være sytten er forresten ret absurd. Er i skrivende stund under et år fra grænsen mellem barn og voksen: grænsen mellem . Et år fra den grænse, der endnu giver mig lov til at se mumitroldene uden enten at blive stemplet som barnlig og umoden, eller melde mig til De Unge Mødre. Er ikke helt sikker på, at det er noget, jeg kan kapere lige nu. Heldigvis blev jeg hjulpet af nogle af de dejligste efterskolemennekser, der med sang, smil og sushi gjorde dagen dejlig og værd at blive gammel for. Og til de danskere, der synes det er lidt påfaldende, at det regnede i lørdags: SOLEN SKINNEDE I BERLIN!
PS: jeg høre fakkertalt 99 luftballons i skrivende stund. Og jeg forstår, hvad Nenapigen synger. Det er skræmmende, som fire små dage i græsset bag Alexander Platz kan hanke op i ens skoleengelsk. Vil desuden udnytte muligheden for at brokke med højlydt over, hvor ufatteligt skodede den tyske befolkning er til engelsk. Hvad er det for noget, først at opbygge en genial storby, dernæst at lokke halvdelen af verden på besøg for at se en lidt for fesen rest af en mur, som lige så godt kunne være lavet i en lusket baglokale bag sonycenteret/sonybyen/sonywhateverhøjhuset (postdamer platz my ass, nu troede jeg lige, at jeg skulle tude over noget uretfærdig historie), for til sidst, når stakkels Malou gerne vil have en kop kaffe uden sukker, så klapper deres skumle fælde: MUHAHA, vi er for GODE til at tale engelsk. Vi eeeeeelkser bare udtryk som bumsen mit filipenzen, og vi nægter pure at sige andet nogensinde. Skik følge eller lang fly. Hvad hulan er det for noget nationalistisk pis. Jeg står da heller ikke i Kastrup lufthavn og tvinger alle til at tegne fyrre bolleå’er før jeg lukker dem ind i landet. Vi lever i en globaliseret verden. Nu må I holde op!
PPS: nu forholder det sig jo sådan, at der skete en hulens masse på de forgangne fire dage. Skulle jeg nævne alt det nævneværdige i et enkelt indlæg, ville jeg sandsynligvis blive fyret af efterskoleforeningen for tortur. Derfor vil der i løbet af den næste uges tid blandt de mindre tyske indlæg snige sig lidt hyggeligt snusk fra diverse tyske oplevelser. Incl. dem, der er en smule pinlige. Tjys!
12.5.09
folkeskolens afsluttende frusterede skrig
Sidste uge var tydeligvis en uge, der for halvfems procent af Danmarks folkeskoleelever betød svedige hænder og tørre tunger. Med et stormvejr af skriftlige eksamener accelererede brugsens colasalg til det maksimale, samtidig med, at aftenens ”skal vi ikke liiiiige se fyrre afsnit af sex and the city” blev til ”Sov nu. Sov. Sov. Sov! …. ARH, hvorfor kan jeg ikke SOVE?!”
Skolens gymnastiksal var på kort til ombygget til en fabrik af koldsvedende unge, der sukkede over undervisningsministeriets manglende sans for kreativitet. ”Skriv et essay om at gå i folkeskole, og hvad det betyder for dig. Giv det overskriftet ”Det betød skolen”. SAY WHAT?! Ej, nu må det SIMPELTHEN holde op! Jeg troede, jeg havde set det værste, da jeg sidste år faldt over en opgaven ”skriv en artikel om at sejle”. Men nej. Ih nej. År på år generobres trofæet for den allersmalleste kreativitet. Gang på gang ansætter undervisningsministeriet en flok grå nordjyder med porcelænsnæser og strikkepinde i ørerne, formentligt lugtende af kat og en manglende puslespilsbrik, som vedkommende leder efter på 30. år, lukker dem inde i en nøgen træhytte uden kabeltv, og nægter dem at komme ud igen, før de har fundet på seks så kedelige opgaver, at de selv er ved at falde i søvn midt i freaking teen! AAAAAARH! Jeg bliver sindssyg af så uinspirerende et eksamensoplæg! Jeg kan ikke holde det ud!
Hvis man ser bort fra det, så gik undertegnedes eksamener jo.. dårligt. Får fnat af lyden af galoperende taster og kiksekrummer, der hagler mod gulvet hver andet minut. Har på tre eksamener præsteret at skrive mit livs to dårligste stile OG glemme, hvordan man regner omregner millimeter til kilometer uden at sætte kommaet forkert. Er hermed erklæret dum og uegnet til en videre fremtid i det offentlige uddannelsessystem. Vil bare gerne dø og genfødes med nerver af stål. Christ.
