5700 happiness

rantzdear:

Nogle gange opdager man først, hvor meget noget betyder, i det øjeblik, man mister det. Nogle gange er man lykkelig, lykkelig fra inderst til yderst, helt uden at bemærke det. Og nogle gange oplever man en kærlighed og et fællesskab, der virker stærkt nok til at puste liv i al elendighed i verden.

Rantz, jeg elsker jer. Jeg elsker jer så højt, at mit egen fornuft beder mig stoppe, før det begynder at blive kvalmt. At holde mig selv i teenagedigterørerne i skrivende stund er en prøvelse, ingen matematikeksamen kan slå. For for fanden, hvor har jeg lyst til at skrive ord på ord om jeres allesammens vidunderlighed, og jeg ender under alle omstændigheder nok over i den boldgade på et tidspunkt, men så vidt som det er muligt, vil jeg gerne forsøge at undgå et sølle popsangspoesistadie. Desværre er kærlighed nu og engang så abstrakt, at det kan være helt umuligt at beskrive uden at ende med at drukne sine trommehinder i malende rim og månen, solen og stjernerne. Det er vammelt og sukret. Og selvom Mathilde er nok så sød når hun rækker mig sukkeret, så.. ja, så vil jeg alligevel forsøge at holde fatningen og desuden snart slukke endeligt for mine tårekanaler (specielt fordi jeg snart bliver svimmel af dehydrering).

Men Rantz. Jeg elsker jer altså. De sidste ti måneder har været de bedste i mit liv. Jeg ville ikke undvære en enkelt dag - for her, i skyggen af en have i Ullerslev, smiler jeg ved tanken om selv den trætteste mandag morgen, hvor man bandende kaster skumle besværgelser over morgenidræt og de der tre skide bolde, der VIRKELIG snurrer udenom ens håndflader med fucking vilje. Når jeg tænker tilbage på alle de gange, hvor jeg i arrig vrede har været tæt på at marchere henover Morgans eller Johans mund i tunge tramp, i et stædigt(og et smule naivt) forsøg på at få dem til at tie stille (jeg har selvfølgelig hver gang valgt den verbale udvej. tsk), så smiler jeg blot endnu mere. Tordnende skænderier, den satans til rengøring og isnende morgener, hvor man men klaprende tænder og vådt hår kæmper sig fra huset til hullet. Vikartjanser med en evig dårlig timing og tendensen til altid at skulle vaske op efter ting, der lugter af karry. Og nåja, drenge, der med en femårigs barnligestædighed insisterer på at diskuterer, hvorvidt begrebet 'pigefodbold' er kønsdiskriminerende. Rantz, åh, rantz. In good times or bad times. I love you even more.

Men guys. Selv JEG kan ikke forstå, hvor meget jeg kommer til at savne jer allesammen. Det føles så uvirkeligt lige nu. Alt andet end rantzrantzrantz ligger bare og bader slørret rundt et sted ude i fremtiden. Jeg frygter lidt, at hele verden snart drukner i mine åndssvage tårer. Men fuck det, så længe rantz stadig ligger på smukke sydfyn og troner over alverdens storbyer, eksotiske bountystrande og skobutikker, så kan det for fanden også være lige meget.

Fuck og død, hvor kommer jeg til at savne jer.
Den evige mangel på nattesøvn, som trods tunge øjenlåg og koncentrationsbesvær er samtlige udmattede åndedrag værd. Og så selvfølgelig at være vågen om natten af diverse årsager. gnæk. At ligge i forårssolen og nyde noget dårlig musik med pigerne, imens drengene spiller fodbold igenigenigen. Den ugentlige kamp om grænsen mellem god vurderingsevne og fem stykker chokoladekage. Den uhæmmede kærlighed til nic&jay. At lege børnehavebarn på rulleskøjter, i hinkeruder eller med disneyfilm. At genopdage glæden ved perleplader og klippeklisterlege. ENDELIG at få overtalt skolen til at invistere i wonderfuuuuuulll twister. Den der skønne daglige frugtrutine, hvor man klokken halv ti hver formiddag bare står der i gangen og æder æbler, mens man stirrer ud i luften uden at sige noget. De der dovne dage (hehe), hvor man samler le girls (og marcus) til alt for meget slik og alt for lidt sex and the city. "Skal du med i brugsen efter snøfler og slik?". Krigen om flest fatboys når der er film i hullet (specielt til dem, hvor jeg tuder). At gøre et naivt forsøg på at flygte fra en ekstra tur i vandet og efterføgende jagte folk med våde kram. At drysse ekstra blå birkes på bollerne og grine hysterisk over ting, som ikke engang er sjove.

... det er jo i grunden åndssvagt at gå i gang med den slags, for vi ved jo allesammen godt, at jeg aldrig bliver færdig. Jeg plaprer og plaprer, og jeg kommer absolut ingen vejne. Den slags sker, når man når emner, der er så svære at håndtere, ender i mine hænder. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Og derfor er det nok også bare bedst at tie stille (flot malou. flot). I skal bare vide, at I har givet mig de bedste ti måneder af mit liv. Jeg vil aldrig glemme jer. Aldrig nogensinde. Det ville også være lidt fjollet, right?

Så nu. Nu vil jeg endelig holde min kæft. Jeg har aldrig grædt så meget som i dag. Det føles praktisk talt som om, at hele min krop er tappet for væde. Min mave kramper og jeg tager gang på gang mig selv i at sidde fuldstændig forstenet og bare.. stirre. Så peeps, husk på, at jeg kun tudbrøler så meget, fordi året har været helt ubeskriveligt vidunderligt. fordi I er ubeskriveligt vidunderlige.

.. og nu. NU vil jeg holde min kæft. krok den, den fremtid. og VI FUCKING SES!

malou, lamou, orango, mallemu, malibu, lou, malemalou, weHAGE, frille

ps: jeg mener det altså. jeg elsker jer. hvis jeg kunne, ville jeg kramme jer allesammen. på ÉN gang, med mine lange arme.

.. piiiist: the show must go on og alt det der shit. et slut er en begyndelse: www.discolaks.blogspot.com