fordi aladdin kan give dig et helt nyt liv

Efterskole er nu lidt spøjst. Selvom man vokser syv år og lige pludselig er ’voksen’ (som om nogen nogensinde bliver det, sådan rigtigt), er er det samtidig som om man drukner i en barndomsekstase der ville få samtlige provinsknallergutter til at fnyse hånende og bunde deres breezer. For når man står der og er ikke rigtig voksen og ikke rigtig barn, med hovedet fyldt af flyttehjemmefraregnestykker og bekymringer om fremtidig uddannelse (gosh, hvor er jeg træt af det ord. og jeg er endda stadig i træningslejren) synes transportmidler som hemmelige helikoptere lige pludselige ganske fornuftige ved siden af DSB og deres latterligt dyre billetter.
Når ens pengepung ikke helt har råd til alle de sko, moden, byen og, nok mest af alt, en selv, siger, man har brug for, er det som om trøstechokoladen smelter og bliver halvharsk ved siden af sange om de gamle røde gummistøvler, der er for små (eller, in my case, hvor de har mistet sålen. talk about slidhed).

Ens forældre begynder pludselig at spørge ind til ens ønskeseddel. Er man nu også helt sikker på, at man ønsker sig Mulan på DVD? Det kunne måske ligne et desperat forsøg på at vinde en enkeltbillet til Ønskeøen og undgå at skulle tage stilling til de bunkevis af valg, der hober sig op, alt i mens man nyder livet som lalleglad efterskolehippie.
Faktisk tror jeg, at det er lige omvendt. Når vi som humørskøre teenagere genfinder kærligheden for barndommens naive eventyrland tror jeg nærmere det er fordi, at vi her på broen mellem sut og selvvalgt opgave forsøger at holde fast i os selv og undgå at ende som skrækeksemplet på en kedelig vanedansker uden lyst til andet end dagens dokusoap på dr1.
Og for at undgå at skrive et helt essay, som ingen gider at læse, har i her pointen:
Alle jer ude i den virkelige verden skal tage det helt roligt. Og jer, der synes vi er barnlige skal holde jeres kæft. Eventuelt ved hjælp af sut.

P.S
Når man taler om selvstændighed, synes jeg et lille klardigselvråd er på sin plads her fra min side: Læs for gud skyld ALTID på flasker med flydende væske FØR du vædder vattet og gnider dig i øjnene. Øjenmakeupfjerner og neglelakfjerner (i mange hjem måske bedre kendt som acetone: gift) kan nogle gange godt ligne hinanden. Ligne hinanden. Ligesom den minemale forskel på salt og sukker ved lidt uforsigtighed kan ødelægge ens morgenmad.
Derfor: LÆS! For guds skyld.
Kærlig hilsen hende, der glemte det og i ti minutter var tæt på at blive halvblind.

.. og til dem, der ønsker billedsprog (hvilket i virkeligheden slet ikke har noget at gøre med deres interesse i tekst, men udelukkende er fordi de gerne vil grine af min klodsede tumpethed):
Var i fuld gang med at finde næste sex and the city disc med den ene hånd, da hånd nummer to fik lyst til at forkæle mine øjenvipper med lidt luft efter et del døgn med mascara. Fandt derfor (lidt for) dybt i mit skab en flaske, der lignede øjenmakeupfjerner så meget, at jeg uden at tænke over det begyndte at hælde de i højre øje. Synes pludselig at kunne fornemme en håndfuld flammer æde mit øje. Løb frustreret rundt om mig selv syv gange i håb om, at lidt fiktiv vind ville slukke al ild med det samme. Det virkede ikke. Satte derfor mod badeværelset (kostede kun mit knæ en halv hudafskrabning) hvor min hals drejede sig i en (indtil nu) umulig vinkel, så vandet kunne redde mit syn. Det virkede, og jeg ser fint og så synes jeg ikke vi snakker mere om det.
Basta!