4. maj

Så vendte en hamrende træt og klatøjet Malou tilbage efter lang, men fantastisk (dyr) weekend i hovedstaden.
Det er blevet tid til et antiefterskolerelateret indlæg (dog næsten udelukkende med deltagere fra efterskolen). Hvilken lummert jeg er. Hæhæ.

For at sige det mildt: der er meget at skrive om. Så meget at jeg, for at undgå at tabe læsere med alt for meget tågetekst ad gangen, snyde lidt og spille puds med jeres hjerner: Hvis det går for vidt, deler jeg op i flere indlæg (hvis. huhu, malou dog)

For at starte med begyndelsen. Nej, for at starte med det der kommer lige efter begyndelsen (her mener jeg efter onsdag dag, aften og nat, som egentlig blot blev brugt på (hundedyr) transport - her tales både gåben, bybus, regionalbus, tog, stog & personbil. Christ, vi var først i Hillerød klokken mange. Endelig en god grund til fynbo-hed. Og nåja, stening af 'se mig, jeg har mange penge og dyrt tøj og vil riiiigtig gerne være kendt' -tv. Og Desperate Husmødre).
Altså: det blev torsdag den første maj. Hvilken glæde. Hvilken boblende forventning om lang, dejlig og solskinsrig dag med venner og tæpper. Men nej. I stedet fik vi regnvejr, regnvejr og mere regnvejr. Har aldrig i mit liv haft så våde fødder. Hvilket jo nok er min egen skyld. For hulen i stengrotten Malou, så kan du måske lære at begrave dine sko, når de dør. Som i: hul på højre sko så stort, at halvdelen af foden kan stikkes ud. Min taktik om ret snart at kunne hoppe i dem på ny, banebrydende og kreativ måde holdt altså ikke særlig godt i gajolvejr. Som i rigtig, rigtig skidt. Havde så mudrede og våde fødder, at jeg kunne mærke gruset klæbe mellem tæerne. Iiiivh.
Men i hvert fald: det regnede. Og vi havde selvfølgelig ingen parably - så forudsigende er vi nemlig. MEN: vi havde et tæppe :D. Så der stod vi så, inde midt i fælledparken (det er faktisk løgn: ude i siden), fem mennesker med et tæppe over hovedet. Lignede nok mest af alt en deform tippi med fødder. Spøjst. Spøjst nok til, at vi kom i fjernsynet. Så hvis de har set en deform tippi med fødder i et indslag fra fælledparken, så var det maj.
- En lille indskudt anekdote: En mand med øl i hånden stak pludselig hovedet ind og råbte (eller sagde - svært at bedømme ordentlig under tæppe: "Er i sygeplejesker?" Hvilket vi selvfølgelig svarede nej til. Uforudsigelige måske, men vi lyver ikke. (som om de to ting har noget med hinanden at gøre.. for helvede malou!) Og så råbte han - denne gang råbte han uden tvivl: SÅ BLIV DET! hvorefter han forsvandt i et par minutter, for så at hive vores alternative paraply af os stakler, som åbenbart ikke var våde nok i forvejen. Nå! (Okay, det lyder ikke nær så sært og sjovt, som det var. Eller også har jeg bare meget dårlig humor)

Åh Gud, klokken er mange. De andre kommer om lidt: Må hellere op og tage imod dem. :3

To be continued..
(ligesom de siger i Pokemon - ikke Anna?)

Malou