Det mærkeligste jeg har prøvet i mit liv må uden tvivl være i lørdags – at skulle agere barkvinde og ’hent lige en ekstra skål salsa’ – assistent til gammel elevdag. Som i sidste års elevhold, som kom væltende med øl og tidlig begyndelse på halvbrandert (som for nogle senere udviklede sig til noget nær dobbeltbrandert). De nærmest invaderede skolen med ’mit værelse.. kan du huske.. blabla’ og kæmpekram til lærerne. Er du gal hvor var det akavet. Ser I, når man går på efterskole, er skolen ligesom ens hjem – der virker helt forkert at forestille sig et elevhold før og efter en selv. Indbegrebet af efterskolelivet er jo de mennesker, man er sammen med. Uden ens værelseskammerater, ens kontaktgruppe, ens venner.. så kan der da på ingen måde eksistere en rigtig efterskole, vel?
Jeg vil lige tilføje en undskyldning: i mit sidste indlæg kom jeg vist til at rase lige lovligt voldsomt over falsk weekendbeskrivelse. Jeg vil gerne trække min vrede tilbage og erstatte den med tandpastasmil og klappende håndflader. Selvom vi uden brokken nok aldrig var kommet længere end til opvasken. I hvert fald fik vi fuld dispensation for vores ødelagte drømme om travetur med Troels: bowling, pizza, biograf og jordens herligste road trip (Sydfyn rocks). På skolens regning. Ja, det kan skam betale sig at være god til sværdisciplinen brokning. Ligesom man bliver lidt ekstra forkælet, når man kun er fem (og så lige tre andenårselever, som tog hjem efter Tuborg orgiet)
Apropos bowling: Er det med vilje, at kuglen triller snorlige indtil meteren foran første kegle, hvor den snedigt sniger sig til en voldsom skæv drejning og derefter ryger direkte ud i den der rille, hvor den helst ikke skal ende? Det er altså UNFAIR! Her kommer arme jeg, uden ligefremme talentfulde bowlinggener, og så skal banen være så næsvis. Og er det overhovedet teknisk muligt at dreje så pludseligt? (Jeg ved ikke om det kan fornemmes.. men Malou tabte)
Indiana Jones er for resten jordens sejeste ældre herre. Er du gal (!) en form han holder sig. Er det ikke meningen at man trækker sig tilbage med kryds og tværs og banko, når man når en vis alder? Nå nå. Det er jo ikke ligefrem en dårlig ting. (Selvom slutningen stank noget så grusomt. Nu vil jeg ikke røbe den, med NEJ hvor er det sørgeligt at sidde og se så spændende en film, der så ender så antiklimaks. Gosh.)
UH – jeg bliver virkelig nødt til at fortælle om vores TroelsTur. Har netop opdaget en helt ny form for underholdende beskæftigelse, når samtlige forretninger er lukkede (satans shoppegen) og man render lidt rundt og føler sig meget lille på stor skole. Det skal du bruge: En blå bus med kassettebåndspiller (og ja! – det skal være kassetter. Cd’er er bandlyste og på ingen måde nær så sjove). Glade mennesker med is i hånden – og et område med en lille håndfuld efterskoler.
Sådan gør I: Fyld benzin på, find en bunke bånd – så nostalgiske som overhovedet muligt, og kør så ud. Lad endelig ikke los chafføros bestemme vejen. Det er snyd.
POINTE: Der er ikke noget meget fornøjeligt (måtte have det med, for det er virkelig et spøjst ord) end at køre rundt på random efterskoler, parkere minibussen i tomgang i gården, alt imens man gennem hele seancen har hujet og galet som syge. Det vinder faktisk over det at forsøge at klappe ualmindeligt flabede geder foran et lukket udkigstårn med skiltet ’under reparation’ fastklistret på døren. Hvilket også kan vendes til ren komik, hvis man gør sig umage – som i at lade som om, at man er kommet helt fra Tyskland for at se ud over Tåsinge fra netop dét tårn – hvilket selvfølgelig inkluderer alt fra krokodilletårer til kunstige sammenbrud med febrilsk græsudrivning og omfavnelse foran diverse pensionister på søndagsteudflugt. Sehr shjååw ☺
Nu vil jeg vende tilbage til Golfkrigen og afkoloniseringen af Afrika. En vis undervisningsminister ønsker jo, at man skal op i historie.
- Malou
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar