28.december

Glædelig jul. Baghjul. Whatever.

Det er nu en uge siden, jeg sidst sad i hullet og snakkede om løst og fast med næsten hundrede mennesker (hvilket i sig selv er lidt interessant - altså at snakke sammen med så mange mennesker på én gang. Jeg vil vædde med, at vi kunne lære folketinget en ting eller to. Hovsa. Sidespor. Igen, igen).
Når jeg tænker tilbage på December måned er den virkelig gået helt ekstremt stærkt. Det ene øjeblik sætter jeg tænderne i det første lille stykke kinder-chokolade fra kalender, det næste får jeg småstress af at skulle flyve rundt til alle for at sige god juleferie. Ak, ja. Tiden går stærkt, når man nyder den.
Der er sket en hel masse, som jeg overhovedet ikke har nævnt, hvilket nok har noget at gøre med det gabende hul af mangel på indlæg i december. Men taget i betragtning af de temmelig beskedne antal læsere, der sidder derude og følger mit efterskolelivs gang, vil jeg vove at påstå, at vi overlever.

Med til efterskoler hører fester. Specielt hos os, for vi elsker at feste, iført galla, firsertøj og nissehuer. Det er dog endnu ikke set på samme tid..
I hvert fald sad jeg i julefestudvalg. Det skulle være det allerstørste brag af en juleafslutning nogensinde. Der skulle danses til vi degsede omkuld - af både afstrengelse og mavepiner. Der skulle synges med på de frygteligste julesange og grines af underholdning i vores verdensklasse - osteklokkeklasse!
Om andre er af samme mening som jeg, skal jeg ikke kunne sige. Men spørger du mig, var det en helt igennem fantastisk fest.

Da vi i festudvalget efter et kvarter tid bevæbnet med øser og frosne jordbær var godt færdige med halvfems velkomstdrink i platikkrus strømmede det ind i den kreativt oppyntede spisesal (vi siger endnu engang tak til gavepapir og tape - ufortrinlig opfindelse, når til gælder stemning). Vi havde i hullet opfordret folk til at tage lidt juleagtigt på - noget i rødt, for rød er jo udover at være kærlighedens farve (vi eeelsker jo hinanden allesammen. Okay, zip it Malou), er den jo også indbegrebet af jul,jul,jul. Næsten alle havde taget imod med kyshånd, selvfølgelig nogen mere seriøst end andre. Og jeg hentyder slet ikke til julemor-Jane, som ethundredeprocent har fortjent titlen som årets nisse. Drillenisse, om man vil.


Efter en times intensiv indtagelse af tradiotinel, fed julemiddag bestående af and, flæskesteg, brunede karamelkartofler og sovs samt alt for megen risalamande (jo, den skjulte juleregel om ingen mad med fedtprocent på under fyrre blev vist overholdt til kryds og slange), blev der endelig åbnet op for underholdningen.
Efter en forrygende lærertopfem, der som altid ingen mening gav, var det lærernes tur. Hylende morsomt er næppe nok til at udtrykke hvor HYLENDE MORSOMT det var. Når lærere gør grin med elever er der åbenbart ingen grænser. Jeg lover jer, at jeg vil gøre alt hvad der står i min magt for en massiv gengæld til sommmer.
Og for lige at tage endnu en "og'er" inden jeg falder om fordi jeg glemmer at trække vejret af ren begejstring, så skal vores pakkeleg altså lige nævnes. For Jesus, der var mange gaver. 70 stykker (Og det var noget så skønt endelig at få lov til at gå fuldstændig grasat i tigeren. Det er virkelig noget der skal prøves)
Her er der så noget, jeg overhovedet ikke begriber - hvorfor i alverden melder nogen sig ud af en pakkeleg, som er fuldkommen gratis gaver og grin? Arme Malou forstår det simpelthen ikke.

.. Hovsa, jeg glemte vist lige det allervigtigste. Julekalenderen. Vores altoverskyggende, overdrevent fantastiske, supersjove julekalender. Om det endte lykkeligt, skal jeg ikke afsløre. Jeg skal nok give lyd fra mig, så snart det ryger på YouTube.

---

Dagen efter blev nytåret skålet ind i endnu flere plastikkrus - denne gang med champagne i. Klokken blev elleve, og med halv glæde og den kommende to uger lange juleferie, halvt sørgmodige over de to selvsamme uger, hvor vi skal være adskilt, ønskede vi hinanden god jul i de største knus hidtil set.
- Og en god jul? Det blev det!

Vi ses i 2008.

Malou

14. december

Allersidste weekend i år. Om præcis en uge har vi allesammen juleferie, og så skal vi prøve noget, der er helt nyt for os, og som med garanti bliver ret hårdt i længden: At være væk fra hinanden i to uger!
Skolen er mit andet hjem, ligesom jeg har min 'anden familie' her. Sådan tror jeg, at der er rigtig mange, der har det.

