praktisk info: locationskift

Pakker lige nu de sidste nyvaskede kjoler mens jeg spekulerer over, hvor latterlig høj kiloprisen er på togbilletter til københavn. Efter en uge, hvor jeg har opnået lettere kvadratiske øjne og rent faktisk spist så meget chokolade, at jeg ikke har lyst til mere (!!!!!), vender jeg snuden mod meget savnede rantzdyr i hovedstaden. Kyniske mennesker der mener, at det er skabet at savne folk så meget så hurtigt, bedes tage i betragtning, at en uge er rigtig, rigtig lang tid, når man er vant til at omfavne folk hver morgen, fordi det er otto timer siden, man sagde godnat. Desuden er det det ultimativt længste, vi har været adskilt siden vi mødtes. Føler mig personligt som lidt af en survivor.

blablabla

Nu er det jul igen.
Og selvom det lige nu er en sødmefuld bjældeklang der fylder det meste af mit hoved, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvorfor bjælderne er belagt med guld og dækket med apokryft klistersne fra dåse. Når jeg forgæves spejder ud af vinduet efter den hvide jul og i stedet bliver mødt af en irriterende husudsmykning der giver bling bling en helt ny betydning. Syntetisk Bling Bling Bubblegum. Euw, for resten.

Er julen i virkeligheden en global undskyldning for alle de dage, vi arbejdede over og alle de aftaler, vi skippede? Er julen den tid, hvor vi undskylder for alle de mandage, hvor vi småløb til bussen i en stresset trængsel og alarm mandag eftermiddag med coffe to go i den ene hånd og en smøg, der egentlig ikke må være tændt og som i øvrigt er den sidste, i den anden?
Har vi i virkeligheden brug for en søjletradition som julefrokoster for at få nosset os sammen til at lave noget med de mennesker, vi altid savner men aldrig ser? Og in that case, burde den slags så ikke få ’det skal vi gøre noget oftere’ til at runge højere end hovedpinen dagen efter?

Ville det ikke være bedre, hvis vi spredte al hyggen over hele året, så vi kunne slippe for at blive kvalt i den i december, og ikke føle os nødsaget til at købe den der nintendo DS til Bertil på fem? Hvor mange computerspil koster det at arbejde hver søndag? Ville det ikke skabe en mere rolig julestemning, og et mere roligt sind i det hele taget, hvis man i stedet vidste, at man hver anden søndag har været på skovtur, leget med fingermaling og været indianere på flugt fra Slemme Bill Med Den Røde Næse?

Det senmoderne samfunds kommercialisering af julen har gjort den opreklameret og hysterisk. Kvicklys siden august forberedte kunstige nisselandskab understreger kun den sindssyge gaveræs’ forkerte rolle. December måned er efterhånden blevet en årlig matematikeksamen hvor udgift skal gå lige op med indtægter. Julen skal ikke være påtvunget hygge, og udvekslingen af gaver skal ikke handle om, hvor meget en trøje har kostet eller om man må give oluf en gave, hvis oluf kun giver et kort.

Når alt kommer til alt kan jeg alligevel ikke lade være med at elske december, måske netop fordi den søde ventetid juleaftensdag, hvor butikken er lukket og stresset forbi, bringer hyggen ind i et samfund, hvor herberget normalt kun har plads til dem, der kommer først, eller dem, der kender en bagindgang (note: reference til biblen. Spydige kommentarer frabedes. må hellere stoppe inden det bliver ækelt).
Og jeg ved squ ikke hvad julen er. Jeg ved kun, hvad den gør ved mig, til trods for al den overfladiske matador vi propper i kræmmerhuset. Og jeg ville aldrig undvære den.

Så var det jul igen.
Og det eneste der varer til påske er den ekstra sul, anden i sin vrede over at blive stegt, har valgt
at placere på min mave. Flab.

merry merry christmas

Det sørme, det sandt, december
Og højt fra træet grønne top
Venter de på, at vi får begyndt
Med ekstrapost fra land til land
Og hvorfor er huen rød, når den ku være violet?
Hos damerne i Illum kan man få det som man vil

For det kimer nu til julefest
Der er kirkeklokker, og fyldte sokker, og kræmmerhuse og hjerter
Nu skal alle folk ha' risengrød
Halleluja – Halleluja
Stjernen leder vise mænd
Se butikken, hvor den stråler smukt!

