5700 happiness

rantzdear:

Nogle gange opdager man først, hvor meget noget betyder, i det øjeblik, man mister det. Nogle gange er man lykkelig, lykkelig fra inderst til yderst, helt uden at bemærke det. Og nogle gange oplever man en kærlighed og et fællesskab, der virker stærkt nok til at puste liv i al elendighed i verden.

Rantz, jeg elsker jer. Jeg elsker jer så højt, at mit egen fornuft beder mig stoppe, før det begynder at blive kvalmt. At holde mig selv i teenagedigterørerne i skrivende stund er en prøvelse, ingen matematikeksamen kan slå. For for fanden, hvor har jeg lyst til at skrive ord på ord om jeres allesammens vidunderlighed, og jeg ender under alle omstændigheder nok over i den boldgade på et tidspunkt, men så vidt som det er muligt, vil jeg gerne forsøge at undgå et sølle popsangspoesistadie. Desværre er kærlighed nu og engang så abstrakt, at det kan være helt umuligt at beskrive uden at ende med at drukne sine trommehinder i malende rim og månen, solen og stjernerne. Det er vammelt og sukret. Og selvom Mathilde er nok så sød når hun rækker mig sukkeret, så.. ja, så vil jeg alligevel forsøge at holde fatningen og desuden snart slukke endeligt for mine tårekanaler (specielt fordi jeg snart bliver svimmel af dehydrering).

Men Rantz. Jeg elsker jer altså. De sidste ti måneder har været de bedste i mit liv. Jeg ville ikke undvære en enkelt dag - for her, i skyggen af en have i Ullerslev, smiler jeg ved tanken om selv den trætteste mandag morgen, hvor man bandende kaster skumle besværgelser over morgenidræt og de der tre skide bolde, der VIRKELIG snurrer udenom ens håndflader med fucking vilje. Når jeg tænker tilbage på alle de gange, hvor jeg i arrig vrede har været tæt på at marchere henover Morgans eller Johans mund i tunge tramp, i et stædigt(og et smule naivt) forsøg på at få dem til at tie stille (jeg har selvfølgelig hver gang valgt den verbale udvej. tsk), så smiler jeg blot endnu mere. Tordnende skænderier, den satans til rengøring og isnende morgener, hvor man men klaprende tænder og vådt hår kæmper sig fra huset til hullet. Vikartjanser med en evig dårlig timing og tendensen til altid at skulle vaske op efter ting, der lugter af karry. Og nåja, drenge, der med en femårigs barnligestædighed insisterer på at diskuterer, hvorvidt begrebet 'pigefodbold' er kønsdiskriminerende. Rantz, åh, rantz. In good times or bad times. I love you even more.

Men guys. Selv JEG kan ikke forstå, hvor meget jeg kommer til at savne jer allesammen. Det føles så uvirkeligt lige nu. Alt andet end rantzrantzrantz ligger bare og bader slørret rundt et sted ude i fremtiden. Jeg frygter lidt, at hele verden snart drukner i mine åndssvage tårer. Men fuck det, så længe rantz stadig ligger på smukke sydfyn og troner over alverdens storbyer, eksotiske bountystrande og skobutikker, så kan det for fanden også være lige meget.

Fuck og død, hvor kommer jeg til at savne jer.
Den evige mangel på nattesøvn, som trods tunge øjenlåg og koncentrationsbesvær er samtlige udmattede åndedrag værd. Og så selvfølgelig at være vågen om natten af diverse årsager. gnæk. At ligge i forårssolen og nyde noget dårlig musik med pigerne, imens drengene spiller fodbold igenigenigen. Den ugentlige kamp om grænsen mellem god vurderingsevne og fem stykker chokoladekage. Den uhæmmede kærlighed til nic&jay. At lege børnehavebarn på rulleskøjter, i hinkeruder eller med disneyfilm. At genopdage glæden ved perleplader og klippeklisterlege. ENDELIG at få overtalt skolen til at invistere i wonderfuuuuuulll twister. Den der skønne daglige frugtrutine, hvor man klokken halv ti hver formiddag bare står der i gangen og æder æbler, mens man stirrer ud i luften uden at sige noget. De der dovne dage (hehe), hvor man samler le girls (og marcus) til alt for meget slik og alt for lidt sex and the city. "Skal du med i brugsen efter snøfler og slik?". Krigen om flest fatboys når der er film i hullet (specielt til dem, hvor jeg tuder). At gøre et naivt forsøg på at flygte fra en ekstra tur i vandet og efterføgende jagte folk med våde kram. At drysse ekstra blå birkes på bollerne og grine hysterisk over ting, som ikke engang er sjove.

