selvforskyldt sygdom

Har du hørt om nærdødoplevelser? Har du nogensinde pisket dig selv igennem en ulidelig lang dokusoap, hvor en halvgrå, trist kontormus vrænger i tre kvarter om sit møde med døden i et billedsprog, der får tolkien til at lyde kortfattet. Om tunneller og lys og ikke lys og nakkehår, der rejser sig og blahblahfuckingblah.
Well, jeg har aldrig rigtig vist, om jeg skulle tro på den slags. Ideen, at det er muligt at vende tilbage fra døden bringer kun minder om mit skænderi med slutningen af harry potter frem på nethinden (kan for resten konstatere, at omslaget har et ret standhaftigt immunforsvar).
Indtil i går eftermiddags. I går eftermiddags, hvor jeg sammen med smukke laura gik igennem min egen nær-nærdødsoplevelse. Gik er måske en overdrivelse. Tror nærmere at vi.. slæbte.

Som tiendeklasseprojekt skulle emilie, laura og jeg lege lidt med fotografering og hvad der danner stemningen i et billede. Til det havde vi ladt et kamera op og købt en hvid herreskjorte i den lokale genbrug. Skjorten skulle gå igen som eneste beklædningsdel på samtlige billeder, og vi ville med kropsprog, makeup og photoshop så forsøge at give den forskellige udtryk.
Pludselig befandt vi os altså med en hvid skjorte, noget snevejr og en deadline, der fik stressen til at småkoge i juleglæden. Laura og jeg havde altså intet valg – enten lod vi være med at lave det (som i.. nej!) eller også tog vi fat i vores indre varme og drog mod skoven, klar til at fryse og se godt ud på samme tid. Det blev det sidste.

Var allerede på det tidspunkt klar over, at overlevelse uden helbredsmæssige skader, ville kvalificere mit immunforsvar til nobels fredspris. Var også klar over, at det sidste faktisk var mere sandsynligt end at jeg ville slippe med røde kinder og trang til te.
Små (men lange) to timer og to tøjskift i skoven senere var jeg så frossen, at en isterning ville have været varm mod min hud. De tusindvis af gange i mit liv, hvor jeg har frosset og troet, at mine fingre ikke kunne blive stivere, virkede pludselig ynkelige og udtryk ”så kold, at det brænder” fik pludselig en helt ny og . Mine fødder var frosne i en så bogstavelig forstand at jeg, selv med al den viljestyrke, jeg havde tilbage der i kulden, ikke var i stand til at komme i kontakt med dem. De nægtede simpelthen at bevæge sig. Det var som at have en mursten bundet fast til sin ankel. Som at have en mursten smedet fast til sin ankel. En stykke dødvægt, der bare hænger der til ingen anden nytte end smerte. Mine fingre kunne hverken bøje eller ikke bøje, de var der bare. De var så kolde, at det eneste der fyldte mit hoved udover smerten hvor frygten for, at de skulle nå til et punkt, hvor de knækkede af.
Turen fra tankefuld til efterskolen har aldrig været længere. Var så udmattet og frossen, da jeg endelig nåede sirius’ hoveddør, at jeg end ikke havde energi til at åbne den. Måtte kalde på katrine, som åbnede for mig, så jeg med mascara og læbestift i hele hovedet kunne slæbe mig ind i varmen, hvor jeg magtesløst kastede mig i armene på gertrud og begyndte at græde af bare fortvivlelse. Hun hev mig ud på badeværelset, hvor hun kærligt forsøgte at puste livet tilbage i mine hænder, men mødet med varmen brændte så ekstremt, at jeg måtte trække dem til mig for at undgå at skrige. Skrigene kom til gengæld, da jeg forsøgte at tage et bad. Ikke engang et varmt bad. Et koldt bad. Jeg brændte under koldt vand. Jeg KOGTE under koldt vand.
Endte med at blive hentet ud af gertrud, som pakkede mig ind i så mange lag tæpper og dyner, at jeg, selv hvis jeg kunne, ikke ville være i stand til at bevæge mig.
Kære gertrud, du har reddet mit liv.

Så altså. Otto halvkedelige billeder har altså kostet mig fiktive fem kilo ekstra under håret, en ømhed i så talrige dele af min krop, at jeg bider mig selv i læben i skrivende stund for at kunne holde kontakten mellem fingre og tastatur. Det har kostet mig deltagelsen i årets efterskolecover af do they know it’s christmas OG mit julehumør.

Nu, før jeg endnu engang lægger hovedet på puden i et naivt forsøg på at sove hovedpinen væk, virker det næsten obligatorisk at stille mig selv spørgsmålet: var det det værd?
Jeg beklager, hvide skjorte, men nej. Bortset fra seks timers sex and the city (hvilket på skrift lyder lidt mere sørgeligt, end det føles) har gårdagens møde med naturens kummefryser kun gjort mig klogere på to ting: hvad det virkelig vil sige at fryse og at jeg virkelig er en nar. For nogle gange er det vigtigere at være pligtopfyldende overfor sin krop, end at være det overfor en projektopgave.
Laura, vi er dumme. Meget dumme.