det kimer nu til julefest

… opdagede lige, at jeg i sidste indlæg kom til at bruge betegnelsen ”for høj og for dårlig julemusik”. Det beklager jeg DYBT. For med den halve sætning har jeg ikke kun fornærmet samtlige julesange. Jeg har også svigtet mine egne fundamentalistiske følelser for julens, til tider noget pladderomantiske, toner. Og der er flere kun’er. For det er ikke engang skidt. Det er ikke engang meget skidt. Det er virkelig, virkelig skidt. Taget i betragtning af, at jeg har brugt fyrretyve polske håndværkeres kræfter på at kæmpe for fri og nonstop julemusik hele december måned, burde mine fingrespidse give stød, hvis jeg så meget som forsøgte at skrive noget så grufuldt som ’dårlig julemusik’. Og her mener jeg ikke et mildt upserdervirkelighegnimellemdigogmigkærehest – rap over nallerne, jeg taler om ÆGTE fyrretyvetusind watt stød, som når man taber en hårtørrer i badekarret, springer på trampolin med telefonledninger som seler og gnider hele kroppen i uldne striksweatre lige før mødet mellem finger og stikkontakt – på samme tid.

Julesange skal for evigt bevares hellige og udenfor den almene bedømmelse af musikkvalitet. For ligeså snart en tekst omhandler brunkager og marcipan, er den egnet til julebal i nisseland.
Og ja, last christmas er et ret talentløst stykke musik på flere måder. Men det ændrer ikke det faktum, at den vækker billeder af blød sne, hjemmelavede æbleskiver og puslen om indpakningen af gaver til live i en sådan grad, at selv dem, der hader julen, kommer lidt i nissestemning (bortset fra gertrud, men hun er også et ret ekstremt tilfælde). Julemusik er sådan noget elsker og hader på samme tid – kindofthing, og det er spøjst, og man kommer aldrig helt til at forstå det, men på den anden side forstår vi jo heller ikke helt hvorfor vi overhovedet fejrer jul, så vi overlever nok.
Den eneste slags (såkaldt) julemusik, der skal gemme sig meget langt op på loftet med gavebånd for munden, er de mediehungrende samlebåndsbabes der iført ’nissekostume’ i størrelse influenza og et meget begrænset toneregister forsøger at indtage decemberradioen.(og det er egentlig lidt underligt, hvor det er altså ret begrænset, hvor meget af deres bare hud man kan se gennem radioen). Desværre lykkedes det dem ofte at jagte mine ører så indædt, at jeg ingen chance for modstand har, og deres blasfemiske form for julemusik ender med at rasere og klistre sig fast i min bevidsthed. I enkelte tilfælde har jeg endda taget mig selv i at synge med. (FAIL)

Når det er sagt, så synes jeg du stakkels læser af dette overflødige ævl skal belønnes med at billede fra weekendens julepyntsproduktion.


Tænkt ikke over det umiddelbart mutte ansigtsudtryk. Det var meget intensiv hygge, der krævede dyb koncentration.

.. iiih, hvor jeg i grunden savner friheden ved at være kakaograsist. Er i denne isnende tid næsten villig til at vie mit liv til automatpædagogikken, hvis det kan skaffe mig et tilsvarende langt abonnement på gratis kaffe og kakao.