Skolens gymnastiksal var på kort til ombygget til en fabrik af koldsvedende unge, der sukkede over undervisningsministeriets manglende sans for kreativitet. ”Skriv et essay om at gå i folkeskole, og hvad det betyder for dig. Giv det overskriftet ”Det betød skolen”. SAY WHAT?! Ej, nu må det SIMPELTHEN holde op! Jeg troede, jeg havde set det værste, da jeg sidste år faldt over en opgaven ”skriv en artikel om at sejle”. Men nej. Ih nej. År på år generobres trofæet for den allersmalleste kreativitet. Gang på gang ansætter undervisningsministeriet en flok grå nordjyder med porcelænsnæser og strikkepinde i ørerne, formentligt lugtende af kat og en manglende puslespilsbrik, som vedkommende leder efter på 30. år, lukker dem inde i en nøgen træhytte uden kabeltv, og nægter dem at komme ud igen, før de har fundet på seks så kedelige opgaver, at de selv er ved at falde i søvn midt i freaking teen! AAAAAARH! Jeg bliver sindssyg af så uinspirerende et eksamensoplæg! Jeg kan ikke holde det ud!
Hvis man ser bort fra det, så gik undertegnedes eksamener jo.. dårligt. Får fnat af lyden af galoperende taster og kiksekrummer, der hagler mod gulvet hver andet minut. Har på tre eksamener præsteret at skrive mit livs to dårligste stile OG glemme, hvordan man regner omregner millimeter til kilometer uden at sætte kommaet forkert. Er hermed erklæret dum og uegnet til en videre fremtid i det offentlige uddannelsessystem. Vil bare gerne dø og genfødes med nerver af stål. Christ.
10.5.09
blafferen part to
Hvor kom jeg fra? Er i alle sammen ved at dø af spænding over, hvad der har fået Morgan, den evige tilhænger af dannebrog og kornmarker, til at kysse, jeg gentager, understreger og overstreger med neongul tusch: KYSSE en vaskeægte, kulsort neger?
Selvfølgelig er i det. Desværre bliver i nok en kende skuffede. Magien har absolut ingenting med hatte, kaniner og tryllestøv at gøre: Svaret er øl. Meget øl.
Nu er øl jo ikke ligefrem en klassisk efterskoledrik, da de fleste af slagsen jo bandlyser alle former for alkohol helt ned til superbrugsens æblecider. Derfor må man langt for at feste – til tider helt til det kolde jylland, hvor man i en have ved siden af random venstremand danser til musik, der bliver udefinerbar, når vi begynder at skråle med.
Sinding er ikke kun en by, man aldrig har hørt om. Det er også en by, man ikke kan komme ud af, hvis man først er kommet ind.
Er overbevist om, at det er en lusket taktik, de har udarbejdet for at lokke flere beboere til. Når først man har knoklet sig gennem et skummelt stisystem af offentlige transportmidler og efter en kort nat med elendig søvn i koldt telt/hårdt gulv (har aldrig sovet dårligere. Fire personer kan altså ikke varme et frossent FIREMANDSTELT op Jonas, din optimistiske nød), så er det i ordenes allertydeligste forstand UMULIGT at komme ud igen. For Sindings bussystem er nemlig indrettet sådan, at de på en almindelig søndag, hvor folk almindeligvis har BRUG for at komme hjem, kun går hver fjerde time. Det er i sig selv fint nok, det gør det en kende vigtigere at overholde sine bustider, men er ikke helt svært at planlægge efter. HVIS, for der er desværre altid et hvis der, hvor man helst så dets udebleven. HVIS det ikke var for den mærkværdige bemærkning skrevet med små, næsten ikkeeksisterende bogstaver nederst i busplanen: Disse famøse busser, der i forvejen leger lidt for vigtige ved at komme yderst sjældent, kommer kun forbi intetheden i Sinding ”by” (ahøm), hvis man RINGER OG BESTILLER DEN MINIMUM EN TIME FØR! Say what? Det er jo dybt åndssvagt. Og virkelig ikke fedt, når man står klatøjede og kvæstede tre piger klokken freaking ni og meget gerne vil påbegynde en lidt for lang rejse mod Kolding rimelig snart. Så snart, at fire timer er en smule for længe at vente på et dyrt lift til Silkeborg.