.. Men for at det hele nu ikke skal blive melankolsk og sørgelig snak, vil jeg rask springe videre til noget andet. Eller, rettere sagt tilbage, for det er den sidste uges tid, der skal tales om nu.
Personligt var jeg hjemme sidste weekend, hvilket var fantastisk hyggeligt, men som samtidig gjorde det frygtelig svært at komme op mandag morgen. Det var der bestemt bod på. For da vi Vores alle sammens yderst kreative kommunikativdannelseslærere, Jakob og Rasmus, havde fundet på den fantastiske idé, at vi skulle lave en coverversion af 'Do they know it's christmas?' - Ufortrinlig ide! Det var virkelig sjovt, og selvom det kun tog halvanden times tid, fik det alligevel løftet hele dagen. Og er du nysgerrig, kan den ses på YouTube eller på www.rantzeriet.dk under 'videoarkiv'.

*Malou venter tålmodigt i de fem minutter, det cirka tager at se videoen. For selvfølgelig ser i den da!*

Og selvom vi lever i en moderne tid, er julen altså julen (Jeg kunne skyde bestyreren af Illum for at sælge turkist julepynt! ARH! Julen er rød, grøn og gulv. Ikke turkis. Overhovedet ikke turkis). Hvilket altså betyder, at et vaskeægte Luciaoptog er obligatorisk. Hemmelighedskræmmeriet omkring hvorvidt der skulle være et eller ej, gik vist ikke så godt. Men på den anden side, kan man forvente andet, når man den 11. december indkalder samtlige piger til topmøde? Nej.
En anden ting er tidspunktet. Mandag klokken halv syv var koden, hvilket så betød Fredag MORGEN klokken halv syv. I meget lidt tøj, søvn til op over begge ører og meget vildt morgenhår. Man vågner altså alligevel af at gå skolen rundt og vække folk, selvom man burde hundefryse (det var overraskende nok ikke så slemt).
Noget der overraskede mig voldsomt var folks reaktion. De brokkede sig! Jeg mener, helt ærligt, vi går Lucia for at glæde dem, og syntes personligt det ville være hyggeligt at blive vækket med sang. Og så får man døre smækket i hovedet! Jeg forstår virkelig ikke, hvad der er gået galt. Tsk.

Nu vi er ved brokken, vil jeg gerne lige brokke mig over, at jeg er syg. Det er for dårligt. Og jeg gider ikke. Hmmf.

- Malou

9. december

Og så så man lige Malou kigge en ekstra gang på datoen og samtidig undre sig voldsomt over, hvor hurtigt det egentlig går. December måned. Det ene øjeblik ser man første afsnit af Pyrus, det næste er man allerede halvstresset over alle de ting, man skal nå. Og som man i hvert fald aldrig kan få tid til, hvis man først skal bruge 117 timer på at få grå hår i hovedet.
Ej, jeg må ærligt indrømme, at jeg personligt er ret god til at holde mig væk fra juletravlheden. Jeg elsker at pusle med gaver, jeg elsker at pusle med pynt og hygge. Men nu er jeg jo også kun barn endnu, så der er jo heller ikke voldsomt meget at tage sig af.
Men summasummarum: Julen skal være stille og rolig. Ikke hektisk.

Her på Efterskolen er vi faktisk godt på vej ud af vores julekoma, altså den fase der startede i slutningen af november, og som var på sit allerhøjste sidste weekend, med kalenderlys og julekalender. Ugen der gik, altså første uge i December måned, har kun været julepræget af julefestudvalgsmøde (for mit vedkommende - og sikke et ord!), kalenderlys, chokoladekalender og en daglig ration Pyrus. Derudover har det faktisk været en ret begivenhedsrig uge, selvom jeg selv har brugt de fleste af mine vågne timer i køkkenet. Og nej, ikke helt frivilligt. Fem hele dage proppet fuld af opvask, mados, sved på panden og dybe rande under øjnene. Jesus, jeg tror aldrig, at jeg i mit liv har været så træt! I fredags havde jeg det, som om min krop havde været udsat for 3 ugers spejderlejr. I telt. Uden liggeunderlag. I styrtende regnvejr.
Var forresten lige ved at græde, da jeg tirsdag middag vaskede de samme tallerkener for tredje gang i træk. Fortæl mig, FORTÆL MIG, hvorfor man ikke kan spise lasagne uden at lade kødsovsen blive siddende og gro fast på servicen! Så lær dog for filan at skrabe tallerkenen! ARH!
- Det skal dog lige indskydes, at køkkentjans på den anden side også kan være meget hyggeligt, når man leger med dej (tolk det nu for himlens skyld ikke forkert, vel?), når man snydespiser tredive falafler, når man vasker gulv med sæbevand til knæene mens man brøler gå glad i bad ud over hele skolen. (Neeej, det var da ikke mig *uskyldigt ansigt*). I disse gyldne øjeblikke er det helt fantastisk at være i køkken.
.. Og følelsen varer så kun ved, indtil man begynder at tænke på alt det, man går glip af. Det er frygteligt at tænke på alle de timer, alle de radaioaviser. Verdensborgerdebat og homoseksuelle og abort, for eksempel. Ja, der var Malou lige ved at rive håret af sig selv i bare afmagt. Jeg er og bliver dårlig til at misse noget som helst. Ville allerhelst være udstyret med 10 ekstra sæt øjne og ører (og mund, for hulan!), som jeg så kunne placerer rundt omkring. Så kunne jeg overhøre alt, overse alt, blande mig i alt. Med sidstnævnte som højstprioteret selvfølgelig. Men det var dem der kender mig vel ikke i tvivl om.
Men sådan er livet jo, man skal på køkken. Nu er det overstået, så kan jeg trøste mig selv med, at der er hele 8 skoleuger, til det er mine tur igen! (Mærk ironien, den er kratig. Det er jo næsten lige om lidt. Åh Gud)

