min krop hader mig. av

Er lidt utilfreds med, at man ikke kan kalde efterfjortentimersbumlebusturudenvandaffrygtforblærebetændelse for jetlag. Hvorfor fanden findes der ikke et ord, der indikerer den totale smadrethed man føler i samtlige led (plus det løse) efter at have tilbagelagt et halvt land på fire hjul?

Det tågede tomrum, der lige nu tager pladsen for min hjerne, har åbenbart brug for nogle døgn, før det overhovedet vil overveje at rejse sin vej. Og selvfølgelig kommer der et indlæg om både flyverdragtens debut i sne, mine snowboardstunt og det svenske sprogs finurligheder!



Until then: Jag har ont i svansen!

av for azadan

Opdatering: overlevede terminsprøven, selvom min øjne kun kørte på halv styrke den første time. Formåede endda for første gang i mit liv at forlade lokalet før tid. Tre kvarter. Jeg er faktisk meget stolt, og om jeg så dumper grundet den dis, mosekonen valgte at brygge i min hjernemasse, vil det stadig være en sejr for mit vedkommende. Føler jeg kan klare alt. Eller, i hvert fald så tæt på alt, at jeg har tænkt mig at være hende den frygtløse tumpe, der tumler hele vejen ned af den røde bakke. Uh, skitur.

Da vi tager af sted i eftermiddag, og altså skal køre i bus hele natten, havde Sophie og jeg ellers udtænkt en genial værudmattetnoktilatkunnemodståfællessangsstemningogaltformangegangefemhundredeogistedetsoooooveibumlebus-plan. Planen gik ud på, at vi skulle være vågne hele natten. Den fejlede. Grumt. Vi faldt i søvn midt i Benny & Joon.

Vi havde også god grund til at være udmattede. En simpel én, endda. AZADA!! (læs: genialt matematikspil med logisk tænkning og detektivopgaver. Toeren er lige udkommet, denne gang med gæsteoptræden af selveste Brad Pitt!) Efter en spændingskurve, der konstant svævede omkring klimaks og derfor kostede mange halve nervesammenbrud og magtesløse skrig, var vi et enkelt level fra at kunne kalde os evige mensamestre. Stædige som vi er, holdt vi dog fast til det sidste… Eller. Det burde vi i hvert fald have gjort. For efter flere timers intensiv hjernegymnastik virkede aftente så fristende at vi valgte at forlade eventyret i fem minutter. Det skulle vi aldrig have gjort. Virkelig, det skulle vi ikke. For bang! Nemesis stod klar med afstraffelse i form af dyb smerte og blod. Af alle skolens glas valgte Sophie af tage et, der havde været tabt før, og som derfor var under et særligt tryk, der i det sekund, det mødte Sophies uskyldige hånd, valgte at springe i luften og lade en regn af glasskår falde til jorden. Et af dem snittede et ordentlig flap i Sophies lillefinger, og før vi vidste af det, var vi i venterummet på Svendborg Sygehus, langt fra Azada, aftente og nogen som helst form for underholdning (hvis man da lige ser bort fra en udefinerbar udsendelse på tv2, en stak dårlige dameblade med diverse januarsslankekure og miraclewhip-historier og en yderst flabet colaautomat, der krævede femten kroner for at sige andet end ’brrrrrm’). Da den første time var gået, valgte vi at skifte til det noget sjovere Børne-Venterum. Endnu en times lego senere, fik en kittelklædt fredagsvagt endelig tid til at se på los finger. Efter en del rodenrundt med pincet i den løse luns kød, blev der lappet med sommerfugleplaster. Er du gal, hvor var det rart at vende den sterile sygehusstank ryggen igen. Har heller aldrig helt forstået, hvorfor de absolut SKAL installerer selvværdsdræberlys på alle deres toiletter. Det er jo direkte ondt!

Vi har stadig ikke gennemført Azada. Det gør lidt ondt i hjertet. Undskyld. Vi forlader dig aldrig igen.

