oh crap

Har siden fredag aften været plaget af en ond influenzavirus, der under sin efterskoletour faldt over en malou på vej til journalistweekend og tænkte ’hæhæ, den lille slyngel tror hun kan slippe bare fordi hun har travlt med alt muligt andet! Banditten kan tro om igen, INGEN slipper ubetalt fra at bruge sine penge på togbilletter i stedet for sko!’.
Så en virus blev altså til en på fyrre sekunder dødsløv malou, der blev indlagt hos privat pleje på sirius fem af gertrud. Og da et af mine typiske karaktertræk –benægtelse- brugte de første fire timer på at udbryde ”naarh, det er nok bare fordi jeg kun fik fem timers søvn i nat” og ”varm siger du? Skal pander ikke være det?” før jeg indså, at jeg, once again, ikke er i stand til at fighte en influenza verbalt, nåede jeg med lidt held kun at smitte fem mennesker.

Nu sidder jeg så på femte dag og ser friends med snot i næse, på kind og på små stykker lambi spredt over hele værelset. Føler at min inderste vennekreds er blevet vupti! femten år ældre og har glemt samtlige ord i den danske retskrivningsordbog. Og selvom det at bo i new york ikke ligefrem irriterer mig, så kan jeg ikke påstå, at jeg ikke savner at det ekstra pift det giver, når ens venner reagere på ting man siger og gør. For ikke at tale om hvor skør jeg føler mig, når jeg snakker til en skærm.

Gud hvor jeg savner skolen. Og et helbred, der ikke kun lige akkurat giver overskud til at rejse sig efter mere cola. Giiiiiig.