Bedste blev kørt over af et rensdyr
Det er juletid, så ønsk dig en ny
and the very next day, you gave it away
Menneske, fryd dig!
I mens vi skåler for de røde næser
Og engle daler ned i skjul

morale: hvis man danser til nik&jay bliver man straffet med dobbelttrælår

Ak ja. Så ligger man her på i sin dobbeltseng og har overvældende mange kvadratmeter at boltre sig på, sådan helt for sig selv og alene. Man kigger på uret, uden egentlig at vide hvorfor, for det eneste man skal nå, er at færdiggøre et enkelt julekort inden der kommer mikkel og guldkortet. Ah. Ferie.

Er efterhånden ved at nå til et stadie, hvor mit søvnunderskud ikke længere har den store betydning for reflekser, reaktion og trang til anskaffelse af rullestol. Den eneste del af min krop, der stadig knager, er til gengæld ret så anstrengende. Finder det ikke specielt gennemtænkt, at man skal straffes med 72 timers eftersidning i form af jagende smerte, fordi man liiige glemte at strække ud efter 2 en halv times hoppen og ned til lettere elendigt musik (den slags, man aldrig hører selv, men som man alligevel kan huske fra første vers til sidste trommeslag, så det er jo egentlig ikke så elendigt igen). Man strækker altså ikke ud efter en julefest. Det gør man altså ikke. Specielt ikke, når man normalt er skræmmende inaktiv og har overvejet at sælge begrebet ’udtrækning efter anstrengende motion’s plads i min hukommelse til something like ’egypterne barberede deres øjenbryn af i sorg, når deres katte døde’.
Gosh. Mit lår er lavet af træ.

I øvrigt fyrre gange HA! til de utallige breezerdudes der gennem tiden har delt en version af denne velformulerede sætning med mig ”man kan fucking ikke have det sjovt uden spruuuuuut”. Der er i øjeblikket en hel bunke billeddokumentation på det modsatte i omløb rundt omkring i cyperspace (deriblandt billeder af min sejr i limbo).

På trods af århundredets pinliggørelse i form af foruroligende gusten ’hurry down the chimney tonight’ musikvideo med laura, emilie, mathilde og jeg i hovedrollerne (sidstnævnte som vammel julemand), der aldrig, og jeg gentager: ALDRIG, vil blive vist igen, var det nok en af det hyggeligste aftener i efterskolens historie. Med traditionel julemiddag, ikke særlig traditionel mandelgaveleg og gigapakkeleg med 150 gaver, 80 mennesker og 8 terninger var det svært at finde på en bedre måde at sige god jul til hinanden på.

atlastisk

Sidder i skrivende stund i dæmpet lyskædelys og venter på, at laura får nosset sig op i min køje, så vi kan se sex and the city. Nyder udsigten til den stødt voksende bunke af rod, der allerede indikerer, hvem der bor under de tre tøsedyner, mens jeg overvejer alle de hyggemuligheder der er i de halvbare vægge. Vores nye vægge. Mit nye værelse.

Atlas er ifølge den nordiske mytologi en kæmpe, der holder himlen fra at falde sammen over jorden. Om man vil tro på bodybuilderatlas er op til en selv. Personligt ville jeg næppe turde lægge al verdenshjørneansvaret på én mand (der i forvejen har en del overvægt på skuldrene). Tanken om, at han bare ved at dreje hoften for at undgå at gro fast, ville gøre øst til vest (og derved tvinge mig til at være misfosteret med de store fødder der ikke kan spise med pinde) skræmmer al tryghed i religion meget langt væk.

Og det har heller ikke rigtig nogen relevans (men jeg har valgt at gemme det, for tid er brugt og tid er penge). For i min verden er Atlas et hus – mit nye hus, med mit nye værelse og mine nye roomies. Krystalkuglen spår beklædningskollektiv og ultimativ hygge. YAY, hvor jeg dog elsker jer piger!


^let love be love

jeg er en kegle

Havde i går formiddags en oplevelse så fæl, at jeg (hvis jeg ikke balancerede på grænsen mellem travlhed og stress) ville benytte mig af gratis advokathjælp og sagsøge bowl and fun. De slamberter! Når man i forvejen er nødsaget til at kamuflere sit keglehandicap med selvironi øger det ikke ligefrem kampgejsten at få kastet et sætning som ”nej, du kan ikke få tildelt bowlingkirugi med øjeblikkelig forbedring af spil, det er du for gammel til” i hovedet af bowlinghalsmand, der ikke kun talte ned til mig, men også SÅ ned til mig (er det sådan et højere gulv de har bygget bag disken til netop dét formål?)
Synes det er meget uforskammet og diskriminerende overfor antirutinerede bowlere (på genialt hyggelig skoleudflugt, der har givet det ellers madpakkelugtende regnvejrsord en helt ny betydning) som jeg, der i forvejen er en smule forlegen over at skulle spørge efter hegn. Hvordan kan snydehjælp have en aldersgrænse? Voksne snyder altså også. Hele tiden. Alle snyder.
At det ikke engang virker at argumentere for, hvorfor man har ret til børnebander (i mit tilfælde fordi jeg er langt dårligere til bowling end en tiårig uden arme) er uretfærdigt og tilføjer kun endnu en ting på listen over ting, der var nemmere, dengang man var lille.