Note til Sophie: Hvis din flap nogensinde skal hele, så skal du altså beholde dit Mumiplaster på! Ellers kommer jeg efter dig med nål og tråd (gnæk gnæk).

søvnløs sodavand

Efter endnu en dejlig dag, har jeg besluttet for at gå tidligt til køjs (læs: inden midnat). I morgen kl. otto tredive dut dut, fejrer vi nemlig efterskolonalt, at det endnu engang er blevet fredag, med en dejlig firetimers lang terminsprøve i matematik. Flere måneders videnskabelig forskning har nemlig vist mig, at den form for koncentration ikke kan lade sig gøre på dette (grotesk) tidlige tidspunkt, hvis man har fået fem timers søvn eller mindre. Er dog bange for, at jeg ender med at ligge søvnløs grundet mit matematikværktøjs manglede tilstedeværelse. Jeg er måske rolig på hånden, men jeg KAN ikke lege lineal, ligesom et godt øjemål ikke nødvendigvis er lige med nøjagtig afmåling af grader i vinkel. Hvorfor er det, at alt andet end mavefedt, forsvinder pist væk, når man går på efterskole? Det er mig i sandhed en gåde.

En anden faktor, der med lidt uheld kommer til at ødelægge mine planlagte syv (!!) timers søvn, er mit energiniveau. Har næsten lige drukket en rød hindbærsodavand. Parret med eftermiddagens gooooooode chokoladekage giver det et nogenlunde ustyrligt kaffeudtryk i øjnene, og jeg er bange for, at alt andet end en iskold ti-kilometer i terræn, vil have absolut nada påvirkning. Chriiiiiiist, jeg falder jo aldrig i søvn!
(flabet fact: Laura og Emilie sover allerede)



Skitursopvarmning. Man spiser åbenbart altid sine pølser udendørs i Sverige.
Ih, hvor jeg glæder mig til at lufte min flyverdragt.

uh, i get by with a little help from my friends

Rent principielt bryder jeg mig ikke specielt meget om januar måned. Det er mørkt, det er koldt, man er fattig og man har mistet den lille mikroskopiske rest af sommerens brune efterladenskaber, der gør ens ansigt overskueligt at leve med. Grr, hvor kan jeg i grunden VIRKELIG ikke lide januar.

Men i stedet for at sætte sig i et hjørne og være vinterdepressiv i sit papirhvide spøgelsesskind, så kan man jo gøre en lille indsats. For på dage som i dag, hvor solen med sit forglemmigej-besøg forvandler isnende vind til frisk brise, er det svært ikke at blive lidt glad. Og med hjælp fra to glattejern, en plade mørk chokolade og en håndfuld dejlige tøser, virker alting lige pludselig meget nemmere.



Det startede med Iben, der med sit speciale indenfor flydende eyeliner fik både Mathilde og Lavra i make-over-mood. Et sving med sort førte til flere sving med sort, og snart endte mascaren i håret på mig, som en del i en større forvandling, der nemt kunne sendes i to afsnit på tv3 under titlen ”fra malou til jessica – i medgang og modgang, til den orange hud skaller af”.
For når man ikke har besøgt nogen form for saks i halvandet år, og derudover er indehaver af lidt krøller og en meget doven instilling til børstning af manke (resultat: hår lavet af pladeagtigt filt-tæppe, der lever i en fletning), så får folk lyst til at glatte det. Fair nok.



Denne glatning endte dog lynhurtigt i en voldsom poptøsemakeover, og før jeg vidste ad det, legede sophie klatmaler med min hud og noget meget mørkt foundation. Det lignede nogle havde spartlet brun fugemasse i hele mit ansigt. Efter tilsætning af rigtig meget glimmer og whatever! attitude var Jessica født! Og Jessica er typen, der shaker til Womanizer og bruger sine veninder og tilfældige sengestolper som.. dansepartnere.

Vi endte med at være så mange piger, at vi sad i lag i sengene. Tøsesnak og tøsegrin fyldte hele aftenen. En aften, der allerede har skubbet Januar en par trin op på rangstigen.