Nå, men hvad mere interessant er tirsdagens 80'er-aften. Endnu en gylden grund til, at jeg elsker Søren og Jakob. Til aftensmad kom meddelelsen: Klokken halv otte på færgen, iført 80'er tøj. Og så gik turen ellers til Ærø. (:
Det var lidt hektisk for mig, da jeg desværre kun havde 10 minutter til klargørelse grundet julefestudvalgsmøde (prøv forresten lige at sige det tyve gange i træk). Men nåede da lige at få kastet et sæt alt for skrigende tøj på, klistert tyrkist op til øjenbrynene og yderst hæslig hestehale på siden af hovedet. Flere havde gjort en hel del ud af det, det var virkelig herligt. Undertøj udenpå tøj, der i nogle tilfælde sad så tæt, at det ligeså godt kunne være malet på, meget grim makeup og crepehår til den helt store guldmedalje. Så kørte den ellers derudad i to timer, med rød sodavand og 80'ermusik, som vi, trods vores alder, sagtens kunne synge med på. Og danse til! Dansede personligt uafbrudt. Og vandt i limbo. Hvem skulle alligevel have troet det, jeg alt andet end smidige menneske?
Det var virkelig en aften uden lige. Selvom jeg virkelig blev gal på mit danseglade jeg næste morgen, da jeg skulle møde i køkkenet klokken syv, var det absolut det værd. Og mere til!

Som om et fantastisk, enestående fællesarrangement ikke skulle være nok, havde Christopher og Tue også planlagt en kæmpe SingStar konkurrence torsdag aften, hus mod hus. Det var virkelig sjovt. Specielt da Asger åbnede showet med en meget skinger og lys udgave af Barbie Girl. (Hvilken selvfølgelig er ment positivt. Asger er uimodståelig som Lene!)
Rigtig hyggelig aften. Også selvom Cassiopeia ikke vandt. Men hvad, alle ved jo, at Cassiopeia er bedst, hvorfor vinde en konkurrence for at bevise det!? (;

Glædelig 2. søndag i advent.
-Malou

2. december

Så er December måned for alvor skudt igang her på skolen. Weekenden har virkelig været hyggelig, med juleklip incl. gran og guldspray igår og rundvisning (hvilket er lige med helt ulækkert meget kage og slik) idag.
Gik fuldstændig i barndom da det første afsnit af Pyrus blev vist i går aftes. Stemningen røg bare skyhøjt op i loftet lige i det øjeblik introen lød ud af højtalerne. JUL JUL JUL! Og det blev kun endnu bedre af sliksangen. Hvem bliver ikke glad af Pyrus-sliksangen? Der findes virkelig ingen bedre julekalender end Pyrus - det blev vi også hurtigt enige om, de fleste af os. Specielt når man tager den nye norske på DR1 i betragtning. Men de skal selvfølgelig være helt undskyldt, det er jo i bund og grund en nødløsning.
Men nu handler julen jo ikke kun om tvjulekalendere og æbleskiver. Selvom det bestemt er en rar del af det.
- Julen handler, i hvert fald ifølge mig, om at hygge med hinanden, om hinanden. Og det viser det sig åbenbart, at vi er rigtig gode til, her på efterskolen. Masseproduktion af juledekorationer og julestjerner bliver aldrig kedeligt, når man er nogle stykker om det. Tilsat julemusik og pebbernødder kører det hele ekstra meget på skinner!

Klokken er efterhånden ved at være aften, og nu render vi rundt og glæder og til de andre kommer hjem fra weekend.
Selvom det er dejligt at råhygge med 25 andre, er det alligevel ikke det samme som når vi er 90.
LÆNGE LEVE DECEMBER! (Og SingStar, fordi det er jordens bedste underholdning. Ikke Chris?)

