blafferen part to

Hvor kom jeg fra? Er i alle sammen ved at dø af spænding over, hvad der har fået Morgan, den evige tilhænger af dannebrog og kornmarker, til at kysse, jeg gentager, understreger og overstreger med neongul tusch: KYSSE en vaskeægte, kulsort neger?
Selvfølgelig er i det. Desværre bliver i nok en kende skuffede. Magien har absolut ingenting med hatte, kaniner og tryllestøv at gøre: Svaret er øl. Meget øl.

Nu er øl jo ikke ligefrem en klassisk efterskoledrik, da de fleste af slagsen jo bandlyser alle former for alkohol helt ned til superbrugsens æblecider. Derfor må man langt for at feste – til tider helt til det kolde jylland, hvor man i en have ved siden af random venstremand danser til musik, der bliver udefinerbar, når vi begynder at skråle med.

Sinding er ikke kun en by, man aldrig har hørt om. Det er også en by, man ikke kan komme ud af, hvis man først er kommet ind.
Er overbevist om, at det er en lusket taktik, de har udarbejdet for at lokke flere beboere til. Når først man har knoklet sig gennem et skummelt stisystem af offentlige transportmidler og efter en kort nat med elendig søvn i koldt telt/hårdt gulv (har aldrig sovet dårligere. Fire personer kan altså ikke varme et frossent FIREMANDSTELT op Jonas, din optimistiske nød), så er det i ordenes allertydeligste forstand UMULIGT at komme ud igen. For Sindings bussystem er nemlig indrettet sådan, at de på en almindelig søndag, hvor folk almindeligvis har BRUG for at komme hjem, kun går hver fjerde time. Det er i sig selv fint nok, det gør det en kende vigtigere at overholde sine bustider, men er ikke helt svært at planlægge efter. HVIS, for der er desværre altid et hvis der, hvor man helst så dets udebleven. HVIS det ikke var for den mærkværdige bemærkning skrevet med små, næsten ikkeeksisterende bogstaver nederst i busplanen: Disse famøse busser, der i forvejen leger lidt for vigtige ved at komme yderst sjældent, kommer kun forbi intetheden i Sinding ”by” (ahøm), hvis man RINGER OG BESTILLER DEN MINIMUM EN TIME FØR! Say what? Det er jo dybt åndssvagt. Og virkelig ikke fedt, når man står klatøjede og kvæstede tre piger klokken freaking ni og meget gerne vil påbegynde en lidt for lang rejse mod Kolding rimelig snart. Så snart, at fire timer er en smule for længe at vente på et dyrt lift til Silkeborg.
Så med tømmermænd til halsen og huller med kølig gennemtræk der hvor ens mavesæk normalt holder til, begav Lavra, Iben og jeg os ud på en gåtur gennem så mange marker, at det var svært at definerer, om vi overhovedet nåede nogen steder. Da vi endelig nåede civilisationen og en tankstationsminimarked, der med rundstykker og gudekold kakao reddede vores kroppe fra døden, besluttede vi os for at blaffe resten af vejen. En stor vej = mange biler = rig mulighed for hjælp fra gavmilde danskere. Troede vi. For fanme nej, om gennemsnitsdanskeren med det frie bagsæde vil hjælpe tre stakkels piger de sidste otte kilometer indtil byen. Vi kunne jo være røvere. Voldtægtsmænd. AUTONOME!! OH NOOOOOOO!
Så ja, jeg forstår da UDMÆRKET hvorfor det først var bil nummer trehundredefireogfirs, der samlede os op. Det er da hverken fordomsfuldt eller småligt at være for nærig til at hjælpe