... det er jo i grunden åndssvagt at gå i gang med den slags, for vi ved jo allesammen godt, at jeg aldrig bliver færdig. Jeg plaprer og plaprer, og jeg kommer absolut ingen vejne. Den slags sker, når man når emner, der er så svære at håndtere, ender i mine hænder. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Og derfor er det nok også bare bedst at tie stille (flot malou. flot). I skal bare vide, at I har givet mig de bedste ti måneder af mit liv. Jeg vil aldrig glemme jer. Aldrig nogensinde. Det ville også være lidt fjollet, right?

Så nu. Nu vil jeg endelig holde min kæft. Jeg har aldrig grædt så meget som i dag. Det føles praktisk talt som om, at hele min krop er tappet for væde. Min mave kramper og jeg tager gang på gang mig selv i at sidde fuldstændig forstenet og bare.. stirre. Så peeps, husk på, at jeg kun tudbrøler så meget, fordi året har været helt ubeskriveligt vidunderligt. fordi I er ubeskriveligt vidunderlige.

.. og nu. NU vil jeg holde min kæft. krok den, den fremtid. og VI FUCKING SES!

malou, lamou, orango, mallemu, malibu, lou, malemalou, weHAGE, frille

ps: jeg mener det altså. jeg elsker jer. hvis jeg kunne, ville jeg kramme jer allesammen. på ÉN gang, med mine lange arme.

.. piiiist: the show must go on og alt det der shit. et slut er en begyndelse: www.discolaks.blogspot.com

while my guitar gently weeps

Jeg troede aldrig, at det skulle ske.
Selvom jeg jo et eller andet sted godt vidste, at jeg ikke kunne være efterskolebarn for evigt, så kommer det alligevel bag på mig, hver gang tanken om, at det er slut på fredag (om freaking fem dage!) dukker op i mit hoved. Nogle gange får jeg lyst til at hoppe ud fra et eller andet højt, få en stærkt mand til at slå mig meget hårdt eller proppe min hjerne i en nøddeknækker. For ja, jeg tænker da for meget over det. Men det ville da være underligt, hvis efterskolen som det absolut eneste ikke blev overdrevent gennemtæsketænkt.

Kan I ligesom mærke, at jeg snakker udenom? Og hedder det egentlig snakker, når jeg i praksis faktisk skriver?

Bøh. Nu gjorde jeg det jo igen.



Denne weekend har været fantastisk. Denne uge har været vidunderlig. Denne måned har været fabelagtig. Jeg ved, at jeg har været en del fraværende på bloggen. Det er der flere grunde til: 1. Jeg har besluttet mig for at være alt andet end asocial i døgnets samtlige fireogtyve timer – døgnet rundt (jo, nogle mener, at min blog gør mig lidt fraværende til tider) 2. Jeg bliver nødt til at skære kraftigt ned, hvis jeg skal kunne leve efter aflivningen af blogbaben.

Jeg har efter masseproduktion af perlepladeøreringer, kropsmaling med efterfølgende neonorange fødder og en rød næse efter alt for meget dårlig musik i solen haft en smuk sidste weekend. Jeg føler mig lykkelig helt ind til benet, og selv om dele af min krop skriger på søvn, så tænker jeg kun på, hvad jeg skal lave NU!



I morgen skal min baby bortadopteres. Rives ud af mine moderlige arme og tvinges i en utæt sivkurv gennem fyrre vandfald for til sidst at lande i hænderne på et af næste års elever (! – i mit hoved eksisterer de ikke. jeg forestiller mig faktisk, at rantzausminde ligesom bliver ramt af en meget lokal tornado når jeg forlader mit sydfynske paradis). Min baby, min macbook, som efter et års regnbuetape og blogging godt kunne trænge til en fugtig karklud, min baby, som trods underlige knirkelyde og pludselige hjertetilfælde er helt perfekt og dejlig. Jeg er slet ikke klar til at sige farvel endnu (specielt fordi tanken om, at jeg ikke har fået alle mine skatte med over på fies eksterne harddisk stresser mig mere, end hvad godt er). Mest af alt fordi det helt automatisk medfører min død – på fucking fredag, hvor jeg for sidste gang skal slaske mod hullet til lyden af en skinger gunnar.