- Malou

1. DECEMBER!

Ja, glædelig 1. december. Kan det overhovedet gentages nok?
Tør næsten ikke sige, hvor abnormt meget jeg har glædet mig til den her dag. 1. december. Som i nu er det (meget) snart jul.
Jeg elsker virkelig jul. Det er uden diskussion den allerfedeste højtid. Hyggens tid, med hjemmelavet julepynt, lækker konfekt, duften af frisk gran - røde nisser, grønne nisser. Guldstjerner. Pebbernødder, dårlige discountæbleskiver og påbrændte brunkager. Risengrød med kanelsukker og smørklat, både til os og til nisserne på loftet. Glæden ved at give andre mennesker gaver, ved at tulre rundt i timevis for at finde nøjagtigt den rigtige. Glæden ved at se små børn rende rundt med julelys i øjnene, store tandløse grin og tykke vanter på hænderne. Hyggen ved at varme hele huset så kraftigt op med stearinlys i massevis. Så mange, at man næsten burde slukke for varmen. Julesalmer, selv dem, der ligger for højt i toneleje til, at man kan følge med. Forventningens glæde, spændingen som vokser sig større og større indtil den aften, vi går og varmer op til. Juleaften. Den aften, hvor man er sammen med dem, man elsker allerhøjest. Hvor man allesammen sidder og ser disneys juleskow, der, selvom det er nøjagtigt det samme år efter år, alligevel bliver et af dagens højdepunkter. At se de allersidste afsnit af de julekaledere, man trofast har fulgt med i gennem 24 dage. 24 dages ren råhygge.
JEG ELSKER JULEN!

Prøv at tænkt, hvor dejligt det ville være, hvis vi nød hver eneste måned ligeså meget, som vi nød December?

26. november

Ja, jeg tror, at jeg er kommet til en konklusion:
Jeg vil aldrig dele ét debatindlæg op i 3. Det virker simpelthen bare alt for.. rodet. Forvirrede.
Altså, jeg ved godt jeg kan virke en del forvirrende. Og mystisk. Og mærkværdig. Men derfor behøves det jo ikke at være en større udfordring i logisk tænkning at læse min blog. Tror ikke ligefrem, at det vil få flere til at læse den.
Nå, men for at få det hele til at give mening, har demokratiet der hersker over marielouisesefterskoleblog.blogspot.com (og det er så mig og .. mig) besluttet, at jeg fra nu af udelukkende skriver sammenhængende indlæg. Korte som lange. Så må folk selv vurdere, om de har overskud og lyst til at bruge 5 minutter af deres yderst sparsomme og kostbare tid til at læse det crap jeg har griflet ned. Nemlig.

For lige at opdatere på sidste uges bedste bedste -konkurrence. Laura og Marie vandt, hvilket ærligt talt ikke kom bag på mig. Efter deres alt for seje mormorrap kunne det ligesom ikke rigtig være anderledes. Når jeg engang finder ud af, hvordan det gøres (JAAAAKOOOOB!), skal jeg nok poste supersangen. Virkelig, havde vi haft en god pose penge og 5 sekunder får sidste afsnit af Forbrydelsen havde det blevet årets hit!
- For lige at tale udenom. Hold KÆFT hvor var det død(mwaha)godt, sidste afsnit. Altså, ikke for at sige hvad sagde jeg, da det er en utrolig dårlig kombination af ord efter min mening, men hvem var det lige, der helt fra starten mistænkte kære Vagn? Og spændingen stiger... MIG! Jeg blev så gal, og jeg mener virkelig skraldtosset, på ham, da han fortalte Theis om, hvordan han slog Nanna ihjel. Hvorfor kunne han ikke bare skyde sig selv? Ufølsomme svin. Svin, svin, svin!

Okay, sidesporet må hellere ende her, inden jeg går i selvsving.
Er godt igang med emneugen, som udover fire dages julekalenderproduktion indeholder ekstra søvn i form af vækning kl. 8!
Så får man jo næsten lyst til at give Bo et smækkys!

- Malou

21. november

.. Og vi går videre med endnu et indlæg. Jaja, tempoet er heftigt. Kan I følge med, kan I følge med? (;

For at gå tilbage til mormorugen, som vi jo rent faktisk lige nu står midt i (ikke særlig gamle-dage-agtigt af mig at sidde foran computeren, men jeg vil heller ikke ligefrem påstå, at jeg går efter prisen som årets bedstemor (eller bedstefar for den sags skyld). Jeg .. tror nærmere jeg vil satse på årets barnebarn (hmm..?)

