20. maj

Lad mig sige det sådan: Når det for det meste er ovenud vidunderligt at gå på efterskole, forstærker det ligesom de triste dele uhyggelig meget. Ved ikke helt hvad jeg skal sige. Ved ikke helt hvad jeg skal tænke - faktisk ved jeg ikke noget som helst lige pt.

Lad mig lige fylde lidt baggrundsviden på jeres kære, uvidende hoveder:
I starten af skoleåret, cirka halvanden måned inde i skoleåret, blev en gruppe på seks taget i at ryge hash. Ret dumt - ufattelig tumpet, faktisk. Specielt taget i betragtning af, at selv cigaretrygning er strengt forbudt på skolen. Men nok om det. I hvert fald blev fem af dem kylet ud, og kun én fik den gyldne ekstra chance.

Og så skulle man jo stærkt gå ud fra, at samtlige elever havde fattet bare lidt af det hele, og ville stoppe. Åbenbart ikke. Idag, med irriterende kort tid tilbage af skoleåret, blev syv drenge igen smidt på bybussen. For helvede da også! Tæt på samtlige mulige følelser fiser boblende rundt i min krop. Jeg er rasende. Jeg er skuffet, Jeg er vred, Jeg er utrolig ked af det!
Er på den ene side ekstremt sur på dem, der har røget, fordi de i en eller anden facon har gjort MIG ked af det - og fordi de famna godt kan vente, til weekenden med det bras. Hvorfor vil man ogsåp være høj på en efterskole? Vi er jo hylende morsomme og tågede i forvejen. Det er egoistisk, det er stupidt, det er.. ARH! Det er fantastisk svært at bestemme sig for, hvilket humør man skal være i lige nu. For kan jo på ingen måde forhindre min mave i at hærde af tristhed. Det er dælme ikke sjovt at miste nogle så tæt på skoleårets slutning - det er det for den sags skyld ikke på noget tidspunkt overhovedet. Det må nærme sig prisen for den allerværste ting ved at gå på efterskole. At sige farvel til nogen, man holder af.

Nu vil jeg placere mig selv i et hjørne, så jeg kan bestemme mig for en passende sindstilstand

- Malou