Altså, til alle jer, der har fulgt mig de sidste to år: Tusind tak. Om jeg begriber, hvordan i gang på gang overskuer mit ligegyldige vrøvl. Dette er det andet sidste indlæg i ’et efterskolebarns bekendelser’. En slags optakt til slutningen. De næste fem dage skal bruges på alt andet end søvn. Jeg vil presse hver en lille dråbe ud af mit efterskoleliv og nyde hvert sekund i græsset med pigerne, under dynen med film, i energiske bodycopraer og hyggelige skovture. Jeg vil rent faktisk sukke efter den der sidste køkkentjans, hvis bare, der kunne gøre året længere.

Kære blog, i’ll see you on friday til verdens længste farvelindlæg. Og nej, jeg glæder mig virkelig ikke.

PS: såfremt jeg overlever verdens ende, så fortsætter mit nye liv i smukke cph. I’ll be back, måske med røde, forgrædte øjne, men frisk på alt, hvad der er nyt. Jeg håber vi ses :

kvindelig råstyrke

tja, faktisk har mathilde lige skrevet et indlæg, der siger alt, hvad der siges skal. det fortæller nemlig om aftenens allerede nu legendariske slåskamp, som fandt sted ved rantzausminde efterskoles bålplads i sommergrønt græs og rester af nybagt snobrød.
da mathilde jo som sagt allerede har beskrevet begivenheden perfekt, vil jeg her citere hendes indlæg (sorry babe, men det er jo blot et kvalitetsstempel, you know)



Ville bare lige lægge et par billeder ind af en slåskamp, som i dag fandt sted på Rantzausminde Efterskole. Og vi snakker ikke bare en lille for-sjov-slåskamp-hvor-ingen-kommer-til-skade, næh, vi snakker en ægte slåskamp. Malou og Mathilde vs. Marcus. Og det er vist temmelig klart for alle, hvem der vandt. Ja, I har måske allerede gættet det. Nemlig, det gjorde tøserne - overlegent! For når det kommer til smarte tricks og råstyrke, så er vi bare lige de der levels over den kære Marcus. By the way, så er det altså meningen at Malou ligger under mig. Det kan godt lidt ligne at jeg tæver dem begge to, men tvivl ikke, Malou og jeg var et hold. Et vinderhold!



Mathilde skat, du har så evigt ret. Og Marcus? Du er en svækning. En svag dude, der i et forsøg på at være gangsta og banke to tøser på samme tid, failede grumt og tabte din værdighed. Gnækgnæk. Og nu vi er igang, vil jeg da også poste hans ynkelige (dog også lidt søde) forsøg på at redde sin manddom igen med det meget klassiske grimmeordtrick.
facebook, dearest facebook
Scrawled by Marcus Munch-Hansen
'round about 11:49 in the evenin' Merry Month o' June 17:
Hallo hold nu kæft jeg kan jo godt tæve jer, jeg spillede jo bare svag fordi ellers begynder i jo bare at græde!!

Søde Marcus. Søde, søde Marcus.

welcome to the fucking black parade

min tilstand er snart alarmerende tæt på emostadiet. der skal ikke mange flere gentagelser af ord som 'sidste uge', 'sidste aften', 'sidste gang vi skal have laks' til, før jeg krakelerer som klam, papagtigt rust og cutter mine vener til blods. fucking lorte sidste! jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Det er i dag den andensidste mandag. Den andensidste mandag morgen, hvor vi med tømmermænd efter weekenden (specielt denne weekend. Jesus christ, det må blive i et andet indlæg. Av) slæber vores mørbankede kroppe mod morgenmad mens vores øjne ihærdigt forsøger at sne gennem den klistrede gule søvn, der indrammer dagen i.. uhm, snask. Sidste mandag morgen, der efter en meget lang formiddag bliver til doven rengøring og hyper frokost.