Nå, men i hvert fald er denne uge (47) kåret som årets mormoruge, hvilket betøs opvarmning i form af alt for megen kære lille mormor, knaldhård start på ugen med stegt flæsk og persillesovs samt banko igår, tirsdag. Hele ugen står på go' gammel mad med gods i, og omgangstonen skal også helst dufte lidt af høflighed. Der er selvfølgelig også udskrevet en konkurrence, jeg omtalte den før, den bedste bedste! Og her taler vi om begge køn. Laura lagde stærkt ud mandag morgen, iførte sig 'mormortøj' (hvilket vel egentlig kan være alting, afhængig af ens mormor), haltede hen til hullet og fik allerede dér fastlåst sig selv som Mormor Laura. Hun har i skrivende stund også fået sig en mand (i skrivende stund, sikke noget sludder, de har jo snart guldbryllup), nemlig Marie. De er dog ikke alene i konkurrencen, heldigvis for det da. Der bliver nærmest kastet heftige bedsteforældreindkaldelser ind til snak - te & småkager, rommie, stavgang.. You name it!
Tilbage til bankoaftenen. Jeg må ærligt indrømme, at jeg da blev lidt nervøs op til de kom, bedsteforældrene. Det er altså noget helt andet end at have sine forældre og søskende på besøg. Stemningen var helt anderledes, og det var da også en smule anspændt den først halve times tid, kunne de fleste af os blive enige om bagefter. Men da aftenen først gik igang blev det virkelig hyggeligt! Havde aldrig i mit liv troet, at det kunne være så nervepirrende at spille banko! Er stadig skuffet over, at jeg ikke vandt den dét kingsize dåse flåede tomater! Det er edderspænhakkende for dårligt (ja, Egon har vist smittet lidt af på mit ordforråd. Edderspænhakkende, hvad i alverden er det for et udtryk?) !!

Mon ikke jeg skulle runde af?
I så fald..
Vi ses i hullet!

- Malou

21. november

Ja, her fortsætter galskaben så nøjagtigt hvor den slap. Velkommen på vognen, der er gratis vand i hanerne.

Lad mig ligge ud med et rent glædesudbrud: NYE BILLEDER PÅ RANTZERIET!(!) Ja, og her taler vi både Gallafest, Teateruge & BankoAllans Bankospil. Endelig, og jeg understreger, ENDELIG, kom der nye billeder ind. Personligt (og jeg ved, at jeg langt fra er alene) har jeg virkelig ventet på at se dem alle sammen .. et par og hundrede gange!

Her kommer så et par stykker:



Jeg tror ligesom påklædningen antyder det (bare en smule), men til de knapt så skarpe: Ja, det er fra Gallafesten. Roomies (:


Og så bliver jeg lige lidt ego og propper et billede af mig, mig & mig ind - all by myself (mwaha, den var godt nok hylende morsom). Fuld action i lååfescenen som Bridget Jones.













Hvad er et efterskoleår uden en god, gammel mormoruge? Ja, jeg spørger bare! Hyggen er virkelig skruet i vejret. Og Allan & Dennis er simpelthen bare de fødte bankoværter. Næste gang jeg skal nogen steder, bliver det uden tvivl med Ærøfærgen!

21. november

Nå for søren da også, der er da gået et par dage siden jeg sidst havde brug for lidt blog foran skærmen. Det ville da også være at lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke havde meget at fortælle. Nu ligger landet bare sådan, at et par stemmer har fortalt mig, hvor uoverskueligt folk tit synes det er med lange debatindlæg - og at mine er lidt (haha) lange. Så derfor har jeg gået rundt en tid og spekuleret over en løsning, og her er det jo godt at kunne tænke en smule kreativt. Løsningen er endda såre simpel: Jeg deler da bare mine debatindlæg i flere! Mwahahaa, der fik jeg lige de halvdovne typer, der finder alt indeholdende mere end 5 linier skræmmende laaangt. Så må jeg bare håbe på, at de fleste vælger at læse dem den rigtige vej, nemlig nedefra og op. Men hvad, den rækkefølge er de jo altid kommet i, så mon ikke de er et rimelig svagt problem.

Nå, jeg skriver og skriver jo uden at komme videre. Nu er det jo sådan med efterskolelivet, at der basicly sker noget i samtlige af døgnets firetyve timer. Okay, det passer ikke helt. Faktisk er folk begyndt at brokke sig over frygtelig kedsomhed i aftentimerne, men det er ligesom lidt deres egen skyld. Hvis de nu tog noget initiativ til at lave noget, så ville de nok se lidt anderledes ud. Der er ingen der får aktivitet igang, hvis alle bare sidder med slatne kroppe og mugne attituder mens de brokker sig over, hvor lidt de har at lave. Og samtidig 'glemmer' at skrive stil.
(Okay STOOOP Malou. Tilbage til sagen. Typisk. Sidespor og dig)

