this is halloween

Synes efterhånden det er et par dage siden sidst. Ser I – nogle gange har man bare travlt med alt muligt andet end at skrive blog. Tror i går, onsdag, var den første dag på skolen siden introugen, hvor jeg kun tjekkede min mail to gange. Og selvom stressen først ankom i morges (og som i grunden var på betydeligt kortere besøg en normalt) har jeg alligevel faret frem og tilbage med bus, på gåben og med løbesko på. Senest i går, hvor der foregik heeeeeemmmelige ting i Svendborg, og hvor den helt specielle dag (den sidste onsdag i oktober) selvfølgelig skulle fejres. Og ikke bare fejres – men fejres med en sådan maner, at selv ham gutten, der opfandt tetris og som derfor aldrig keder sig, føler sig lidt snydt for ikke at have muligheden for at lege med.
For i går, da solen havde passeret størstedelen af europa og ørerne begyndte at hvine efter vamsede uldhuer, indløste vi laura og mathildes fribilletter (det kan betale sig at bruge en dag på at heile og hilse på nicolas bro, og det kan endnu bedre betale sig at give kaffe for nasning af biografbillet) til fire styks i midten af række syv, hvilket for resten af relativt langt oppe i svendborg, til.. (indsæt trommehvirvel) HIGH SCHOOL MUSICAL 3. Et rent festfyrværkeri af spænding, aktion og kvalitet.

jeg elsker jer :D

Men nok om highschoolpar, der finder de umådeligt frækt at give kindkys i råhvide havehængekøjer og som har brugt tre spillefilm på at levere et ordentligt lååååfe moment. For aftenens halloweenfest og dertilhørende burtons sally-udklædning (som desuden er skyld i en yderst stædig eyelinersyning på mit venstre lår) indeholdt absolut keine pladderromantik, næsten ingen grimme kjoler og kun en enkelt popsang. En popsang med koreografi, der efter en grum fortvivlelse, der var tæt på at avle grå hår på mit stakkels hoved, endte så vellykket, at jeg havde lyst til at danse endnu mere af bare begejstring. (jeps, vi dansede en genial kopi af thriller foran hele skolen, med morten som kongen og os som halvtomme zombier med løse hofter.
Det gjorde jeg dog ikke, dansede altså – for en knapt så morsom aftale lå lige forude. En aftale med døden, som indtrådte få minutter efter den klamme, skovsneglelignende pasta (farvet sort med sprutteblæk) var fortæret sammen med vores (desværre ikke særlig populære, men til gengæld yderst kære) fluesvampelookalikes.
Som en del af et alt for fedt natteløb (gogo festudvalg) skulle jeg slås ihjel, og resten af skolen skulle så, opdelt i hold, ved hjælp i diverse lallede poster og spøjse ledetråde finde ud af, at det var mig der lå dér, i den ikke særlig ligagtige fosterstilling i vaskekælderen. Faktisk er det noget af en udfordring at få lov til at dø, når man går på efterskole. Måtte igennem en ren denenesteudvejermexico-flugt for bare at komme fra værelse til nyt værelse og videre hen over gårdspladsen til kælderen (man kan skjule ethvert ærinde ved at løbe under et lagen og sige spøjse spøgelsesagtige lyde). Kælderen, som den næste time var mit hjem. Naglet fast med klistret teaterblod all over og med ret så blodigt lagen on top. Lignenmyrdet-processen var meget hyggelig, specielt fordi det er noget så rart at få lov til at smøre sig ind i mørkerødt stads uden at skulle tænke over, at acrylmaling ikke så gerne vil af tøjet. Og selvom det gjorde lidt ondt i knoglerne (men selvfølgelig tænker man ikke over blødt underlig, når man placerer en afdød på et bord), selvom den geniale teaterblod er knapt så behagelig, når den størkner mellem fødderne så man er limet sammen i pingvinstilling (hvis man da ikke lå ned), så er der INGENTING der kan gøre spildødseancen ringe. For en replikudveksling som ”ej, det er jo helt sikkert claus-otto”, ”det ligner claus otto” ”neeej, den har bryster”… pause og sniksnak om, hvorvidt personen under lagenet er over eller under en meter lang: ”..er I sikre på, at det ikke er Claus Otto?” er for det første umådeligt svær at holde masken under, men også i stand til at udviske lysten til at overvære roulademaratonet i stedet.


Må desuden lige dele denne formidable lille gulerod ved halloween og fest og papgræskar (kreativ og primitiv går tit hånd i hånd) – VI MÅ SOVE EN TIME LÆNGERE I MORGEN! (det skal måske lige tilføjes, at en time ekstra den ene vej tit ender med det tredobbelte den anden vej. når man går på efterskole synes det højere tal på alarmen at kickstarte ens energiniveau, man bliver hyber og frisk og konkluderer, at man med den senere morgenmad saaaagtens kan blive oppe til man har hørt ’vær en mand’ fyrre gange og skrevet det der blogindlæg, man ikke lige fik tid til i går. efterskolelogik er ikke altid logisk for jer udlændinge, der aldrig gjorde jeg selv den tjeneste at gå på efterskole)

Nå, men burde jo i være ret så smadret. Det gider dog ikke rigtig træde indenfor, det der træthed.
Tror jeg vil genopfriske noget banksy.
.. og så ses vi jo til matematikfredag i morgen :D

attention

Og lige en servicemeddelelse til de folk, der ligesom Linnea og jeg var til møde i efterskoleforeningen i lørdags: Jeg har oprettet en gruppe til os på facebook, og det kunne være rigtig fedt at få samlet alle. Så please, kære efterskolefolk, add mig lige på fjæsbogen. I søger bare på Malou Wehage Stålholt, det skulle jeg gerne være den eneste, der hedder :D


Og nu vi er ved ting, der i grunden er super irrelevante for min blog – vidste I, at bybusser har det med at komme alt for sent, og i den forbindelse udløse en tornado af psykotisk pjat og en skørhed, der er tæt på at springe den tidligere skala for humor, der er så kulsort, at det egentlig bare er åndssvagt?
Det ved I nu – jeg har endda billeddokumentation!

stig rossen - nu med skæve øjne

ARH! Har lige opdaget noget meget gruopvækkende og frygteligt.
Jeg har nu i et helt liv set og elsket disneys mulan. I et helt liv har jeg tygget på denne herlige fortælling og slugt den med alt, hvad den indeholder af kærlighed, kultur og historiefortælling (og geniale karakterer som røde øglelignende drager med lidt for god humor til en tegnefilm). I et helt liv har jeg skrålet med på ”vær en mand” med en iver, der gjorde mine små barnekinder røde og sikkert også fik en trommehinde eller tro til at springe i ny og næ (for selvom jeg ikke har en tone i livet, ynder jeg stadig at synge så tit jeg kan, og der er intet, I kan gøre ved det – muhahah!).