Så med tømmermænd til halsen og huller med kølig gennemtræk der hvor ens mavesæk normalt holder til, begav Lavra, Iben og jeg os ud på en gåtur gennem så mange marker, at det var svært at definerer, om vi overhovedet nåede nogen steder. Da vi endelig nåede civilisationen og en tankstationsminimarked, der med rundstykker og gudekold kakao reddede vores kroppe fra døden, besluttede vi os for at blaffe resten af vejen. En stor vej = mange biler = rig mulighed for hjælp fra gavmilde danskere. Troede vi. For fanme nej, om gennemsnitsdanskeren med det frie bagsæde vil hjælpe tre stakkels piger de sidste otte kilometer indtil byen. Vi kunne jo være røvere. Voldtægtsmænd. AUTONOME!! OH NOOOOOOO!
Så ja, jeg forstår da UDMÆRKET hvorfor det først var bil nummer trehundredefireogfirs, der samlede os op. Det er da hverken fordomsfuldt eller småligt at være for nærig til at hjælpe
Selvfølgelig er i det. Desværre bliver i nok en kende skuffede. Magien har absolut ingenting med hatte, kaniner og tryllestøv at gøre: Svaret er øl. Meget øl.
Nu er øl jo ikke ligefrem en klassisk efterskoledrik, da de fleste af slagsen jo bandlyser alle former for alkohol helt ned til superbrugsens æblecider. Derfor må man langt for at feste – til tider helt til det kolde jylland, hvor man i en have ved siden af random venstremand danser til musik, der bliver udefinerbar, når vi begynder at skråle med.
Sinding er ikke kun en by, man aldrig har hørt om. Det er også en by, man ikke kan komme ud af, hvis man først er kommet ind.
Er overbevist om, at det er en lusket taktik, de har udarbejdet for at lokke flere beboere til. Når først man har knoklet sig gennem et skummelt stisystem af offentlige transportmidler og efter en kort nat med elendig søvn i koldt telt/hårdt gulv (har aldrig sovet dårligere. Fire personer kan altså ikke varme et frossent FIREMANDSTELT op Jonas, din optimistiske nød), så er det i ordenes allertydeligste forstand UMULIGT at komme ud igen. For Sindings bussystem er nemlig indrettet sådan, at de på en almindelig søndag, hvor folk almindeligvis har BRUG for at komme hjem, kun går hver fjerde time. Det er i sig selv fint nok, det gør det en kende vigtigere at overholde sine bustider, men er ikke helt svært at planlægge efter. HVIS, for der er desværre altid et hvis der, hvor man helst så dets udebleven. HVIS det ikke var for den mærkværdige bemærkning skrevet med små, næsten ikkeeksisterende bogstaver nederst i busplanen: Disse famøse busser, der i forvejen leger lidt for vigtige ved at komme yderst sjældent, kommer kun forbi intetheden i Sinding ”by” (ahøm), hvis man RINGER OG BESTILLER DEN MINIMUM EN TIME FØR! Say what? Det er jo dybt åndssvagt. Og virkelig ikke fedt, når man står klatøjede og kvæstede tre piger klokken freaking ni og meget gerne vil påbegynde en lidt for lang rejse mod Kolding rimelig snart. Så snart, at fire timer er en smule for længe at vente på et dyrt lift til Silkeborg.
Så med tømmermænd til halsen og huller med kølig gennemtræk der hvor ens mavesæk normalt holder til, begav Lavra, Iben og jeg os ud på en gåtur gennem så mange marker, at det var svært at definerer, om vi overhovedet nåede nogen steder. Da vi endelig nåede civilisationen og en tankstationsminimarked, der med rundstykker og gudekold kakao reddede vores kroppe fra døden, besluttede vi os for at blaffe resten af vejen. En stor vej = mange biler = rig mulighed for hjælp fra gavmilde danskere. Troede vi. For fanme nej, om gennemsnitsdanskeren med det frie bagsæde vil hjælpe tre stakkels piger de sidste otte kilometer indtil byen. Vi kunne jo være røvere. Voldtægtsmænd. AUTONOME!! OH NOOOOOOO!
Så ja, jeg forstår da UDMÆRKET hvorfor det først var bil nummer trehundredefireogfirs, der samlede os op. Det er da hverken fordomsfuldt eller småligt at være for nærig til at hjælpe
6.5.09
prinsessen og det halve kongerige
Sidder i skrivende stund i oceanet, mens jeg til lyden af wowspillende efterskoleguys forsøger at samle tankerne om andet en morgendagens eksamen. Er stadig ikke udhvilet efter weekend jyske eventyr. Har dog i denne weekend både erfaret at Kolding er fucking fantastisk, og at det er lettere umuligt at komme ud af Sinding på en søndag.