Og tænk engang, det vil jeg fucking savne. Jeg begriber ikke, hvordan jeg nogensinde er nået så dybt ud i en forelskelse, at jeg holder af mandag morgen. For fanden. Dumme efterskole. Hvorfor skal du være så fantastisk. Jeg gider ikke engang skrive om det, jeg bliver bare selvmordsrisikabel og truely deprimeret. AAAAAAAAAAAH! Så red mig dog, en eller anden!

the times they are a-changin'

Ak. Ak. Tre gange ak.

Lige gyldigt for icecold motherfucker man er, kan man ikke undgå nogle gange at frygte jordens undergang. Nogle gang fordi en flok lettere ekstremistiske medlemmer af Jehovas Vidner vælger at reklamere med dommedag på næste mandag klokken 10.24, nogle gange fordi en random vejrgut med mindreværdskomplekser gafler sig sine fifteen minutes of fame ved at udbryde på landsdækkende tv, at en meteor på størrelse med Saturn vist nok har tænkt sig at snitte os gently på sin vej.

For mig er det noget helt andet, der får skrækken til at hjemsøge sans og samling. Efterskolen stopper. Verden vælter. Hovederne ruller. Om to freaking uger. Om to uger. Freaking fucking holy moly jesus christ!
Jeg føler det næsten, som om jeg kan fornemme verdens ende snige sig nærmere og nærmere. Hvis jeg strækker mig lidt og står på tæer kan jeg faktisk skimte det frygtede kæmpemæssigt kolossalt enorme vandfald, der med en trillion liter i sekundet skummer ud over universets afgrund. Og når vejret tilsyneladende har glemt, at det er SOMMEREN, vi går i møde, blæser det jo op og river i mit hår. Jeg synes det går stærkt. Forfærdeligt stærkt. Og jeg kan ikke overkomme det.

For noget så grotesk som en måneds tid siden, begyndte et par lærere snedigt at kaste ondsindede fraser som ’den sidste tid’, ’afskedsfest’, og ’outrotur’ ind i en ganske uskyldig onsdagssnak. Claus Otto forsøgte at pakke det ind i cellofan og pæne sløjfer ved at foreslå spøjse aktiviteter som overnatning i cirkustelt. Og det var da også et meget sødt forsøg – men for fanden da, end ikke fyrre cirkustelte fyldt med sabelslugere og løvetæmmere ville blødgøre slutningen på noget så fantastisk som.. efterskolen. Kristus, jeg kan ikke engang skrive det uden at ryste på hånden. Ah. Slå mig dog bare ihjel og spred min aske over Gunnar. JEG VIL IKKE STOPPE!

Har fordrevet denne regnfulde torsdag med almen efterskolehygge som fingergymnastik i form af perleplader, lidt film, en masse spas og derudover et projekt, som, hvis vi er rigtig heldige, kan ende i en biografbillet og en bunke popcorn. Opgaven lød på mobilfilm med titlen.. damdamdamdaaaaaaaaaam: AFSKED!
Jamen ih tak, gør det endelig værre, end det er i forvejen. Slå til folk der ligger ned og kast salt, pepper og paprika i synet på dem, når de forsøger at rejse sig igen.

Undertegnedes terminatorcrew nægtede dog at give efter for det ellers meget oplagte pladdersentimentale tudetema. I stedet endte vores fortolkning af afsked et langt mere eksotisk og indbydende sted. Det er fortsat en hemmelighed indtil premieren i morgen. Glæd jer!

Og godnat, for resten. Det skal lige siges, at nettet OG telefonforbindelsen grundet vejrgudernes præmenstruelle sindstilstand fucker noget så grumt, så jeg kan ikke få lov til at oploade mit indlæg. Øv og bøv. Klokken er nu 12.09 og jeg vil af samme årsag gå tidligt i seng.

.. hov vent, nu virker det. Hvilken timing.

connie, peder & mathilde

Nogle ting bør bare dokumenteres: om det så er med billeder eller ord, med lyd eller film. Nogle hændelser er så specielle og once-in-a-lifetime, at det med al mulig magt skal forhindres at gå i glemmebogen.


