vintervidunder

Har lige oplevet noget så smukt og livsbekræftende, at min seksten år gamle krop glemte hold i nakken og mandagstræthed for i stedet at genfinde en yndig barnlig vinterglæde frem i baghovedet.
Havde ellers forberedt mig selv på at dø under morgenens løbetur, dels fordi jeg allerede første dag efter ferien har opnået en imponerende søvnmangel, dels fordi hele sydfyn åbenbart har valgt at skifte den tidligere ’komogsevoresskønnemarkeroggrønneskove’ turisttaktik ud med en mere sæsonpræget ’velkommentillandetsstørsteglidebane-nuudensalt’.
Bevæbnet med ’indianer’ og et antal lag af tøj, der matcher datoen ret fint, løb jeg dog kulden i møde, og dér, midt i en indbildt udmattethed efter et antal meter, der matcher datoen ligeså fint, faldt mit blik på vinterhimlen. I fare for at lyde pladderromantisk kan jeg fortælle så meget, at sneen, solen og de nøgne træer var som skåret ud af en oldemors vinterminder (du ved, dengang hvor det altid sneede men aldrig var sjappet). Tog mig selv i at smile til en fugl. Og i at mikse løb med lidt dans.