Som den ræverøde socialist jeg er, måtte første maj uundgåeligt fejres. Og nej, ikke i fælledparken som så mange andre efterskolebørn (læs: marcus) eller ynder at kalde ”det eneste ægte første maj”, men i kolding, som nej – ikke er offer for regn af lort og som nej, ikke er det falske sted. Hvad uhyggeligt mange regner for værende et hul i jorden, huser i virkeligheden er relativt høj bakke med et ægte slot placeret på toppen. Denne borg var engang hjem for monarkiet – nu er den tilholdssted for unge i sort og hvem der ellers lyster et besøg i myggeland (har aldrig set så mange myg på en gang. det var latterligt). Første maj gjorde jeg min første entre, og jeg fik samtidig lov til at pinliggøre mig selv for første gang (altså, i denne måned), ved at glide og falde så lang jeg var på vej op af stejlt græs sammen med laura i mine røde sko, der emmede lidt for meget af minnie mouse til falde naturligt ind i smøgrøgen omkring slottet. Som i gled og tabte et lille hvin sammen med min værdighed – fald. Det skal lige siges, at der findes trapper, og at det var LAVRAS ide at GÅ fordi HUN tydeligvis havde modstandsdygtige sko på. Egoistiske hage. Mhpf!
Faktisk er mit icecold bitchy ydre ret så ikke eksisterende efter weekendens begivenheder. Når et menneske som mig finder sin selvironi sat på hardcore prøve, at det fordi der VIRKELIG er sket noget pinligt. Og ja.. det er der også.
De få (læs: de ingen) der har fulgt min blog siden tidernes morgen i totusindogsyv, og som er indehavere af en klæbehjerne på klisterniveau med det myggepapir, vi VIRKELIG manglede i fredags, vil kunne nikke genkende til navnet ”Claus Handsome”. Da det cirka udelukker alle, vil jeg lige tillade mig at kaste lidt hurtig baggrundsviden ud: Claus Handsome er en upperskøn musiker der bevæbnet med guitar og en længere hestehale end hauges, blandt andet indtager et publikum som sidste års elevhold med glade sange og lune fortællinger. Man kan ikke andet end at være fan af ham.
Det der så skete lørdag eftermiddag på Fredericia station foran toget mod Skanderborg (som vi tilfældigvis skulle med for at komme til Silkeborg) var, at selveste Claus Handsome valgte at stige ud af toget. Jeg var ellevild! Så ellevild, at jeg, da Iben, Lavra og jeg stod i togets fyldte midtergang gik i gang med at ævle om, hvem han var og hvor sejt jeg synes det var, at han havde gule bukser på. Jeg var næsten færdig med den bedste del (den hvor jeg fortæller, hvorfor han hedder Handsome): og så var han i Berlin, i en eller anden random elevator, hvor en kvinde pludselig spørger ham, hvad han hedder. Claus Hansen, siger han (for det hedder han, sådan rigtigt). Kvinden er jo tysk, og hører ikke helt, hvad han siger, så hun kigger spørgende på ham og siger: Claus Handsome? Siden har han…
Og SÅ blev der stille. Bomstille. Så stille, at man ikke kunne høre andet end .. et intercity tog, der er ved at gøre klar til afgang og fyrre omkringstående passagerers småmumlen. Lavra og Iben stirrede stift på noget bag mig, der tydeligvis fik dem til at sluge adskillige grin. Grin, der dog blev sluppet løs da jeg vendte mig og opdagede at.. Claus Handsome stod lige bag mig. Stod bag mig og havde hørt det hele. Stod bag mig for nu at gå helt tæt forbi mig og ind i vognen liiiiige i min synsvinkel. Lavra og Iben slap en lavine af skrigende grin løs og bevæbnet med min famøse selvironi kunne jeg jo heller ikke lade være med at grine af min egen klodsede dumhed. Tror sjældent jeg har oplevet noget så pinligt. Det skulle da lige være da vi alle (incl. Hr. Handsome) stod af i Skanderborg, og jeg vælger at flygte om bag en mur med både Lavra, Iben og … seje Claus som vidner. Jamen for fanden da, jeg er jo bare så cool i stressede situationer.
Tja, hvad kan jeg sige.. weekenden har været fantastisk. Desværre er klokken ved at være sengetid for eksamenstravle efterskoleelever, så jeg vil slutte dagens (længe ventede) indlæg med en forsmag på morgendagens hæsblæsende fortsættelse: MORGAN HAR KYSSET EN NEGER!