I onsdags fandt en sådan begivenhed sted. Under en ellers så sukkersød og uskyldig tøsetur til Svendborg, skete noget så balstyrisk morsomt, at jeg for evig tid vil huske det.
Tøsetur til Svendborg sker for det allerførste ikke så tit – og på ingen måde tit nok. For det meste har man brug for en anledning for at spendere en tier (man er vel et barn under seksten..) på bybussen indtil en by, hvor butikkerne lukker klokken 13 om lørdagen, og hvor latte arten ikke ligefrem kan kvalificere sig til landsmesterskaberne. Man kan selvfølgelig også vælge at cykle. Men sig det lige højt for dig selv: CYKLE?!
Denne dejlige onsdag, hvor solen legede hide and seek med skyerne, og hvor eksamensstemningen var ved at dræne efterskolen fuldstændig for afslappet hygge, var det for at fejre fødselsdag. Ikke fordi én af os havde fødselsdag – men fordi både Laura, Emilie og jeg selv havde været sytten i et helt pinligt stykke tid. Med Mathilde, Kirstine og Fie drog vi altså seks smukke piger mod byen, hvor vi med base på Under Uret (byens bedste cafe, og hvis også det eneste sted, hvor de i det mindste forsøger sig med latte art) lavede gaveshopping i små hold. Iha. Man er vel både struktureret og smart. Og rigtig hyggeligt, for med seks så skønne mennesker er alt andet ret tæt på umuligt.



Efter foræringen af Lauras episke fuck-me dress (den skal vist ses) blev det min tur til at lege fødselsdagsbarn. Pigerne, der længe har brokket sig over min manglende fascination af undertøjsshopping og min derfor både forvaskede og misfarvede yndlingsBH, havde købt en dejlig én af slagsen, som jeg faktisk godt nu kan se, at jeg havde godt brug for. MEN! Det er ikke det gode ved anekdoten. For jeg har længe gået og ønsket mig en dejlig skovmand møder nat-ole, skjorte i blå striber, som kan erhverves for lidt over halvanden hundrede kroner i.. og nu bliver det sjovt: CONNIE OG PEDER!
Ja, stifteren af denne butik har helt frivilligt valgt at kalde den Connie & Peder. Forestil dig en smal forretning mellem slagteren og noget, der minder om Nanna XL. Indehaverens hud var ifølge Mathilde den løseste, hun nogensinde have set. Specielt omkring hals og kavalergang. Tøjet er et skønt udvalg af tusind grimme farver i den slags stof, man som overvægtig kan købe i størrelse small, fordi det kan udvide sig til et punkt, hvor selv sort bliver gennemsigtig, og hvor man til uigenkendelighed ligner en larve iført stramt pølseskin og dårlig stil. ALTING! med grimme blingbling-detajler eller usmagelige tryk.



Det er en af den slags butikker, som man ville slå ihjel for at undgå at blive set i. En af de butikker, hvor piger som Emilie, Laura og især Mathilde (gnæk) uden tvivl ville håndplukke den første og bedste lejemorder til at henrette hvem end, der forsøgte at dokumentere hendes besøg derinde. For jojo – de gik derind. For min skyld. Og selvom jeg er ellevild glad for skjorten, så er det bedste ved gaven alligevel tanken om, at mine yndlingspiger har ofret dem selv, for at gøre mig glad. Det svarer faktisk til, at en veganer laver en grillpølse med sine bare fingre for at gøre sin kæreste glad. Det er fantastisk. Det er en milepæl i historien. Og det skal huskes for EVIGT! Muhaha.

tequila is the new toxic

Før vi starter – før vi begynder på noget overhovedet, vil jeg bede jer alle sammen (alle er et relativt begreb, og et-to-mange er en udmærket måleenhed, når det kommer til antallet af bloglæsere) om at holde ét minuts stilhed for Tex & Jack. Elskede Tex & Jack, som trods deres korte liv nåede at give indtryk på umådeligt mange menneskers opfattelse af alt fra livets store spørgsmål til aktiviteter som kortspil og frugtspisning (en af de formiddagsbeskæftigelser, som vi med glæde tager med os fra børnehaven).