Men før jeg ender i et langt sidespring om tegnefilmsgenialitet og dybden i disney, så burde jeg nok komme til sagen! For bedst som jeg sidder med underskønne Laura og producerer breve som en gal, ruller et navn forbi skærmen under afspilningen af den (lidt mandschauvinistiske på den gode måde – tænk at jeg nogensinde skulle sige det) sætning ”hvad skal jeg med kvinder når jeg bad om mænd”. Et navn på en mand, der med sin stemme har fyldt Shang med mandig styrke gennem hele min barndom. En mand, der normalt optræder med nedknappet skjorte på den klamme ’forsøgeratlignelatinolovermenhavdeglemtatdenlillelommepåmin
Maveogmitgustneabetæppepåbrystetændrerdetfrasexettilsørgeligt
ogsåfedtetathansserknastørud’ måde. Selveste Stig Rossen.
Og en gentagelse for dem, der ikke helt tror deres egne øjne og virkelig ikke ønsker at se kære stig for sig hver gang, de ser et klip fra mulan: Stig Rossen lægger stemme til Shang, den lækre kinamand der lærer et gruppe slatne drenge at slå ihjel og ender med at blive inviteret på middag hos Mulan (den kvindelige udgave). Stig Rossen lægger stemme til så stor en procentdel af teksten til ”vær en mand” at jeg burde slå mig selv hårdt oveni hovedet for ikke at have hørt det før.



Vær en mand. Den sang, jeg pinliggjorde mig selv på det grummeste ved at synge højt i bybussen til svendborg i dag, fordi al det efterskoleliv har slettet fornemmelsen for den virkelige verden fra min hjerne. Den sang, jeg kan udenad på både dansk og engelsk, og som jeg derudover planlægger at lære på hebraisk. Den sang, der gør kunsten at bruge et ord som ”blæsebælg” uden at det virker specielt underligt.
Nogle gange er livet altså ikke helt fair.

latte art

Burde nok introducere jer for min nye interesse, som ikke blot er en interesse, men noget, jeg går op i med både ånd og smagsløg: latte art! (lidt besynderligt, at det hedder latte art, når det hovedsageligt bliver lavet med cappuccino.. med lad nu det ligge).
Kort beskrivelse: latte art er kunst på toppen af din kaffe – sirlige mønstre i din mælkeskum, lavet med intet andet end kaffe , mælk og i enkelte tilfælde lidt chokolade. Det er vist ikke så udbredt herhjemme endnu, men det er kun et spørgsmål om tid inden skæggede mænd med alpehuer søger job på cafeer landet over for at lave latte art dagen lang. Der bliver nemlig allerede afholdt enorme mesterskaber i den uhm-aah-dejligtduftende kreative sport - som bonusinfo kan jeg fortælle, at det japanske latteartlandsholdstræner arbejder i den ganske danske cafe Royal Copenhagen Cafe og ser latterligt godt ud. At han laver guddommelig kaffe er bestemt ikke en dårlig bonus. At han oven i købet ville være i stand til at efterligne mona lisa i dit cappuccinoskum er toppen af charme, og sender ham direkte ind på en af de øverste pladser på potentiellemændatdelerestenaflivetmed-listen (sådan cirka lige efter johnny depp).


Vil vie resten af mit liv til at nyde skøn kaffe med latteart på toppen. Specielt af denne gabendeogtilsyneladendemegetsøvnig bamse, som var så sød, at jeg næsten ikke nænnede at drikke den (det passer ikke helt. men jeg ventede ekstra fem minutter med at tage hul på de brune dråber).
.. er i øvrigt ved at blive en alvorlig garvet kaffedranker. Tog mig selv i at tømme et stort krus brandvarm, sort kaffe i to slurke i ”morges”. Ups (det er så her, almindelig mennesker ville indse alvoren og skrue lidt ned. Og her, hvor jeg hælder op på ny og overvejer indkøb af ekstra rensende tandpasta).

koret af unge troende

Jeg følte mig næsten for heldig til at tro det, da Mathilde og jeg fik lov til at tage fri onsdag til fredag i denne uge. Eller, fri og fri: vi havde selvfølgelig tænkt os at bruge vores tid konstruktivt, til udvidelse af kulturel og kunstnerisk horisont samt besøg på potentielt gymnasium.
Men fri det fik vi, og billetter, det havde vi: off we went! Kunne dog i begyndelsen ikke helt forstå programmet, hvordan er det muligt at åbne dørene i samme minut, som koncerten skulle begynde? For en sikkerheds skyld tog vi tidligt af sted, hvilket resulterede i en times ventetid i skønt, koldt aftenmørke hvor jeg fortrød mit valg af sko cirka toogfyrre gange (vandpytter er kun sjove iført gummistøvler, og hvor er det unfair, at regnen rammer københavn i det øjeblik, jeg ikke har mine på! hvad er oddsene for det, helt ærligt, det er altså uretfærdigt!). Men da Loppen endelig åbnede op for varme, økosodavand og ultracool loppestempler, der KUN lyste i specielt lys (det er seriøst for liret til, at jeg kunne undgå at blive fascineret), var det til gengæld så hyggeligt og varmt, at jeg glemte alt om mine fugtige sokker.
Efter to opvarmningsband, hvoraf det første (temmelig gode) gik på omkring klokken ti, hvilket forklarede det spøjse ”viåbnerdøreneidetsekundmusikkenstarterogsåerdetbareatløbe
hvismanvilnåathavehelekoncertenmed” program, som enten var en fejl eller blot opfordrede folk til at komme lidt før og hygge sig med lidt økologisk ananas og kulsyre på flaske. Ikke at det gjorde mig noget, for da choir of young believers endelig gik på var det som at blive fragtet direkte ind i en himmelsk ekstase af øreguf. Jeg har (og her forsøger jeg ikke at være kvalmende sentimental, det er virkelig ikke med vilje) aldrig i mit liv været vidne til noget så ubeskrivelig smukt. Tog flere gange mig selv i at være på grænsen til at græde, men samtidig for hypnotiseret til at kunne røre mig ud af stedet. ..årh, mennesker, der ikke var til den fabelagtige koncert vil ikke kunne forstå det, og det vil aldrig blive muligt for mig at forklare hvor utrolig, utrolig vidunderlige de knapt halvanden timers ren kunst! var. Hvad kan jeg sige? Jeg vil nu for evigt dyrke choir of young believers og søde, søde, SØDE jannis, som med sit tykke grækeroverskæg og turkise guitar stod halvgenert på scenen og undskyldte, at han ikke kunne finde på noget sejt at sige, fordi han var så overvældet og glad.
UH! For lige at rette op på min fortabelse i skøn øreguf, burde jeg fortælle om et par af bandets overdrevent nice medlemmer! Seriøst, selv hvis man hadede musikken (gud forbyde det) ville man stadig blive underholdt i verdensklasse. Forestil dig for eksempel en super funky rytmedude med grydehår på den lettere hæslige måde og dansemoves der ville sparke john travoltas hofter af led og langt ud af konkurrencen. Og vi taler rytme på den virkelig talentfulde måde, hvor man er i stand til at multitaske så vildt, at man kan have tre forskellige rysteæg-bolde-cylindere ting i den ene hånd, en trommestik i den anden hånd og en syv otte trommer at lege med i komplicerede (hvad ved jeg, jeg er jo blot et almindeligt menneske, der synes rytmeæg er ret sjove og nemme at lege musikalske med) kombinationer. SAMTIDIG med at han dansede og kastede med grydehåret. Burde jeg understrege, at det blot var ET af bandets otte fantastiske musikere, som, udover ovenstående geni, blandt andet inkluderede mega talentfuld trompet-fyr der spillede så fantastiske, at det fik nakkehårene til at rejse sig, en ultracool pige på cello og er ret så lækker bassist med den der ægte hardcore konstantskødesløssmøgikæften attitude.

