10. maj

Lad mig sige det sådan: Jeg er dælme sur! Og rasende.
Var oppe til min første eksamen i torsdags. Det gik frygteligt. Er så træt af, at Undervisningsministeriet hellere vil teste os i, hvad vi ikke kan, hvilket kun skaber dårligt humør og ’så bliver jeg jo nødt til at lave flere lektier, jeg er jo dum’ frem for at give os god selvtillid og lyst til at lære noget mere, ved at teste os i noget, vi rent faktisk kan.
Det gør mig edderspændhakkende vred! Arh! Jeg har selv nemt ved diktater og læseprøver og den slags (som i meget nemt), så hvordan kan det på nogen måde være retfærdigt, at jeg skal sidde og bide negle, fordi det er svært? Hvordan kan så dem, der rent faktisk har svært ved det, have en jordisk chance for at klare sig igennem uden at forlade lokalet med selvværd helt nede ved grundvandet? Nej, hvor er jeg rasende. Nu vil jeg skrive et brev til Bertel Haarder. Og det skal være et langt brev. Det skal være et langt og vredt brev.

Men nok om det. På trods af ultra trist oplevelse med første eksamen nogensinde, endte det alligevel med at blive jordens dejligste torsdag med is, strandtur (samt årets allerførste badning. Okay, kun til låret. Men vi er ikke engang i midten af maj endnu, så jeg er vel undskyldt) og efterfølgende cykelhyggepigetur med Amalie til Svendborg med isthe og shopping for de penge, vi i grunden ikke rigtig havde (hurra for Mastercard). Som solskin dog kan redde alting. Det er helt fantastisk.
Efterskoleåret er (med tredive tusinde gange desværre og tykke streger) snart ved at være slut, vi går årets mest frygtindgydende tid i møde, hvor jeg rent
personligt sandsynligvis vil komme til at være stresset og nervøs helt ind til de hvide blodlegemer. Alligevel har det aldrig været så dejligt at gå her – det bliver bare bedre og bedre, humoren bliver sortere og sortere og venskaberne bliver tættere og tættere. Det er så rart, at man bare til hver en tid kan sætte sig ud bag ved Cassiopeia og slikke sol eller spille backgammon.

Apropro sort humor: det bliver kun mere geniale med tiden: Jeg mener, kan man være mere opfindsom end at give et helt kilo gær i fødselsdagsgave, fordi man rent tilfældigt (vil under ingen omstændigheder vide, hvad hulan de har googlet) faldt over en opskrift på fuldskab i nonstop tre uger.
Sig mig lige, hvem hulan har fundet på, at man skulle blive fuld i tre uger af at proppe gær op i endepartiet? Syg tankegang. Men sjov i efterskoletilstand, specielt når der efterfølgende bliver klaget af gærstank og skældt ud af vrede køkkendamer, som er knaldrasende over ’tyveri i køkkenet’. Jeg mener, helt ærligt: der er jo ikke nogen normale mennesker, der gør sig til madhuggere, fordi de mangler et kilo gær? Man hugger en bakke smør eller noget honning. Ikke et kilo gær. Christ.

For resten er det ikke fair, at solen skal skinne så meget, når det er meningen, man skal kunne koncentrerer sig om pensum. Solskin eller Elektromagnetisme. Mhh. Hvad skal jeg dog vælge? Hvilket hjernevridende, smertefuldt dilemma.
Jeg vælger solskin. Det er dejligt kombineret med lørdag.

- Malou
(nu snart med farve i krydderen)