Af hensyn til dem, der ikke bryder sig om at læse for meget tekst af gangen -og milde MOSES (!hvor kom det fra?!), mit blogsprog har jo et helt uhyggeligt højt lixtal, vil jeg afslutte her og starte et fuldstændig friskt indlæg. Frisk fra fad (;

- Malou

14. november

Nå. Nå!
Nu bliver jeg simpelthen til at bryde de uskrevne regler der er for min efterskoleblog og skrive om noget helt andet. Uhadada, jeg er sørme en rigtig rebel.
Valget igår! Ved godt det måske er lidt forkert af mig sådan at brøle min politiske holdning ud så de kan høre det helt nede på Skarø. Men sådan bliver det altså idag, og da jeg ser 'min blog' som en ting der både skal fortælle om det at gå og bo på en efterskole (hvilket jo er den egentlige mening med det hele - vi skulle jo gerne have lokket endnu flere ud i det herlige efterskoleliv), men altså også som et slags billede af jeg selv som person, bliver det simpelthen nødt til at være i orden.

Tilbage til emnet.
Kan tydeligt huske hvor begejstret og lykkelig jeg blev da han udskrev folketingsvalg, Fogh. Og kan selvfølgelig også godt se at det var en smule naivt (som i en stor smule) at være så sikker på en sejr (og her taler vi som om de røde - jeg er sf'er, skulle jeg måske indskyde), som jeg et øjeblik var. Jeg var.. bare overbevist om, at Danmark havde fjernet skyklapperne fra øjnene og set, hvordan det reelt set står til i Danmark. Ja, vores økonomi har det fabelagtigt, men hvordan i alverden kan man vægte penge højere end mennesker (okay, det var nok lige groft nok, hvert eneste parti vil selvfølgelig kun Danmark og dets befolkning det allerbedste).
På en eller anden måde kan jeg jo heller ikke tillade mig at være sur og skuffet over resultatet, for demokrati er jo demokrati, og flertallet bestemmer. Sådan skal det selvfølgelig være. Men jeg vil alligevel have lov til at mene, at det er brandærgeligt at danskerne stemmer sådan.
.. Og bliver simpelthen nødt til lige at tilføje en lille teori jeg render rundt med. Tør jeg?
Here it goes: En lille fornemmelse i min mave siger mig altså, at mange af dem der ikke engagerer sig i politik måske har en tendens til at stemme på regeringen, fordi de ganske simpelt tænker 'Øhm. Jamen, det er vel godt nok som det er'. Personligt mener jeg bare at de mennesker, hvis de altså findes, for dette er jo bare ren pingpong i mit hoved, enten burde stemme blankt, være sofavælgere eller endnu bedre sætte sig ned og få styr på sit samfundsfag.
Ligesom dem, der selv har det godt nok, burde lærer at se lidt længere end ud over deres egen næsetip.
VÅGN OP AF PRINSESSESØVNEN! Egoisme er en grim, grim ting. Og når man kun tænker på hvordan man selv har det, så er det edderbrandhakkende så ego som noget kan være.

Og det var så helt bestemt nok kritisering for denne gang.
Må også lige have plads til et kæmpe TILLYKKE til SF, som jo havde et helt fantastisk valg. Det var desværre ikke nok, men de skal stadig have et enormt dobbelthurra herfra

- Malou

12. november

Så er det da vist efterhånden ved at være længe siden sidst, hva?
Jeg vil så lige vove at påstå, at jeg er lovligt undskyldt. Jeg fløj rundt fra morgen til aften hele sidste uge. Ja, det gjorde vi faktisk allesammen. Teaterugen var virkelig fantastisk, men alligevel ret travl. Dog ikke helt stresset nok til at slå os ud. Det sjove ved det hele tog ligesom overhånd, og man glemte (eller ignorerede) helt at man var træt helt indtil klokken alt for sent om aftenen, når man endelig lagde hovedet på puden. Tror aldrig nogensinde jeg har haft så nemt ved at falde i søvn. Plejer for det meste at ligge vågen i aaaalt for lang tid med tusindvis af mærkelige og mindre mærkelige tanker flyvende gennem mit hovede i et stort rodet mylder. .. Og nu løber jeg igen ud i et meget dybt sidespor. Fy Malou.

