sex and the efterskole

Har opdaget noget, som jeg aldrig burde have opdaget, men som jeg burde have opdaget for laaaaaang tid siden. Noget, der på alle flere måder bekræfter mig i mit køns ømme punkter. Ting som vi, i dette senmoderne samfund hvor kvinder er indehavere af de lækreste attachemapper og hvor ligestilling næsten er dagligt omdiskuteret, til tider ønsker os frabedt, eller i hvert fald fejer væk med ”mænd elsker også at shoppe”. Pjat. Kvinder er kvinder, og kvinder vil altid være bedst til at sladre, til at købe sko og til at bekymre sig om kærligheden. Og det, at vi tit har nogle lidt andre interesser end mænd gør os på ingen måde svage eller for den sag mindre intelligente (er desuden dagligt ved at brække mig over samfundets klassificering af forskellige former for intelligens. Men det er vist ikke det, det skal handle om nu)

For dette indlæg handler ikke om magtfulde kvinder. Det handler ikke om min indre rødstrømpe.
Det handler om min dybfølte forelskelse i Sex and the City. Serien, hvor de ikke kun sladrer om love at first sight – det er serien, der skaber det. For mødet med carrie og hendes mange sko er om noget andet kærlighed ved første blik.

For små otto (in case i ikke har lagt mærke til det, er otto officielt det nye ord for otte. Væn jer til det) døgn siden var jeg sex and the city jomfru (eller, nok en lidt grumset jomfru. For jeg er lidt kommet til at se filmen dengang den gik i biografen, hvilket jo afslører adskillige slutninger). Alligevel var det som en åbenbaring efter de første syvogtyve minutter. Har flere gange haft lyst til at slå mig selv hårdt oveni hovedet med noget ordbog for at have levet sekstenogethalvt år, før jeg fik min første dosis satcolin.
Directly i nervesystemet. Er allerede begyndt at mærke tegn på afhængighed. Håber og tror dog på, at det stadig er en beskeden psykisk afhængighed, som også hænger lidt sammen med hyggen i dyner og kaffe latte.

Nå, men I må have mig vældig meget undskyldt. En meget stædig stemme i mit hoved tigger om næste afsnit.