Har desuden også mistænkt bowlingmedarbejderne for at smitte af på banerne. Finder det ualmindeligt flabet, at banen har en lille, usynlig bakke en halv meter foran første kegle. Det gør ligesom, at selv det smukkeste strikeagtigeskud drejer forbi SAMTLIGE kegler et sekund før jubel. At bakken tilsyneladende kun vælger lege tittebøh når det er min tur, er simpelthen unfair!
.. unfair, siger jeg!

Og selvom igår, den sekstende december totusindeogotte, for altid vil blive husket som dagen, hvor jeg lavede et næsten syntetisk tegneseriestunt i et møde mellem min bare fod og en tegnestift, så synes jeg lige, at jeg i en henkastet sætning ville nævne mit forrygende bowlingspil.
JEG FIK STRIIIIIIIKE! (og jeg er ligeglad med, at det var på andet forsøg. Det var ti kegler i et skud, og det er altså strike. Nemlig!).
Bid her mærke i første del af indlægget, hvor det tydeligt fremgår, at mine evner indenfor kegler tidligere har udtrykt sig i form af standby-nuller på pointtavlen. Var henrykt da jeg i første skud væltede syv kegler. Syv er mange for mig. Syv er rigtig mange for mig.

Malou
(som dog er ganske fortrøstningsfuld. Da bowlinghallen i formiddagstimerne åbenbart er porcelænsmalingserstatning for hele Svendborg kommunes pensionister, skal jeg nok få det indhentet engang.)

fordi aladdin kan give dig et helt nyt liv

Efterskole er nu lidt spøjst. Selvom man vokser syv år og lige pludselig er ’voksen’ (som om nogen nogensinde bliver det, sådan rigtigt), er er det samtidig som om man drukner i en barndomsekstase der ville få samtlige provinsknallergutter til at fnyse hånende og bunde deres breezer. For når man står der og er ikke rigtig voksen og ikke rigtig barn, med hovedet fyldt af flyttehjemmefraregnestykker og bekymringer om fremtidig uddannelse (gosh, hvor er jeg træt af det ord. og jeg er endda stadig i træningslejren) synes transportmidler som hemmelige helikoptere lige pludselige ganske fornuftige ved siden af DSB og deres latterligt dyre billetter.
Når ens pengepung ikke helt har råd til alle de sko, moden, byen og, nok mest af alt, en selv, siger, man har brug for, er det som om trøstechokoladen smelter og bliver halvharsk ved siden af sange om de gamle røde gummistøvler, der er for små (eller, in my case, hvor de har mistet sålen. talk about slidhed).

Ens forældre begynder pludselig at spørge ind til ens ønskeseddel. Er man nu også helt sikker på, at man ønsker sig Mulan på DVD? Det kunne måske ligne et desperat forsøg på at vinde en enkeltbillet til Ønskeøen og undgå at skulle tage stilling til de bunkevis af valg, der hober sig op, alt i mens man nyder livet som lalleglad efterskolehippie.
Faktisk tror jeg, at det er lige omvendt. Når vi som humørskøre teenagere genfinder kærligheden for barndommens naive eventyrland tror jeg nærmere det er fordi, at vi her på broen mellem sut og selvvalgt opgave forsøger at holde fast i os selv og undgå at ende som skrækeksemplet på en kedelig vanedansker uden lyst til andet end dagens dokusoap på dr1.
Og for at undgå at skrive et helt essay, som ingen gider at læse, har i her pointen:
Alle jer ude i den virkelige verden skal tage det helt roligt. Og jer, der synes vi er barnlige skal holde jeres kæft. Eventuelt ved hjælp af sut.

P.S
Når man taler om selvstændighed, synes jeg et lille klardigselvråd er på sin plads her fra min side: Læs for gud skyld ALTID på flasker med flydende væske FØR du vædder vattet og gnider dig i øjnene. Øjenmakeupfjerner og neglelakfjerner (i mange hjem måske bedre kendt som acetone: gift) kan nogle gange godt ligne hinanden. Ligne hinanden. Ligesom den minemale forskel på salt og sukker ved lidt uforsigtighed kan ødelægge ens morgenmad.
Derfor: LÆS! For guds skyld.
Kærlig hilsen hende, der glemte det og i ti minutter var tæt på at blive halvblind.