.. men nok om tamburiner og låsløse toiletter (i-k-k-e rart). I vil sikkert meget hellere høre om vores tur hjem, som i stedet for at være en kort og enkelt tur med metroen endte i udmattet frustration. For vi havde selvfølgelig glemt at tænke på, at onsdag nat ikke tiltrækker nær så mange metromennesker som lørdag nat, og at det ellers så herlige lyntog lukkede ned klokken et. Så da vi stod der, med et friskstemplet tozoners og trætte øjne, skulle skiltet med ”metroen er lukket. Vi ses igen klokken 05.00” læses igennem en ekstra gang, for at nå helt ind, hvor det ringede. Ringede og fortalte, at vi ikke kunne komme hjem. PANIK! Op til bussen. Ingen bus, der kørte i den bare halvt rigtige retning. PANIK! Vandren frem og tilbage og forsøg på at udregne taxapris. DOBBELT PANIK! Endte med at gå til Børsen og finde en rigtig natbus. Skønt, da vi endelig nåede til skurvognen og dynerne. Aaah.
(jeg kan normalt ikke huske, hvad jeg drømmer. men jeg tror, jeg drømte med choir of young believers som baggrundsmusik den nat)

en dragqueen møder virkeligheden

Hvis stakkels Gustav både har stress og menstruation, er det da på tide, at han anskaffer sig sit eget eksemplar af ‘Kvinde, kend din krop’, så han kan få styr på den kvindelige frugtbarhedscyklus. At han ydermere hægter ordene ’stress’ og ’mens’ sammen i én sætning, tyder blot på, at han, den uvidende lille myr, tror, at menstruation er en tillægspakke til stress.
Jeg gentager: med ’Kvinde, kend din krop’ på sengebordet vil du snart vide alt om ægløsning og bind med eller uden vinger. Du vil opdage, at menstruation og stress ikke har noget med hinanden at gøre, og hvis en pige virker lettere irriteret, er det bare en tegn på, at kroppen har lyst til at øge mængden af endorfiner i hjernen (det betyder, at du skal fodre hende med chokolade).

I et omsorgsfuldt forsøg på at hjælpe den pms. ramte teenagedreng, hang vi (og med vi mener jeg mathilde og jeg, som til hver en tid står klar til at agere sundhedsplejersker) en mindre selvhjælpspakke ved hans seng, som er lige, hvad han behøver for at komme i gang med at træne sig selv op til at blive en selvstændig kvinde: En tampon!
(selvfølgelig med det obligatoriske ’gnæk gnæk’ og en lille hilsen skrevet på)
Nu siger du lige til, hvis du ikke ved, hvordan man bruger den, ikke?


Pas på, ellers kommer The Magic Ball og spiser dig!
Ja, Mathilde & Malou tåger til et punkt, hvor det næsten er sundhedsskadeligt.

PS: Kære Gustav, mon ikke det snart er på tide, at du lærer at skelne mellem din fetish for pigetøj og det virkelige liv? Det tyder umiddelbart på noget temmelig alvorligt, hvis du oplever blødninger omkring livet. Kontakt din læge – det er for dit eget bedste!

alle elsker store numser

…Også selvom de er lavet af fleecetæppe og en hættetrøje.

Der var en Laura. Der var en Malou. Der var adskillige timer inden næste punkt på dagsordenen. Cirka samme antal timer, som føromtalte piger burde have lagt til nattesøvnen sidste nat (genialt gennemtænkt at bruge en uge på at lære at sove længe, for så at ligge søvnløs søndag nat og stirre stift ud i luften, energisk som efter en halv liter kaffe og et par koffeinpiller, men fast besluttet på stædigt at bekæmpe dårligtimingfriskheden indtil den overgiver sig til konstant varighedsskrumpende drømmeland. Nice one, Malou!)
Og hvad sker der så, når to piger efter et sygebesøg hos Emilie står overfor dagligbrugsmission i efterårsblæsten? De udskyder chokoladejagten ved at klæde sig ud som to lallede fedlinger i en munter blanding af ølvom og frodig bagdel.



Sådan ser det altså ud, når man slipper Laura og Malou løs i latterland og giver dem et turpas til den allermest sindssyge forlystelse. Oh yæs.

Synes forresten undervisningsministeriet burde tage det næste tog til langbortistan sammen med dets gode ven, 10. Klasses brobygning. Ikke om jeg gider bruge to uger af mit uvurderlige efterskoleliv på at lege ægte studerende på ægte ungdomsuddannelse. For hulen da, det er jo ikke det jeg er her for!

Malou
(som nu for alvor er ramt af sin egen lille private finanskrise)

skyggedans og en tung byrde

Det er søndag aften på sydfyn. Blæsten hiver i telefonforbindelsen, og det skratter i øret selv med det mest lokale landmandsabonnement. Ikke at der er behov for telefonsamtaler lige pt. For et par timer siden smed lokalbussen de sidste efterskoleunger af sammen med deres nyvaskede tøj. Skolen summede af udpakning, sladderopdatering og en latter, der skabte varme i selv de mest vinterkolde kinder.
Først når man sidder i 202’eren med et stykke smuglet pizza i hånden og halvgabende undrer sig over, hvordan man kunne holde sig vågen til halv syv natten før, går det op for en hvor ubeskrivelig meget man har savnet efterskolen. For selvom det er ganske vidunderligt at få lov til at sove længe og stene en halv sæson af friends på en eftermiddag, så er der ingenting som aftente og lyden af gunnar. Ah. Efterskole.

Og nu, hvor jeg egentlig burde få gjort det af med de mørke rander, der ellers nok så fint pynter på et snart vinterblegt fjæs, er der lige et og andet, der skal skrives lidt om. Ferien er ikke gået så stærkt uden grund.

Har under den hyggeligste pigebytur nogensinde fundet ud af, at hvide pile snildt kan føre til stempel med dårlig fransk grammatik på hånden og hæslig smag af ren vodka i ganen. Idrh. Fremmaner en på ingen måde flatterende grimasse. Med i pakken kommer gratis abonnement på uren hud. Har aldrig helt forstået vodka. Torsdag gjorde mig ikke særlig meget klogere, dog har jeg lært, at det med lidt koncentration (eller mangel på samme.. faktisk ret markant mangel på samme) er muligt at bevæge sig i skygger (..) enhver form for forklaring virker enorm retarderet, så jeg tør ikke rigtig gå i gang, så jeg nøjes med at erkende det: jeg har nu både sagt, skrevet og grint af det, så det er helt okay at drille mig. Jeg er et overskudsagtigt large menneske, der godt kan tåle det. For ganske rigtigt: Malou gik fra at være glad for fremmedord og samfundsdiskussioner til at spise chips og blive forvirret af, at de knasede sjovt i hendes hoved. Hun tågede dansende rundt i tom parkeringskælder med ligeså fjollede Mathilde, Laura og Emilie. Og hun kunne lide det!


(og jo, vi dansede i skygger!)

Noget der i øvrigt gør mig rigtig glad, er at være den eneste ud af firehundrede mennesker, der udtaler brunsviger rigtigt, og så alligevel løbe ind i mennesker, jeg kender. Når jeg, lille fynbo, møder kendte ansigter og derfor også får lov til at hvine hysterisk af gensynsglæde i store kram og ”ej, hvor er det godt at se dig igen!” er lykken gjort og festen kategoriseret som værende langt mere end vellykket. I like!

