BERLINBABY!

Så er Malou tilbage efter lidt koma. Har kun få gange oplevet abstinenser i forbindelse med manglende blog (deriblandt kløende fingerspidser), så alt tyder jo på, at jeg nok skal overleve engang ikke at være indehaver af en efterskoleblog mere (hahahahahHA!).

I hvert fald er jeg hjemvendt. Et helt år ældre, en del kroner fattigere og en absolut wunderschön tur til Berlin rigere. For når man er verdensborger, så skal man opleve verden. For kun ved at opleve og erfare, kan man forstå – og på den måde kan vi alle sammen blive klogere og redde en lille del af verden (jaja, i ved: hvis det failer, kan vi altid plante et træ og købe lidt geder).



Tror aldrig nogensinde, at jeg så frivilligt har sat vækkeuret til klokken 03.45, som jeg gjorde det onsdag aften. Knapperne ordnede det næsten af sig selv, og selvom det antal af timer, jeg fik sovet den nat (en betydelig del af den foregik på en lurvet færgesofa i det sydfynske farvand mellem langeland og lolland) om muligt er lavere end det beløb, jeg nu har stående på min konto, så formåede busturen til los berlinos alligevel at virke kortere end rejsen mellem københavn og rantzausminde en dvask søndag eftermiddag. Lige pludselig vrimlede det med sch’er og grimme mennesker: vi var i Tyskland. Berlin. Uh, yay!



Den tyske hovedstad er trods et sprog, der kræver umenneskeligt meget mundvand og en pølseproduktion, der får indvoldene til at vride sig (har personligt været en del af et sådant håndværk for længe siden, og min erfaring skal vi ikke komme nærmere ind på: jeg bryder mig bare ikke om pølser), noget nær det dejligste sted, jeg nogensinde har sat mine blege forårsben. Med solen i nakken og søvn til en kilopris på en halv euro i øjnene drog vi i samlet turistflok mod fire dages kulturel tagfat. Og der var om ikke andet nok at vælge imellem. Med et metro (nej undskyld, U-bahn. Hvor jeg dog elsker, at Berlin som nok den eneste by i verden stædigt holder fast at boykotte internationale begreber for noget så elementært som en metro) UBAHNKORT, der indeholdt stationer som Ruhleben (rullesten, hæhæ) og Onkel Toms Hütte (endnu mere hæhæ) var faren for at kede sig sådan cirka nul.
Som dagene gik blev pusselankerne selvfølgelig også ømmere og ømmere, hvilket oven i hatten resulterede i et stødt voksende forbrug af alt for sporvogn til ubahn, og i en hæsblæsende jagt på de helt rigtige genbrugsbutikker nåede vi ud i kanter, hvor vi næppe ville være kommet med Sterlings altinklusiv guided pengekatbøllehatogtennissokkerisandalerne-tur.



Jeg elsker officielt Berlin. Har i det tidsrum, det normalt tager at tage sig sammen til at lave en engelsk synopsis (BENJAMIN!), har jeg blandt meget andet sunget Joanna for sej, alternativ kunstner, danset engelsk vals med Martin midt på Alexanderplatz, købt vejselv-tøj (ja, ligesom når man køber labre larver i biografen. genialt siger jeg jer, GENIALT koncept!), udøvet den vildeste parkour i de tyske gader og invaderet den samme stakkel fotoboks alt for mange gange rent økonomisk set.



At være sytten er forresten ret absurd. Er i skrivende stund under et år fra grænsen mellem barn og voksen: grænsen mellem . Et år fra den grænse, der endnu giver mig lov til at se mumitroldene uden enten at blive stemplet som barnlig og umoden, eller melde mig til De Unge Mødre. Er ikke helt sikker på, at det er noget, jeg kan kapere lige nu. Heldigvis blev jeg hjulpet af nogle af de dejligste efterskolemennekser, der med sang, smil og sushi gjorde dagen dejlig og værd at blive gammel for. Og til de danskere, der synes det er lidt påfaldende, at det regnede i lørdags: SOLEN SKINNEDE I BERLIN!



PS: jeg høre fakkertalt 99 luftballons i skrivende stund. Og jeg forstår, hvad Nenapigen synger. Det er skræmmende, som fire små dage i græsset bag Alexander Platz kan hanke op i ens skoleengelsk. Vil desuden udnytte muligheden for at brokke med højlydt over, hvor ufatteligt skodede den tyske befolkning er til engelsk. Hvad er det for noget, først at opbygge en genial storby, dernæst at lokke halvdelen af verden på besøg for at se en lidt for fesen rest af en mur, som lige så godt kunne være lavet i en lusket baglokale bag sonycenteret/sonybyen/sonywhateverhøjhuset (postdamer platz my ass, nu troede jeg lige, at jeg skulle tude over noget uretfærdig historie), for til sidst, når stakkels Malou gerne vil have en kop kaffe uden sukker, så klapper deres skumle fælde: MUHAHA, vi er for GODE til at tale engelsk. Vi eeeeeelkser bare udtryk som bumsen mit filipenzen, og vi nægter pure at sige andet nogensinde. Skik følge eller lang fly. Hvad hulan er det for noget nationalistisk pis. Jeg står da heller ikke i Kastrup lufthavn og tvinger alle til at tegne fyrre bolleå’er før jeg lukker dem ind i landet. Vi lever i en globaliseret verden. Nu må I holde op!



PPS: nu forholder det sig jo sådan, at der skete en hulens masse på de forgangne fire dage. Skulle jeg nævne alt det nævneværdige i et enkelt indlæg, ville jeg sandsynligvis blive fyret af efterskoleforeningen for tortur. Derfor vil der i løbet af den næste uges tid blandt de mindre tyske indlæg snige sig lidt hyggeligt snusk fra diverse tyske oplevelser. Incl. dem, der er en smule pinlige. Tjys!