Som den ræverøde socialist jeg er, måtte første maj uundgåeligt fejres. Og nej, ikke i fælledparken som så mange andre efterskolebørn (læs: marcus) eller ynder at kalde ”det eneste ægte første maj”, men i kolding, som nej – ikke er offer for regn af lort og som nej, ikke er det falske sted. Hvad uhyggeligt mange regner for værende et hul i jorden, huser i virkeligheden er relativt høj bakke med et ægte slot placeret på toppen. Denne borg var engang hjem for monarkiet – nu er den tilholdssted for unge i sort og hvem der ellers lyster et besøg i myggeland (har aldrig set så mange myg på en gang. det var latterligt). Første maj gjorde jeg min første entre, og jeg fik samtidig lov til at pinliggøre mig selv for første gang (altså, i denne måned), ved at glide og falde så lang jeg var på vej op af stejlt græs sammen med laura i mine røde sko, der emmede lidt for meget af minnie mouse til falde naturligt ind i smøgrøgen omkring slottet. Som i gled og tabte et lille hvin sammen med min værdighed – fald. Det skal lige siges, at der findes trapper, og at det var LAVRAS ide at GÅ fordi HUN tydeligvis havde modstandsdygtige sko på. Egoistiske hage. Mhpf!
Faktisk er mit icecold bitchy ydre ret så ikke eksisterende efter weekendens begivenheder. Når et menneske som mig finder sin selvironi sat på hardcore prøve, at det fordi der VIRKELIG er sket noget pinligt. Og ja.. det er der også.
De få (læs: de ingen) der har fulgt min blog siden tidernes morgen i totusindogsyv, og som er indehavere af en klæbehjerne på klisterniveau med det myggepapir, vi VIRKELIG manglede i fredags, vil kunne nikke genkende til navnet ”Claus Handsome”. Da det cirka udelukker alle, vil jeg lige tillade mig at kaste lidt hurtig baggrundsviden ud: Claus Handsome er en upperskøn musiker der bevæbnet med guitar og en længere hestehale end hauges, blandt andet indtager et publikum som sidste års elevhold med glade sange og lune fortællinger. Man kan ikke andet end at være fan af ham.
Det der så skete lørdag eftermiddag på Fredericia station foran toget mod Skanderborg (som vi tilfældigvis skulle med for at komme til Silkeborg) var, at selveste Claus Handsome valgte at stige ud af toget. Jeg var ellevild! Så ellevild, at jeg, da Iben, Lavra og jeg stod i togets fyldte midtergang gik i gang med at ævle om, hvem han var og hvor sejt jeg synes det var, at han havde gule bukser på. Jeg var næsten færdig med den bedste del (den hvor jeg fortæller, hvorfor han hedder Handsome): og så var han i Berlin, i en eller anden random elevator, hvor en kvinde pludselig spørger ham, hvad han hedder. Claus Hansen, siger han (for det hedder han, sådan rigtigt). Kvinden er jo tysk, og hører ikke helt, hvad han siger, så hun kigger spørgende på ham og siger: Claus Handsome? Siden har han…
Og SÅ blev der stille. Bomstille. Så stille, at man ikke kunne høre andet end .. et intercity tog, der er ved at gøre klar til afgang og fyrre omkringstående passagerers småmumlen. Lavra og Iben stirrede stift på noget bag mig, der tydeligvis fik dem til at sluge adskillige grin. Grin, der dog blev sluppet løs da jeg vendte mig og opdagede at.. Claus Handsome stod lige bag mig. Stod bag mig og havde hørt det hele. Stod bag mig for nu at gå helt tæt forbi mig og ind i vognen liiiiige i min synsvinkel. Lavra og Iben slap en lavine af skrigende grin løs og bevæbnet med min famøse selvironi kunne jeg jo heller ikke lade være med at grine af min egen klodsede dumhed. Tror sjældent jeg har oplevet noget så pinligt. Det skulle da lige være da vi alle (incl. Hr. Handsome) stod af i Skanderborg, og jeg vælger at flygte om bag en mur med både Lavra, Iben og … seje Claus som vidner. Jamen for fanden da, jeg er jo bare så cool i stressede situationer.
Tja, hvad kan jeg sige.. weekenden har været fantastisk. Desværre er klokken ved at være sengetid for eksamenstravle efterskoleelever, så jeg vil slutte dagens (længe ventede) indlæg med en forsmag på morgendagens hæsblæsende fortsættelse: MORGAN HAR KYSSET EN NEGER!
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