Apropos rangstige, så vil jeg lige tilføje, at jeg IKKE er Mathildes klassekammerat, men hendes saviour. Tag den, lakselasagne! (bonusinfo: Lakselasagne er ifølge Mathilde en bedre ven end jeg. HUN TAGER FEJL, DET ER HENDE, DER ER DUM!!)

en pige, otto fatboys

Søndag aften. Weekenden er slut og mandag morgens idrætstime ligger skræmmende tæt på.
Sidder lige nu alene på mit værelse og skriver stil for anden gang på ét døgn. Er meget træt af serverens fangeleg. Har også lidt på fornemmelsen, at den går strategisk efter mig og mine filer, da det er tredje gang på syv dage, at den sletter de sørgelige rester af et liv, jeg når at ligge ind (note til mig selv: må virkelig til at anskaffe mig en ekstern harddisk. og bruge næst mulige lejlighed på at prædike om ulemperne ved vores digitale livsstil) At den derudover vælger at gøre det på yderst mærkværdig listetyvsfacon, hvor den bare kortslutter alting midt i mit arbejde uden nogen advarsel i form af eksempelvis mangel på strøm eller programfejl, øger kun min mistanke til det værre.

Har lige skiftet kjole. Med tryk på kjole. Grundet manglende tilstedeværelse fra andre hunkønsvæsener end jeg selv (og i går julie), føler jeg en umådelige trang til at holde fast i min feminitet i frygten for at skifte køn inden i morgen. Har i denne weekend lært:

At se en film med Jim Carrey. Eller nej, jeg hader stadig hans kroniske happyfaces og dårlige lagkagehumor. Synes faktisk det sjoveste ved Yes Man biografturen var, at de to eneste piger, Julie og jeg, kæmpende stærkt imod denne pladderromantiske komedie, som åbenbart har undveget ’tøsefilms’ kategoriseringen ved blot at caste Jim Carrey (læs: Carrey er alle drenges undskyldning for at se romantiske komedier uden at miste deres mandighed). Det er tankevækkende, at drengene vil se kys og klistret levlivetmensduhardet-filosofi, mens pigerne stemte fyrre gange for hardcore vold og action tilsat lækre damer i The Spirit. Hmm…

At det er forbudt at spise burgere med kniv og gaffel. Man må udelukkende bruge bestikket til at skovle overskydende fuld i kæften med. Waste not, want not.

At spille world of warcraft. Eller.. ja, i hvert fald gøgle lidt rundt og dø en hel masse i level fem, fordi de der satans ulve angriber fuldstændig uopfordret! Er faktisk ikke overrasket over, hvor meget jeg allerede elsker det spil. Forsøger dog at boykotte det allerede nu, inden jeg bliver afhængig og nødsaget til at investere i en rigtig bruger, hvad jeg har alt andet end råd til. Det gør alligevel en smule ondt indeni, at mutantkoen Discolaks skal dø og begraves om små ti dage.
… og jeg gentager det lige: jeg har spillet world of warcraft. Og jeg kan ikke engang få mig selv til at sige ’ak og ve’. Jesus christ!

At fatboys er ondsindede bisser, der vugger én blidt i søvn i forestillingen om en lovende og blød nats søvn, for otte timer efter at vække én liggende i fosterstilling direkte på koldt og hårdt stengulv. I skal lade være med at flygte fra mig, siger jeg!

Jeg vil vende tilbage til reproduktionen af min danske stil. Endnu engang hurra for synkroniseringen!

she's so.. heavy!!

Tror endelig jeg er ved at være definitivt over januarsinfluenzaen. Regner stærkt med, at jeg slipper for sygdom i minimum de næste ti måneder. Eller skal mit immunforsvar altså fyres.

Ligger i skrivende stund i sølle to fatboys i Østersøen. Jeg burde faktisk have fem, men Emil syntes åbenbart, at hans legeme kræver bedre støtte end mit. Han er også en bisse.