.. og til dem, der ønsker billedsprog (hvilket i virkeligheden slet ikke har noget at gøre med deres interesse i tekst, men udelukkende er fordi de gerne vil grine af min klodsede tumpethed):
Var i fuld gang med at finde næste sex and the city disc med den ene hånd, da hånd nummer to fik lyst til at forkæle mine øjenvipper med lidt luft efter et del døgn med mascara. Fandt derfor (lidt for) dybt i mit skab en flaske, der lignede øjenmakeupfjerner så meget, at jeg uden at tænke over det begyndte at hælde de i højre øje. Synes pludselig at kunne fornemme en håndfuld flammer æde mit øje. Løb frustreret rundt om mig selv syv gange i håb om, at lidt fiktiv vind ville slukke al ild med det samme. Det virkede ikke. Satte derfor mod badeværelset (kostede kun mit knæ en halv hudafskrabning) hvor min hals drejede sig i en (indtil nu) umulig vinkel, så vandet kunne redde mit syn. Det virkede, og jeg ser fint og så synes jeg ikke vi snakker mere om det.
Basta!

efterskolehippier

.. nogle gange er ord overflødige.
glædelig weekend - og glædelig overstået gåtur, som trods vind og blæst (og meget af det) var hyyyyyyggeligt!
det er næsten utroligt, så meget skønne mennesker, toms guldbarre og marcipansnebolde kan hjælpe på frosne fingre.
(føler forresten helt ny lykke over mit kæmpehalstørklæde, som kan pakke ikke bare én, men to halse ind - ik'os, søde meta?)

sex and the efterskole

Har opdaget noget, som jeg aldrig burde have opdaget, men som jeg burde have opdaget for laaaaaang tid siden. Noget, der på alle flere måder bekræfter mig i mit køns ømme punkter. Ting som vi, i dette senmoderne samfund hvor kvinder er indehavere af de lækreste attachemapper og hvor ligestilling næsten er dagligt omdiskuteret, til tider ønsker os frabedt, eller i hvert fald fejer væk med ”mænd elsker også at shoppe”. Pjat. Kvinder er kvinder, og kvinder vil altid være bedst til at sladre, til at købe sko og til at bekymre sig om kærligheden. Og det, at vi tit har nogle lidt andre interesser end mænd gør os på ingen måde svage eller for den sag mindre intelligente (er desuden dagligt ved at brække mig over samfundets klassificering af forskellige former for intelligens. Men det er vist ikke det, det skal handle om nu)

For dette indlæg handler ikke om magtfulde kvinder. Det handler ikke om min indre rødstrømpe.
Det handler om min dybfølte forelskelse i Sex and the City. Serien, hvor de ikke kun sladrer om love at first sight – det er serien, der skaber det. For mødet med carrie og hendes mange sko er om noget andet kærlighed ved første blik.

For små otto (in case i ikke har lagt mærke til det, er otto officielt det nye ord for otte. Væn jer til det) døgn siden var jeg sex and the city jomfru (eller, nok en lidt grumset jomfru. For jeg er lidt kommet til at se filmen dengang den gik i biografen, hvilket jo afslører adskillige slutninger). Alligevel var det som en åbenbaring efter de første syvogtyve minutter. Har flere gange haft lyst til at slå mig selv hårdt oveni hovedet med noget ordbog for at have levet sekstenogethalvt år, før jeg fik min første dosis satcolin.
Directly i nervesystemet. Er allerede begyndt at mærke tegn på afhængighed. Håber og tror dog på, at det stadig er en beskeden psykisk afhængighed, som også hænger lidt sammen med hyggen i dyner og kaffe latte.

Nå, men I må have mig vældig meget undskyldt. En meget stædig stemme i mit hoved tigger om næste afsnit.

lys-ia i mørket

Som jeg sidder her, lørdag morgen (ahøm) og nyder smagen af frisk mint i munden, mens jeg med skodåning og julesange lader op til de 12 kilometer, der skal nedlægges sammen med alle de andre (friske..) vandretursentusiaster, tænker jeg egentlig bare lidt over, hvorfor nattevinden er så fucking flabet. Okaj, kan måske lige leve med, at den skaber indianertient i mine kinder, når jeg synes det er tid til at få genopfrisket det der cykling. Men er det ikke lige lovlig uforskammet at lege final destination med vejr eneste lille flamme, der begiver sig udenfor? Synes ikke den kan være det bekendt, specielt ikke taget i betragtning af, at de tilsammen udgør halvdelen af de fire elementer. Det er meningen, at de skal arbejde sammen. Ih altså.