Tex & Jack var ikke, som navnene måske antyder, et par fedtede mexicanere marineret i chilisauce og ponchoer. Tex & Jack var to skallede frugter: En mango og en citron. Ved første øjekast måske ikke ligefrem de mest festlige personligheder, men tilsat lidt blå tusch og et par af de røde plastikmexicanerhatte fra toppen af tequilaflasker (siden jeg var så lille, at jeg sandsynligvis havde gået i brand ved så meget som at dyppe spidsen af min tunge i tequila, har jeg ELSKET det: for røde hatte, det er dog en herlig bonus). De blev født i et hav af samme – et hav af tequila, salt og sushi! Det var friday night, og hver friday er man som bekendt in love. Denne fredag kunne selveste Hayden Christensen dog næsten have strøget forbi mig i en sky af lækkerness, uden at jeg ville se mit snit til at kaste mig for hans smukke fødder – for på denne smukke friday i slutningen af maj, var det tøserne, de bedste af slagsen, som havde æren af min kærlighed (okay, det er så løgn. Måske ikke lige Hayden. Ham vil jeg giftes med. But you get the picture).



Fem piger, for mere end to hundrede kroners rå fisk og tang, tequila med en buffet af tilbehør (deriblandt både lime og appelsin) og Britney Spears. Oh yes. Friday, I’m in love.
Der gik ikke lang tid fra det sidste klistrede riskorn havde ramt vores maver, til det femte tequilashot grundet et meget uretfærdigt kortspil, blev slunget ned med sammenbidte, rejerøde ansigter. Selvom især Mathilde & Kirstine ingenting kunne mærke i starten, så viste det sig endnu kortere efter, at tequila indeed er den nye Toxic, og bang! Pludselig var den højlydte Britney singalong blevet til grinende lapdance. De efterhånden vaklende ben fungerede dog bedre liggende, og BANG! Pludselig blev lapdance til følsom disney. Mathilz, Kirstine og jeg væltede rundt i noget, vi vist i øjeblikkets lykke valgte at kalde ’moderne dans’.



Og moderne dans – tja, den slags har jo altid krævet en god kondi, og som efterskoleunger med al den chokoladekage, der dertil hører, er den slags som oftes en kende.. fraværende. I hvert fald sagde det denne gang for alvor BANG!, da Mathilde og Kirstine dejsede omkuld midt på Laura trægulv. Mens de snuppede en lille beruset lur hinkede stemmebåndende hos Laura, Fie og jeg i et tempo, der kun opleves med hjælp fra buddies som Tex & Jack. Det var næsten før fuglende joinede os, inden vi lagde hovederne på puden den nat. Og da vi næste morgen vågnede med en mistænkelig trang til kold kakao og en migræne, der vist ikke stammede fra hardcore lektielæsning, var det da heller ikke ligefrem energien, der dunkede i kroppen.



Ud af døren kom vi dog, og bevæbnet med frisk frugt og bare ben (det er i øvrigt ret farligt kombineret med kort, rundskåret kjole, når man spankulerer rundt midt i byen) endte vi i Kongens Have. Efter et par fantastiske timers gedigen tøsehygge i solen drog vi til efterskolegrillpartey hos Mette i.. Drysseletellerandet, som i øvrigt ligger tæt på Vangede, hvor Dan T voksede op. I like. Men det var ikke det, vi skulle snakke om nu.
For når først gasgrillen er tændt og bøfferne syder, er det begrænset, hvor meget tid der går, før hyggen ikke rummer mere pastasalat og flytter hen foran sommerbålet i bedste spejderstil (det skal i øvrigt tilføjes, at spejdere på ingen måde er nørdede og triste. De investerer bare i fremtiden ved at kunne finde hjem, hvis de ved et uheld skulle ende i en ødemark/skov/jungle uden kort og kompas. NÅ!).



Sommerdagen begyndte så småt at forlade vores nyanskaffede indianerhud til fordel for en sommernat, som fik hyggen til at blive endnu tættere foran bålet. Og der, for enden af en weekend, der var så episk, at den om tredive år vil være titlen på en endnu mere episk vihaderdenfordikunstnerenerfedtet-
menelskerdenfordidenminderosomungdommen- sang, smeltede Tex & Jack i flammernes skær. Lyden af sørgmodige popsange mødte døden for både frugterne og øregangene. I en sådan sorgens stund er det vigtigt at huske på, at enden af noget smukt er begyndelsen på noget smukkere. Så farvel, Tex & Jack. Hello summer!

statusopdatering

solen skinner. jeg koger. fuck, hvor er det rart.

teknik er noget pjat, når man har en brændende stjerne med brunende stråler og varme, der skriger på indførelse af nudisme på verdensplan.

åha