Er efterhånden begyndt at mærke, hvor doven man bliver af at bo i en fatboy. Stengulvet og min ryg er lige pt. oppe og slås. Jeg har aldrig været tilhænger af vold, men alligevel bliver jeg bare liggende selvom jeg ved, at jeg med en flytning af selvsamme ryg 25 cm nordøst i en 70 graders vinkel, ville kunne afværge videre slagsmål. Jeg oooorker det bare ikke rigtig. Bliver i stedet bare liggende, imens jeg iført uhyggelig dobbelthage følger Jonas, der pendler mellem South Park og forbudte wowvideoer. Strømmen på min baby går om ti minutter og foromtale kamp er meget tæt på at ende i en grand finale før min rygsøjle forlader verden i smertefuld taberafsked.

Burde i øvrigt finde nyt navn til min baby.
...Av. Av. Av.

oh crap

Har siden fredag aften været plaget af en ond influenzavirus, der under sin efterskoletour faldt over en malou på vej til journalistweekend og tænkte ’hæhæ, den lille slyngel tror hun kan slippe bare fordi hun har travlt med alt muligt andet! Banditten kan tro om igen, INGEN slipper ubetalt fra at bruge sine penge på togbilletter i stedet for sko!’.
Så en virus blev altså til en på fyrre sekunder dødsløv malou, der blev indlagt hos privat pleje på sirius fem af gertrud. Og da et af mine typiske karaktertræk –benægtelse- brugte de første fire timer på at udbryde ”naarh, det er nok bare fordi jeg kun fik fem timers søvn i nat” og ”varm siger du? Skal pander ikke være det?” før jeg indså, at jeg, once again, ikke er i stand til at fighte en influenza verbalt, nåede jeg med lidt held kun at smitte fem mennesker.

Nu sidder jeg så på femte dag og ser friends med snot i næse, på kind og på små stykker lambi spredt over hele værelset. Føler at min inderste vennekreds er blevet vupti! femten år ældre og har glemt samtlige ord i den danske retskrivningsordbog. Og selvom det at bo i new york ikke ligefrem irriterer mig, så kan jeg ikke påstå, at jeg ikke savner at det ekstra pift det giver, når ens venner reagere på ting man siger og gør. For ikke at tale om hvor skør jeg føler mig, når jeg snakker til en skærm.

Gud hvor jeg savner skolen. Og et helbred, der ikke kun lige akkurat giver overskud til at rejse sig efter mere cola. Giiiiiig.

så giver hun nok en lille én

...Vil desuden dele dette meget brugbare rejseråd, som ærligt talt på stå med neongrønt ved alle stationer i hele landet med i trofaste læsere derude. Betragt det gerne som min lille nytårsgestus.

Du skal aldrig, (med mindre du er født med sølvservice til tolv mennesker et sted, hvor der faktisk ikke er plads til så mange salatgafler og suppeskeer) ALDRIG klippe i metroen med høj Kate Nash i ørerne. Grundet begrænset forbindelse til omverdenen kan man ikke høre, hvor mange gange man klipper. Resultere i en ikkeeksisterende besparelse, hvilket ellers skulle være fordelen ved klippekort (som i øvrigt har en unødvendigt irriterende længde). Måske er det skæbnens ekstra lille hævn oveni den forbistrede busbøde, der stadig jager mit sind i korte kuldegysninger, når jeg liiige mangler mønter til en enkelt zone. I så fald vil jeg gerne gøre opmærksom på, at jeg er atheist og gerne vil fratages den slags.

bedre sent end aldrig

BONUSINFO: Har for første gang i mit liv modtaget en efterspørgsel på et indlæg. I sandhed epokegørende i min karriere som kronisk tåget tankeskribler. Selvom læseren er anonym, er vedkommende hermed en vaske ægte guldklump.

Der kunne faktisk være mange gode argumenter for først at poste mit ’godt nytår’ indlæg nu, en god uge efter mit halvretarderende nytårshop. Med i opløbet om den egentlige grund er den udskiftning af skærm, jeg har foretaget i anledning af hyggehøjtiden. Og man kan altså ikke skrive blog, når man ser fjernsyn (specielt ikke, når der er The Hills).

