atlastisk

Sidder i skrivende stund i dæmpet lyskædelys og venter på, at laura får nosset sig op i min køje, så vi kan se sex and the city. Nyder udsigten til den stødt voksende bunke af rod, der allerede indikerer, hvem der bor under de tre tøsedyner, mens jeg overvejer alle de hyggemuligheder der er i de halvbare vægge. Vores nye vægge. Mit nye værelse.

Atlas er ifølge den nordiske mytologi en kæmpe, der holder himlen fra at falde sammen over jorden. Om man vil tro på bodybuilderatlas er op til en selv. Personligt ville jeg næppe turde lægge al verdenshjørneansvaret på én mand (der i forvejen har en del overvægt på skuldrene). Tanken om, at han bare ved at dreje hoften for at undgå at gro fast, ville gøre øst til vest (og derved tvinge mig til at være misfosteret med de store fødder der ikke kan spise med pinde) skræmmer al tryghed i religion meget langt væk.

Og det har heller ikke rigtig nogen relevans (men jeg har valgt at gemme det, for tid er brugt og tid er penge). For i min verden er Atlas et hus – mit nye hus, med mit nye værelse og mine nye roomies. Krystalkuglen spår beklædningskollektiv og ultimativ hygge. YAY, hvor jeg dog elsker jer piger!


^let love be love