Vil her til sidst dele dette nyerfarede råd med jer: Lad være, og jeg gentager med tykke bogstaver, understregning og neongul markering: LAD VÆRE med at medbringe sportstaske til en hel uges ferie bare for at se afslappet og chill ud. Heller ikke selvom du synes din ellers vældig funktionelle og handy kuffert med hjul er for jegerpåvejtilkastrupagtig. Du – og specielt din ryg vil komme til at fortryde det og føle en indre pyroman blusse op i en lyst til at brænde føromtalte sportstaske af på toppen af rituelt bål. Har nu i mere end en uge som skilmissebarn i storbyen slæbt rundt på fyrre kilo bagage (jamen, jeg får jo heeelt sikkert brug for en god bog på et tidspunkt, jeg må hellere tage tre for en sikkerheds skyld. Gud hvor jeg dog hader mig selv) Og jeg har prøvet utallige forskellige måder at gøre det på og absolut ingen af dem skåner selv den mindste knogle i mit overkrop. Havde efter lørdagens slæben frem og tilbage seriøst forventet synligt voksende biceps. I stedet fik jeg men, der desværre tyder på at være relativt varige.
Så altså - Hvis du i løbet af efterårsferien så en sekstenårig pige slæbe rundt på en grå sportstaske med et foruroligende anstrengt udtryk i face, var det altså bare lille mig. Og ja, det var også mig der forsøgte at løfte den i et underligt krammende tag der fik min krop til at bue på midten og ligne en omvendt quasimodo. Og mig, der ihærdigt forsøgte at trække den henover jorden.
De rigtig heldige har måske set mig svinge den i en både lav og kort (men ellers rigtig ambitiøs) bue, hvorefter jeg snurrede en gang rundt om mig selv og lavede et halvt rullefald for at ende med at ligge i akavet bue over tykke, tykke sportstaske. Oh yæs.

Unfair behandling af smagsløg, snottet næse og smadret ryg: intet kan ændre på det faktum, at det har været en fantastisk ferie, som gik for hurtigt og kostede lidt for mange penge. (.. hvis nogen har lyst til at donere et beskedent beløb til jeg stakkels arbejdsløse studerende, så sig lige til. Togbilletter er altså dyre!)

Godnat, små soldater.
Sov godt. så længe det varer (øv)

neverland

Gåden er løst. Den ellers så uknækkelige ”hvadskaldulavenårdublivervoksenogditmastercarderdødt” gåde, som spøger uhæmmet i mit hoved med jævne mellemrum. Jeg vil bo i Det Kongelige Teaters pakhus. Og jeg vil leve af drama, store kjoler og finurlige fortællinger.
Føler mig lidt vip, når jeg med Emilies super privilegerede mor, som arbejder på det kongelige teater og derfor er indehaver af en masse nøgler og kodekort, bliver lukket ind i paradis og bedt om at kigge mig lidt omkring. Kigge mig lidt omkring. Ahahaha. Hvor sandsynligst, at en teatertilbedende tekstilfacist som jeg klart holder mig til at bladre lidt i nogle tresserkjoler og et par kongekåber. Jeg ikke bare kiggede. Jeg forsvandt så meget ind i de overdådige barokkjoler, at jeg rent faktisk blev væk, helt væk fra både mig selv og emilie. Jeg har aldrig været et mere fantastisk sted. En eller anden dag sniger jeg mig bag de fjerneste kostumer for aldrig at vende tilbage til virkeligheden igen.

Hvis ikke jeg snart dejser omkuld af udmattelse (søvnmangel er da et ganske fornuftigt udgangspunkt lige efter en ferie) vil lyden af mine taster skabe ekko det halve af den kommende nat. How I’ve missed you, dear efterskoleblog.

der er ingen bånd der binder mig

Er meget oppe og køre over marionetdukkefilm. Efter det danske filmiske hovedværk og et utroligt spændende besøg af instruktøren Anders Rønnow-Klarlund (geniaaaaal mand!) har jeg virkelig haft strenge på hovedet. Sidder i skrivende stund og leger med mit restgarn og en af de der bamsenøgleringe, man ’vinder’, når man stinker til samtlige skyde, kaste og trækisnor-boder på Bakken. Det fungerer dog ikke helt som ønsket.
Må have fat i en kopi af hende søsteren fra fabelagtige Strings. Og en harpe. Koste hvad det koste vil.

Udover filmisk eventyrrejse var det også sidste efterskoletrøjebestillingsdag, hvilket fik alle de heilende nationalsocialist-statister til at kaste sig over mig med spørgsmål om økonomi og krympning og farvenuance, samtidig med, at jeg skulle holde styr på antallet af z’er i Timze Muzz.
Gustav, Rantzausmindes ultimativt bedste kassedame (han har desuden også kvalificeret sig som finalist til ’Bedste Barnebarn’ prisen), gjorde dog hele postyret lidt lettere, så jeg kun skulle koncentrerer mig om at guide folk til at vælge alt andet end sorte hættetrøjer og til at vælge en kende mere kreative navne end bare ’Jannick’ eller ’Mathilde’ (men det er helt okay, ville også selv finde det lidt underligt at komme hjem til mor med en trøje, hvor der står ’Numsefisk’ på brystet). En dag bliver vi et særdeles eftertragtet sælgerteam.


(farmor ingrid og farmor olga i billedskøn efterårsstemning)

Og nu er det så efterårsferie, og jeg skal lege skilsmissebarn i de næste 9 dage.
Nogenlunde disse ord blev udvekslet, da Mathilde og Emilie sloges om dagene:
”Hvis jeg nu har hende den første halvdel af ugen, så kan du havde hende fra onsdag til søndag?”
”Ej, så skal det altså også være fra onsdag morgen”
.. og efter opdagelsen af aftaler på uheldige datoer:
”Hvis du skal have hende helt fra tirsdag, kan du altså ikke også have hende i weekenden.”
”Nej, du siger noget. Hvad nu hvis jeg har hende tirsdag til fredag, så kan du få hende lørdag søndag, lørdag søndag?”
”Uh, genialt! Men hvem skal så have hende mandag?”
.. og inden man ved af det pendler man frem og tilbage med en lidt for tung taske over skulderen, lidt for klatøjet til ikke at ligne en zombie, lidt for fattig til at kunne tage bussen det sidste stykke og med beskeder fra Emilie om at Mathilde ikke må give mig grønne bønner.
Ak ja, livet som fynbo i københavn kan være avanceret nogle gange. Ikke desto mindre glæder jeg mig helt vildt til ferien, som tyder på at stjæle al min opmærksomhed. Dette vil næsten med garanti resulterer i pludselig blog stand by. Bare rolig,, min hovedstreng er ikke sprunget og jeg er ikke gået under jorden. Jeg har bare travlt med at nyde efteråret :D

retarderede lorteskøger

Bare for lige at give et indblik i de intelligente samtaler vi har, når søvnen er manglende, vejret er koldt og der stadig er strøm på kameraet.



Jonas Emil Ellekær Karlsen skrev
kl. 00:16 d. 7. oktober 2008
Fuck hvor er Laura Jo fucked'up!