For udover en meget begrænset begejstring fra resten af efterskolemenneskerne var vinden nok den største udfordring, da vi fem piger i går nat klokken tolv fattede hættetrøjer og toiletpapirsindpakkede stearinlys til et alternativt overraskelsesluciaoptog. Tror det længste, jeg nåede før et barbarisk vindstød gjorde det af med min flamme var noget nær… 10 meter. Top!
Men trods disse forhindringer (toppet med en takt, der næsten var så taktløs, at vi besluttede, at det var meningen) og et ret beskedent antal smilende publikumsansigter, så var antallet af de smilerynker, der blev født i vores ansigter den aften mere end nok til at veje op på alting.

Kender i for resten det der med, at man ser en plakat for en nye familiefilm ved busstoppestedet til 202’eren, og lige pludselig finder sig selv med en stikkende lyst til at agere menneskelige statuer af de, i dette tilfælde animerede rensdyr med exceptionelt store øjne, mens man venter i kulden? (venter på graaaatis bus. Kan godt lide, at svendborg kommunes gave til borgerne også kommer mig til gode. Ville endnu bedre kunne lide det, hvis det var landsdækkende og altid i stedet for kommunalt og for en enkel uge).
Er fra nu af en lidt større fan af busstoppesteder.

kaos i familien

Noget af det, de fleste er bekymrede for at undvære, når de tager på efterskole, er deres familie. Og selvom ‘syv år’ udvikler en på utrolig mange punkter – deriblandt selvstændighed, så er følelsen af familie og samhørighed nu og en gang noget, man aldrig vokser fra at ønske, og lige gyldigt hvor selvsikker man bliver på sine egne, teenagevaklende ben, vil en tryg base altid kunne give noget ekstra. Når man går på efterskole har man derfor en.. dadadadaaaah: reservefamilie!

Og ja, ordet i sig selv lyder måske lidt tamt og halvkøligt. Sat sammen med ordet ’efterskole’ bliver det faktisk kun endnu mere spøjst, for tanken om en familie bestående af én forældre og en ti-tolv småforvirrede, filipensbefængte næstenvoksne (det lider af skiftevis hukommelsestab og humørsving – til tider faktisk også mikset sammen i en munter blanding, hvor man er sur uden rigtigt at kunne huske hvorfor). Hvis man så først begynder at koble efterskolereservefamilien sammen med ting som ’morgenmad’, vil kaotiske scener med cornflakeshaglvejr som fokusfanger med garanti indtræde i en betydelig procentdel af befolkningens nethinder. Så det skal man lade være med.
For i virkeligheden minder ens efterskolefamilie på ingen måde om en familie, som vi kender den. Kontaktgruppen, som man spiser med tre gange om dagen og hurtigt får et helt specielt forhold til (man bliver nødt til at knytte et vist bånd for at kunne åbne op for mærkelige spisebordfetisher som f.eks. at balancere med en gaffel på næsen) kan jo på ingen måde agere stand in for ens mor, der smører madpakker og vasker ens trøje, hvis man har spildt tomat på den, ligesom den heller aldrig kan erstatte ens far, der for at erstatte ens ikkeeksisterende onkel altid er sjov på den der drillesjofeltmenalligeveluskyldigt måde. Kontaktgruppen giver noget helt andet. Udover det (trods ualmindelig store mængder gnavenhed og søvn i øjnene) opløftende ’god morgen’ og et evig (og ja, jeg indrømmer det.. dårlig) joke om mineraler kunne det for eksempel være… (hvis vi forestiller os elleve mennesker i katrines stue en onsdag aften efter store hjemmelavede burgere til den halvårige kontaktgruppehyggething)

Fælles mobning af undertegnedes lange arme, der ifølge Fie giver associationer til orangutanger.
Eller intens kamp om at få chris til at tage otto æbleskiver i munden på samme tid (hvis det ikke havde været for et par tikkende visere og en soven over sig for det sidste hold æbleskivers vedkommende, havde vi med garanti vundet kampen! Og tro mig – han KAN rent faktisk).
Eller blot små ting som at lege spøjse kenddinkontaktgruppebuddie- lege med spørgsmål ”hvem ville være den bedste til at spille på lut?” og ”Hvem ville være nemmest at få overtalt til at danse folkedans med fyrre pensionister på landsdækkende tv?”

