kaos i familien

Noget af det, de fleste er bekymrede for at undvære, når de tager på efterskole, er deres familie. Og selvom ‘syv år’ udvikler en på utrolig mange punkter – deriblandt selvstændighed, så er følelsen af familie og samhørighed nu og en gang noget, man aldrig vokser fra at ønske, og lige gyldigt hvor selvsikker man bliver på sine egne, teenagevaklende ben, vil en tryg base altid kunne give noget ekstra. Når man går på efterskole har man derfor en.. dadadadaaaah: reservefamilie!

Og ja, ordet i sig selv lyder måske lidt tamt og halvkøligt. Sat sammen med ordet ’efterskole’ bliver det faktisk kun endnu mere spøjst, for tanken om en familie bestående af én forældre og en ti-tolv småforvirrede, filipensbefængte næstenvoksne (det lider af skiftevis hukommelsestab og humørsving – til tider faktisk også mikset sammen i en munter blanding, hvor man er sur uden rigtigt at kunne huske hvorfor). Hvis man så først begynder at koble efterskolereservefamilien sammen med ting som ’morgenmad’, vil kaotiske scener med cornflakeshaglvejr som fokusfanger med garanti indtræde i en betydelig procentdel af befolkningens nethinder. Så det skal man lade være med.
For i virkeligheden minder ens efterskolefamilie på ingen måde om en familie, som vi kender den. Kontaktgruppen, som man spiser med tre gange om dagen og hurtigt får et helt specielt forhold til (man bliver nødt til at knytte et vist bånd for at kunne åbne op for mærkelige spisebordfetisher som f.eks. at balancere med en gaffel på næsen) kan jo på ingen måde agere stand in for ens mor, der smører madpakker og vasker ens trøje, hvis man har spildt tomat på den, ligesom den heller aldrig kan erstatte ens far, der for at erstatte ens ikkeeksisterende onkel altid er sjov på den der drillesjofeltmenalligeveluskyldigt måde. Kontaktgruppen giver noget helt andet. Udover det (trods ualmindelig store mængder gnavenhed og søvn i øjnene) opløftende ’god morgen’ og et evig (og ja, jeg indrømmer det.. dårlig) joke om mineraler kunne det for eksempel være… (hvis vi forestiller os elleve mennesker i katrines stue en onsdag aften efter store hjemmelavede burgere til den halvårige kontaktgruppehyggething)

Fælles mobning af undertegnedes lange arme, der ifølge Fie giver associationer til orangutanger.
Eller intens kamp om at få chris til at tage otto æbleskiver i munden på samme tid (hvis det ikke havde været for et par tikkende visere og en soven over sig for det sidste hold æbleskivers vedkommende, havde vi med garanti vundet kampen! Og tro mig – han KAN rent faktisk).
Eller blot små ting som at lege spøjse kenddinkontaktgruppebuddie- lege med spørgsmål ”hvem ville være den bedste til at spille på lut?” og ”Hvem ville være nemmest at få overtalt til at danse folkedans med fyrre pensionister på landsdækkende tv?”

og så synes jeg lige i skal have æren af at se mathilde imitere den noget kringlede sætning "hauge hopper på en sko". (elsk mig, mathilde!)