Stålholt skrev
kl. 00:25 d. 7. oktober 2008
Mathilde ligner teenagepigeudgaven af Lille Per

Mathilde Dahl skrev
kl. 12:19 d. 7. oktober 2008
mange tak skat.
det tager jeg helt sikkert som en kompliment :D

skrev
kl. 12:20 d. 7. oktober 2008
jamen, det var også ment som en kompliment darling :D

Laura Jo Madsen skrev
kl. 23:36 i går
HALLO, MÅ JEG LIGE BE' OM KAMMERTONEN!!!

skrev
kl. 23:37 i går
.. nej, den gemmer sig. jeg kan ikke finde den.


Laura Jo Madsen skrev
kl. 23:39 i går
farmor? hvorfor er du så flabet:(

skrev
kl. 23:46 i går
fordi jeg kan lide det :D

Emilie Vilstrup skrev
kl. 13:21
Ej, nu må I lige tage jer sammen!
Laura, det er da ikk Malous skyld at hun ikk kan finde kammertonen, den er jo blevet væk:)
Men jeg kan godt lide det billed! Jeg elsker det, og jer piger♥

Laura Jo Madsen skrev
kl. 22:57
jeg kan hjlælpe med at lede:D
haha i lige måde♥

Emilie Vilstrup skrev
kl. 23:01
Ja gør det.. Så går vi alle på jagt efter kammertonen;p♥


Laura Jo Madsen skrev
kl. 23:03
det er da det vi gør:D


Emilie Vilstrup skrev
kl. 23:03
Haha;)

find malou

Jeg er nu officielt en dramaqueen. Og her taler vi ægte, ren teaterjunkie, med konstant stigende trang til at trække i fjollede kostumer og indtage skægge personligheder.
Har idag formået at gå fra hverdagsgranny med strikkepinde i hånden og tørklæde om håret, henover afrikansk stammekriger med touperet hår og krigsmaling under øjnene og tilbage til farmor Olga igen – denne gang i sit fineste (ahøm grimmeste laksefarvede skjorte tilsat vuptiduvejernutyvekilomereomhofterne-nederdel og centimeter tykke briller, der gjorde mig både blind og døsig) festoutfit, super klar til både bingo, banko og citronfromage.


sådan ligger en ægte jæger på lur

Hvad kan jeg sige? Abstinenserne for manglende teatersport (gogo idræt, gogo) er åbenbart så småt ved at melde sin ankomst. Hvis jeg ikke snart får fat i noget gæt og grimasser på sprøjte, så ender jeg med at skade mit eget helbred. I værste fald bliver jeg galoperende skizofren og virkelighedssky. GIV MIG TEATERSPORT NU!
Indtil videre må jeg jo klare mig med alternativer i form af samfundskritiske klædudlege og fantastiske påfund som FARMORugen. Har levet i Mathildes vidunderlige strikponcho de sidste fire dage, strikkende til mad, strikkende i hullet, strikkende på sofaen og med ”åh gud, jeg har ikke mere garn” som værste panikfaktor. Så slem, at jeg i tirsdags var bange for faktisk at FÅ grå hår og gigt i fingrende. Lidt skræmmende, at mangel på garn kan skabe så stor frustration, når man samtidig får slynget den ene dødstrussel i fjæset efter den anden. Man skulle måske tro, at et muntert GODMOOORGEN ville skabe glæde i sine børnebørns klatøjede cornflakesansigter. Af personlig erfaring kan jeg fortællle, at nej – det gør det ikke. Linnea (der som den eneste må kalde mig mormor, og som ville være det ultimativt bedste barnebarn, hvis hun havde lidt mere kind at hive i) har gentagne gange været ved at slå mig i bare afmagt. Og hun er ikke den eneste. Hvad der for en halvsenil farmor er en ganske naturlig del af morgenrutinen, er for efterskoleelever højest på listen over fyringsgrunde. Men deres gode opdragelse har åbenbart haft et godt tag i dem, for jeg gamle dame er stadig sluppet igennem ugen uden hverken knytnæver eller lussinger. Måske er de bare pinligt berørte over at indrømme, at de i virkeligheden nyder kindgnubning og skinger jegtalerTILdig stemme i fulde drag. Ja. Nemlig.

Malou
..med bidrag fra Farmor Olga, som desuden finder det yderst ubehøvlet at hun blev spist af med underlige pulver wannabeslikkepind for fuld plade i banko.


(farmor olga uden sine briller og med ikke særlig farmoragtig agurk i munden)

de rantziske lege

De kom, de så, de sejrede – de hoverede hånligt og lavede underlige bevægelser med stive arme.
Jeg taler selvfølgelig om Gustav & Mathilde, der vandt efterskoleomspændende bordfodboldturnering i går aftes.
(Det pudsige holdnavn ”hug hug”, som skal forstås som ’at hugge i noget’ og ikke som i ’jeg giver gratis dobbeltkram’ lugter mere af for lidt søvn end af kreativitet, og desuden har jeg lidt på fornemmelsen, at der er noget epo indblandet)
.. MEN! Noget kom i vejen for deres blærede attitude. Eller i hvert fald for den ene halvdel. For i aftes, da vi ventede på café og flere nostalgiske (og hysterisk underholdende) brylcreme reklamer, tog Jonas og jeg kampen op mod selveste Mathilde Dahl, denne gang akkompagneret af Emilie Vilstrup, et hidtil (og stadigt) ukendt navn i de efterskolonale eliteranglister. Der var tæt løb helt fra starten, men efter et uventet møde bold og gulv imellem og det sidste (selv)mål blev hamret i kassen, stod det klart at Mathilde langt om længe er udkonkurreret. Overvundet. Kastet ned på andenpladsen på sine grædende knæ. HA!
(dette er udelukkende med, fordi jeg er så rådden til bordfodbold af det ville ligne hån, hvis jeg meldte mig til en officiel turnering, og fordi Mathilde, som udmærket godt ved, at hun kunne tæske mig tandløs i bordfodbold til hver en tid, var meget triumferende i går)

I morgen skal en voldsom stor del af efterskolen bruge hele dagen som kunstige naziunger med slikket hår og bukser, der strammer om ballen. Synes det er ret så forræderisk at smutte midt i bedsteforældrebanko. De laver (åbenbart) nynazist film på samlebånd i øjeblikket, og helt ærligt: hvad vil du helst, overskride etiske grænser og risikerer at skulle heile foran et kamera i mange, mange timer eller spille det eksorbitante nervepirrende bingo banko (same shit, different day) i selskab med citronfromage og ægte ældre mennesker, som rent faktisk EJER en rollator?
COME ON, man kan vinde (indsæt navn på dyr, jeg ikke kan huske, men som vist er ret eftertragtede i den danske gennemsnitsfryser)!
.. Jeg var for resten statist i meget lignende rolle her i foråret (lidt skummelt, at de tager til Rantzausminde Efterskole hver gang, de har brug for en håndfuld nynazister). Det var forhåbentligt min overbevisende udklædning (lillepigeheidifletninger og cardigan over skulderen i bedste golfstil) der udløste denne sætning fra statist-ierminedukkeridag-damen: ”Dig dér! Dig kan vi i hvert fald godt bruge. Du ligner en fra Dansk Folkeparti, vi skal have dig helt op foran”.
Jamen jamen, mange tusind tak skal du da have. Aldrig i mit liv har jeg følt mig mere smigret.
Hurra for statistjob i kold lade, hvor man får at hvor man panisk guflede digestivekiks på den egernede måde, for at holde varmen mens de lavede mere kaffe
Pjat, det var da en oplevelse, og jeg er til hver en tid klar til at gøre det igen – når det altså ikke lige er oveni VIGTIGT fællesarrangement og ikke kræver, at jeg heiler (men krummefar er med, så det er alt sammen helt okay).