og så synes jeg lige i skal have æren af at se mathilde imitere den noget kringlede sætning "hauge hopper på en sko". (elsk mig, mathilde!)

stilhed i blå vogn

Synes lige jeg ville skrive et kort indlæg for at undgå eventuelle bekymringer omkring mit helbred. Det er meget længe siden, der sidst er gået så lang til mellem to indlæg, men bare så vi undgår bævl af nogen slags overhovedet: jeg døde ikke af kulde, jeg er ikke druknet og julemanden har ikke kidnappet mig endnu. Jeg er blot blevet overrumplet af en galoperende trang til at være hjemme (som i hjemmehjemme) og slappe af med julepynt, julemusik og sex and the city. Nogle gange kan 90 mennesker nemt være 89 for mange. Og lige gyldigt hvor meget man elsker at slås med gertrud, at synge med luna og at grine med laura, så har man bare brug for at være alene nogle gange. Min kroniske træthed er en af bivirkningerne, for når man ikke er alene i dagens lyse, vågne timer, er den eneste måde at gifle noget kvalitetstid med sig selv, at nyde nattens rolige mørke, når værelseskammeraterne sover og alt er stille. Resulterer så for det meste i nogle grumme rander under øjnene, men desværre er ro på en efterskole en rimelig sjælden vare, og de få udbydere der er, kan derfor slippe af sted med selv de tåbeligste priser.

I hvert fald sidder jeg lige nu i min stue i ullerslev, som jeg for en gang skyld elsker for dens minimale størrelse og ikkeeksisterende lydniveau. Jeg hører alt for højt musik og danser med min hund til den slags sange, jeg ville blive erklæret lettere sindsforstyrret for at høre på efterskolen. Og jeg nyder det. Nyder stilheden mens jeg samler energi til de sidste to ugers sociale pingpong med mennesker, man gerne vil drikke te med og møder, man skal nå at holde.

Apropos sindsforstyrretness. Er stadig helt paf over pernille rosenkrantz-theils pludselig politiske længdespring. HVORDAN(?!) Kan man gå fra enhedslisten til socialdemokratiet, bare sådan lige? Jeg har respekt for, at man som menneske er åben overfor andre holdninger og ikke holder manisk på sit eget. Men rosenkrantz var med sin ukuelige ildhu mit forbillede. Når hun kan skifte mening så radikalt efterlader hun virkelig undertegnede som et spørgsmålstegn. Er det sådan noget man gør, når man som politiker får stress og leder efter noget, der kræver mindre overskud? Overvejer alvorligt at søge statsborgerskab i mere politisk seriøst land. Føler mig latterliggjort, når politisk barnlighed skubber Christiansborg længere og længere over mod interne slåskampe om de bedste gynger i Rød Stue. Blå stue.
Gad vide om det er derfor, det hedder en blå vogn?

selvforskyldt sygdom

Har du hørt om nærdødoplevelser? Har du nogensinde pisket dig selv igennem en ulidelig lang dokusoap, hvor en halvgrå, trist kontormus vrænger i tre kvarter om sit møde med døden i et billedsprog, der får tolkien til at lyde kortfattet. Om tunneller og lys og ikke lys og nakkehår, der rejser sig og blahblahfuckingblah.
Well, jeg har aldrig rigtig vist, om jeg skulle tro på den slags. Ideen, at det er muligt at vende tilbage fra døden bringer kun minder om mit skænderi med slutningen af harry potter frem på nethinden (kan for resten konstatere, at omslaget har et ret standhaftigt immunforsvar).
Indtil i går eftermiddags. I går eftermiddags, hvor jeg sammen med smukke laura gik igennem min egen nær-nærdødsoplevelse. Gik er måske en overdrivelse. Tror nærmere at vi.. slæbte.

Som tiendeklasseprojekt skulle emilie, laura og jeg lege lidt med fotografering og hvad der danner stemningen i et billede. Til det havde vi ladt et kamera op og købt en hvid herreskjorte i den lokale genbrug. Skjorten skulle gå igen som eneste beklædningsdel på samtlige billeder, og vi ville med kropsprog, makeup og photoshop så forsøge at give den forskellige udtryk.
Pludselig befandt vi os altså med en hvid skjorte, noget snevejr og en deadline, der fik stressen til at småkoge i juleglæden. Laura og jeg havde altså intet valg – enten lod vi være med at lave det (som i.. nej!) eller også tog vi fat i vores indre varme og drog mod skoven, klar til at fryse og se godt ud på samme tid. Det blev det sidste.

