tequila is the new toxic

Før vi starter – før vi begynder på noget overhovedet, vil jeg bede jer alle sammen (alle er et relativt begreb, og et-to-mange er en udmærket måleenhed, når det kommer til antallet af bloglæsere) om at holde ét minuts stilhed for Tex & Jack. Elskede Tex & Jack, som trods deres korte liv nåede at give indtryk på umådeligt mange menneskers opfattelse af alt fra livets store spørgsmål til aktiviteter som kortspil og frugtspisning (en af de formiddagsbeskæftigelser, som vi med glæde tager med os fra børnehaven).



Tex & Jack var ikke, som navnene måske antyder, et par fedtede mexicanere marineret i chilisauce og ponchoer. Tex & Jack var to skallede frugter: En mango og en citron. Ved første øjekast måske ikke ligefrem de mest festlige personligheder, men tilsat lidt blå tusch og et par af de røde plastikmexicanerhatte fra toppen af tequilaflasker (siden jeg var så lille, at jeg sandsynligvis havde gået i brand ved så meget som at dyppe spidsen af min tunge i tequila, har jeg ELSKET det: for røde hatte, det er dog en herlig bonus). De blev født i et hav af samme – et hav af tequila, salt og sushi! Det var friday night, og hver friday er man som bekendt in love. Denne fredag kunne selveste Hayden Christensen dog næsten have strøget forbi mig i en sky af lækkerness, uden at jeg ville se mit snit til at kaste mig for hans smukke fødder – for på denne smukke friday i slutningen af maj, var det tøserne, de bedste af slagsen, som havde æren af min kærlighed (okay, det er så løgn. Måske ikke lige Hayden. Ham vil jeg giftes med. But you get the picture).



Fem piger, for mere end to hundrede kroners rå fisk og tang, tequila med en buffet af tilbehør (deriblandt både lime og appelsin) og Britney Spears. Oh yes. Friday, I’m in love.
Der gik ikke lang tid fra det sidste klistrede riskorn havde ramt vores maver, til det femte tequilashot grundet et meget uretfærdigt kortspil, blev slunget ned med sammenbidte, rejerøde ansigter. Selvom især Mathilde & Kirstine ingenting kunne mærke i starten, så viste det sig endnu kortere efter, at tequila indeed er den nye Toxic, og bang! Pludselig var den højlydte Britney singalong blevet til grinende lapdance. De efterhånden vaklende ben fungerede dog bedre liggende, og BANG! Pludselig blev lapdance til følsom disney. Mathilz, Kirstine og jeg væltede rundt i noget, vi vist i øjeblikkets lykke valgte at kalde ’moderne dans’.



Og moderne dans – tja, den slags har jo altid krævet en god kondi, og som efterskoleunger med al den chokoladekage, der dertil hører, er den slags som oftes en kende.. fraværende. I hvert fald sagde det denne gang for alvor BANG!, da Mathilde og Kirstine dejsede omkuld midt på Laura trægulv. Mens de snuppede en lille beruset lur hinkede stemmebåndende hos Laura, Fie og jeg i et tempo, der kun opleves med hjælp fra buddies som Tex & Jack. Det var næsten før fuglende joinede os, inden vi lagde hovederne på puden den nat. Og da vi næste morgen vågnede med en mistænkelig trang til kold kakao og en migræne, der vist ikke stammede fra hardcore lektielæsning, var det da heller ikke ligefrem energien, der dunkede i kroppen.



Ud af døren kom vi dog, og bevæbnet med frisk frugt og bare ben (det er i øvrigt ret farligt kombineret med kort, rundskåret kjole, når man spankulerer rundt midt i byen) endte vi i Kongens Have. Efter et par fantastiske timers gedigen tøsehygge i solen drog vi til efterskolegrillpartey hos Mette i.. Drysseletellerandet, som i øvrigt ligger tæt på Vangede, hvor Dan T voksede op. I like. Men det var ikke det, vi skulle snakke om nu.
For når først gasgrillen er tændt og bøfferne syder, er det begrænset, hvor meget tid der går, før hyggen ikke rummer mere pastasalat og flytter hen foran sommerbålet i bedste spejderstil (det skal i øvrigt tilføjes, at spejdere på ingen måde er nørdede og triste. De investerer bare i fremtiden ved at kunne finde hjem, hvis de ved et uheld skulle ende i en ødemark/skov/jungle uden kort og kompas. NÅ!).



Sommerdagen begyndte så småt at forlade vores nyanskaffede indianerhud til fordel for en sommernat, som fik hyggen til at blive endnu tættere foran bålet. Og der, for enden af en weekend, der var så episk, at den om tredive år vil være titlen på en endnu mere episk vihaderdenfordikunstnerenerfedtet-
menelskerdenfordidenminderosomungdommen- sang, smeltede Tex & Jack i flammernes skær. Lyden af sørgmodige popsange mødte døden for både frugterne og øregangene. I en sådan sorgens stund er det vigtigt at huske på, at enden af noget smukt er begyndelsen på noget smukkere. Så farvel, Tex & Jack. Hello summer!