Malou, som er lidt flov over, at hun ikke kan finde ud af at kaste håndtegn.

(som I nok kan læse, har jeg sendt Farmor Olga på.. pension. Hun er simpelthen den mest halsbrækkende tågede gamle dame, jeg i mit liv har stødt på, og hun har derfor karantæne fra alle former for skriveredskaber, værende tastatur som kuglepen. Alt, der via sideveje og små stier kan ende i offentlige forum eller aviser. Selv de blade, der kun ligger ved frisøren, skal under beskyttelse. Den kvinde er vist ikke helt rigtig oveni hovedet)

olga&ingrid

Kære børnebørn

Da jeg i gårdagens vrede begik den fejl at undgå den obligatoriske gennemgang af fødeby, eventuel ægtefælle og yderligere brugbare informationer, som for eksempel yndlingsgarntype og foretrukne frikadelleopskrift.
Men altså: Jeg hedder Olga, fyldte 82 (eller, 32, som faster altid sagde det) sidste gang storken fløj over naboens stråtag og solens stråler soppede i sennepsmarkerne ved midnat.
Jeg blev født i Thy, jeg havde en mor, en far og et udefinerbart antal søskende, så alting var rimelig normalt og almindeligt. Allerede fra jeg var fire år gammel, lærte jeg at flette i pil, hvilket har vist sig at være yderst nyttigt i flere situationer. Ikke fordi det er specielt relevant at komme ind på, men hvis man for eksempel (og her taler vi blot et eksempel) er inde i nogle nabokrigsproblemer, hvor nabokonen tilfældigvis fandt det morsomt gentagne gange at hugge de bedste krydsord i deleavisen, kan det være meget brugbart at kunne flette mure i pil. Specielt hvis man også har været på lavknivåbenudafaltkursus, og derfor kan bygge sit helt eget, miljøvenlige pigtrådshegn.

Min nuværende kæreste, Ingrid, er omkring de 50, jeg er ikke helt sikker på, hvor gammel hun helt præcist er, men hun er ung, og jeg kan lide det! Vi mødtes på Majårka (jo, det er sådan det staves, spørg selv Eigil fra Tjæreborg) for et halvt dusin somre siden. Siden har vi hængt sammen som æg og blomme (og her taler vi selvfølgelig før klækning eller anden form for ødelæggelse af granitagtig skal). I petanqueklubben bliver vi år efter år kåret som ”Fresh Oldies”, hvilket vores åbne forhold nok kan tage det meste af æren for. Det er jo ikke mange par i vores alder, specielt ikke de lesbiske af slagsen, der er ærlige omkring deres fetich for ting som rosenkål og ruskindshandsker.

Farmor Olga

farmorpants

Kære Børnebørn

Vil gerne benytte denne udmærkede blog, som gør det muligt at skrige med så voldsom en kraft, at lyden når både til Skagen og til Storkøbenhavn, uden at belemre mine arme trommehinder med andet end lyden af tastaturet, der klikker. Og selvom jeg stadig har en del besvær med at vænne mig til dette nymoderne instrument, så har jeg dog erfaret én ting: Det larmer mindre end min skrivemaskine og sviner mindre det sorte stads, der ikke altid bliver i blækhusets dyb.
Da Malou er på konference i denne uge (hun sagde vidst noget om dyrevelfærd. Men jeg er dog ikke helt sikker, for hun spurgte efter både rødt garn og et par af mine strikkepinde. Lur mig, om ikke hun skal til te selskab med pigerne! Den lømmel!), har jeg fået lov til at låne alt fra hendes seng til denne komputår, som om noget er en verden af ting, jeg ikke kender til. Så tilgiv mig, når jeg ikke helt forstår, hvad I mener, når i siger ”returnknappen”. Visse vasse, tro nu ikke, jeg ikke ved hvad return betyder. Jeg er jo ikke svagtbegavet. Men det undrer mig bare, at de har opfundet en knap, der kan gå tilbage i tiden, uden at jeg har hørt det. Hvilken knap skal jeg trykke på? Skal jeg lukke øjnene imens? Er der en trylleformular? Og kan den gøre mig frugtbar igen?

Nånå. Ikke mere af det dersens snik snak. Jeg vil gå lige til sagen, for man skal ikke lade gæsterne vente med døren, som min faster altid sagde det.
Efter bare få minutter på en efterskole, der ellers skulle være tolerant og demokratisk, faldt jeg over denne smalle og racediskriminerende ytring: Vi skal have rigtig mormormad i dag.
Det stikker lidt indeni, men jeg skyd det væk: det var nok bare en smutter. Selvfølgelig var det det. Hele landet blev jo hjernevasket dengang Richard Ragnvald udgav det rædsel til dødsmetal spektakel ”Kære lille mormor”. Og jeg kan med nød og næppe tilgive den yderst ukorrekte og meget lidt charmerende måde de udtalte ”ræti” på. Nutidens unge! Men bevares, jeg lod det passerer uden bemærkninger. Man skal ikke skælde på hunden, bare fordi den ikke kan sige VUF helt efter bogen, som min faster altid sagde det.
Men nej! Før jeg ved af det var de over det hele, disse ikke tilstedeværende mormødre, som åbenbart er tusind fold vigtigere at nævne end jeg, farmor, som sidder lige foran øjnene af dem, klar til et slag rommie og en kop kaffe. Jeg overvejede at slukke for mit høreapparat, men besluttede mig for at opsamle alle de bevismaterialer for ulige behandling, jeg mødte på min vej. Den der lukker øjne og ører, beder selv om at blive kørt ned, som min faster altid sagde det.
Og hvilke bevismaterialer! Mormor mig her og mormor mig der og mormor de steder, mormødre ellers normalt ikke kommer længere! Og her må selv de farmødre, som også er mormødre (som jeg selv) ærligt erkende, at de kan mærke vreden få gebisset til at dirre og ryggen til at knirke. Som om det ikke var nok, dengang de første gang kaldte det ”mormortrusser”. Det var mit design, og selvom det var før eneret blev rigtig populært, så synes jeg stadig jeg har ret til lidt af fortjenesten. Jeg siger ikke, at i skal jagte ordpar som ”mormor” og ”underbukser” som i jagter ”lufthavn” og ”muslim”. Jeg foreslår det bare mellem linjerne, og så er det op til at navngive æblekagen efter den, der har bagt den, og ikke hvad den er lavet af, som min faster altid sagde det.

Kære børnebørn, selvom i måske blot ser det som et harmløst lille ord, så bliver jeg dybt krænket af al jeres snak om mormødre der strikker, mormødre det kokkererer, mormødre der laver porcelænsmaling og mormødre der danser square dance! Man bliver ikke et hyggeligere menneske, bare fordi man ens gener har valgt at producere piger. Denne sygelige mormorpropaganda er etisk set så forkert, at nogle burde give synderne smæk med høtyven, som min faster plejede at gøre det.
Og ligesom mormortrusser burde omdøbes til farmorpants, så burde de på alle landets skoler undervise i de rigtige betegnelser for go’ gammeldaws mad. Det handler jo ikke kun om, hvem der opfandt den gode sovs (jeg vil dog lige indskyde, at det var en farmor). Det handler om ligestilling!