Tilbage til teaterugen. Sidst jeg skrev var det mandag, og af frygt for at nogle, som helst ikke skulle vide for meget om vores yderst fantasifulde stykke (ahøm, mine forældre, ahøm), skulle have mulighed for at opsnappe noget som helst, undlod jeg at skrive noget som helst ned i detaljer. I stedet kommer historien her, sådan ridset op i grove træk:

Okay, vi har to unge hovedpersoner, en dreng og en pige (næææh, virkelig?). De møder gamle dr. Mabuse, som ejer en mindst ligeså gammel videobutik. Han fortæller dem, at filmens ånd er i fare, fordi en ond mand forsøger at stjæle samtlige films plot. De skal derfor finde dem før han gør det (hvad han glemmer at tilføje er, at han selv er skurken som bærer frygteligt meget nag over at være blevet glemt som den fremragende radiovært han engang var, før tv'et blev en normal ting i vores hverdag.
De to unge begiver sig i god tro ned i hans ufatteligt dybe kælder, hvor de støder på filmgenre efter filmgenre.
Da de mod slutningen vender tilbage til Mabuse med alle plotsene (?) afslører han sit sande jeg (dumdumdumduuum) og kaster dem tilbage i sin mørke kælder, hvor alle filmene nu er blandet sammen, fuldstændig hulter til bulter. Sammen med nogle af de allermest kendte filmstjerner ender de dog med at redde dagen, filmens ånd og resten af verdenen. Hvor belejligt, egentlig. Ej, pjat. Det var virkelig det allerbedste stykke nogensinde. Som i NOGENSINDE!

Var selv på låååååfescenen som Bridget Jones i fuld mundering - ja, det vil så sige netstrømper, høje laksko samt kaninhale + ører. Meget yndigt. Eller.. hvad det nu kaldes. I hvert fald var det hamrende, og jeg gentager helt EKSTREMT koldt, da vi i onsdags var på stranden for at filme vores 'Hollywood Hotel' intro. (En pudsig version af Paradise Hotel). Forestil jer et fuldstændig bare ben (for ben er altså så godt som nøgne i netstrømper) og bare arme i rivende blæsevejr og bidende kulde. I NOVEMBER!! (!) Grraaah. Det var isnende. Men vi overlevede da, allesammen. Og resultatet blev faktisk rigtig godt, takket være medieholdet som arbejdede på fulde drøn i dagene lige op til premieren (første, eneste, sidste) lørdag aften. Det kan selvfølgelig diskuteres hvor eksotisk der ser ud på en dansk sandstrand med alt hvad der ellers hører til af tang, sten og anden godt. Men effekten var fed, og sammen med vores alt for nice videodagbøger i midten af scenen gav det et udmærket billede af, at vi jo er en medieefterskole. Ja, vi er lidt kreative, os piger.
Uhu, kan stadig grine uhæmmet af de videodagbøger. De var virkelig bare klasse. Replikker som 'Hun er den eneste der forstår hvordan det er at være en kendt sexbombe', 'Pamelas ego er jo på størrelse med hendes bryster' og 'Altså, der er bare ingen her på mit niveau', er bare som skabt til at udløse grineflip. (Eller måske skulle man have været der. Skal ikke kunne sige det. Jeg eeeelsker dem i hvert fald).
Og som Egon! Åha, jeg nød virkelig at spille Egon. Brugte de underligste bandeord uden folk fandt mig specielt mærkværdig. Selvom det var lidt svært at lade være med at flække af grin da en skælvende Shorty blev hejst ned fra loftet iført rigtig mange puder og jordmodertaske. (Ja, hun var så Keld, til de halvlangsomme).
Fik endda lov til at åbne pengeskabet (inklusiv yderst kraftig atombombe) op!

Nå, men nok om mig. Glæder mig virkelig som et lille barn til at se videoen. Er så glad for, at det blev optaget. Kan næsten ikke vente med at se det hele i en lang køre, med stumfilm, western, fantasy, love og gys. Hele molivitten. Det bliver skønt at se det hele rigtigt. Så kan man sikkert også bedre huske hvor herligt det var at spille. Og hvor højt oppe man fløj da det var 'overstået' (overstået er i virkeligheden et helt vildt forkert ord, da teaterugen ikke ligefrem var noget jeg ønskede 'overstået'). Tror aldrig jeg har oplevet så dejlig en stemning, som da Laura begyndte at synge Dirty Dancing sangen. Alle var glade, jeg selv var fuldstændig oppe og køre. Kan ikke sige det nok: DET VAR BARE SÅ OVERDREVENT FEDT!
Så. Med streg under. Tyk streg.
Når man tænker over det, nu, er det faktisk vildt underligt at ugen er gået så hurtigt. For det er den virkelig. Måske er der i virkeligheden noget om ham manden og det store ur?
Nej, Malou. Nu er du vidst lige lovligt langt ude. Igen. Må stoppe øjeblikkeligt og i stedet tænke nogle mere almindelige og fornuftige tanker. Ønsk mig held og lykke.

Nu må jeg hellere smutte ud og danse cancan (I virkeligheden skal jeg se valgdebat. Men det er jo også næsten det samme)

- Malou

5. november

Måtte lige tilføje dette absolut fantastiske billede af ægte efterskolehygge

5. november

I går aftes ved 22.30 tiden fik vi på 6'eren en af de allerbedste nyheder man overhovedet kan modtage sådan en udmattet søndag aften efter lang weekend uden alt for meget søvn: I kan sove en time mere imorgen. Tror I lige vi fløj halvvejs op i loftet?
Følte mig faktisk helt udhvilet (okay, næsten helt udhvilet) da væggeuret ringede imorges.
Vi har teateruge i denne uge. Det er allerede vildt sjovt. Jeg elsker teater, og har heller aldrig været så begejstret for idræt siden jeg kom på efterskole. Det passer mig bedre end fint at udskifte fodbold og atletik med alskens former for gæt og grimasser.