Var allerede på det tidspunkt klar over, at overlevelse uden helbredsmæssige skader, ville kvalificere mit immunforsvar til nobels fredspris. Var også klar over, at det sidste faktisk var mere sandsynligt end at jeg ville slippe med røde kinder og trang til te.
Små (men lange) to timer og to tøjskift i skoven senere var jeg så frossen, at en isterning ville have været varm mod min hud. De tusindvis af gange i mit liv, hvor jeg har frosset og troet, at mine fingre ikke kunne blive stivere, virkede pludselig ynkelige og udtryk ”så kold, at det brænder” fik pludselig en helt ny og . Mine fødder var frosne i en så bogstavelig forstand at jeg, selv med al den viljestyrke, jeg havde tilbage der i kulden, ikke var i stand til at komme i kontakt med dem. De nægtede simpelthen at bevæge sig. Det var som at have en mursten bundet fast til sin ankel. Som at have en mursten smedet fast til sin ankel. En stykke dødvægt, der bare hænger der til ingen anden nytte end smerte. Mine fingre kunne hverken bøje eller ikke bøje, de var der bare. De var så kolde, at det eneste der fyldte mit hoved udover smerten hvor frygten for, at de skulle nå til et punkt, hvor de knækkede af.
Turen fra tankefuld til efterskolen har aldrig været længere. Var så udmattet og frossen, da jeg endelig nåede sirius’ hoveddør, at jeg end ikke havde energi til at åbne den. Måtte kalde på katrine, som åbnede for mig, så jeg med mascara og læbestift i hele hovedet kunne slæbe mig ind i varmen, hvor jeg magtesløst kastede mig i armene på gertrud og begyndte at græde af bare fortvivlelse. Hun hev mig ud på badeværelset, hvor hun kærligt forsøgte at puste livet tilbage i mine hænder, men mødet med varmen brændte så ekstremt, at jeg måtte trække dem til mig for at undgå at skrige. Skrigene kom til gengæld, da jeg forsøgte at tage et bad. Ikke engang et varmt bad. Et koldt bad. Jeg brændte under koldt vand. Jeg KOGTE under koldt vand.
Endte med at blive hentet ud af gertrud, som pakkede mig ind i så mange lag tæpper og dyner, at jeg, selv hvis jeg kunne, ikke ville være i stand til at bevæge mig.
Kære gertrud, du har reddet mit liv.

Så altså. Otto halvkedelige billeder har altså kostet mig fiktive fem kilo ekstra under håret, en ømhed i så talrige dele af min krop, at jeg bider mig selv i læben i skrivende stund for at kunne holde kontakten mellem fingre og tastatur. Det har kostet mig deltagelsen i årets efterskolecover af do they know it’s christmas OG mit julehumør.

Nu, før jeg endnu engang lægger hovedet på puden i et naivt forsøg på at sove hovedpinen væk, virker det næsten obligatorisk at stille mig selv spørgsmålet: var det det værd?
Jeg beklager, hvide skjorte, men nej. Bortset fra seks timers sex and the city (hvilket på skrift lyder lidt mere sørgeligt, end det føles) har gårdagens møde med naturens kummefryser kun gjort mig klogere på to ting: hvad det virkelig vil sige at fryse og at jeg virkelig er en nar. For nogle gange er det vigtigere at være pligtopfyldende overfor sin krop, end at være det overfor en projektopgave.
Laura, vi er dumme. Meget dumme.

det kan godt være tåget selvom man bor under et tag

Flere spørger, hvorfor jeg altid ser så træt ud.
Svaret er enkelt: jeg er altid træt.
Hvorfor jeg er det, er svaret på ligeså simpelt: jeg sover simpelthen ikke nok.

Og det er der flere grunde til. Det er ikke kun min umættelige trang til at grifle lettere irrelevante blogindlæg hver eneste aften før dynetid, ligesom det heller ikke er min sygelige bogstavbesættelse alene, der stjæler timer for jeg stakkels menneske. Ting som ichat og fælles udmattet, dårlig humor gifler til tider lidt for mange kostbare minutter af aftenen (den aften, der måske med lidt viljestyrke kan kvalificeres til nat). Digitale medier muliggør nemlig lovlig natterend.
Det er ikke godt.