Med et ønske om en god nats søvn for en frisk dag i morgen!

Farmor Olga

(nææh, hvor ser det fint ud i kursiv!)

krølle på tungen

.. og så blev det søndag. Pandekagebagningssøndag. Strikkesøndag. Jeg er officielt klar på at gå farmorstyle i morgen (mormor for dig, Linnea).
Og selvom weekenden har forhold sig meget stille og roligt, hvad jeg i øvrigt tror, vi alle havde brug for, så har jeg alligevel opnået en del:

Jeg har drysset salt på Victors (sikkert dyre) t-shirt.
Jeg har drysset pepper på Victors (sikkert ualmindelig dyre) t-shirt.
Jeg har hældt salt i Victors hovedbund.
Og det gik ellers alt sammen meget fint, indtil vægten af mineraler i håret blev for tung til at undgå bemærkning. Man skulle ellers umiddelbart tro, at han ville have bidt mærke i, at halvdelen af bordet havde været ved at knække sammen af grin de foregående fem minutter – han antog vist bare, at de fandt hans genfortælling af et eller andet random standup show, præsentation af den nye iPod eller hvad pokker det var, han ævlede om, utrolig morsom. Giv aldrig Victor en mælkesnitte. Nogle gange kan det være præcis den mængde sukker, der får hyperaktiviteten til at skumme over.
Og denne gang gik det så – ganske velfortjent, udover mig. Vand i hovedet er ikke sjovt, når man befinder sig et par hundrede meter fra havet i blæsende oktobervejr. Specielt ikke når føromtalte vand har været inde i Victors mund først. Jeg sladrer til Emilie!

Nå, men jeg er jo på ingen måde færdig. For da det blev lørdag, og størstedelen af weekendmenneskerne forsvandt ud på noget hjemmeværns-katastrofeøvelse-hvadnuhvismuslimernekommerogangriberos tingeling (foruroligende tidligt om morgenen – det kan umuligt være sundt at lege A menneske om lørdagen), indtog jeg rollen som babysitter for Asta, verdens sødeste femårige pige. Jeg har derfor ikke bare set én, men fire Disneyfilm, jeg har spillet heksen fra Snehvide med hjemmeplukket æble og alternativ slutning, hvor giften ikke virker og Snehvide derfor undgår hele gåihi-akten for at gå direkte til ".. lykkeligt til deres dages ende". Jeg har læst historier til min tunge begyndte krølle. Dette inkluderer Junglebogen – gange tre.
Måtte et par gange fange mig selv i at forsvinde helt i Skønheden & Udyret. I at kunne se nøjagtigt hvor smukt et rødt, modent æble er. Og i at se det helt fantastiske i, hvordan det samme æble bliver kværnet i æblemostmaskinen.

demokrati på slankekur

Jeg har lige opdaget, at det er et godt stykke tid siden, jeg sidst har skrevet.
Og det er ikke kun fordi, at jeg er ved streng mormorugeopvarmning i form af strikning (mine forhåbninger om halstørklædets længde er skrumpet en del, og det skal nu kun nå fra Sirius 1 til Sirius 3). Det har heller ikke så meget at gøre med den køkkentjans, der den seneste uge grådigt har fortæret halvfems procent af mit daglige energilager før klokken har slået frugttid.

Nogle gange sker det bare noget, der er svært at skrive om. Et udmærket eksempel er dette:
Når fem mennesker bliver smidt hjem.

Specielt når man krydrer hele oplevelsen med køkkentjans (læs: total afskærmning fra det normale efterskolemiljø og absolut keine info overhovedet) og en pjækkende ekstragunnar, som åbenbart blev alvorligt syg og måtte blive hjemme. Som ekstra krymmel på toppen, gik bussen i de minutter, Mathilde og jeg var til kunstanalysering hos gamle Jakob, som viste os det mest fantastiske billede om, hvordan man hånd i hånd skal følges ad op mod det fuldkomne, ægte fællesskab. For helgulan, hvor har jeg bare lyst til at sparke ironien hårdt i hovedet nogle gange.
Så kunne man sidde der med sin frokost, stikke til sin æggekage med gaflen og stirre forstenet ud i luften, mens man overvejede, hvornår det var okay at græde, hvornår det ville være okay at ringe på ekstra gunnar og gruppeskrige og hvor fanden man skulle få overskud til opvasken fra.

Og jeg har ikke rigtig lyst til fortælle, hvad der egentlig skete. Det ville også komme til at fremstå en kende komisk i en blog, og det synes jeg er respektløst overfor de involverede sådan som situationen er lige pt - og ærligt talt: de har, efter min mening, alle sammen været behandlet unfair de sidste par dage.
Der var ikke nogen, der røg hash. Der var ikke nogen, der drak øl. Der var ikke nogen, der stjal naboens Bjørn Borg underbukser.
Og I skal nok få hele historien når de kommer tilbage - for det gør de!
Kort fortalt var det en intern joke, der endte alt for dumt og alt for grænseoverskridende. Og ja det var meget forkert og skal bestemt koste et rap over fingrene - men nej, det skal virkelig ikke være udsmidningsgrund, og i øvrigt burde lærerne på en demokratisk efterskole lære at kommunikere lidt bedre med eleverne. Det dér ".. og nåja, før vi spiser: vi har lige smidt fem mennesker hjem, måske kommer de ikke tilbage, hvem ved? velbekomme". Det er eddername en fej måde at undgå eleverne på. Når man sender folk hjem, så kalder man til ekstra gunnar, og så har man værsgo at sidde pænt og lytte til vrede, protest og frustration. Hvis I virkelig ønsker et antiautoritært tillidsfuldt forhold lærer og elever imellem, så kræver det gensidig respekt. Jeg har ikke lyst til at være sur på 'de uretfærdige lærere'. Og jeg kan et eller andet sted også godt forstå de beslutninger, der er blevet træffet, omend jeg syntes de er forkerte. Jeg har bare svært ved at acceptere fremgangsmåden, når den udelukker mig og min ret til at blande mig. Det er alt andet end demokratisk og det hører på ingen måde hjemme.

"Lav en god skole", sagde gamle Jakob.
"Tit er det jer, der er de kloge. I skal bare tænke jer om. I ved alt, hvad der er brug for at vide. I ved det bare ikke endnu".

three is the magic number

Det er i dag den første oktober år totusindeogotte. Lyder umiddelbart som en ganske ordinær efterårsdag med bidende kulde, grumset himmel og kø ved den varme kakao. Det er det ikke.
Det er i dag den allerførste dag uden femogtyveøren.

