stilhed i blå vogn

Synes lige jeg ville skrive et kort indlæg for at undgå eventuelle bekymringer omkring mit helbred. Det er meget længe siden, der sidst er gået så lang til mellem to indlæg, men bare så vi undgår bævl af nogen slags overhovedet: jeg døde ikke af kulde, jeg er ikke druknet og julemanden har ikke kidnappet mig endnu. Jeg er blot blevet overrumplet af en galoperende trang til at være hjemme (som i hjemmehjemme) og slappe af med julepynt, julemusik og sex and the city. Nogle gange kan 90 mennesker nemt være 89 for mange. Og lige gyldigt hvor meget man elsker at slås med gertrud, at synge med luna og at grine med laura, så har man bare brug for at være alene nogle gange. Min kroniske træthed er en af bivirkningerne, for når man ikke er alene i dagens lyse, vågne timer, er den eneste måde at gifle noget kvalitetstid med sig selv, at nyde nattens rolige mørke, når værelseskammeraterne sover og alt er stille. Resulterer så for det meste i nogle grumme rander under øjnene, men desværre er ro på en efterskole en rimelig sjælden vare, og de få udbydere der er, kan derfor slippe af sted med selv de tåbeligste priser.

I hvert fald sidder jeg lige nu i min stue i ullerslev, som jeg for en gang skyld elsker for dens minimale størrelse og ikkeeksisterende lydniveau. Jeg hører alt for højt musik og danser med min hund til den slags sange, jeg ville blive erklæret lettere sindsforstyrret for at høre på efterskolen. Og jeg nyder det. Nyder stilheden mens jeg samler energi til de sidste to ugers sociale pingpong med mennesker, man gerne vil drikke te med og møder, man skal nå at holde.

Apropos sindsforstyrretness. Er stadig helt paf over pernille rosenkrantz-theils pludselig politiske længdespring. HVORDAN(?!) Kan man gå fra enhedslisten til socialdemokratiet, bare sådan lige? Jeg har respekt for, at man som menneske er åben overfor andre holdninger og ikke holder manisk på sit eget. Men rosenkrantz var med sin ukuelige ildhu mit forbillede. Når hun kan skifte mening så radikalt efterlader hun virkelig undertegnede som et spørgsmålstegn. Er det sådan noget man gør, når man som politiker får stress og leder efter noget, der kræver mindre overskud? Overvejer alvorligt at søge statsborgerskab i mere politisk seriøst land. Føler mig latterliggjort, når politisk barnlighed skubber Christiansborg længere og længere over mod interne slåskampe om de bedste gynger i Rød Stue. Blå stue.
Gad vide om det er derfor, det hedder en blå vogn?