while my guitar gently weeps

Jeg troede aldrig, at det skulle ske.
Selvom jeg jo et eller andet sted godt vidste, at jeg ikke kunne være efterskolebarn for evigt, så kommer det alligevel bag på mig, hver gang tanken om, at det er slut på fredag (om freaking fem dage!) dukker op i mit hoved. Nogle gange får jeg lyst til at hoppe ud fra et eller andet højt, få en stærkt mand til at slå mig meget hårdt eller proppe min hjerne i en nøddeknækker. For ja, jeg tænker da for meget over det. Men det ville da være underligt, hvis efterskolen som det absolut eneste ikke blev overdrevent gennemtæsketænkt.

Kan I ligesom mærke, at jeg snakker udenom? Og hedder det egentlig snakker, når jeg i praksis faktisk skriver?

Bøh. Nu gjorde jeg det jo igen.



Denne weekend har været fantastisk. Denne uge har været vidunderlig. Denne måned har været fabelagtig. Jeg ved, at jeg har været en del fraværende på bloggen. Det er der flere grunde til: 1. Jeg har besluttet mig for at være alt andet end asocial i døgnets samtlige fireogtyve timer – døgnet rundt (jo, nogle mener, at min blog gør mig lidt fraværende til tider) 2. Jeg bliver nødt til at skære kraftigt ned, hvis jeg skal kunne leve efter aflivningen af blogbaben.

Jeg har efter masseproduktion af perlepladeøreringer, kropsmaling med efterfølgende neonorange fødder og en rød næse efter alt for meget dårlig musik i solen haft en smuk sidste weekend. Jeg føler mig lykkelig helt ind til benet, og selv om dele af min krop skriger på søvn, så tænker jeg kun på, hvad jeg skal lave NU!



I morgen skal min baby bortadopteres. Rives ud af mine moderlige arme og tvinges i en utæt sivkurv gennem fyrre vandfald for til sidst at lande i hænderne på et af næste års elever (! – i mit hoved eksisterer de ikke. jeg forestiller mig faktisk, at rantzausminde ligesom bliver ramt af en meget lokal tornado når jeg forlader mit sydfynske paradis). Min baby, min macbook, som efter et års regnbuetape og blogging godt kunne trænge til en fugtig karklud, min baby, som trods underlige knirkelyde og pludselige hjertetilfælde er helt perfekt og dejlig. Jeg er slet ikke klar til at sige farvel endnu (specielt fordi tanken om, at jeg ikke har fået alle mine skatte med over på fies eksterne harddisk stresser mig mere, end hvad godt er). Mest af alt fordi det helt automatisk medfører min død – på fucking fredag, hvor jeg for sidste gang skal slaske mod hullet til lyden af en skinger gunnar.



Altså, til alle jer, der har fulgt mig de sidste to år: Tusind tak. Om jeg begriber, hvordan i gang på gang overskuer mit ligegyldige vrøvl. Dette er det andet sidste indlæg i ’et efterskolebarns bekendelser’. En slags optakt til slutningen. De næste fem dage skal bruges på alt andet end søvn. Jeg vil presse hver en lille dråbe ud af mit efterskoleliv og nyde hvert sekund i græsset med pigerne, under dynen med film, i energiske bodycopraer og hyggelige skovture. Jeg vil rent faktisk sukke efter den der sidste køkkentjans, hvis bare, der kunne gøre året længere.

Kære blog, i’ll see you on friday til verdens længste farvelindlæg. Og nej, jeg glæder mig virkelig ikke.

PS: såfremt jeg overlever verdens ende, så fortsætter mit nye liv i smukke cph. I’ll be back, måske med røde, forgrædte øjne, men frisk på alt, hvad der er nyt. Jeg håber vi ses :