Vi startede med uddeling af scener. Kom på låååfe scenen. Kliche, kliche, kliche. Lige mig. Men under omstændighederne (halvt hoppende og fuld af energi af ukendt opstandelse) ville alt nok være mig.
Dagen gik faktisk næsten foruroligende hurtigt. Vi havde jo knapt nok spist morgenmad før der kom eftermiddagskage i mellemgangen. Uhmm. Chokoladekage.
Men nok om mig og tid. Tror jeg vil vende opmærksomheden fra skærmen og over til skønne Marie.

Malou

1. november

Malou, det er så mig. Min efterskoleblog kommer nok hovedsageligt til at bestå af en sær blanding af meningsløst vrøvl og hvad jeg så ellers kan finde på. Og som navnet nok rigtig smukt røber for mig, så er det efterskolelivet der er i fokus.
Mit efterskoleliv!

Idag er det den 1. november, og vi skriver 2007. Jeg befinder mig på min efterskole, hvor jeg efterhånden har boet i mere end to måneder. Det føles faktisk en smule mærkeligt, hvis man beslutter sig for at sætte tid af til at tænke over det. På den ene side føles det som om tiden bare flyver afsted som om den havde et eller andet meget vigtigt, den skulle nå engang til næste sommer. Synes stadig det hele emmer af en smule 'startsstemning'. Det er en meget lille smule, men den er der!
På den anden side, så kan jeg knapt nok huske hvordan en helt almindelig folkeskoledag foregik (Okay, det kan jeg godt. Men det ligger altså langt tilbage, sindsmæssigt). Man vænner sig ufattelig hurtigt til livet på efterskolen, og det er være sammen med rigtig mange mennesker 24/7. 24/5. Whatever.
Noget andet, som er alt for ubehageligt at tænke på er, at vi allerede har været her 1/5 af tiden. 10 måneder minus 2 måneder er lige med 8 måneder tilbage. Åh gud. Det går stærkt. Konklussion: Tiden går både langsomt og hurtigt. Ja, sådan må det forholde sig. Der sidder en eller anden skummel gut med halvmånebriller i toppen af skyerne og skiftevis puster på og stopper viserne på et koloenormt ur, mens han griner skævt for sig selv, når alle os stakler på landjorden bliver forvirrede.
Okay, der fik jeg mig da vist lige stemplet som halvskør allerede inden afslutningen af første indlæg. Flot Malou, meget flot.

Har lige fået fri fra feltfag. Fået fri er måske ikke ligefrem den rigtige betegnelse. Synes ikke rigtig den passer ind i efterskolelivet. Selvfølgelig er det hårdt at have timer helt til klokken fem, men den der lumre folkeskolestemning hvor man sidder med et halvdøsigt blik skiftende fra vindue til krussedulletegning til et grimt vægur, som tydeligvis tikker tredive gange så langsomt som sædvaneligt, er ligesom forsvundet. Selvom jeg generelt elsker skolen havde jeg da også sådan nogle dage engang imellem, det har alle vel. Efterskolen er anderledes. Her er det bare dejligt at have timer.
(Undtaget tysk. Undskyld, men det bliver jeg altså nødt til at indrømme. Godt nok er det bedre end i folkeskolen, men jeg tror altså aldrig nogensinde jeg kommer til at nyde tysk, sådan som jeg nyder alle andre fag. Jeg kan ikke forklare det. Tysk er bare... et grimt sprog. For det første skal man have litervis af klamt spyt i munden for så meget som have en chance for at udtale ordene rigtigt, for det andet lyder man virkelig, virkelig sur. På 'jeg er sur på alle og har lyst til at springe trommehinderne på en eller anden'- måden.

Årh gud, hvor jeg vrøvler. Det var dog helt frygteligt. Må hellere stoppe nu, inden jeg kommer til at fremstå som helt skør i hovedet.
At starte er altid svært. Første skridt er svært, første ord er svært, første skoledag er svær. Og derfor må jeg også have en godkendt undskyldning for at synes første blogindlæg er svært, og derfor også vil stinke langt væk af dårlig kvalitet.

Kan ikke vente med at komme igang. Men noget siger mig, at jeg hellere må sætte en grænse: Ikke flere indlæg idag. Vi skulle jo nødigt have mig klistert foran skærmen uden stop. Så løber jeg nok også tør for noget at skrive om.

Vi ses i hullet

- Malou