Har dog besluttet, at jeg for ikke at virke alt for ferieslatten, poster indlægget i dag, den ottonde, til ære for det forgangne år. For det er vigtigt at tage totusindogotto med ind i det nye år. Både fordi det er vigtigt ikke at feng shui’e hele sit liv grundet den simple kendsgerning, at tiden går, og at nu ikke er nu mere nu, men også i høj grad fordi, at det er temmelig svært sådan at sige farvel til et helt år. For selvom jeg jo udmærket godt ved, at et årsskifte ikke er en milepæl i ens liv, at det ikke er fordi at tingene ’aldrig bliver det samme igen’, så føles det alligevel ret sørgmodigt at sige farvel til et år, der har betydet mere end noget andet, jeg sådan lige kan komme i tanke om. Man var ikke længere til sit livs koncert i ’sidste måned’. Nu er alting ’sidste år’, og selvom vi kun er i januar virker det bare så.. lang tid siden. Og jeg er altså ikke klar til at kalde blå birkes ’so last year’ endnu. ARH! Og når man så dertil ligger de facts, at en mængde valg der kommer til at påvirke hele min fremtid ligger lige rundt om hjørnet, at efterskoleåret snart er halvt slut og at jeg stadig ikke kan spille guitar (det skal jeg altså kunne til sommer), kan hele dette nye år nemt virke mere skræmmende end det burde.

Men når frustrationen over at tiden går så hurtigt, at jeg snart skal se mig om efter rynkecreme, rammer mig midt i champagnen og giver mig lyst til at sætte verden på standby og bare nyde hvor lykkelig jeg er for livet og de mennesker, totusindogotto har givet mig, husker jeg på, at alle de minutter, man aldrig får igen, bliver vekslet til ligeså mange nye.

Så jeg endte der jo. I en rundkreds af stole i en komisk forvirring over, hvilket slag man skal hoppe på, om man skal hoppe når slaget starter, midt i eller efter slaget, og om hvorvidt det er muligt at gøre sådan i høje hæle, som endte med en … abstrakt bølge af dejlige mennesker, der hånd i hånd lod sig bumpe ind i det nye år.
Egentlig et meget passende velkommen til totusindogni, som også virker en del uklar og forvirrende. Jeg håber dog at jeg engang, når det bliver min tur til at fejre min halvfemsårs fødselsdag, vil huske tilbage på dig og smile sagligt. Savne ungdommen. Sikkert mumle noget gammelarrigt om møgforkælede børn og forbistret larm fra gaden.

Men for at kunne det bliver jeg selvfølgelig nødt til at leve det først. Året, altså. Og jeg er allerede godt i gang. Laura og jeg lagde ud med at et par fancy cosmopolitans og et timelangt dykkerforedrag af en meget beruset og meget ekvivok ung herre, hvis venner havde travlt med at udspørge os om, hvem der var lækres iført boksershorts og habitjakker.

Da vi nogle timer senere spankulerede hjem i nattekulden, var det som om vintermørket forsvandt helt i stjernerne og de mange grin, vi mødte på vejen. Dét, og tung søvn til næste eftermiddag, var lige hvad der skulle til. Er nu tiptopklar til at gå det nye år i måde. Bring it on, biatch!

knæhøj karse i centimetertykt sne

Har i dag gjort årets første geniale genbrugskøb. Og den slags skal af princip åbenbart være lidt besværligt. Måtte vente fem kvarter på at svendborgs buschauffører fik nosset sig sammen til at hente jeg stakkels miljøbeskyttende bruger af de offentlige transportmidler midt i noget sne, der efter en times ventetid tid bliver mere koldt end dejligt. At fynbus ydermere sætter klam VENTEmusik på, da jeg prøver at ringe til dem er simpelthen bare dårlig stil. Så dårlig stil, at det overgår mit nye skitøj.

For da jeg tidligere har erfaret, at det er nogenlunde lige så umuligt at se godt ud på en skibakke, som det er at finde medlemmer til hr. ammitzbøls nye ’parti’, har jeg besluttet mig for at glemme al form for smag (i meget bogstavelig forstand) og i stedet tilsætte lidt bred ymer til de adskillige tjekkede skioutfits, der kommer til at fylde de svenske bakketoppe.
Efter grundig overvejelse endte jeg med den mest utrolige (husk på at utrolig kan være mange ting) flyverdragt jeg nogensinde har set. . Ikke nok med at jeg ligner en fryd for enhver arrig modekritikker. Det ligner faktisk at den givne syerske har fucket godt og grundet op i sit sparkedragtsmønster. I får selvfølgelig syn for sagen så snart den bliver taget i brug. Vent med spænding – har allerede fået adskillige mennesker til at grine af dens unikke (som jo også kan betyde meget forskelligt) 90’erhed. I vil ikke blive skuffede.

