av for azadan

Opdatering: overlevede terminsprøven, selvom min øjne kun kørte på halv styrke den første time. Formåede endda for første gang i mit liv at forlade lokalet før tid. Tre kvarter. Jeg er faktisk meget stolt, og om jeg så dumper grundet den dis, mosekonen valgte at brygge i min hjernemasse, vil det stadig være en sejr for mit vedkommende. Føler jeg kan klare alt. Eller, i hvert fald så tæt på alt, at jeg har tænkt mig at være hende den frygtløse tumpe, der tumler hele vejen ned af den røde bakke. Uh, skitur.

Da vi tager af sted i eftermiddag, og altså skal køre i bus hele natten, havde Sophie og jeg ellers udtænkt en genial værudmattetnoktilatkunnemodståfællessangsstemningogaltformangegangefemhundredeogistedetsoooooveibumlebus-plan. Planen gik ud på, at vi skulle være vågne hele natten. Den fejlede. Grumt. Vi faldt i søvn midt i Benny & Joon.

Vi havde også god grund til at være udmattede. En simpel én, endda. AZADA!! (læs: genialt matematikspil med logisk tænkning og detektivopgaver. Toeren er lige udkommet, denne gang med gæsteoptræden af selveste Brad Pitt!) Efter en spændingskurve, der konstant svævede omkring klimaks og derfor kostede mange halve nervesammenbrud og magtesløse skrig, var vi et enkelt level fra at kunne kalde os evige mensamestre. Stædige som vi er, holdt vi dog fast til det sidste… Eller. Det burde vi i hvert fald have gjort. For efter flere timers intensiv hjernegymnastik virkede aftente så fristende at vi valgte at forlade eventyret i fem minutter. Det skulle vi aldrig have gjort. Virkelig, det skulle vi ikke. For bang! Nemesis stod klar med afstraffelse i form af dyb smerte og blod. Af alle skolens glas valgte Sophie af tage et, der havde været tabt før, og som derfor var under et særligt tryk, der i det sekund, det mødte Sophies uskyldige hånd, valgte at springe i luften og lade en regn af glasskår falde til jorden. Et af dem snittede et ordentlig flap i Sophies lillefinger, og før vi vidste af det, var vi i venterummet på Svendborg Sygehus, langt fra Azada, aftente og nogen som helst form for underholdning (hvis man da lige ser bort fra en udefinerbar udsendelse på tv2, en stak dårlige dameblade med diverse januarsslankekure og miraclewhip-historier og en yderst flabet colaautomat, der krævede femten kroner for at sige andet end ’brrrrrm’). Da den første time var gået, valgte vi at skifte til det noget sjovere Børne-Venterum. Endnu en times lego senere, fik en kittelklædt fredagsvagt endelig tid til at se på los finger. Efter en del rodenrundt med pincet i den løse luns kød, blev der lappet med sommerfugleplaster. Er du gal, hvor var det rart at vende den sterile sygehusstank ryggen igen. Har heller aldrig helt forstået, hvorfor de absolut SKAL installerer selvværdsdræberlys på alle deres toiletter. Det er jo direkte ondt!

Vi har stadig ikke gennemført Azada. Det gør lidt ondt i hjertet. Undskyld. Vi forlader dig aldrig igen.

Note til Sophie: Hvis din flap nogensinde skal hele, så skal du altså beholde dit Mumiplaster på! Ellers kommer jeg efter dig med nål og tråd (gnæk gnæk).