blablabla

Nu er det jul igen.
Og selvom det lige nu er en sødmefuld bjældeklang der fylder det meste af mit hoved, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvorfor bjælderne er belagt med guld og dækket med apokryft klistersne fra dåse. Når jeg forgæves spejder ud af vinduet efter den hvide jul og i stedet bliver mødt af en irriterende husudsmykning der giver bling bling en helt ny betydning. Syntetisk Bling Bling Bubblegum. Euw, for resten.

Er julen i virkeligheden en global undskyldning for alle de dage, vi arbejdede over og alle de aftaler, vi skippede? Er julen den tid, hvor vi undskylder for alle de mandage, hvor vi småløb til bussen i en stresset trængsel og alarm mandag eftermiddag med coffe to go i den ene hånd og en smøg, der egentlig ikke må være tændt og som i øvrigt er den sidste, i den anden?
Har vi i virkeligheden brug for en søjletradition som julefrokoster for at få nosset os sammen til at lave noget med de mennesker, vi altid savner men aldrig ser? Og in that case, burde den slags så ikke få ’det skal vi gøre noget oftere’ til at runge højere end hovedpinen dagen efter?

Ville det ikke være bedre, hvis vi spredte al hyggen over hele året, så vi kunne slippe for at blive kvalt i den i december, og ikke føle os nødsaget til at købe den der nintendo DS til Bertil på fem? Hvor mange computerspil koster det at arbejde hver søndag? Ville det ikke skabe en mere rolig julestemning, og et mere roligt sind i det hele taget, hvis man i stedet vidste, at man hver anden søndag har været på skovtur, leget med fingermaling og været indianere på flugt fra Slemme Bill Med Den Røde Næse?

Det senmoderne samfunds kommercialisering af julen har gjort den opreklameret og hysterisk. Kvicklys siden august forberedte kunstige nisselandskab understreger kun den sindssyge gaveræs’ forkerte rolle. December måned er efterhånden blevet en årlig matematikeksamen hvor udgift skal gå lige op med indtægter. Julen skal ikke være påtvunget hygge, og udvekslingen af gaver skal ikke handle om, hvor meget en trøje har kostet eller om man må give oluf en gave, hvis oluf kun giver et kort.

Når alt kommer til alt kan jeg alligevel ikke lade være med at elske december, måske netop fordi den søde ventetid juleaftensdag, hvor butikken er lukket og stresset forbi, bringer hyggen ind i et samfund, hvor herberget normalt kun har plads til dem, der kommer først, eller dem, der kender en bagindgang (note: reference til biblen. Spydige kommentarer frabedes. må hellere stoppe inden det bliver ækelt).
Og jeg ved squ ikke hvad julen er. Jeg ved kun, hvad den gør ved mig, til trods for al den overfladiske matador vi propper i kræmmerhuset. Og jeg ville aldrig undvære den.

Så var det jul igen.
Og det eneste der varer til påske er den ekstra sul, anden i sin vrede over at blive stegt, har valgt
at placere på min mave. Flab.