Alt i alt er mission grimt skitøj vist fuldført til noget nær topkarakter. Det eneste problem er nu, hvordan jeg skal undgå at blive forvekslet med en tysk turist der har spist for meget pølse.

frustration. meget frustration

DØD OG KRITTE!

AAAAAARH! Vil med et oneway fly til somewhere i den strømløse fortid, hvor hele ens mindekartotek (læs: teenager husker ikke af sig selv, teenager har brug for remindere i form af billeder, blogindlæg og småfilm) afhænger af en maskine på størrelse med en god cupcake.

Bedst som man både håber og tror på, at ens liv er godt beskyttet af en server og et æble, som en eller anden random gut har taget en bid af, så genstarter man sin baby grundet internetproblemer og BANG! så er det væk. Det hele. Alting. 2500 billeder. 150 dokumenter. Den eneste overlevende er en brun kirsebærscupcake ved navn brainy. Grihfdjnksbgafhjsg!

.. GRAAAAAG! Er filendaskme så magtesløs og bitter, at jeg ikke engang kan beskrive det med grimme ord. Og det er ikke engang fordi, min ordforråd ikke indkluderer den slags. Hvis jeg følte for det, ville jeg i et enkelt hopla med skrue kunne lave en voodoo dukke af.. ja, skolens server og torturere den med klistret cola i samtlige riller indtil dens indvolde!! Jeg ville kunne kaste ækle forbandelser over min computers lille gemmeleg (for please, du har bare gemt mine ting et sted, hvor jeg ikke kan finde dem, ikke?) fra nu af og til midnat. Men nej. Det har jeg ikke lyst til. For jøsses, jeg er så overvældet af pafhed, at det eneste jeg har lyst til, er at græde (og til at kaste en frossen snebold direkte i fjæset på min grimme screensaver). 

LIVET ER ET NOKKEFÅR!

vintervidunder

Har lige oplevet noget så smukt og livsbekræftende, at min seksten år gamle krop glemte hold i nakken og mandagstræthed for i stedet at genfinde en yndig barnlig vinterglæde frem i baghovedet.
Havde ellers forberedt mig selv på at dø under morgenens løbetur, dels fordi jeg allerede første dag efter ferien har opnået en imponerende søvnmangel, dels fordi hele sydfyn åbenbart har valgt at skifte den tidligere ’komogsevoresskønnemarkeroggrønneskove’ turisttaktik ud med en mere sæsonpræget ’velkommentillandetsstørsteglidebane-nuudensalt’.
Bevæbnet med ’indianer’ og et antal lag af tøj, der matcher datoen ret fint, løb jeg dog kulden i møde, og dér, midt i en indbildt udmattethed efter et antal meter, der matcher datoen ligeså fint, faldt mit blik på vinterhimlen. I fare for at lyde pladderromantisk kan jeg fortælle så meget, at sneen, solen og de nøgne træer var som skåret ud af en oldemors vinterminder (du ved, dengang hvor det altid sneede men aldrig var sjappet). Tog mig selv i at smile til en fugl. Og i at mikse løb med lidt dans.

godt nytår

hurtig 'bareroligjegerstadigilive' opdatering fra travl malou, der grundet pigehygge og jetlag (og det hedder det jo egentlig ikke, men hvad fanden kalder man rejsekuller på øverste etage efter togtur gennem halvdelen af landet?) vælger at rykke ferieindlægget til imorgen, når der hverken er flere chokoladekiks eller tøseemner, der skal spises og når min kuffert ikke længere ligner resterne af en nytårsbrandert. Sådan kan det gå, når man ikke passer på det der overvægt (som egentlig også kun hører hjemme i luften. blablabla siger fuglen og pudser sine feriefarverige fjer)