… behøver jeg sige mere?

det kimer nu til julefest

… opdagede lige, at jeg i sidste indlæg kom til at bruge betegnelsen ”for høj og for dårlig julemusik”. Det beklager jeg DYBT. For med den halve sætning har jeg ikke kun fornærmet samtlige julesange. Jeg har også svigtet mine egne fundamentalistiske følelser for julens, til tider noget pladderomantiske, toner. Og der er flere kun’er. For det er ikke engang skidt. Det er ikke engang meget skidt. Det er virkelig, virkelig skidt. Taget i betragtning af, at jeg har brugt fyrretyve polske håndværkeres kræfter på at kæmpe for fri og nonstop julemusik hele december måned, burde mine fingrespidse give stød, hvis jeg så meget som forsøgte at skrive noget så grufuldt som ’dårlig julemusik’. Og her mener jeg ikke et mildt upserdervirkelighegnimellemdigogmigkærehest – rap over nallerne, jeg taler om ÆGTE fyrretyvetusind watt stød, som når man taber en hårtørrer i badekarret, springer på trampolin med telefonledninger som seler og gnider hele kroppen i uldne striksweatre lige før mødet mellem finger og stikkontakt – på samme tid.

Julesange skal for evigt bevares hellige og udenfor den almene bedømmelse af musikkvalitet. For ligeså snart en tekst omhandler brunkager og marcipan, er den egnet til julebal i nisseland.
Og ja, last christmas er et ret talentløst stykke musik på flere måder. Men det ændrer ikke det faktum, at den vækker billeder af blød sne, hjemmelavede æbleskiver og puslen om indpakningen af gaver til live i en sådan grad, at selv dem, der hader julen, kommer lidt i nissestemning (bortset fra gertrud, men hun er også et ret ekstremt tilfælde). Julemusik er sådan noget elsker og hader på samme tid – kindofthing, og det er spøjst, og man kommer aldrig helt til at forstå det, men på den anden side forstår vi jo heller ikke helt hvorfor vi overhovedet fejrer jul, så vi overlever nok.
Den eneste slags (såkaldt) julemusik, der skal gemme sig meget langt op på loftet med gavebånd for munden, er de mediehungrende samlebåndsbabes der iført ’nissekostume’ i størrelse influenza og et meget begrænset toneregister forsøger at indtage decemberradioen.(og det er egentlig lidt underligt, hvor det er altså ret begrænset, hvor meget af deres bare hud man kan se gennem radioen). Desværre lykkedes det dem ofte at jagte mine ører så indædt, at jeg ingen chance for modstand har, og deres blasfemiske form for julemusik ender med at rasere og klistre sig fast i min bevidsthed. I enkelte tilfælde har jeg endda taget mig selv i at synge med. (FAIL)

Når det er sagt, så synes jeg du stakkels læser af dette overflødige ævl skal belønnes med at billede fra weekendens julepyntsproduktion.


Tænkt ikke over det umiddelbart mutte ansigtsudtryk. Det var meget intensiv hygge, der krævede dyb koncentration.

.. iiih, hvor jeg i grunden savner friheden ved at være kakaograsist. Er i denne isnende tid næsten villig til at vie mit liv til automatpædagogikken, hvis det kan skaffe mig et tilsvarende langt abonnement på gratis kaffe og kakao.

kalendervender

Der er halvdøve ører grundet for høj og for dårlig julemusik. Der er tommelfingernegle med sølvfarvet viskelæderagtigt smuds på spidsen (årsag: de skrabekalenderne, vi solgte vores rengøringsgener for). Der er levende lys, hvor der umiddelbart ikke burde være det. Der sidder flere håndfulde acneramte teenagere mejslet fast foran skærmen (nej, ikke apple - fjernsyn) til nissereggae og guldkortskomik. Der er bjerge af pakkepost fra mor og far og tante og grandkusinen. Der er, i hvert fald for mit vedkommende, en high school musical chokoladekalender (yay), som byder på en daglig smagsløgsadrenalinkick af tysk kvalitetschokolade lavet af alt andet end rigtig kakao og med en basketball eller en løve som stedfortræder for barndommens engle og mistelten. Der er juleæbler med marcipan og kanel. Der er slankekursguirlander med pebernødder i (læs: små ståltrådskugler med en pebernød raslende rundt i midten. Specielt konstrueret til efterskolelivet, hvor man har pebernøddeorgier nok i forvejen). Der er julehjerter med blå tuschstreger i siderne. Der er kradsning i alskens hovedbunde grundet manglende finanser til køb af de mange julegaver, man ønsker at give folk (malou, der er tegn nummer et. når man bekymrer sig mere over egne julegaveindkøb end om kanjegsættemineønskeriprioteretrækkefølge
ogerdetokayikkeatønskesigandetendenroskildebillet – hjernevriderdilemmaet, er man ved at blive lidt voksen. Øv). Der er meget lange guirlander og utallige lyskæder.
Velkommen til jul på rantzausminde efterskole. Vi er kun lige begyndt.