krølle på tungen

.. og så blev det søndag. Pandekagebagningssøndag. Strikkesøndag. Jeg er officielt klar på at gå farmorstyle i morgen (mormor for dig, Linnea).
Og selvom weekenden har forhold sig meget stille og roligt, hvad jeg i øvrigt tror, vi alle havde brug for, så har jeg alligevel opnået en del:

Jeg har drysset salt på Victors (sikkert dyre) t-shirt.
Jeg har drysset pepper på Victors (sikkert ualmindelig dyre) t-shirt.
Jeg har hældt salt i Victors hovedbund.
Og det gik ellers alt sammen meget fint, indtil vægten af mineraler i håret blev for tung til at undgå bemærkning. Man skulle ellers umiddelbart tro, at han ville have bidt mærke i, at halvdelen af bordet havde været ved at knække sammen af grin de foregående fem minutter – han antog vist bare, at de fandt hans genfortælling af et eller andet random standup show, præsentation af den nye iPod eller hvad pokker det var, han ævlede om, utrolig morsom. Giv aldrig Victor en mælkesnitte. Nogle gange kan det være præcis den mængde sukker, der får hyperaktiviteten til at skumme over.
Og denne gang gik det så – ganske velfortjent, udover mig. Vand i hovedet er ikke sjovt, når man befinder sig et par hundrede meter fra havet i blæsende oktobervejr. Specielt ikke når føromtalte vand har været inde i Victors mund først. Jeg sladrer til Emilie!

Nå, men jeg er jo på ingen måde færdig. For da det blev lørdag, og størstedelen af weekendmenneskerne forsvandt ud på noget hjemmeværns-katastrofeøvelse-hvadnuhvismuslimernekommerogangriberos tingeling (foruroligende tidligt om morgenen – det kan umuligt være sundt at lege A menneske om lørdagen), indtog jeg rollen som babysitter for Asta, verdens sødeste femårige pige. Jeg har derfor ikke bare set én, men fire Disneyfilm, jeg har spillet heksen fra Snehvide med hjemmeplukket æble og alternativ slutning, hvor giften ikke virker og Snehvide derfor undgår hele gåihi-akten for at gå direkte til ".. lykkeligt til deres dages ende". Jeg har læst historier til min tunge begyndte krølle. Dette inkluderer Junglebogen – gange tre.
Måtte et par gange fange mig selv i at forsvinde helt i Skønheden & Udyret. I at kunne se nøjagtigt hvor smukt et rødt, modent æble er. Og i at se det helt fantastiske i, hvordan det samme æble bliver kværnet i æblemostmaskinen.