en pige, otto fatboys

Søndag aften. Weekenden er slut og mandag morgens idrætstime ligger skræmmende tæt på.
Sidder lige nu alene på mit værelse og skriver stil for anden gang på ét døgn. Er meget træt af serverens fangeleg. Har også lidt på fornemmelsen, at den går strategisk efter mig og mine filer, da det er tredje gang på syv dage, at den sletter de sørgelige rester af et liv, jeg når at ligge ind (note til mig selv: må virkelig til at anskaffe mig en ekstern harddisk. og bruge næst mulige lejlighed på at prædike om ulemperne ved vores digitale livsstil) At den derudover vælger at gøre det på yderst mærkværdig listetyvsfacon, hvor den bare kortslutter alting midt i mit arbejde uden nogen advarsel i form af eksempelvis mangel på strøm eller programfejl, øger kun min mistanke til det værre.

Har lige skiftet kjole. Med tryk på kjole. Grundet manglende tilstedeværelse fra andre hunkønsvæsener end jeg selv (og i går julie), føler jeg en umådelige trang til at holde fast i min feminitet i frygten for at skifte køn inden i morgen. Har i denne weekend lært:

At se en film med Jim Carrey. Eller nej, jeg hader stadig hans kroniske happyfaces og dårlige lagkagehumor. Synes faktisk det sjoveste ved Yes Man biografturen var, at de to eneste piger, Julie og jeg, kæmpende stærkt imod denne pladderromantiske komedie, som åbenbart har undveget ’tøsefilms’ kategoriseringen ved blot at caste Jim Carrey (læs: Carrey er alle drenges undskyldning for at se romantiske komedier uden at miste deres mandighed). Det er tankevækkende, at drengene vil se kys og klistret levlivetmensduhardet-filosofi, mens pigerne stemte fyrre gange for hardcore vold og action tilsat lækre damer i The Spirit. Hmm…

At det er forbudt at spise burgere med kniv og gaffel. Man må udelukkende bruge bestikket til at skovle overskydende fuld i kæften med. Waste not, want not.

At spille world of warcraft. Eller.. ja, i hvert fald gøgle lidt rundt og dø en hel masse i level fem, fordi de der satans ulve angriber fuldstændig uopfordret! Er faktisk ikke overrasket over, hvor meget jeg allerede elsker det spil. Forsøger dog at boykotte det allerede nu, inden jeg bliver afhængig og nødsaget til at investere i en rigtig bruger, hvad jeg har alt andet end råd til. Det gør alligevel en smule ondt indeni, at mutantkoen Discolaks skal dø og begraves om små ti dage.
… og jeg gentager det lige: jeg har spillet world of warcraft. Og jeg kan ikke engang få mig selv til at sige ’ak og ve’. Jesus christ!

At fatboys er ondsindede bisser, der vugger én blidt i søvn i forestillingen om en lovende og blød nats søvn, for otte timer efter at vække én liggende i fosterstilling direkte på koldt og hårdt stengulv. I skal lade være med at flygte fra mig, siger jeg!

Jeg vil vende tilbage til reproduktionen af min danske stil. Endnu engang hurra for synkroniseringen!