Rent praktisk set er det jo en god ting – man kan ikke engang få en vingummibamse for det beløb mere, ligesom de der syntetiske lyserøde tyggegummier med grimme poppigeband-tatoos også koster 50 øre. Det eneste sted, det stadig regner femogtyvefætteren for noget særligt, er hos H&M, hvor de altid har gjort en dyd i at fylde mit møntrum med det kobbermønter, hvis eneste funktion er den splitsekund korte lykkefølelse af ”Aah, jeg har da mange penge” i forbindelse med vejning af pung. En uendelige kortlivet følelse, der forsvinder så snart man åbner møntrummet og kun kan få øje på de uduelige små femogtyveører, som ikke kan bruges til andet end lidt tam underholdning i form af buschauffør-legen, der gælder om at samle så mange små mønter som overhovedet muligt, for at betale sin busbillet i kobbermønter og hvine af fryd, når chaufføren enten forviser én fra bussen, sukkende begynder at tælle eller kigger bebrejdende på én og opgiver at tjekke, hvor meget man har givet ham. Fryden forsvinder så lidt, hvis han vælger løsning ét, og man derefter er tvunget til at vente en halv time plus forsinkelse på den næste bus i bidende kulde og bare fingre. Og selvom det altid foregik i selskab med samme veninde, så kan tænderklaprende temperaturer hurtigt slå samtalen ihjel, og så er en halv time lang tid. Så vi valgte selvfølgelig at skifte vores kobberbjerg ud med en tyvekrone (og så er det ikke sjovt mere).

Nu vi taler om tal. Har du nogensinde hørt om Trylle 3eren? Ikke? Jamen, så har du et utroligt eventyr i vente. Læn dig godt tilbage og nyd denne magiske fortælling..

Der var engang en pige. Hun hed Mathilde. Det er der jo i grunden mange piger der gør, men denne Mathilde hed også Dahl, og så havde hun store, blå øjne og et yderst standhaftigt sind. Så er der lige pludselig ikke så mange Mathilder tilbage - det kan endda være, at du allerede kan kende hende.
Lige fra Mathilde var helt lille, begyndte hun at holde af at få sin vilje, ligesom spil som Yatzi og Hvemerhvem helst skulle ende med hende som vinder. En søndag, hvor solen var gul og kjolen var nystrøget, tog Mathilde med sine forældre på kaffekage besøg hos bedsteforældrene. Efter 3 glas rød saftevand og fundet af hele syv firkløvere, besluttede Mathilde sig for, at hun ville være med til at lege med de voksne. De spillede kort og det så mægtig skæg ud! Mathildes mor ville ikke fortælle hende, hvad spillet hed, og Mathilde syntes derfor kun endnu mere om at lære reglerne og forsøge at vinde over sin bedsteforældre. Men lige gyldigt hvor mange gange hun prøvede, kunne hun ikke finde ud af at vinde, og det endte med, at hun flæbende forlod bordet og trampede hårdt på en småkage i ren frustration. Mathildes mor så bekymret på sin datter, og efter lidt hvisken og tisken med de andre voksne, kaldte hun blidt på hende. Mathilde spillede lidt kostbar i starten, ville ikke rigtig lytte. Men hendes mor fortalte hende om en regel, hun havde glemt at nævne, og som nok var grunden til, at Mathilde havde tabt. Det var Trylle 3’eren, som ved en lille, magisk formular kunne forvandle sig til hvilket som helst kort, man ønskede. Med det samme blev et lys i Mathildes blå øjne tændt, hun klappede begejstret i sine bitte små hænder og sprang op på stolen igen. De spillede igen, og med Trylle 3’erne på hånden vandt Mathilde triumferende slag efter slag.
Sådan har det så været lige siden. Hver eneste gang, Mathilde spiller det spil, hendes mor ikke ville fortælle hvad hed, tager hun den magiske Trylle 3er i brug. Og selvom hun ikke vinder hver gang, er hun stadig fast besluttet på, at 3eren kan trylle.

Vil slutte af med en klage. Det kan på absolut ingen tænkelig måde være rigtigt, at jeg skal jagtes af hosteanfald og konstant kilden i spiserøret. Kære hals, det eneste, jeg nogensinde har gjort dig, er at skolde dig lidt med kogende te (og der var i virkeligheden slet ikke så meget af det, der nåede helt derned) og guide diverse ærter og riskorn i den forkerte retning. Og UNDSKYLD, det er jeg da ked af, men vil du please lade være med at bære så meget nag? Jeg kan ikke overskue den konstante selvmordtrussel du kører på mig i øjeblikket. ”Nanananaaa, nu vender jeg vrangen ud på mig selv, og der er ikke noget du kan gøre ved det!” Nej du gør famne ej, du bliver på din plads og tier stille.

maskebal

”Jeg kan fornemme, at du har brug for noget fedtstof!”
Ja, det har man jo ofte, når man har mange fiskefrikadeller på panden.
Hurra for køkkentjans, som ikke kun får mig til at føle mig som spærret inde i hullerne i osten under osteklokken (GF? JEG VIL MEEEEEED!), men som også giver spejlblanke, fedtede kinder. Som ekstra krymmel på en dejlig omgangssyge, er det jo super charmerende.

(meget random billede, som på ingen måde hører hjemme, men som SKAL med alligevel! Se det som et afsnits-søjle, der ligesom indikerer, at vi nu går videre til næste emne)



Okay. Jeg indrømmer det. Jeg kryber til Gunnar og kaster alle kortene fra mig. Med billedsiden opad.
Er i skrivende stund i et dramatisk og yderst foruroligende dilemma: Jeg overvejer rent faktisk at springe over aftenens blogindlæg til fordel for STRIKNING!
For der sad vi altså, en god håndfuld unge mennesker iført trøjer i farver, farmor ikke kan udtale (magenta?) og sko i mærker, hun tror er et jogurtmærke. De saltede peanuts gjorde kun eventen endnu mere spøjs. For hvor vi normalt ville have hoppet sokkerchokramte rundt til Arctic Monkeys, pizzamedkebab drømmende, discountcoladrikkende og med det seneste afsnit af Piger På Prøveløsladelse som samtaleemne, sad vi sørsme og.. strikkede.

Og selvom jeg måtte starte forfra efter Martins voldsomme arhingenfodbold!vredesudbrud, som desværre gik lidt ud over mit halstørklæde-foster (Det havde nok også en smule med den liiidt tarvelige ”Tænd dog for radioen og lav noget kaffe” kommentar. Ups), så er jeg stadig helt hooked på at strikke videre. Og jeg er mindst ligeså hooked på at mødes hver evig eneste tirsdag og nørde garn og masker. Yeah!

Det er egentlig lidt skræmmende, at den slags går så stærkt. Men jeg er generelt bare afhængig. Af alt. Jeg er afhængig af at være afhængig af ting, som andre normalt ikke er afhængige af. Jeg nævner i flæng: Tetris (forbandet være den mand, der opfandt Tetris. Han har stjålet min fritid. OG de 40 kr. det kostede at få spillet på min iPod), godnatsang (jeps. Jeg kan ikke sove uden Mark Knopfler i ørerne. Det er slemt), frugt (og nej, ikke som i den normale ”seks om dagen, ellers er du usund”. Som i den virkelig grumme, hvor kroppen ligesom har trampet i jorden og sagt hverdagfleregangeomdagenellersstrejkerjegfanmeneme), min blog (i sommerferien hvor det ellers var meningen, at jeg skulle faste, blev jeg seriøst ramt af abstinenser), og ahøm.. kun at spise de brune M&Ms.
Og nu strikning. Nu er det sikkert mest en snedig mormoruge trailer. Men jeg er altså dømt besat nu. Får aldrig sovet igen. Ikke før mit halstørklæde når fra Sirius til Gunnar.

Så ja, her har I den. Min tilståelse. Jeg er nok lidt af en granny.